Endelig er Manon tilbage på repertoiret hos Den Kongelige Ballet, og den er stadig vidunderlig skøn, gribende, hjerteskærende, dramatisk og med så inderligt smukke kærlighedspas-de-deux’er. Alt sammen til Massenets uforlignelige musik.

af Susanne Trudsø (konservator; kulturskribent)


Manon er ikke en pæn pige; egentlig er hun på vej i kloster som novice, men forelsker sig pludseligt vildt og inderligt, for straks efter at lade sig friste af glitrende smykker og et liv som luksusluder, for dernæst at blive dømt som skøge og blive landsforvist. Meget bedre er det ikke med hendes bror, Lescaut, der i sit levned har en lettere flosset moral og sælger sin søsters dyd til højstbydende, drikker sig fra sans og samling samt bliver snigmyrdet under sin arrestation. Og Manons kæreste, Des Grieux, gennemgår også noget af et hamskifte fra flittig præstestuderende, til falskner i kortspil – og i det nye land bliver han morder for blot derefter at opleve fuldstændig desperationen over, at hans elskede Manon under flugten ud i Louisianas sumpe udånder i hans favn. Alt er fatalt. Alt er tabt. Kærligheden, den ægte, er sønderrevet, knust og brutalt bortrevet grundet dødens komme.

 

manon 1Manon. Den Kgl. Ballet, sæson 2013-2014. Koreografi: Kenneth Macmillan. Foto: Costin Radu
J’aime Crandall som Manon og Ulrik Birkkjær som Des Grieux.

 

På trods af den dybt tragiske og sørgelige slutning, på trods af Manons letsindige og umoralske livsførelse og på trods af de menneskelige dunkle skyggesider og rå aspekter i historien er balletten Manon medrivende, vidunderligt koreograferet og så hjertegribende, at man kun kan lade sig indfange, hengive sig til musik og trin samt holde af Manon og Des Grieux i deres oprigtige, gensidige, men også håbløse ærlige kærlighed. Det er drama for alle pengene, stor kunst og fuldstændig hengivelse til kærlighedens mangfoldighed. Publikum sprang da også ved premieren på Manon spontant op af stolesæderne allerede ved første tæppefald, og applausen var både langvarig og velfortjent.


Indlevende persontegning
Oplevelsen af Manon bliver også særlig skøn, fordi såvel solodansere som korpsdansere danser med stor og troværdig indlevelse. Som Des Grieux er Alban Lendorf indtagende flot, da han har fået øje på den unge kønne Manon, og i sin smukke solo gør han sine hoser grønne overfor den generte pige med høje benløft og roligt tempo i sin sikre dans med langsomme drej. Som Manon er Alexandra Lo Sardo drømmende væk som pigen fra landet, der er helt overvældet af al det nye ved kroen i udkanten af Paris. Men snart er genertheden glemt, og snart suges hun ind i dansen, hvor kærligheden bliver gensidig – hun må bare overgive sig – og i koreograf Kenneth MacMillans ganske særlige trinsprog er deres pas-de-deux bare så inderlig smuk og romantisk. Og musikken er netop i denne passage aldeles vidunderlig. Hengivenhed, ømhed og fuldstændig forelskelse, hvorfor det unge par stikker af med diligencen til Paris.

Hvad det unge forelskede par bare har glemt er, at Manons bror Lescaut, flot danset af den unge talentfulde Benjamin Buza, let lader sig lokke af pengeposer fra interesserede velbeslåede herrer til at genfinde sin søster. Og det lykkes; desværre mens Manon netop er alene på studerekammeret, og Des Grieux er afsted for at poste et brev, hvor han beder sin Far om flere penge, men først endnu en betagende pas-de-deux med kys, flotte løft og stor, stor ømhed i drej og trin samt svimlende hvirvler og springen-i-hinandens-arme.

Som den rige bejler er Monsieur G.M., helt eminent danset af Cédric Lambrette, fuldstændig fortabt i sin beundring og betagelse af Manon, så han – efter at juveler og pelsværk er overdraget til den rigdomshungrende Manon – må kaste sig for hendes fødder og ømt kysse dem med et angstfuldt blik, der samtidig også er fyldt med begær. Med Lescaut som mellemmand og den, som scorer en solid pose penge på alliancen, lokker han sin søster til at give efter for stormkuren og lade sig blive til feteret luksusluder.

I en smuk, smuk pas-de-trois bærer de to mænd Manon så at sige på hænder og fødder. Kenneth MacMillan har i denne passage skabt så vidunderlig smukke trin, fyldt med ømhed og poesi, mens hun svæver og glider hen over de to mænds rygge; så elegant, så hengivent og så underkastende i monsieur G.M.’s forelskede eufori.

 

manon 5
Manon. Den Kgl. Ballet, sæson 2013-2014. Koreografi: Kenneth Macmillan. Foto: Costin Radu
Caroline Baldwin som maitresse og Jonathan Chmelensky som Lescaut med corps de ballet.

 

Forelsket og lidende
Tilbagevendt fra sit ærinde til postkassen finder Des Grieux ikke Manon, men derimod Lescaut, der forsøger at forklare fidusen i at sælge Manon til den højstbydende af hendes bejlere, men Des Grieux fatter intet og afviser pengene.

Trods svigtet er Des Grieux fortsat dybt forelsket i Manon, hvorfor han opsøger Madames hus, hvor der skal festes. Som Madame – et pænt ord for bordelmutter – er Mette Bødtcher fejende flot i sit skrud af et kostume, og som målrettet forretningskvinde lader hun sine piger præsentere sig for de velbeslåede kunder. Som Des Grieux er Alban Lendorf stærkt oprevet og lidende ved at være et sådant sted, mens Benjamin Buza som Lescaut danser fordrukkent og berusende flot. Og segner i sine snurreture, men samles dog op af sin egen frille, som han knap ved, hvordan han skal håndtere, inden han atter brager i gulvet.

