En sanselig danseforestilling om mad og vores forhold til dette med tre dansere, et lydkunstkøkken og 70 kg dej. Sådan ser det ud, når danseteatret sART i øjeblikket turnerer rundt med gæstespillet Spis min Gris – her i Dansekapellet.

af Anneli Olesen (RUM designer; kulturskribent)

 

Vi ankommer, tre generationer, til Dansekapellet. Her dufter lifligt af nybagt brød. Man bliver med et sulten. Det har de nok tænkt på, for på bordene står der skåle med peanuts og små salte kiks. De er snart væk. På en skærm ser vi en film af glade grise, der spiser boller.

Inden forestillingen får vi at vide, at dejen, som indgår i forestillingen, ikke går til spilde, men bliver bagt til boller og givet til de søde grisebasser. Dem som vi allerede mødte i indgangen. Intet madspild her.

 

spis 1
Spis min Gris. sART Danseteater. Koreografi: Sofie Christiansen. Danser: Troels Graakjær. Foto: Camilla Eggert Birkedal


Spis min gris
De tre dansere, Tine Damborg, Troels Graakjær og Linnéa Sundling, ligner lidt dej, som de sidder der på scenen, med deres hvide nuflede badehætter, cremefarvede undertøj og dejfarvede kroppe. De taler om mel, mel i alle afskygninger. Aldrig har jeg hørt grahamsmel blive udtalt så sensuelt og hvedemel få så følelsesmæssig betydning i det udtalte ord.

Hvilket brød vil du helst være? Et sprødt hvedebrød som er lidt sejt indeni. Et rugbrød, tungt og hårdt, og som man bliver mæt af, med tyngde i. Et valnøddebrød, et luxusbrød, ikke et hverdagsbrød. Men et festbrød. Brød med personlighed.


Ælte dej... med kroppen
Troels Graakjær står med sigende mine midt på scenegulvet og hælder mel ud på gulvet. Det ligner en toppet bunke i mørket. Melstøvet flyver let. Han laver en fordybning i melet og hælder med sirlig mine vand ned i hullet.

Og så begynder han at ælte. Først sirligt og forsigtigt med hænderne. Folder og maser dejen. Med lange roterende armbevægelser danner han mønstrer i melet på scenegulvet. Mere mel, mere vand. De to andre dansere hælder mere dej ud over scenegulvet, som står på scenen i store plastkasser. Dejen vokser, bliver større og større.

Dejen er så stor nu, at hele kroppen må i gang med at ælte. Og Troels Graakjær bruger i den grad kroppen. Han kaster sig ned i dejen i de mest maskuline, kontrollerede og streetagtige bevægelser. Han nærmest står stille på den ene skulder i dejen.

De to andre dansere bryder ind. Og de kaster sig alle ned i dejen. Bruger dejen som partner. Trykker, maser, trækker og hiver de i dejen. Bruger dens plasticitet, form og substans. Man kan ælte med følelser, aggressivt, hårdt og pakke sig helt ind i det. Man kan skabe deller, bryster, store lårmuskler og kaste dem efter hinanden som snebolde. Man kan tage det på hovedet og blive væk i sin egen verden.

 

spis 2
Spis min Gris. sART Danseteater. Koreografi: Sofie Christiansen. Foto: Camilla Eggert Birkedal


Alle disse følelser
Mad er noget, vi elsker eller hader. Har et godt eller dårligt forhold til. Noget vi ønsker eller ikke ønsker. Er besat af at spise eller ikke spise. Noget vi tiltrækkes og frastødes af. Alle disse følelser puttes ned i denne store klump dej. Denne store madmasse, som er tiltrækkende og frastødende og humoristisk og grotesk på samme tid i sin overdimensionerede form og den måde, de med kroppen arbejder og bruger den på.

Afslutningsvis pakker en af danserne sig helt ind i dejen, så hun går i et med den på scenen. Dette gav mig et stærkt visuelt billede af, at mad følelsesmæssigt kan skabe en falsk tryghed, ved at vi mennesker nærmest pakker os ind i det. Spiser for at dulme vores følelser. At mad bliver en følelse og ikke et behov. Vi kan spise uden at være sultne og for at dulme en følelse eller sorg.


Te- og brødpause
Mens scenen gøres ren for dej, kommer danserne ind i salen og byder på lækkert nybagt brød. Sprød med en sej og god krumme. Lydkunstner Tine Louise Kortermand kommer rundt med en bakke med små fine mokkakopper, med varm ingefærte.

