Har du nogensinde undret dig over, hvad der sker bag scenen, inden det bliver til en færdig forestilling? Terpsichore har igennem en måned løbende fulgt teamet bag forestillingen KASPAR af Rapid Eye under prøveforløbet med henblik på at undersøge, hvordan kunstnerne i den her forestilling går fra skabelsesproces til dét konkrete udtryk, vi som publikum i sidste ende oplever på scenen.

af Camilla Bælum (cand.comm.)


Scenarie:
En prøvesal i Dansehallerne. Et prøveforløb på forestillingen KASPAR. 1 skribent, 2 performere, 1 danser, 1 koreograf, 1 scenograf.

”Kaspar udspiller sig i grænselandet mellem ny cirkus, teater og dans, og skaber dermed et anderledes scenebillede mellem sproget og kroppens virkelighed, mellem objekt og tale.”

 

kaspar 1
Foto: Lene Riggelsen


Prøvedag, besøg 1: Den 23.1.2014, kl. 12 – 15.30

4 mænd, 1 kvinde.

Om rummet: Gulvet, glat og gråt. Dørene sorte. Væggene hvide. På den ene side er der et kæmpe spejl. I baggrunden brager musikken fra et andet studie derudaf. Det minder om, at der alligevel er en anden verden, end kun denne eksperimenterende verden lige her.

Miguel: Scenograf. Sidder på en stol og kigger på performerne, der sidder i rundkreds på gulvet. De er lige kommet tilbage efter frokost. De læser nogle sætninger på engelsk højt, overfor hinanden. Øver sætninger og supplerer, nærmest tilfældigt med hinanden. Udefra føles det som om, at man er dumpet ind i en hel anden verden, som indeholder et uigenkendeligt sprog.

Det føles som om, at de improviserer undervejs. Taler, kommer med råd og forsøger noget nyt. Troels læser højt på engelsk. De andre byder ind med ord undervejs, og lægger forskellige tryk på ordene. – Kan høre mig selv spørge igen og igen, hvad skal dette her bruges til? Hvilken teknik er det, de bruger?

Troels, Samuel og Tomomi begynder at bevæge sig henover gulvet. Rejser sig. Sætter sig skiftevis, alt imens de stadig udtaler teksten.

Miguel foreslår: At de bevæger sig samtidig, som de udtaler deres sætninger, så kroppen bedre husker.
Imre og Miguel har en dialog om, hvor meget mere performerne kan lære nu, hvor meget de kan tage ind. For de er først nu ved at lære teksten, konstaterer koreografen. Imre deler med et glimt i øjet med performerne, at han har en ”obsession” om, at han ser, de hele tiden rører hinanden. Derefter laver de en øvelse, hvor de hele tiden rører ved hinanden, imens de bevæger sig og forsøger at sige deres sætninger højt undervejs. Øvelsen er, at alle tre hele tiden skal være forbundet med hinanden.

Samuel ligger på gulvet. De to andre lægger sig henover ham, hvorefter de rejser sig op sammen.
Det lyder som et usynkroniseret kor, der taler i en capella. Der er en del grin og leg undervejs. De griner af hinandens påfund. En uformel, men arbejdsom tone. De eksperimenterer, afprøver en del nye ting. For hvad er sjovt og interessant? Fx spørger Troels, hvordan de kontinuerligt kan udfordre hinanden, uden de bare falder ind i en rytme, en vane?

Egen indre iagttagelse: Jeg aner ikke, hvad der foregår mellem performerne og koreografen (Imre), som også sidder og kommer med forslag indimellem. Det er som om, at jeg faldet ned fra månen i en ny verden – og aldrig lige fik dette sprog med mig. Det er de tålmodiges legeplads.

Jeg bliver helt træt. For jeg bliver ved med at forsøge at forstå denne nye verden, jeg tydeligvis ikke kender… endnu. Det må være sådan KASPAR Hauser, hvis historie forestillingen er inspireret af, havde det, da han gik ud i verden i en alder af 16 år. En verden han aldrig havde set før, fordi han siden lille barn havde været spærret inde i et lille mørkt rum. Tænk, at skulle opdage alt – og forholde sig til denne nye forunderlige verden for første gang. Som et barn, der går sine første skridt – på alle områder.

