Der blev swop’et under hele den internationale dansefestival for børn og unge – SWOP festival 2014 – i Roskilde og omegn.

af Maja Holtze (stud.mag.)

 

SWOP
Foto fra snigpremieren på Roskilde Havn fredag den 25. april, ilddans, aBlaze. Foto: SWOP


’Bytte; skifte; udveksle’ er tre ord hastigt efterfulgt af hinanden, min elektroniske ordbog lister op, som oversættelsen af det engelske ord swop. Det er imidlertid også navnet på den festival, jeg en lørdag eftermiddag satte mig på toget mod Roskilde for at opleve. Jeg har min danser-kæreste med mig under armen (man tager sjældent på festival alene!), og vi gransker det tilsendte åbningsprogram for åbningen af festivalen den 26. april, som både byder på to forestillinger, spisning, surprise-optræden og et glas champagne. Sikke en fest vi har i vente.

Fra Roskilde Station finder vi vej til hovedbiblioteket, hvor første forestilling finder sted. Den lave bygning gemmer sig bag Roskilde Klosters have, der står i fuld flor under skyfri himmel. Sikke vidundere denne del af byen byder på, tænker jeg, som ellers altid er draget i modsatte retning ved min ankomst, for at besøge den anden noget større festival, byen huser...


En for alle…
SWOP-festivalen giver dog lige så stolt sin tilstedeværelse til kende, og vi bliver – foruden bannere og frivillige i SWOP t-shirts – mødt af et kæmpe træ hvis grene er prydet af udefinerbare, tallerkenformede genstande i en klar pink farve. ”Det er frisbees! ”Vil I have en?” tilbyder den PR-ansvarlige, Tatjana Vang, som ellers kan berette om historien bag: ”Det er det lokale brandvæsen, der har sat dem derop. Er det ikke fantastisk? Det kom de og gjorde helt frivilligt for os. Det oplever man altså ikke mange steder”. Hjælp din næste, lyder til at være festivalens mantra.

For her er virkelig en særlig ånd. I bibliotekets foyer er der godt fyldt op af både børn og forældre, og jeg kan ikke se én person, som ikke er faldet i snak med en ven eller bekendt. ”Neej, er I også her?” hører jeg op til flere gange. Børnene løber rundt i snorede gange mellem en skov af ben, og vi står så tæt stuvet sammen, at jeg flere gange kommer til at ramme en i hovedet, når jeg gestikulerer, eller støder ind i én når jeg skifter vægt på fødderne. ”Undskyld” siger de ganske sødt og oprigtigt, og så ”det gør bestemt ikke noget!” efterfuldt af et kæmpe smil, er det eneste rigtige svar.

Pludselig bliver der bomstille, og alle står ret. En høj, flot mand, jeg senere lærer er danseren Ole Birger Hansen, kommer ud og byder velkommen. Han er én af to dansere i HANe og HUNd, som er den første forestilling, vi skal se. ”Har I nogensinde kigget op på stjernerne?” spørger ham. Der kommer ikke noget entydigt svar. Vi skal lige varmes lidt op.

 

HANe HUNd 1
HANe og HUNd. Åben Dans. Koreografi: Thomas Eisenhardt. Foto: Ditte Valente


HANe og HUNd
Vi bliver ført ind i salen og delt i to grupper – publikum sidder over for hinanden, og forestillingen foregår i midten af rummet. Gulvet er dækket af et lag hvide dynetæpper. Det føles sikkert. Som en magisk indendørs picnic. Særligt fordi rummets belysning er dæmpet, og spørgsmålet til vores stjernekiggeri giver genlyd i baghovedet, og skaber illusionen af at sidde under en klar stjernehimmel. ”Er I klar? Lad os starte med at slukke lyset,” siger han, og vi indstiller os på vores kommende rejse. Den høje Hansen sidder overfor en lille, kompakt kvinde med kort lyst hår. Antoinette Helbing hedder hun. Med dem på hver sin side af dyne-gulvet , danner vi tilsammen en firkantet arena, og fokus er rettet mod det der skal foregår imellem dem.

Lige som de skal til at placere deres fødder på gulvet, afbryder en SWOP-medhjælper dem, og beder dem tage skoene af. Okay. Nu kan vi begynde.

