I Zangenbergs Teaters eventyrlige univers er der allerede godt gang i butikken kl. 9.15 en torsdag morgen. Klientellet er primært iklædt flyverdragter og gummistøvler og træder ind af døren parvis, hånd i hånd. I dag står der nemlig Æble 3-2-1 på programmet; et gæstespil af Gazart, der henvender sig til børn mellem to og seks år.

af Maja Holtze (stud.mag.)


Der er farverigt i foyeren, hvor plakater for alskens forestillinger laver larm på væggene, og en lysekrone pryder grenene på træet, som vokser ind over billetskranken.

Syv helt små børn har pænt sat sig ved et borde-bænkesæt og venter tålmodigt. Ni lidt større børn udtrykker deres forventning noget mere aktivt. Der bliver kravlet, danset og hoppet rundt. De voksne forsøger at holde overblikket.


Æblet åbner døren
Pludselig åbner døren til salen, og et æble, også kendt som danseren Sophie Espe, kommer ud og byder os velkommen.

Nu er det de små, der modigt fører an og sætter sig på forreste række, mens de store børn tøvende følger med og placerer sig lidt længere væk.

Scenen er sat med to store stiger, en mand med høj hat og guitar, og et udefinérbart, orange rør, krøllet sammen i hjørnet. Æblet – som man skønner er netop dét, ud fra et grønt, rundt tylskørt danseren bærer, går smukt i gang med elegante balance-bevægelser øverst på stigen. Hun stopper dog ligeså hurtigt, som hun gik i gang; for der mangler noget. Eller nogen.

 

aeble 2ÆBLE-3-2-1 af Gazart, koreografi: Tali Rázga. Foto: Thomas Petri


Pssst – hihihi
Pssst, lyder det oppe fra stigen. Guitaristen deler sin undren med æblet – hvor bliver den af? Pssst, lyder det igen, lidt mere insisterende. Pludselig rører det på sig henne i hjørnet. De store børn ser forventningsfulde med. De små gør store øjne. Det orange rør snor sig hen over scenen. Det er en komisk orm, de har vækket, især når den lidt slingrende kommer op og stå. Det går rent ind hos de store. ”HIHIHI” lyder det. Oprigtigt, men insisterende.

Nu begynder legen mellem de to karakterer, der i naturens verden er dødelige rivaler, men i Gazarts teaterunivers driller, griner, fjoller, lærer, leger og bevæger sig sammen, som bedste kammerater. Ormens bølgende bevægelser på gulvet står i fint modspil til æblets udstrakte positioner øverst på stigen. Hep-hep! Lyder det. Det er ligesom at være i cirkus.

Engang imellem napper ormen til æblet, men det er alt sammen venlig ment. Æblet fniser og griner i hvert fald, og den får hætten af sin gode ven, som afsløres som en ganske almindelig dreng; danseren – manden – Søren Linding Urup.

Det synes salen godt op, og hviner i glæde – med undtagelse af de små på forreste række: Det er lidt for voldsomt. De må om på bageste række, men så går det også fint.


Rim, remser og bevægelse
Klæde-ud-legen bliver sat på pause, og der leges i stedet med rim og remser – alt sammen under konstant bevægelse, hvor rum og krop bliver udforsket til fulde. Der bliver talt fra et til elleve, og der går ikke lang tid, før det opsnappes af de små beskuere. 1, 2, 3, 4, 5, 6 – syv! Lyder det ude fra rækkerne – 8, 9, 10, 11, fortsætter de på scenen. Publikum får også lov at tælle med.

Tallene bliver gradvist skiftet ud af nye ord, og tilført bevægelser og fangeleg. Det bliver sværere og sværere at huske remsen, og en enkelt gang smutter danserens logiske overblik også, bemærker den voksne skribent, men det bides der ellers ikke mærke i.

 

aeble 1
ÆBLE-3-2-1 af Gazart, koreografi: Tali Rázga. Foto: Thomas Petri


Strenge at spille på
Tallegen afbrydes af en ny leg med snore, som trævler ud af æblet og bliver spændt op mellem stigerne. Musikken ændrer sig i takt med aktiviteterne – snorene bliver til strenge man kan spille på. ”De fjoller” bemærker en af de små.

Guitaristens funktion bliver ikke kommenteret. Hans lyde er en del af deres fantasiunivers. Måske er han der slet ikke i virkeligheden? Måske er han en usynlig ven, der opstår, når der er brug for ham?

Og det gør der, når næste leg skal udvikles: Han bliver klædt ud og inviteret med. Når han også får del i rampelysten resulterer det dog i en guitarsolo, som vælter danserne omkuld i dens selvfedhed. Så bliver legen ødelagt, for alle kan ikke være med.


Hatten med…
De tager kostumerne af og rykker stigerne sammen (”Hov, hvad laver de nu?”). Musikeren undskylder ved at kvittere med at låne dem sin hat. De kan ikke passe den, og det skyldes en håndfuld bolde, som dumper ud fra tophattens dyb, når han trommer på den (”Det er æblerne!”).

De dufter til boldene. Mmh! Aad! Væmmelse og eufori. Hver sin smag. Det udvikler sig til en gnubbeleg. Numser, knæ, ryg, hænder, lægge og guitaristen får en tur. Frie associationer forvandler boldene til muskler, når de ryger under tøjet. Der leges stærk mand. En dame med bryster.

Og så er den leg færdig. Hvad kan de nu finde på?

 

aeble 3
ÆBLE-3-2-1 af Gazart, koreografi: Tali Rázga. Foto: Thomas Petri


En julepind!
Stigerne bliver bygget sammen til et kæmpe æbletre prydet af tylskørt og ormekostume (”en jule-pind!” bliver der råbt fra bageste række, hvad det end er). Det bliver mørkere. Måske de er ved at være trætte efter al den leg? Det kan man i hvert fald godt forstå.
Guitaristen finder et sidste, saftigt, ægte æble frem fra hatten, som de alle deler.

Nu er legene slut.

Der lyder en stor, lille applaus fra salen – den eneste måde børn ikke nødvendigvis kan udtrykke deres entusiasme, er ved at klappe i deres alt for små hænder. Så giver de voksne gerne en hånd med.

 

FAKTA:

ÆBLE-3-2-1
med Gazart, koreografi af Tali Razga

Aldersgruppe: 2 – 6 år

Spiller på Zangenbergs Teater:
8. – 13. april & 22. april – 4. maj 2014,

(tirs-fre, kl. 9.30 & 11.00; lør & søn, kl. 10.00 & 11.30)


Bagom Æble-3-2-1
Dansere: Søren Linding Urup & Sophie Espe

Musiker & komponist: Søren Dahl Jeppesen

Idé og iscenesættelse: Tali Rázga

Scenograf & kostumedesigner: Nadia Nabil Korsbæk

Kostumier: Camilla Lind

Lysdesign: Mikkel Jensen

Dramaturg: Mette Wolf

Illustration: Marie Priem

Fotograf: Thomas Petri

Trailer: Thue Petersen & Gorm Just

PR & markedsføring: Janne Hovmand Storm

PR & markedsføringsassistent: Stanislava Sharankova

Produktionsleder: Steen Molls Rasmussen

Producer: Eva Nordhagen


Info: Zangenbergs Teater  

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top