HVORDAN KAN MAN HOLDE OP MED AT VÆRE BANGE FOR DANS? – var temaet for den anden Reumert Salon, der blev afholdt hos Åben Dans i Roskilde i foyeren søndag den 9. februar med Anne Middelboe Christensen, Reumert-jurymedlem og anmelder ved Information som moderator. Øvrige paneldeltagere var Lisbeth Klixbüll (teaterleder, Åben Dans), Thomas Eisenhardt (kunstnerisk leder, Åben Dans), samt Monna Dithmer (Reumert-jurymedlem).

af Anneli Olesen (kulturformidler; kunstner)


Anne Middelboe Christensen bød velkommen til denne salon og fortalte kort om Reumert prisen. En Reumert er scenekunstens svar på filmens Bodil pris. Der er 12 jurymedlemmer, som hver især ser x-antal forestillinger om året og diskuterer, debatterer og udvælger prisvinderne.
I dette regi har man nu valgt at afholde en stribe saloner for at sætte fokus på og debat omkring scenekunst. Samtalen i denne anden salon omhandler dans og med udgangspunkt i Åben Dans` forestilling ”15 sekunders berømmelse”.

Denne dag, søndag den 9. februar, er foyeren hos Åben Dans derfor fyldt med folk – og efter sigende er mange af deltagerne fra forskellige dele af dansemiljøet. Ved et lille kik rundt omkring mig, spotter jeg nogle kendisser, men hvor mange almindelige publikummer, der er blandt de deltagende, er derimod usikkert. Her tegnes et øjebliksbillede fra salonen:


HVORDAN KAN MAN HOLDE OP MED AT VÆRE BANGE FOR DANS?
Sådan lyder temaet for denne salon. Og panelets tre deltagere åbner salonen med at besvare indledningsspørgsmålet: hvordan deres egen angst for dansen er eller har været.

Monna Dithmer:
Som barn og voksen har jeg haft svært ved at lære og forstå klassisk ballet; som anmelder at skrive om klassisk ballet, når jeg ikke forstod eller havde forstand på balletten, æstetisk og teknisk. Angsten for at være dårlig reklame for andre.

Lisbeth Klixbüll:
Som tidligere danser, ikke at mestre dansen. Og nu at se en forestilling, som bare ikke fanger publikum.

Thomas Eisenhardt:
Jeg er bange for at danse til private fester, hvor jeg ikke kender dansekodex. ”Thomas er jo professionel danser, så han er jo god til at danse”. Men ét er, hvordan man er privat, noget andet er at være professionel.

Moderne dans – det abstrakte kontra det klassisk narrative
Salonens diskussion mellem moderator, panel og publikum foldede sig ud i forskellige facetter af dansens nuancer og problematikker.

En hel del af diskussionen af moderne dans gik på dansen som den abstrakte kunstform, modsat den klassiske ballet og den type dans, som ofte har en lineær og visuel fortælling.

Moderne dans er en kunstform uden ord. På mange måder er det en kunstform, som kan være svær at forstå for det uvante dansepublikum. Her er det kroppens non-verbale kommunikation, der hersker. På mange måder er det stumme kroppe, som man skal forholde sig til. Og hvordan forstår man det, når man ikke kender sproget? Folk går næppe ind og ser en klassisk koncert og siger: “det forstår jeg ikke”.

Publikum vil have en fortælling at knytte dansen op på. Moderne dans arbejder mere emnerelateret. På mange måder kan man sige, at moderne dans taler til selvrefleksion. At den enkelte får en egen oplevelse.


Se i et andet perspektiv
Måske er det tidens x-faktor og zap kultur i de sociale medier, der skaber en overfladisk og knapt så reflekterende kultur. At vi ikke stopper op og fordyber os i noget, men hele tiden fanges ind af noget nyt og så fluks videre til noget andet spændende. At se og forstå moderne dans er mere end blot at se en forestilling – man skal åbne sit sind og være modtagelig for det abstrakte.

Det er måske derfor, at nogle publikummer ønsker, at der er en fortælling i dansen. At de kan se en historie og på den måde knytte dansen sammen med den – og dermed mærke dansen. Det abstrakte bliver typisk for mærkeligt; ligesom et abstrakt maleri som man ikke kan se, hvad ligner. Derfor skal man som moderne dansepublikum være mere åben for at se dans i et andet perspektiv. At det er en anden måde at bruge kroppen på og danse på. At moderne dans som kunst ikke behøver at forstås, men sanseligt opleves som et smukt og unikt kunstværk. Det er de billeder, moderne dans kan skabe hos publikum.