De sætter forsigtigt deres bare fødder på dynelagene. Musikken tændes. Der projekteres et ubestemmeligt billede på dynerne; æstetisk støj. Danserne kommunikerer med hinanden ved at klikke med tungerne. De har ikke sprogkundskaber, ser det ud til. En stemme fra oven lyder: ”I begyndelsen, før der var noget, før der var før, før der var var…”. Vi er vidne til det første liv på jorden. Blip blop siger de, og bevæger sig ind mod midten. De krammer, vrider og vikler sig ind i hinanden. Vi ser en ny projektion – lige så abstrakt, men med lidt flere farver. Vi er vidne til en udvikling. Som to molekyler, der reagerer med hinanden til en mere sammensat form, hægter de sig sammen.

”Der var ingenting. Og der var alt på én gang. Alt der var ét. Men så en dag…” Det er kryptiske meddelelser, vi hører fra stemmen, men den guider os til at forstå det uforståelige.  


Fjolleri har også værdi
Danserne vrider sig fra hinanden. Nu er de to. En kraftig vakuumlyd giver genlyd i salen, og gulvet, der efterhånden er blottet som følge af dansernes leg med dynerne, bliver sort. De sidder på hver deres ø af dyner, og kommunikerer lige så underligt med hinanden som før, med pruttelyde fra munden. Få børn fniser. Helbing rækker tungen overdrevent langt ud.

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvor sjov deres produktionsperiode må have været: De udfordrer ansigtet ligeså meget som kroppen, skævvrider mund og øjne, skyder og svajer rygge, flexer fodled og udsiger den ene mere fjollede lyd, efter den anden. Det går rent ind hos børnene – jeg ved ikke, om de opfatter det, sådan som jeg gør; som evolutionens spæde start. Men uanset hvad tager de noget med sig: En bevidsthed om, at fjolleri også har en værdi.

Musikken ændrer sig til en mere konkret melodi, og vi kommer i cirkus. Hansen gør som en søløve og klapper med lufferne. Nu kan de uden problemer gå på alle fire ben. De leger sammen som hunde. Så bliver han til en maskulin, sølvrygget gorilla, som uden problemer kan svinge sin abe-legekammerat rundt om kroppen. ”Der opstod liv overalt…” hører vi. Både mennesker og dyr bliver beskrevet med en lang række adjektiver, som er ens for begge grupper. Vi er ikke så forskellige. Stemmen minder om en Blå Planet-dokumentar speaker – for børn.

”Far!” råber Antoinette Helbing pludselig, og bliver hjulpet med at holde balancen i en drejning på tå. ”Se hvad jeg kan”. Hun falder, dykker og spinder ud af kontrol, og bliver grebet og løftet. Godt hun har en stor stærk mand som medspiller.

Efter en kort vandpause, danserne helt ublufærdigt tager sig på sidelinjen, går de tilbage i udviklingen igen – eller ændrer i hvert fald roller til dyreriget. De er til tider ubestemmelige væsener, og så pludselig en truttende elefant. Så møder vi en fugl med en fjerpragt, som puster sig op. De afmærker territorier og imponerer hinanden. Løber rundt om en stor bunke dyner på midten. Hun falder. Skriger. Han smågriner. De trækker vejret tungt. ”Venner?” spørger hun. ”Venner”. Svarer han. ”1-2-3-4, her kommer jeg!”. De kaster sig rundt i dynerne. Herefter er vi vidne til en kulturel udvikling. Mavedans, benspjæt, capoeira, boksning.

”Nogle gang falder et frø på en sten…,” får vi fortalt. Og andre gange gør der ikke. Folk vil nogle forskellige ting, men finder alligevel tit hinanden. Vi prøver i hvert fald – vi vil gerne hinanden.

Er det et parringsritual, de kaster sig ud i? Han holder en taburet over hovedet og brøler. Stiller sig så op på en endnu højere en, og gør sig til. Se mig! Han tager en tur rundt om scenen i lange skridt med høje knæløft, som en regulær Groucho Marx-karakter. Hun vælter ham ned i dynerne, hvor han kysser efter hende, men hun går væk og bliver distanceret i blikket. Alle virkemidler må tages i brug – dynerne bliver nu en del af hans fjerpragt. Og det virker til at fungere. De låser armene om hinanden og bryder ud i en sammenhængende dansesekvens. Det, der lyder til at være dramatiske trommer, afslører sig som et festfyrværkeri, projekteret på dynerne. De ser det begge fra taburetten af. Hun sidder på det yderste af hans knæ, og balancerer i luften. De hører sammen.

Vores rejse gennem evolutionen er nået til vejs ende, men det betyder ikke, at den stopper. ”Sådan har det altid været. Sådan er det. Og sådan vil det blive ved med at være. En dans. En uendelig dans,” forklarer stemmen fra oven.