Da Manon ankommer med monsieur G.M., er alle betaget af hendes skønhed, og som en af kunderne kan Poul-Erik Hesselkilde næsten ikke holde sig i skindet, hvilket kun får Cédric Lambrette som G.M. til i distanceret overvældet henrykkelse at nyde sin erobring endnu mere. Virkelig skønt mimespil med blik for enhver detalje i personskildringen.

 

manon 3
Manon. Den Kgl. Ballet, sæson 2013-2014. Koreografi: Kenneth Macmillan. Foto: Costin Radu
Alexandra Lo Sardo som Manon og Alban Lendorf som Des Grieux.

 

Elsker / elsker ikke
Alexandra Lo Sardo er som Manon ypperlig forførende i sin solo og dans, hvor hun lader sig bære frem – med opture og styrtdyk – af alle selskabets mænd, og således går hun fra favn til favn. Også Des Grieux får hende i sin favn, men hun viger fra ham. Rigdommen, alias monsieur G.M., lokker.

Beslutningen mellem oprigtig kærlighed og den tilkøbte kærlighed er netop taget efter en flot sekvens, hvor omgivelserne fryses for en stund og endnu en pas-de-trois – denne gang mellem Manon, Des Grieux og monsieur G.M. – udspilles med en indbydende og koket Alexandra Lo Sardo mellem de to forelskede og kærlighedshungrende mænd. Endnu et funklende smykke sammensat af mængder af juveler lokker Manon, som dog alligevel er listig. Festen bliver mere og mere dekadent, Manon drikker G.M. beruset og får Des Grieux til at blive og giver ham en håndfuld trumfkort. I det efterfølgende kortspil vinder Des Grieux stort, indkasserer mængder af penge, men kun indtil bedrageriet afsløres af to identiske kort! Snyderiet udløser selvsagt stor tumult og opstandelse, som ender i en fægteduel, hvor Des Grieux sårer monsieur G.M.

Hjemvendt til studerekammeret gentager Des Grieux delvist sin tidligere solo fra deres første møde. Manon er stadig forelsket i ham og med sin solo betager hun også ham. Men midt i denne genforening og store ømhed for hinanden, pines og plages Des Grieux også. Manon bærer fortsat monsieur G.M.’s smykker, og i deres tvetydige pas-de-deux med høje, flotte løft bliver han mere og mere irriteret og er alligevel så forelsket. Stolthed kontra kærlighed. Modsætningerne flår i hans sind og gør deres dans desperat, hvorefter virkelighedens verden banker på døren. Det er monsieur G.M., der er ankommet med armen i en forbinding og en flok soldater i hælene. Manon bliver arresteret som skøge, og i den tumultagtige anholdelse ser G. M. sit snit til at skyde Lescaut.

 

manon 2
Manon. Den Kgl. Ballet, sæson 2013-2014. Koreografi: Kenneth Macmillan. Foto: Costin Radu
Alban Lendorf som Des Grieux og Benjamin Buza som Lescaut.

 

Udvist til New Orleans
Retssager, domme og den lange sørejse over Atlanterhavet har tæret og udmarvet de landsforviste skøger, der ankommer til havnen i New Orleans, hvor fængselschefen modtager dem og anser dem for at være hans private godtepose, hvori blandt han frit kan vælge mellem de afkræftede godter. Og selvfølgelig falder valget på Manon, hvorfor hun slæbes til hans bolig af et par betjente, mens venlige mennesker forsøger at redde de øvrige piger ud af hans jerngreb. Også den liderlige fængselschef forsøger at købe sig til Manons kærlighed, men hun sætter sig til modværge, og netop som han skal til at forgribe sig på hende, kommer Des Grieux, der har fulgt hende over Atlanten, ind. I frustration griber Des Grieux sin dolk og dræber fængsleschefen, hvorefter parret flygter ud i Louisianas sumpe.

I et drømmesyn dukker episoder op fra den tid, som var og de hændelser, der blev afgørende for deres liv, inden de kaster sig ud i en sidste, udmarvende pas-de-deux. Alexandra Lo Sardo og Alban Lendorf er helt eminente. Som syg og svækket må hun danse med halvt lukkede øjne og en krop, der skal signalere næsten ikke at kunne mere, mens han i sin desperation bliver helt vild i sine snurrende kast af hende. Virkeligt et eminent partnerarbejde, hvorfor det også virker fuldstændig overbevisende på publikum. Han kæmper for hendes liv og for at holde hende i live. En håbløs desperat kamp, hvor han bliver vildere og vildere, og hun mere og mere som en kludedukke, hvorefter hun udånder i hans arme. Suk, hulk, hulk.

Sikket et drama, sikken en ballet og sikken en musik. Højspændt fra start til slut, en bjergtagende historie, et fatalt trekantsdrama og smukke, smukke trin fra Kennenth MacMillans hånd samt den skønneste musik dirigeret af Graham Bonds sikre hånd.

 

manon 4
Manon. Den Kgl. Ballet, sæson 2013-2014. Koreografi: Kenneth Macmillan. Foto: Costin Radu
Dansere: Alexandra Lo Sardo som Manon og Alban Lendorf som Des Grieux.


 

FAKTA

Manon
med Den Kgl. Ballet, koreografi af Kenneth Macmillan

Sidste spilledage: 04/03, 08/03, 11/03, 12/03

Info: Det Kgl. Teater  

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top