Arvesølvet – Den Kgl. Ballets kronjuvel – Napoli er afpudset og strammet op, så den fremstår helstøbt, nutidig, vedkommende og med et fantastisk glimt i øjet. Her hviler absolut intet museumsstøv, selvom August Bournonvilles ballet så dagens lys tilbage i 1842.

af Susanne Trudsø (konservator; kulturskribent)

 

Napoli 1
Napoli. Den Kgl. Ballet, sæson 2010/11. Foto: Costin Radu


Historien er den gammelkendte med Teresina, der har flere bejlere. Både de lidt ældre med et solidt pengebundt i bukselommen og så den fattige fisker, der må dele dagens fangst med sine kollegaer. Og selvfølgelig vælger Teresina at følge sit hjerte og dermed kærligheden til fiskeren Gennaro. Men under en romantisk rotur under den sydlandske stjerneklare nattehimmel forandres vejret pludseligt på Napolibugten, båden kæntrer, og Teresina forsvinder i dybet.

I den undersøiske verden betages havguden Golfo straks af Teresina og indlemmer hende i sin flok af najader. Men Gennaro, som var reddet i land, blot for at påkalde sig alles vrede, blev opmuntret af pilgrimmens råd om en tro på kærligheden og er derfor atter søgt ud på havet og finder frem til Golfos undersøiske rige. Efter et opgør mellem Gennaro og Golfo får Teresina erindringen om det jordiske liv tilbage, vælger kærligheden, lægger havfruekjolen, og sammen drager de tilbage til dagslyset oven vande.

I 2009 blev Napoli revurderet og nyiscenesat, tiden blev flyttet til filminstruktøren Fellinis 1950’er univers, og 2. akt blev nykoreograferet til ny musik. Med denne repremiere er 3. akt. opstrammet, og nye kostumer er heldigvis kommet til. Meget, meget vellykket. Væk er bagtalelsesscenen og i stedet går historien fra begravelsesstemning til gensynsglæde, alles opfordring til Teresinas mor til at acceptere de unges kærlighed og derefter straks videre til den festlige og sprudlende finaledans med soli og tarantel.

 

Napoli 2
Napoli. Den Kgl. Ballet, sæson 2010/11. Foto: Costin Radu


Suveræne præstationer
I hovedpartierne er den mørkhårede franske Alexandre Lo Sardo gnistrende som Teresina, og som hendes forelskede Gennaro er Alban Lendorf imponerende flyvende i sine spring. Ligeledes er Lis Jeppesen som Teresinas mor, Veronica, såvel beregnende vedrørende datterens mulige giftemål, som fnysende rasende, da hun tror, at datteren er druknet og oprigtig lykkelig, da hun bortgiver datterens hånd til hendes fisker. Som havguden Golfo emmer unge Benjamin Buza af maskulinitet, sensuel tiltrækning og sikker håndtering af sin nyeste erobring. Wauw, man fornemmer her en danser, der om føje år kunne blive det danske svar på Adam Cooper. Men omkring disse hovedpersoner er der en sværm af bipersoner, der gør Napoli til en sand fornøjelse og munter oplevelse. Plus en forestilling, der er krævende for publikum, da man skal have et øje på hver en finger for at få de mange detaljer med. Eller se forestillingen flere gange!

Som præsten Ambrosio er Cédric Lambrettes ansigtsudtryk så uskyldsrent, at man uvægerligt tænker sit i relation til den katolske kirkes lidt blakkede ry. Hans dobbelttydige blik på byens prostituerede, suverænt gestikuleret af Maria Bernholdt og Josee Bowman og flokken af små abbatdrenge i deres hvide munkekutter. Uha, der er vist ikke helt rent mel i posen.

Blandt de righoldige, små detaljer er også politibetjenten, der mod betaling, ser igennem fingre med de prostitueredes forretning. Et andet finurligt eksempel er flokken af fattige drenge, der med umådelig frækhed stjæler penge op af makaronihandleren Giacomos lomme.

Som Giacomo og bejler til Teresina er flotte Fernando Mora en velbeslået herre, der med et sikkert bid i cigaretten gerne vil gøre sine hoser grønne i relation til Teresina, men heller ikke undlader at bemærke, hvad der i øvrigt er af muligheder på markedet. Som den anden bejler, limonadehandleren Peppo, er Jean-Lucien Massot en helt vidunderlig forfører. Han er bare så meget macho; emmer af selvtilfredshed, når han retter på skjortekraven, flasher den tykke guldkæde under den lavt knappede skjorte, kigger over kanten på sine gullige Rayban-solbriller og samtidig lige får flashet det gedine kopi Rolex-ur. Jean-Lucien Massot dansede af som solodanser for et par år siden, og hold da lige op for et skønt gensyn. Den mand må da bare ansættes som karakterdanser!

 

Napoli 6Napoli. Den Kgl. Ballet, sæson 2010/11. Foto: Costin Radu



Skønne, skønne Mette Bødtcher
Til nyiscenesættelsen i 2009 blev der tilført en ny figur i ballettens ellers brede persongalleri, nemlig frisøren Flora, som til repremieren blev danset af Mette Bødtcher og med nye skønne, skønne detaljer i karakteristikken. Der er stadig hang til en lille skarp ind imellem, men meget mere nedtonet og troværdigt. Til gengæld kniber det med synet og den måde, hvorpå der kæmpes med brillerne, og udsynet til striben af soli og tarantellens forrygende festlige trin er bare så skønt gestikuleret af Mette Bødtcher sammen med hendes kamp for at lukke laktasken. Og da de slagne bejlere, Giacomo og Peppo, snupper tasken og tømmer den ellers diskret bortgemte flaske, er forargelsen malet i hendes ansigt.

Sådanne præstationer, også fra karakterdansernes side, gør Napoli til en så herlig forestilling, der trods alderen absolut ikke er bedaget, men helstøbt, nutidig, vedkommende og med et fantastisk glimt i øjet. Sådan en forestilling kan man bare se igen og igen, så god tur med Napoli og Sylfiden til gæstespil i Skt. Petersborg til april. Arvesølvet funkler, så russerne kan godt begynde at glæde sig til Bournonvilles værker.

 

Napoli 5
Napoli. Den Kgl. Ballet, sæson 2010/11. Foto: Costin Radu

 


FAKTA:

 

Napoli
med Den Kgl. Ballet

Spiller på Det Kgl. Teater, Gamle Scene

Spilleperiode: 31. jan. - 18. marts

Spilledage: 31. jan., 1. feb., 19. feb., 14. marts, 15. marts, 18. marts

 

Info: Det Kgl. Teater  

 

 

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top