Majestætsfornærmelse, overskridelse af normen eller politisk oprør med konsekvensen at blive landsforvist, at kunstværket alligevel ikke er solgt eller kunstnerisk spændtrøje. Årsagerne til censur kan være mangfoldige.

af Susanne Trudsø (konservator; kulturskribent)


I et demokratisk land forventes der ytringsfrihed og vel også kunstnerisk frihed. Men kunsten kan have kant og være på kant med det acceptable, normen, det politiske eller de religiøse spilleregler. Er det okay, eller skal det bortcensureres lige meget om provokationen er bevidst eller ubevidst? Dette var spørgsmålet og omdrejningspunktet for forårets sidste udgave af Hübberiet, hvor emnet var censur.


Konsekvensen af landflygtighed
Den Kongelige Ballets arvesølv, August Bournonvilles helaftensballet Napoli, er faktisk resultatet af en midlertidig landsforvisning. Balletmesteren havde fyret sin primaballerina Lucile Grahn, publikum var sure og satte i med en pibekoncert overfor Bournonvilles optræden. Derfor henvendte han sig fra scenen til majestæten i hans loge og fik befaling om at fortsætte dansen. Men konsekvensen blev øjeblikkelig orlov fra hvervet som balletmester og et års tvungen landflygtighed.

Turen til udlandet gik til Italien, og i Napoli fandt Bournonville straks inspirationen til sin ballet, som efterfølgende skulle blive et af hans mesterværker. Aftenen blev indledt med en duet fra netop Napoli fra anden akt, hvor havguden Golfo netop har forvandlet Teresina til najade og indlemmet hende i sit harem. Som Teresina slangede Alexandra Lo Sardo sig forførende og lod sig drage af Benjamin Buzas flotte Golfo; dog med en snert af angst og forundring i blikket.

Så sådan kan samarbejdsvanskeligheder i sidste ende føre til en kronjuvel i repertoiret; også efter 172 år.


Frygt og mod
I lande, hvor det politiske styre ikke tillader ytringsfrihed, og fredelige tilstande ikke er normen, kan hverdagen været præget af frygt, men også mod til trods og mod til at sige imod. Koreograf Anna Lærkesen har med værkerne Silent Cry fra 2014 og For Malala fra 2013 taget udgangspunkt i disse temaer. I Silent Cry var Jón Axel Fransson frygtsom og med vilde øjne, desperate og kraftfulde spring mellem lyskeglerne, der jagtede hans spændstige, muskuløse krop. Meget sigende koreografi og effektfyldt fremført.

For Malala er til gengæld svær at gennemskue. En teenagepige, der på sin blog tør skrive om pigers rettigheder til skolegang og humane vilkår, hvorfor hun bliver skudt i hovedet af Taliban og mirakuløst overlever. Dansen er smukt fremført af Ida Praetorius og Sebastian Haynes, men den er mere som en romantisk – næsten sukkersød – pas-de-deux bortset fra en enkelt sekvens, hvor han ligner en dreng på flugt. Hun er feminin med ungpigesind, muntre trin, livsnydende – og tilsvarende er der en munterhed og glæde i hans spring. Så hvor var oprøret, modet til at trodse styret og deres respons i form af bortcensurering/mordforsøg?


Snak i sofagruppen
I en lille kunstdebat med Elle-Mie Ejdrup Hansen, Michael Brammer og Peter Øvig Knudsen om deres værker, der skabte debat – 4. maj markeringen tilbage i 1995, hvor en laserstråle lyste langs den vestjyske kyst, et stort hjerte omgivet af udstoppede hundehvalpe skabt i 1994, samt en bog fra 2010 med fotos af hippier i meget lidt tøj og i såvel en trykt udgave som digitale versioner til Apple-brug gik snakken om det skuffende i, at et kunstværks mangfoldighed ”drukner” i medieforargelsen over kunstværkets budskab, bliver returneret på grund af dyrevenners protester eller bliver slettet i app-store grundet for lidt tøj på hippierne.

Og ja, vi har kunstnerisk frihed i Danmark… troede vi, og alligevel ramte censuren flere gange indenfor de sidste par årtier.


Sacre du Printemps
Tilbage i 1913 forargede Vaslav Nijinsky og Igor Stravinsky med Sacre du Printemps, dels på grund af koreografien med indadvendte fødder og stampen i gulvet, men også grundet musikken. Til fagottens gennemtrængende tone havde Oliver Starpov kreeret en ny koreografi til musikken. Ingen stamp i gulvet og ej heller indadvendte fødder, men derimod en abstrakt orgasme med de unge dansere Stephanie Chen Gundorph og Sebastian Haynes.


Eksplosiv stoledans
Aftenens dansemæssige slutnummer og klimaks var helt klart uddraget fra Minus 7. En stoledans med politiske undertoner, skabt af israelske Ohad Naharin og vild i sit udtryk. Hatte, jakker, sko og bukser kastes mens det politiske budskab slås fast med syvtommer søm, og der danses på stolene med et provokerende, urovækkende billedsprog. Og til allersidst tog Middle East Peace Orchestra over og gav et par skønne numre på en i øvrigt udmærket aften.

 


hubberiet lille

FAKTA:

Hübberiet
- tre spontane aftener på Gamle Scene

Det Kgl. Teater den 28. marts med temaet censur

 

Denne sæsons tidligere Hübberier:

28. februar: Terapi
7. marts: Kvinder
28. marts: Censur

LÆS også Susanne Trudsøs artikel Kvinder, kvinder, kvinder


Info: Det Kgl. Teater  

 

Hübberiet. Nikolaj Hübbe. Foto: Henrik Stenberg

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top