 


kaspar 2
Foto: Lene Riggelsen


Prøvedag, besøg 2: 28.1.2014, kl. 11.00 – 14.00

Kommer ind. Holdet sidder igen på gulvet. Samuel ligger med sin højre kind og albue på gulvet. Denne stilling kaldes ”The dog elbow”. For at huske.
En snak frem og tilbage om, hvad de skal kalde en bevægelse. Det bliver til ”Sitknee”. Andre betegnelser som ”Trapped knee” og ”Crossed movements” bliver også brugt.

En ”Stiff”/ stiv Kaspar, som forsøger at komme op. ”We have different kind of attempts for Kaspar to getting up”. Imre sidder på en stol, og skriver det ned på sin computer, de aftaler af bevægelser. Performerne og koreografen er i gang med at kategorisere og forsøge sig frem med de forskellige bevægelser.

Imre tager et billede af Samuel, som ligger med hovedet på gulvet. Numsen i vejret og højre skulder på gulvet.

Imre foreslår, at de leder efter nye positioner.
Alle tre performere ligger på gulvet sammen. De afprøver skiftevis positioner, hver for sig, efter at koreografen Imre har foreslået det. De støder indimellem ind i hinanden.

De prøver fx at hoppe siddende fra gulvet. Knæene kører skiftevis op og ned, imens de gør det.
 
Imre ønsker, at de skal gå videre. Komme op og stå.
Kaspars fødder var misdannet, fordi han havde siddet ned hele sit liv i et lille lukket rum. De er i gang med at samle op på det, som de allerede har afprøvet, fortæller Samuel mig.

Observationer om processen: Der eksisterer en flad struktur mellem performerne, koreografen og scenografen. Alle kommer med forslag, og byder ind med nye idéer undervejs (dette må hænge sammen med devicing metoden).

Egne indre iagttagelser: Jeg er igen dumpet ind fra sidelinjen. Jeg har faktisk ingen idé om, hvad og hvorfor de laver forskellige bevægelser på gulvet. Jeg er en uvidende iagttager, som stadig ikke kender sproget. Fuldstændig i tråd med KASPAR karakteren.

Efter frokostpausen på en times tid kommer alle tilbage. De sætter sig på gulvet i en rundkreds og taler videre om idéer. Miguel foreslår fx, at de skal forsøge at sige nogle sætninger, som er negative à la ”han kan ikke stå op”.

Troels ønsker, at de mere konkret får defineret, hvad de ønsker at undersøge nærmere, idet de efter hans mening allerede har improviseret en masse.
Herefter står de tre artister op og siger på skift en sætning hver. ”He hasn’t been born yet. He’s not older than 50 years old. He doesn’t know his parents. He doesn’t know how to cook. He cannot, if you ask him…”.  

Det er improviserede sætninger.
“I’m not going backwards anymore,” siger Samuel, imens han går frem i rummet.

Der bliver grinet undervejs, når de glemmer at sige not eller ikke i deres sætninger.

Efterfølgende taler Imre og performerne om, hvordan det fungerede.

Næste øvelse: De skal nu fortælle noget, de føler, er virkelig nødvendigt. Troels og Samuel går rundt om Tomomi, som lige nu spiller rollen som Kaspar. De råber direkte til hendes ansigt. Det virker nærmest som om, at det er stemmerne i Kaspars hoved, som taler til ham i mørket.

Tomomi fortæller, at hun pludselig er forvirret over, hvad hun skal.

 

kaspar 3


Prøvedag, besøg 3: 14.2.2014, kl. 9.30 – 12.30

I rummet ligger der en masse døre på gulvet. Dette er en del af scenografien, finder jeg ud af på et senere tidspunkt.

Performerne er i gang med at varme op. Tomomi står med bare fødder, med højre ben langt op til højre.

Miguel og Imre er i gang med at sætte dørene sammen på gulvet. De kigger, justerer og sætter nogle af beslagene på dørene sammen.

Lige nu er det mindre snak og mere bevægelse, fortæller Imre til performerne. ”Can you do the walking dog choreography?” spørger Imre. De tre performere går frem på gulvet med knæene og hænderne på gulvet. De skiftes til at falde sammen på gulvet, med albuerne.

