Seks forskellige forestillinger præsenteret på to timer. Det var intet mindre, end hvad Dansekapellet bød på under overskriften subURBAN STORIES, der spillede som en del af husets nye initiativ, subURBAN dance festival. Glemt var kulden og blæsten udenfor, for fra højtalerne flød de lækreste beats, og på scenen havde de vildeste moves og de sprødeste attituder klart overtaget. Hej, hej dansk forår.

Skal du til...? ...Suburban dance festival?
Festivalen præsenterer urban dance fra ind- og udland.

Når GLiMT fra den 20. april til den 11. maj 2017 spiller forestillingen ”Det der er tilbage” i det gamle kirkerum på Hans Bogbinders Allé 3 på Amager, er det en helt uvant spilleperiode for danser, koreograf og instruktør Camila Sarrazin. Hun er nemlig ikke selv med på scenen!

Marie Key har aldrig før overladt sine værker i en anden kunstners hænder – til fri fortolkning. Før nu, hvor koreograf og danser Jacob Stage har fået frit lejde til at tumle rundt i hendes inderlige sangunivers. Det er der kommet et stykke ret ironisk hybridteater ud af, hvor dansen spiller en vigtig rolle!

Med en stribe godter i form af udvalgte pas-de-deux'er fortæller Den Kgl. Ballet klassisk ballethistorie i deres nye 'Ballet de Luxe'-aften, hvor der plukkes fra de bevarede danske romantiske handlingsballetter fra Bournonvilles hånd, fortsættes med både forførelse, falsk kærlighed, gensidig hengivenhed og den totale, fuldstændige her-og-nu-forelskelse vist via såvel tindrende bravourteknik som høje løft til ør-i-hovedet-kolbøtter og pjankede rul-hen-over-gulvet. Aftenen afsluttes flot med den rene neoklassiske, stilrene og raffinerede trinopvisning.

Den Kongelige Ballet bød på tre moderne værker af de tre sværvægtere Wayne McGregor, Jiří Kylián og Akram Khan.

En iskold forestilling om frygt med interaktive, visuelle billeder og referencer til filmgenren på Østre Gasværk på Østerbro af Josefin Bjerkensjö.

I Rammer giver tre ekstraordinære dansere liv til tre ”ordinære” karakterer, der forsøger at navigere i det 21. århundrede: En tid som er domineret af relations-kaos, der hverken er til at finde hoved, hale eller fodfæste i.

Den Finske Nationalballet besøgte Operaen med forestillingen Snedronningen af Kenneth Greve, som var en højt elsket solodanser ved Den Kongelige Danske Ballet fra 1992 til 2008. I 2008 foretog han imidlertid et karriereskifte, idet han blev direktør ved Den Finske Nationalballet. Det er den finske ballets første besøg i København, og med sig havde kompagniet Kenneth Greves ballet fra 2012, Snedronningen, baseret på H. C. Andersens eventyr af samme navn.

af Pia Stilling (cand.mag.)

Hvilken betydning har vores herkomst for, hvem vi bliver som individer? Hvordan man manifesterer det spørgsmål i et koreograferet, fysisk udtryk, giver X-act Kitt Johnsons nye forestilling ”STAFET” et bud på fra den 6.-18. februar 2017 i Dansehallerne.  

Universet i Alice i Eventyrland er præget af engelske traditioner med en engelsk koreograf, der har omsat en ultraengelsk børnebog til ballet. Christopher Wheeldon skabte balletten til Royal Ballet i London i 2011, og nu er balletten omplantet til Kongens Nytorv og er teatrets juleballet i 2016, hvor Nøddeknækkeren danser i Tivoli.

af Pia Stilling (cand.mag.)

