Når de to performere og koreografer Ida-Elisabeth Larsen og Marie-Louise Stentebjerg den 20. januar indtager scenen på Københavns Musikteater som duoen two-women-machine-show, er det kulminationen på et halvt års intensivt arbejde.

af Signe Ravn (cand.mag.)

 

Ida-Elisabeth Larsen og Marie-Louise Stentebjerg. Foto: Signe Ravn
two women TVIdaTHMarie

Og koreografduoen er rustet til kamp. De erklærer nemlig krig mod sig selv i forestillingen ”My Body is a Barrel of Gunpowder”.

 
De spirende talenter
Teaterredaktør ved Politiken, Monna Dithmer, fremhævede i december sidste år de to koreografer som nogle af danseverdenens spirende talenter indenfor den kategori, hun kalder ”performanceorienterede konceptkoreografer”. Ida-Elisabeth Larsen og Marie-Louise Stentebjerg går da også hele vejen i deres søgen efter en ny kreativitet, der ikke er hæmmet af traditionelle bevægelsesmønstre og teatrets klassiske konventioner.

 
Bodypaint fra top til tå
Camoufleret af bodypaint fra top til tå kæmper de to i en hypnotisk tilstand i et slag mod deres egne indre dikterende stemmer. Det er en kamp om det koreograferede rum, hvor deres egne kroppe på en gang er deres bedste allierede og værste fjende. Teaterrummet skal generobres.
 
– Forestillingen er en krigserklæring mod vores egne konventioner. Publikum møder to kroppe. Vi bruger en blanding af krigsmetaforer, krigsretorik og militære koncepter overført i auditiv, visuel og koreografisk kontekst til at udfordre vores egen kunstneriske praksis. Vi udfordrer de rammer, der normalt bliver regnet som koreografi, fortæller Marie-Louise Stentebjerg.
 
Oberstløjtnant Lars R. Møller, der har været en markant figur i de danske krigsindsatser de seneste 20 år, har som sparringspartner på forestillingen indført Ida-Elisabeth Larsen og Marie-Louise Stentebjerg i det såkaldte ”Battle Buddy Systems” historie. Systemet knytter soldater tæt sammen to-og-to både fysisk og psykisk for at skabe så effektive kæmpere som muligt. Filosofien derfra har de to koreografer Larsen og Stentebjerg brugt til at styrke deres egen enhed som duo og derigennem skabe kroppe, som kan slå ned på fjenden – konventionerne.

 
Duoen som styrket enhed
– Den militante idé om duosystemet stemmer godt overens med vores koreografiske udtryk. Hele idéen om at blive en enhed, og at man gennem den styrkede enhed kan overtage teaterrummet, forklarer Ida-Elisabeth Larsen.
 
– Vi er ikke interesserede i krig som tema, fordi Danmark er i en krigssituation. Det er ikke en national moralsk diskussion. Den er vendt indad, for det handler om vores opgør med den indgroede historik, som vores kroppe bærer rundt på, siger Ida-Elisabeth Larsen.
 
– Lydsporet er hovedkoreografien, og det er den, som vores kroppe kommer til at reagere på. Der er to planer af koreografi. Der er et auditivt, og dermed et usynligt track, og så kommer der til at være en bevægelse i rum. På den måde er der to koreografiske spor, siger Marie-Louise Stentebjerg og fortsætter: – Kroppene bliver en reaktion på lydsporet. Det bliver et spil mellem det aggressive lydspor og kroppene.

 
Aggressivt lydspor
Lydsporet, som two-women-machine-show spiller op imod, er sammensat af tekster – fra markante og kendte personligheder, der ytrer sig om krig til kvindelige selvmordsbombere.  
 
– Lydsporet indeholder en krigserklæring. Men der er både et aktivistisk, filosofisk og poetisk lag i det. Det snakker om, hvad det vil sige at være kvinde og være underlagt konventioner som kvinde, som kunstner, som individ. Til tider med et ret aggressivt vokabular, forklarer Ida-Elisabeth Larsen.  
 
Det starter med en form for genkendelighed i form af black box teatret. Men derfra drejer alt sig om det øjeblik efter eksplosionen i slaget, hvor rammerne er sprængt, og transformationen kan ske.  
 
– Vi arbejder med camouflage af os selv og vores kroppe. Det er en del af forsøget på at skabe vilkår for transformation i os selv og derfra udbrede den til det teatrale rum. Vi opererer i forhold til black box og de konventioner, den indeholder. Men vi arbejder også med en camouflering af os selv. En sløring af den identitet, som vi har som Marie-Louise og Ida-Elisabeth, er et forsøg på at frigøre os fra den. Når man har fjernet alle de steder, der belyser konventioner, hvad er der så tilbage? spørger de to koreografer.

 

tow women one1two women one2
two women two2two women two1
My Body is a Barrel of Gunpowder. Foto: Max Markov

 
Det er et eksperiment
– Transformationen er ukendt. Det er dét, hele forestillingen går ud på. Vi skaber vilkår for, at transformationen kan ske. Det er måske endda transformationen, der er erobringen.
Hvis vi bare kan opnå et øjeblik, hvor der sker et skift, og det kendte ophæves. Det er svært at sætte ord på, men det er det, scenekunsten kan. Skabe et øjeblik af fælles tilstedeværelse, lyder det fra Ida-Elisabeth Larsen.
 
– Det er et eksperiment: kan vi overhovedet slå de her konventioner ihjel? For vi arbejder jo også med traditionelle konventioner, som for eksempel samarbejdet med vores dramaturg og komponist. Det er hele dobbeltspillet mod sig selv – render vi i virkeligheden rundt i det samme, som vi altid har gjort? Hvad kommer der ud i den anden ende? Vi vil udfordre os selv og løbe en risiko for at tage et skridt hen imod noget nyt, slutter Marie-Louise Stentebjerg.  

 

FAKTA

My Body is a Barrel of Gunpowder
af Ida-Elisabeth Larsen og Marie-Louise Stentebjerg

Spiller på Københavns Musikteater kl. 20 fra den 20.-25. januar 2014.

Billetter fås på Teaterbilletter.dk

Info: Københavns Musikteater

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top