Der er en mere praktisk dialog om, hvor stor scenen er, samt hvor publikum sidder. De er i gang med at beslutte, hvor performerne skal stå i studie 2, så det bliver realistisk i forhold til pladsen, og sådan at de får en fornemmelse af, hvor tæt de kommer på publikum.

Koreografien bliver afprøvet. Tomomi ligger på gulvet. Samuel ruller henover hende, hvorefter Troels ruller ovenpå Samuel. Denne del bliver afprøvet flere gange. For timingen og positionen skal være helt rigtig. Alle tre svinger benene opover nakken og ruller op på den ene skulder, indtil de lander med knæene på den anden.

En anden øvelse hvor de bevæger sig stille og roligt, imens de skiftevis siger sætninger på engelsk. De øver både med og uden tekst i dag.

 

kaspar 4


Prøvedag, besøg 4: den 28.2.2014, kl. 9.30 – 11.30

Oprindeligt skulle performerne gennemspille fem scener.

Jeg møder Samuel på vejen. Han er blevet syg og er derfor på vej hjem igen. ”The show must go on” er min første tanke.

Troels, Tomomi og Imre ligger udstrakt på gulvet. De er i gang med nogle opvarmningsøvelser til resten af dagen. Imre fortæller, at de skal fokusere på vejrtrækningen. De sætter sig op. Venstre ben er strakt ud til venstre. Højre arm i vejret.

Det ligner øvelser, vi genkender fra yogaens verden.

Scenografen Miguel stikker hovedet ind af døren og spørger Imre, om der er noget, de har brug for nu? Imre og Miguel aftaler, at noget af scenografien kan komme ind, efter de har holdt frokostpause.

Efter udstrækningerne går de videre til koreografien, som de er nødt til at ændre en smule på grund af Samuels fravær.

Tomomi og Troels skifter positioner på gulvet, mens de ligger ned. De bevæger sig frem og tilbage med hovedet på gulvet, hvilket skubber dem langsomt fremad over gulvet.

De samme bevægelser bliver øvet igen og igen. Alt skal fungere, så de får det bedste ud af bevægelsen.
Flere spørgsmål, såsom ”hvordan gør jeg med…” kommer fra både Troels og Tomomi.

Imre, Troels og Tomomi sidder på gulvet med ryggen mod hinanden. Det ligner nærmest en blomst, som de danner med deres formation.

Dialog mellem Imre og Troels om, hvad der skal ske.
”Lad os tage det lidt langsommere, så vores positioner bliver mere klare,” opfordrer Imre de to andre på engelsk.

Flere dialoger hvor rækkefølgen af positioner bliver afklaret.  

Det er primært Imre, som kommer med de koreografiske indspark.

Koreografen og performerne gennemser nogle videooptagelser på computeren, fra nogle af deres andre prøvedage. For at blive inspireret og tale samme sprog. På videoen hører du en kommandant (som Imre illustrerer) sige: ”Nu er det kaos”, hvorefter alle tre performere går amok med sære bevægelser og råb. Det er faktisk så sært, at jeg selv må trække kraftigt på smilebåndet.  

Nuværende status: Imre fortæller, at de stort set har alt materialet klart. Men de har stadig travlt, og deres oprindelige plan bliver nu rykket en smule grundet Samuels fravær. Derfor må der tages nye beslutninger for dagen, idet forestillingen netop også er bygget op via de tre performeres sammenspil.

Imre henvender sig til mig. Han viser mig engageret en lille mini-model af scenografien med dørene og en afmålt scene på computeren. Imre fortæller, at de har travlt. Men at de samtidig er nødt til at lægge det fra dem i processen, fordi der skal være plads til fokus og fordybelse.

 

kaspar 5


Prøvedag, besøg 5: den 17.3.2014, kl.12.30 – 14.45

Jeg kommer ind til en uformel tone, hvor der bliver talt løst og fast om alt muligt andet end om forestillingen. De tre performere er i gang med at varme op og ligger på gulvet i udstrækninger.
I aften er der generalprøve. Forpremiere i morgen, og premiere onsdag.

Samuel fortæller, at de indimellem bliver akut presset og stresset, men at de overordnet er med.
De tre performere starter med at tage dørene til scenografien frem og sætte dem sammen.

Samuel spørger Imre, koreografen, samt de to andre: ”Hvad skal vi i dag”.