Igen har vi fået sanserne i brug. Sulten, som begyndte i foyeren, bliver belønnet i pausen. Og her får den lille stillet sin sult. Tror faktisk den blev meget påvirket af duften af nybagt brød.


Livets brød
former os i forskellige livssituationer. Vi spejler os i os selv, hinanden og samfundet. Mad er en stor del af vores eksistens, dulmer vores følelser og sult og er socialt skabende. Mad er et fysisk materiale. Fysisk at spise og sætter fysiske spor. Mad former vores krop. Hvordan vi ser ud. Du bliver, hvad du spiser, siges det.

Vores higen efter mad udspiller sig i en absurd stop-dans scene. Kampen om brødet. Hvem når det først, og hvem er dømt ude. De kæmper for at nå brødet. Kæmper en brav kamp i den røde lyd. Og kampen om at foræde sig. I en grotesk overhappy salsa, stopfodrer Tine Damborg og Troels Graakjær Linnéa Sundling, så hun ligner en mus med store kindposer fyldt med nødder. Og det afslutningsvise, anorektiske billede med den udmattede pige, der brækker alle brødstumperne op i den hvide spand, afkræftet. Af at spise den mad, man ikke ønsker ind i sin krop.


Køkkenlyde...
Tine Louise Kortermand er lydkokken, der med mad og køkkenredskaber skaber sjove og forunderlige lydbilleder til de dansende. På en videoprojektion kan vi følge med i, hvad hun laver.
Med hendes lillepigerøst synger hun spæde ord og sætninger ud i rummet. Og med æggeskaller, stavblender og æggedeler som harpe og horn, skaber hun fine og sprøde lydcollager, som supplerer dansernes bevægelser i dej og mellem sig. En smuk og sanselig madsymfoni.

 

spis 4 hojSpis min Gris. sART Danseteater. Koreografi: Sofie Christiansen. Foto: Camilla Eggert Birkedal


Dej som dansemateriale
Forestillingens første del med dejen var dansemæssigt den mest interessante. Alene på grund af materialet. At danserne i dejen får en helt anden måde at bevæge sig på. De får medspil og modspil i måden at bruge dejen som materiale på. Hvad kan man forme med dejen, og hvad skaber man af billeder i forhold til dejen og maden… At røre ved maden. Selv er jeg ikke vild med at ælte dej med hænderne, men elsker at bage boller.

Anden del af forestillingen var mere klassisk i sin koreografiske form, og emnet forsvandt lidt ud og blev mere abstrakt. Men smukt fastholdt af lydkunstnerens køkkenkompositioner med maden.


Spise for at leve
Vi mennesker lever af mad. For at leve må vi spise. Ellers dør vi. Vi kan dø af for meget mad, og vi kan dø af sult. For lidt og for meget. Vi kan være besatte af mad, eller af at undgå mad. Vi kan være forelskede i mad. Vi kan forholde os følelsesmæssigt til mad. Eller have madlede.

Mad er meget i fokus. Madkunst og gourmetmad. Nettomad og luksusmad. Mad er blevet et stort issue, der fylder rigtig meget i medier og TV. Bare se kendiskokkene, diverse kage- og madkonkurrencer – der er masser af madprogrammer i fjernsynet.

“Vi skal have pizza i morgen aften,“ siger min datter, og så skal jeg gi’ dejen en ordentlig en med hele kroppen…

 

FAKTA

Spis min Gris
med sART Danseteater

Turné:
Randers Teater tirsdag den 25. februar, kl. 19:30
Momentum Odense den 18. og 19. marts, kl. 20:00
Mungo Park, Kolding, tirsdag den 8. april, kl. 19:30
Team Teater, Herning, torsdag den 10. april, kl. 19:39


Koreografi og iscenesættelse: Sofie Christiansen
Dans og koreografi: Tine Damborg, Troels Graakjær, Linnéa Sundling (dog dansede Susanne Judson i stedet for Tine Damborg i forestillingen i Dansekapellet)
Komponist / lydkunst: Tine Louise Kortermand
Lysdesign: Jesper Pedersen
Kostumer: Alava Riefenstahl
Foto: Camilla Eggert Birkedal


spis 3 lille
Info: sART Danseteater 

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top