I dette forår er der atter tre aftener indkaldt til eksperimenter i det kongelige danselaboratorium; også kaldet Hübberiet, og fokus var selvsagt kvinder, idet den valgte aften var aftenen før kvindernes internationale kampdag.

af Susanne Trudsø (konservator; kulturskribent)


Meget passende startede aftenen ikke med Preben Kaas og Jørgen Ryg’s sang fra 1964: ”Hvad skal vi med kvinder” – det ville have været for provokerende – men derimod med seks kampklare kvinder i Christel Stjernebjergs forrygende koreografi A Woman’s World Upside Down.

A Woman's World Upside Down (YouTube)

 

Og tingene var vitterlig vendt på hovedet af disse super adrætte, atletiske kvinder, der gik/stod lige så meget på hænderne som på fødderne. Endda også gang på hænderne iført et par højrøde højhælede stiletter. Ligeledes blev en rød barnevogn kørt med fødderne på styret og hænderne vandrende hen over gulvet. Ligesom det også er muligt at skrive på gammeldags rød skrivemaskine med tæerne, mens hoved, bryst og arme nonchalant hviler hen ad gulvet! Hvem havde lige troet det? Og pludselig er pigerne som tiden eller tandhjul i et ur, der tikker lystigt afsted eller uret på Københavns Rådhustårn. Muntert, finurligt, opfindsomt, overraskende, kraftfuldt og så gennemført feminint.

Og hvad skal vi med kvinder? Nyde og hylde dem samt deres sublime kunst – en hel aften!


Poesi og poetisk dans
Aftenen bød også på poesi af Bianca Fløe, der smagte på ord og fremsatte sine ord. Ord, som hun gerne tog i sin mund og ord, hun ikke brød sig om. Ord, der kunne jongleres med og ord, der dansede ude af takt med hendes døgnrytme. Ord, der undrede så som kærlighed, kalorielet, girafpædagogik og samtalekøkken. Men også ord om kvinders drømme om mænd: ”Jeg kan bedst li’ mænd, bestilt i dyre drømme”, men efter samværet følte hun sig sat skatmat i kroppen og spiste en familiepizza for at lindre bruddet. Bianca Fløe er bestemt en ordekvilibrist, saglig og morsom, indfangende og feminin.

Feminin, men så sandelig også ekspressiv er Amy Watson i et uddrag af Five Brahms Waltzes in the Manner of Isadora Duncan koreograferet af Frederick Ashton. Med stort drama og stor patos danses der på bare fødder, med løstsiddende rødligt hår, i en løs flagrende laksefarvet kjole og med lyserøde papirrosenblade dryssende ned fra hænderne, og det feminine er ikke til at tage fejl af. Men dansen er som en alvorsfuld gudinde på Olympen, for derefter at blive såvel frigjort og herligt tøset.


Ballerinaer på stribe
Den Kongelige Ballet har i årenes løb haft mange, mange store ballerinaer, og i en hyldest til mange af disse havde Claus Dohn og Erik Aschengreen sammensat en film kaldet Ballerina med filmklip fra de sidste godt 100 år, hvilket bød på mange glædelige gensyn: Silja Schandorff i Tornerose, Mette Hønningen i Mellem to vande, Ellen Price i Sylfiden, Gitte Lindstrøm og Gudrun Bojesen i Jockeydansen, Tangojalousie med Margot (og Harald) Lander samt Sylfiden med fortløbende handling, men skiftende ballerinaer i titelpartiet: nyligt afdøde Margrethe Schanne, Sorella Englund, Mette Hønningen, Lis Jeppesen, Gudrun Bojesen og Silja Schandorff.

Meget flot klippet sammen, hvorefter filmen fortsatte med Toni Lander i Etudes, Kirsten Simone i Carmen, Anna Lærkesen i Nøddeknækkeren, Vivi Flindt i Aureole, Sorella Englund i Ildfuglen, nyligt afdøde Heidi Ryom i Svanesøen, Lis Jeppesen i Kermessen i Brügge, Silja Schandorff i Apollon Musagetes, Gudrun Bojesen i Kameliadamen og Sorella Englund som heksen i Sylfiden. Et herligt gensyn med mange skønne, skønne kvinder og skønne kvinderoller.

Og afslutningen blev startskuddet til næste indslag i aftenens program, nemlig heksenes heks: Sorella Englund. Hun har danset den rolle alverdens steder verden over, og sammen med Nikolaj Hübbe blev der givet en kort demonstration af den mimiske ”samtale” mellem den til skovs løbne James, der styrter rundt og ikke kan finde sin Sylfide, samt mødet med heksen, der har det slør, som kan indfange den ellers så luftige og flyvske drømmekvinde. Pædagogisk indslag og en fantastisk vild stærk kvinde, der kunne få manden helt ned på knæ i sin hævn over ham. Lille bitte kvinde, men med stor magt. Og en balletmester i gummisko, der ikke længere har sin fordums kondi, men stadig har mimikken helt ind under huden.