Samuel og Imre sidder og planlægger dagen i forhold til, hvad der skal ske, og hvornår de indlægger deres pauser. Imens sidder Tomomi, Troels og lysmanden Tobias og taler om, hvordan lyset skal placeres.

I dag bliver flere scener øvet igennem med henblik på at lave finjusteringer og korrigere de enkelte scener.  

Om processen: Der tages flere til- og fravalg i forhold til, hvilke bevægelser som fungerer æstetisk og praktisk. Om de bumper ind i hinanden. Om de kan tale, imens de går m.m. Imre vil fx også gerne have, at performerne bevæger sig i rummet, når de ikke taler. Dette siger Troels, er en udfordring for ham.
Troels udtrykker et behov for at ”sætte” en bestemt scene mere, så den ikke længere er åben for improvisation. Det afføder en dialog mellem alle performerne og koreografen, som lytter til Troels.
Imre fortæller, at han ønsker, at deres bevægelser bliver mere skarpe.

Da de i er gang med at øve en scene, hvor de vugger på gulvet, fortæller Tomomi, at hun bliver svimmel. Samuel foreslår hende, at hun ligger stille med hovedet, da det hjælper mod svimmelheden.

Lyset bliver slukket. Der bliver helt mørkt i rummet, bortset fra at du aner nogle skikkelser vugge på gulvet. Tomomi udtrykker, at det er rart, at hun til forskel fra tidligere kan se lidt mere, så hun kan orientere sig efter de andre.

Refleksioner: Alt føles mere eller mindre tilfældigt. Der er en ret afslappet stemning, og lige nu går deres indbyrdes snak mere på, hvad der fungerer i praksis og hvilke bevægelser, der ser bedst ud. Jeg får ikke en følelse af, at det er dybere end det. Tværtimod. Men kan ikke helt finde ud af, om det stadig er mig, som ikke helt kan finde ud af deres sprog.

Der er helt sikkert også nogle praktiske begrænsninger i en skabende proces. For hvad kan lade sig gøre fysisk, mentalt og æstetisk. Alt skal gå op i en højere enhed. Da jeg er nødt til at gå, er jeg ærgerlig over, at jeg ikke kan blive længere. Min nysgerrighed er vakt, og jeg har sådan lyst til at se mere af, hvordan alle de eksperimenterende processer udtrykker sig konkret i scenerne. Imens jeg går væk dukker ordet ”opdagelsesrejsende” hele tiden op i mit hoved. Gad vide om det er det, performerne også oplever sig selv som, under deres processer?   

Dagen i dag er blevet mere konkret og forståelig udtryksmæssigt.

Baggrund: Har de tænkt sig at fortælle hele historien, eller kun elementer af den? Samuel fortæller, at de laver nogle nedslag i historien, fx handler første scene om der, hvor KASPAR for første gang tænker, at han vil rejse sig op. Men Samuel fortæller også, at de tillader, at de sommetider kommer andre steder hen, fordi det hele også udvikler sig undervejs i processen. Det er også et spørgsmål om interesseområder.

Det meste af koreografien vil foregå på gulvet.
En stor del af scenografien er en masse døre på gulvet.

Refleksioner: Proces, inspiration og manifestation? Hvordan inspireres kunstnerne?
Der fokuseres på den skabende proces. Dét som opstår først. Indefra. Før udtrykket har manifesteret sig.

 

FAKTA:

KASPAR
med Rapid Eye / Samuel Gustavsson

Spillested: Dansehallerne

Spilleperiode: 19. marts – 5. april


KASPAR
En lyd- og krops kakafoni.
Er vi blot et citat af verden omkring os, eller er der et 'jeg'? Og formes vi af omgivelserne og vores biologi, eller er vores liv blot en række af forudbestemte hændelser? Kan sproget manipulere os i så høj grad, at vi mister ”os selv”?


BAGOM KASPAR
På scenen: Tomomi Yamauchi, Samuel Gustavsson og Troels Hagen Findsen
Tekst: Thomas Lihn
Koreograf: Imre Vass
Idé og Koncept: Miguel Pelleterat, Samuel Gustavsson
Scenografi og kostumedesign: Miguel Pelleterat
Lys: Tobias Stål  


LÆS mere om de medvirkende

LÆS Terpsichore artiklen om KASPAR 


Info om kompagniet: Rapid Eye

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top