Skal dansen have et nyt kropsudtryk eller formidles på nye måder, så det bliver dramatisk, morsomt og interessant for publikum?
Dansen er blevet et bredere begreb via film, musikvideoer, talentshows og elitesport.
Der er en større diversitet i dansen i dag, som vi enkeltvis kan forholde os til. Da filmen Black Swan kom frem, var der et stort ikke-ballet interesseret publikum som så den. Filmen var spændende og dramatisk, men gav et forkert billede af ballettens verden, men publikum tog den til sig. Måske fordi de tror, at balletverdenen rent faktisk er sådan: fuld af intriger, jalousi og konkurrence. Filmen vakte ramaskrig i balletverdenen og en stor modreaktion på, at fiktion og virkelighed er to forskellige ting. Men filmen skabte opmærksomhed og fokus omkring dans.

Dans som genre har også forandret sig igennem tiden og har været præget af mange forskellige stilarter. Moderne dans er måske mere som moderne kunst generelt. Der er ikke kun én genre, men mange. Det skal man også kunne forholde sig til som publikum. Moderne dans er en måde at tænke på og reflektere over livet på. Men dansen har måske også til tider været en smule selvhøjtidelig. Og det er måske dét, som publikum reagerer imod. At den som genre henvender sig til et bestemt indforstået publikum.


Hvordan får man dansen ud af boxen?
Moderne dans har nok en krise. men det går overvejende godt. I dansemijløet er det ikke nok at have koreografisk talent, man skal også være en god formidler. Koreografen og danserne skal ud og blande sig. Dansemiljøet er for lukket om sig selv, så der skal helt klart åbnes mere op, hvis man vil nå ud til det publikum, som ikke er vant til at se moderne dans. Det er en stor udfordring for alle indenfor branchen. I dag er dansen centreret på få steder, få scener. Dansen skal ud, hvor dansen ikke har været før. Og der skal eksperimenteres mere ude i omegnskommunerne.

Men ansvaret ligger også hos den enkelte kunstner: at ville noget med dansen, have et budskab og afprøve nye verdener og rum.

Derudover er det også et kulturpolitisk spørgsmål. Alle kan have lyst til at møde hinanden. Dansemiljøet har nogle unikke kompetencer, som kan indgå i andre sammenhænge og skabe samfundsmæssig kvalitet.

I Åben Dans’ regi har de været med som byggeklods og kunstnerisk sparringspartner i sundhedsfremmende og pædagogiske spørgsmål i forhold til selve Musicon området. De har blandt andet været med til at udvikle aktivitetsområdet. Dansen kan udnytte sine kompetencer i kraft af sin viden om, hvordan kroppen bruges og kan bruges i forhold til at skabe nye rum og indretning.

For dans som kunstform kan være meget introvert – noget, der foregår indeni den enkelte. Og hvis dansere er bange for at formidle og fortælle om dans og om, hvad de laver, så opstår der let et tomrum. De skal være mere tværfaglige og blande sig med andre. Og der er mange sociale platforme at formidle på, såsom YouTube.


Moderne dans – de svære økonomiske udviklingsvilkår
I forhold til kulturpolitikken mangler den moderne dans en stærk profil. Der er ikke nok støtte til at forske eller udvikle projekter, og det gør det svært at skabe i sådan et miljø. Det har taget rigtig mange år at vænne folk til moderne dans, men måske halter det stadig i kulturmiljøet.

Hvis ikke man kulturpolitisk skaber fokus på moderne dans som en kunstgenre, man støtter op om kunstnerisk og økonomisk på lige fod med andre kunstarter, så skaber man også et billede af, at man i kulturpolitisk regi ikke helt accepterer den. Og det er et dårligt signal at sende ud i forhold til publikum men også i forhold til danserne. At man ikke tager dem alvorligt som kunstnere.

I dag er de økonomiske forhold meget svære. Det er svært at rejse penge til projekter, og specielt til udviklingsprojekter. Det er hårde arbejdsforhold for danseren, da de imellem deres projekter og forestillinger ofte arbejder med andet. Hvis der i kulturen sættes penge af til at udvikle moderne dans og skabe et eksperimenterende miljø omkring dette, vil det også kunne kanalisere sig ud til publikum.