Ferm til at dreje plader eller piroutter
Endnu en kvindelig ekvilibrist, men på det tekniske plan er DJ KCL alias Katrine Larsen, som er Danmarks bedste DJ. Ferm på fingrene, ferm til at dreje plader og ferm til at skabe et unikt, super rytmisk lydbillede, til hvilket danserne Mariella Parra og B-girl Ramona kunne sno sig i hiphop håndstande, snurreture og skulpturelle formationer. Flot, flot nummer af tre dedikerede unge kvinder.

Næste kvinde på scenen er Holly Jean Dorger, der allernådigst har fået lov til at medbringe Marcin Kupiñski for, at de sammen kan danse Grand Pas Classique koreograferet af Victor Gsovsky i 1949. En virkelig flot pas-de-deux, som sætter ballerinaen i centrum, præsenterer hende flot og atter viser ekvilibristisk dans med pirouetter, kast, snurreture og knivskarpe tåspidser. Iført sort aftenkjole med masser af bling-bling og nobelt sort jakkesæt bydes der op til dans, præsenteres elegant og med hundesvære balancer. Han også i en solo med imponerende hurtige batteringer og hun med kattespring og feminin forførelse. Han i springserie og vilde piroutter, og hun i et utal af rappe hop fra halv tå til tåspids. Et smukt par, der klæder hinanden, og en grand pas-de-deux, hvor ballerinaen er det centrale omdrejningspunkt.

 

manon 4
Manon. Den Kgl. Ballet, sæson 2013-2014. Koreografi: Kenneth Macmillan. Foto: Costin Radu
Dansere: Alexandra Lo Sardo som Manon og Alban Lendorf som Des Grieux.



Femme fatale
Næste kvinde og aftenens sidste kvinde på scenen er Manon alias Alexandra Lo Sardo, og hun har ikke medbragt bare en enkelt mand, men hele ti mænd. Ti mænd, der bærer hende på hænder og fødder, som løfter hende højt for dernæst at lade hende styrtdykke og atter blive løftet højt. De forguder hende, og man forstår det efter hendes æggende og forførende solo, hvor hendes rige bejler fremviser sin erobring og nyder ejerskabet og de øvrige herrers misundelige blikke. Hun kastes fra favn til favn, løftes højt og tilbedes af alle; allermest af hendes kæreste Des Grieux alias Alban Lendorf. Men hun afviser ham, hvilket selvsagt piner ham, men i sin kortvarige overvejelse mellem den oprigtige kærlighed og livet som feteret centrum for festen og den dertil hørende luksus og rigdom er det sidstnævnte, som tæller i hendes tankesæt. En umoralsk forførerske; en letsindig, beregnende ung pige, der ser stort på konsekvenserne af sine valg.

Stiller man mændene omkring hende det Kaas-Ryg’ske spørgsmål: ”Hvad skal vi med kvinder?” – vil de givetvis alle svare: vi skal lade os betage af kvinder, nyde kvinder, lade os forføre af kvinder, indsnuse kvinder og bare elske dem så inderligt.


FAKTA:

Hübberiet – Kvinder

Spillede på Det Kgl. Teater, Gamle Scene den 7. marts

Aftens tema: Kvinder
Her hyldes kvinden og alle hendes farverige roller i livet og på scenen.
Forføreske og furie, uskyldig og beregnende, kraftfuld og skrøbelig… Balletten rummer alle kvindetyper ligesom verden udenfor og denne aften skal vi både høre nye stemmer og gense kære kendinge.

Gæster: Poet Bianca Fløe, DJ KCL, koreograf Christel Stjernebjerg, Ravage Royal
Ballet: Uddrag af Manon og Five Waltzez in the manner of Isadora Duncan, Grand Pas Classique m.fl.

Vært: Nikolaj Hübbe


Næste Hübberi foregår den fredag den 28. marts og har omdrejningspunktet i censur.

Info: Det Kgl. Teater  

 

Om Hübberiet
Denne aften er en legeplads, et laboratorium, et rum til spontanitet og uovervejede handlinger. En mulighed for at tage aktuelle temaer op og invitere både nye venner og gamle legekammerater med på scenen. Derfor kan der forekomme uventede optrin og uautoriseret sprogbrug – det kan vi ikke ændre på.

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top