Teater Republique præsenterer nycirkus med mesterlige artister. Forestillingen La Verità tager udgangspunkt i et motiv af Salvador Dalí, men den kunsthistoriske ramme virker unægteligt lidt påklistret og bidrager ikke med meget andet end forvirring.

af Torben Kastrup (cand.mag.; journalist)

 

la-verita 1
Instruktør Daniele Finzi Pasca og producent Julie Hamelin foran Dalís ”Mad Tristan”.
© Salvador Dali, Fundación Gala-Salvador Dalí.


I 1944 malede den spanske surrealist Salvador Dalí scenetæpperne til balletten Tristan og Isolde på Metropolitan Opera i New York. Men kun det største af tæpperne, det måler 9x15 meter, eksisterer endnu, og netop dette imponerende scenetæppe med dets surrealistiske motiv er udgangspunkt for Company Finzi Pascas nycirkusforestilling La Verità, som teateret Republique præsenterer i Tivolis Koncertsal.


Artisteri i verdensklasse
Bag forestillingen står den schweiziskfødte instruktør Daniele Finzi Pasca, der blandt andet har Cirque de Soleils forestilling Corteo og afslutningsceremonien fra De Olympiske Vinterlege i Torino på sit CV. Og nycirkusinstruktøren fra den italienske del af Schweiz har virkelig fundet nogle utroligt dygtige artister til sit show.

Vi ser en toreador på krykker, som danser og duellerer mod et tyrehoved på hjul. Det er en akrobatisk dans, som minder meget om Marie Chouinards koreografiske brug af krykker i det legendariske værk bODY rEMIX gOLDENBERG vARIATIONS.

Og vi ser Loïe Fuller–dans med store sommerfuglevinger i blafrende silke og kulørt lyssætning. I en slags firkantet trapez får vi en svimlende luft-pas de deux, og nede på gulvet slår et slangemenneske knuder på sig selv, så det ikke er muligt at se forskel på hans mave og ryg. Han ligner fuldstændigt et forvrænget motiv fra Salvador Dalís surrealistiske billedunivers. Og to håndstandsakrobater tager pusten fra publikum med helt utrolige løft og balancer, som man aldrig ville have troet muligt. Alt sammen musikalsk artisteri i særklasse, som man kun kan beundre og nyde.

Desuden indeholder La Verità også mere gennemsnitlig artisteri med hulahopringe, cyr wheel, straps, pole-dans, djævlespil og jonglering med bolde og stokke. Og der er mere almindeligt luftakrobatik, men i ualmindelige redskaber, som måske kan kaldes Salvador Dalíske: en slags trapez formet som et øje og snoede stiger, der skruer sig syret ned fra loftet.

 

la-verita
Foto: Anya Bartels-Suermondt


Kabaretstemning uden humor
Men forestillingen begynder og slutter med noget, der minder om et Moulin Rouge-show: en burlesk entré med fjer og et cancan-nummer, hvori mændene også danser i kjole. Det skulle måske være sjovt, men det er det absolut ikke. Den tid, hvor mænd i såkaldt dametøj er synonymt med sjovt, er altså for længst forbi. Og når forestillingen postulerer at tage afsæt i et moderne surrealistisk motiv med to androgyne personer, er det lidt mærkeligt at give sig i kast med fnise-humor fra en svunden sippet tid, hvor den slags udklædninger var vovet. Gabende kedeligt.

Og al snakken – på gebrokkent engelsk – mellem artistnumrene, er åbenbart tænkt som både poetisk og komisk, men det falder helt til jorden uden at være det mindste morsomt eller eftertænksomt.

Det eneste morsomme, der findes i forestillingen er et rulleskøjtenummer, hvor to artister lader som om, de bliver uvenner, men forsøger at opretholde facaden over for publikum. Desuden simulerer den ene artist, at hun bliver svimmel og næsten ikke kan stå på benene efter denne hurtige cirklen rundt og rundt. Denne selvironiske distance til cirkusfaget og sig selv er befriende, og det ville have klædt forestillingen med noget mere af det. Og det ville have været helt i Salvador Dalís ånd, for han er jo både humoristisk og selvironisk.


Et scenetæppe til pynt
Ligesom Salvador Dalís originale scenetæppe hænger i luften midt i koncertsalen og først bliver rullet ned efter forestillingen, hænger der slutteligt et spørgsmål i luften: Hvordan hænger forestillingen La Verità, sammen med Salvador Dalís gamle scenetæppe?

Nok er der et slangemenneske, som forvandler sig selv til en fordrejet og absurd figur som Tristan og Isolde på Salvador Dalís scenetæppe. Og et par elementer fra scenetæppets motiv går også igen i forestillingen: krykkerne, mælkebøtte-frøstandene og perlen, som en af artisterne spytter ud ad munden efter sine optrædener. Men derudover er det svært at se sammenhængen.

Med en postuleret sammenhæng mellem Salvador Dalís scenetæppe og La Verità falder rammen om forestillingen simpelthen til jorden. Og så er det ikke en rigtig nycirkusforestilling, men bare en almindelig cirkusforestilling, som der absolut intet er i vejen med, hvis bare ikke den sælges som nycirkus, som gerne skulle have et lag mere.

 

FAKTA:

LA VERITÀ

Company Finzi Pascas

Idé og instruktion: Daniele Finzi Pasca

Arrangør: Teatret Republique

Spiller i Tivolis Koncertsal den 11.-25. januar

Info: Republique

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top