En helt igennem flot og veldanset premiereaften på Det Kongelige Teaters Gamle Scene på en af de helt store romantiske balletter, nemlig Giselle. Giselle er et af hovedværkerne inden for romantisk ballet, og det er ikke den godmodige slags, som Bournonville normalt yndede, med en lykkelig slutning. Yderligere er der hele tre hold, så publikum kan glæde sig til forskellige fortolkninger af den gamle historie fra 1841. Giselle er en vaskeægte historie om forsmået kærlighed.

Det blev ikke til en gængs afskedsforestilling for Gudrun Bojesen. Der var kommet en lille dreng til verden – Gudrun Bojesens søn Gabriel, der havde spændt ben for den idé. Det lå derfor ikke i kortene, at Bojesen skulle danse hovedpartiet i en helaftensballet på sin afskedsaften. Oplagt ville det ellers have været at opføre hele John Neumeiers, Kameliadamen, hvor Gudrun Bojesen har brilleret (og modtaget en Reumert) for sit bevægende portræt af skøgen Marguerite.

Svanesøen. Et tronskifte pågår. Kongen er død, stemningen er forstemt sorg, og forude venter en ny tid. Kongens søn, den unge prins Siegfried skal overtage landets styre. Men sorgen over tabet af kongen skal samtidig også gerne vendes til glæde. Kærligheden skal helst blomstre. Enken, landets dronning ønsker, at prinsen finder sig en brud. Med dette anslag kan dansen, og den nok mest legendariske af de store, romantiske russiske balletter tage sin begyndelse.

Tilbage i 1990 og mere præcist den 7. juli blev der i Rom afholdt en koncert i Caracallas Termer. De tre verdenskendte tenorer José Carreras, Plácido Domingo og Luciano Pavarotti havde fundet sammen i anledning af finalekampen i verdensmesterskabet i fodbold, der skulle spilles senere samme aften. Koncerten blev på alle måder legendarisk. Mange fik øjnene – og selvfølgelig ørerne – op for opera. Opera blev alment populært, og hvem husker egentlig fodboldkampen i dag, mens de fleste husker koncerten. Den blev på alle måder epokegørende og skelsættende. Koncerten blev en katalysator og igangsatte en trend med udendørs koncerter, opera- og danseforestillinger i unikke og helt særlige fysiske rammer.
(Copenhagen Summer Dance 2016)

Den forgangne weekend markerede slutningen på årets Ny Cirkus Festival arrangeret af Københavns Internationale Teater. Programmet har budt på ni forestillinger og en live-dokumentar, der på fem Københavnske bydele rundede hjørner inden for blandet andet gøgl, rebartisteri, hårhængning og knivkast, og bød på følelsesudbrud, filosofi og absurditet som nycirkus. De sidste to forestillinger, Unknown Evidences og Aneckxander, var ingen undtagelse.

Forladt og alene danser cirkusprinsessen rundt. Hvis cirkusprinsessen da er en midaldrende mand i forslået piccolodragt, der har set sig sur på livet i arenaens spotlight. Her er spotlight nemlig paradoksalt nok placeret i skyggen af sin afdøde familie.

Stjernerne har regnet ned over Le Vide, som blev vist på Københavns Internationale Teaters Ny Cirkus Festival. Og med god grund. Her tager rebartisten Fragan Gehlker nemlig og liver op i Albert Camus’ historie om Sisyfos og krydrer den med klatrekunst og frit fald i 12 meters højde, i en perfekt cocktail af farefulde tricks og dyb eftertænksomhed.

To kvinder på scenen med deres hår som omdrejningspunkt – i bogstavelig forstand. Forestillingen Capilotractées udgøres af finsk galskab i sin fineste form med hårhængning, 50’er æstetik og punk attitude.

Fire nydelige mænd i jakkesæt og fem pertentligt ordnede trækonstruktioner. Og så går der ellers dyrenes planet i den. I forestillingen La Cosa af Claudio Stellato kaster, danser, hakker, svinger og stabler performerne med bunkevis af brænde. Mændene veksler mellem at være skiftevis tænkende væsener og ren og skær instinkt.