Har danserne et ansvar for, at publikum forstår jer som kunstnere?
Dansere og dansescener skal ikke være bange for at fortælle publikum, hvad de laver, og hvorfor de gør det. For det er også et spørgsmål om at kunne banke igennem fordomme. At prøve at forstå sin målgruppe og erkende, at ikke alle kan forstå alt, specielt ikke moderne dans. Jo ældre man er, des mindre vil forståelsesrammen typisk være. Hvis danseteatre og dansere bliver bedre til at formidle deres arbejde og invitere publikum ind i deres verden, kan der via dialogen skabes en forståelse og åbenhed omkring denne scenekunstgenre.

Moderne dans har det måske på samme måde som lyrik. Det bliver for abstrakt for folk, som ikke er vant til at blive eksponeret for det. Måske er det skolens ”skyld”, at de ikke introducerer børn og unge til de forskellige kunstformer, klassiske såvel som moderne, tidligt i deres opvækst og dannelse.


Dans og samfund
Dansens ansvar er også samfundets og et kulturpolitisk ansvar. Det være sig i kunst- og kulturlivet, men også i lærings- og idrætsmiljøet. Dans er blevet en trend, og set i heldagsskolens lys kan dansen træde mere frem og blive brugt på en mere aktiv og effektiv måde, på lige fod med andre idrætsformer. Dertil kommer de mange forskellige danseforeninger, som udbyder mange forskellige former for dans indenfor alle genrer og målgrupper; børn, unge og voksne.

Til forestillingen 15 seconds of fame inviteres udskolingsklasserne ind og se forestillingen med efterfølgende debat. Forestillingen omhandler i høj grad den målgruppe og er på mange måder samfundsaktuel. Og det er ikke udsædvanligt at koreografer i løbet af processen inddrager brugergrupper i skabelsen af deres projekter, og at man inviterer målgrupper ind og se forestillinger. Flere kunstnere indgår også i samarbejder med forskellige undervisningsinstitutioner.


Moderne dans – ud i omegnen via Teaterforeningerne
Moderne dans kan være underholdning, klassisk og moderne: det er spektakulært, visuelt og abstrakt. Der er streetdans og nye kombinationer af performance og elektronisk musik. Hele tiden opstår der nye tværkunstneriske samarbejder og nye virkemidler. Dans henvender sig til mange forskellige mål- og aldersgrupper.

En måde at få dansen ud på er igennem landets mange teaterforeninger. De har også en andel i, at de ikke kun viser klassisk scenekunst, men også viser publikum den moderne og abstrakte scenekunst. Via disse foreninger får publikum i omegnskommunerne mulighed for at stifte bekendtskab med en bred diversitet indenfor scenekunst, klassisk som moderne. En mulighed publikum ellers kun har, hvis de selv opsøger teatrene i de større byer. Så teaterforeningerne har også et stort ansvar for at præsentere moderne dans på lige fod med skuespil og børneteater.


Dansemijøets eget ansvar...
I Danmark har vi en moderne danseuddannelse under Statens Scenekunstskole. Derudover har vi Dansehallerne, som formidler moderne dans via forestillinger, events og festivaler. Disse to kunstinstitutioner burde tilsammen have et medansvar i, hvordan moderne dans perspektiveres, bredes ud og formidles i samfundet. Den moderne dans skal stå stærkere i den kulturpolitiske dagsorden.

Økonomien er også medbestemmende for, hvordan dansemiljøet i Danmark er. Der skal sættes penge af til udvikling og støtte til danseprojekter. I Dansehallerne udvælger de fx gennem forskellige programmer hvad og hvem, som skal ses på scenen. De har derfor også stor indflydelse på, hvad det er for typer forestillinger, som publikum præsenteres for.


Skal dans kun være underholdning – kan man ikke få lov at dyrke det abstrakte?
Dans er også en måde at forstå verden på og kan følgelig anskues fra rigtig mange forskellige vinkler og holdninger, og det er også en kunstart, hvor man i høj grad dyrker det abstrakte. Dans kan være god underholdning og gribe folks opmærksomhed, men den behøver ikke at skabe nysgerrighed – hvis man blot har fået en oplevelse med hjem, så har man vel egentlig ramt sit publikum. Men derfor kunne dansen godt have brug for et nyt narrativ og flere perspektiver.


Dansens Reumert Salon – afslutning
Dansen blev vendt og drejet i forskellige perspektiver og piruetter, og Anne Middelboe Christensens slutreplik taget fra forestillingen ”15 sekunders berømmelse” passede godt som afslutning på denne Reumert Salon.

We are not those kids sitting on the couch…

Om man kan holde op med at være bange for moderne dans – eller om den moderne dans kan holde op med at være bange for at blande sig og være mere direkte – det må vise sig i fremtiden.

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top