 

HANe UNd 2
HANe og HUNd. Åben Dans. Koreografi: Thomas Eisenhardt. Foto: Ditte Valente


Ømme baller
HANe og HUNd tog os på en rejse gennem tiden på Roskilde Hovedbibliotek, men efter 40 minutter på en hård træbænk, er det på tide at komme videre omkring i vores egen virkelighed. De voksne ømmer sig, når de rejser sig, men de forlader salen med nogle roligere børn, end dem de kom med.


Musicon
Klokken er 17.45, og solen står stadig højt på himlen. Fra biblioteket går vi nu gennem byen, under stationsbygningen, ind mellem de små villaveje, tværs over en grøn græsplane og videre ad et stisystem, til den kreative bydel: Musicon. Her mødes vi af endnu et frisbee-pyntet træ, som står plantet uden foran Laboratoriet. Det er her egnsteatret og arrangøren af festivalen, Aaben Dans, hører til.

Som førstegangsbesøgende oplever jeg stedet gennem mine referencebriller. Hvad minder dette om? Der er en Mungo Park-lignende stemning i indgangspartiet, med et simpelt, uhøjtideligt, men varmt udtryk i caféen og den tilstødende spisesal. En åbenlys sammenligning kunne også falde på dansk dansemiljøs mest centrale institution, Dansehallerne, som har indrettet sig i Carlsbergs tidligere mineralvandsfabrik. Eller Dansekapellet i et gammelt krematorium. Et mash-up mellem form og indhold virker til at være det helt store for tiden.

Kunstnerisk leder af Aaben Dans, Thomas Eisenhardt, fortæller om stedets oprindelse over en skål varm thai-suppe, som vi indtager på den åbne plads, der støder op til bygningen: ”Stedet har bogstavelig talt været et laboratorium. Det er ikke tænkt som en metafor for et sted, hvor der eksperimenteres og laves forsøg, men derimod i ordets betydeligste forstand.”

Det er en subtil kommentar på, at Laboratoriet er sit helt eget. Han uddyber også, hvordan Musicon-miljøet er defineret af en helt særlig åbenhed og omstillingsvenlighed, der er over for kreative idéer. Man ændrer simpelthen på omgivelserne, når der er behov for det. Og det foregår på kryds og på tværs af kolleger: ”Herude sidder der mange forskellige mennesker, og der er en kreativ udveksling mellem folk med vidt forskellige fagligheder. Fælles for alle er, at man er her, fordi man har lyst til at være her.”


Dans for alle
Selvom man let kunne tro, at det er denne form for udveksling, der ligger til grund for SWOP-festivalen, er det kun en lille del af det samlede koncept for Aaben Dans. Fokus på udveksling kom sig nemlig oprindeligt af Aaben Dans’ meget aktive turnévirksomhed.

”Vi har lavet 60 forestillinger uden for Danmark det sidste år og oplever altid den særlige synergi, der er mellem det lokale og det internationale på vores rejser. Der er masser af udveksling, og vi lærer så meget af hinanden.” Deraf SWOP. Der er dog også danske forestillinger på programmet, så den internationale linje, er ikke afgørende.

Udvekslingen kan også forekomme i mødet med publikum, mellem udøver og den beskuende. ”Vi vil gerne ud af den samme inderkreds... Det, vi laver, er ikke kun for dansefolk, men for Roskilde; for nye gæster. Det er, for at folk kan komme ind nogle steder, de ikke har været før”.

Her henviser Eisenhardt også til det arbejde, han laver til hverdag. Aaben Dans er at finde på alderdomshjem og i børnehaven – danse kan man alle steder! Og både SWOP invitationen og deres daglige virke inviterer byens børn, unge og familier til et bredt program.

Jeg spørger ham, om han virkelig har tid til at sidde her med os. Han smiler venligt. ”Man skal jo spise”. Selvom han har travlt, er der et ufattelig stærkt netværk af frivillige, som er medvirkende til, at det hele hænger sammen.

”Der er en særlig tradition for frivillighed i Roskilde,” funderer han, og fortæller en anekdote som understreger det. Tidligere i dag var der ’græsdans’ i baghaven. Her kunne børn skære dansende figurer ud af striber af rullegræs. Da græsset blev leveret for sent, så det pludselig ud til at blive et kæmpe slæbearbejde for meget få frivillige, på meget kort tid. Heldigvis greb syv, friske, 17-årige Roskildegensere, der ellers bare sad og nød solen, til, i udveksling for en kasse øl (det er vel også en slags swop!). De havde i øvrigt set gårsdagen SWOP-show på havnen og ville gerne starte til dans. Det var næsten for godt til at være sandt.


Syngende gynger
Vi går en tur rundt på Musicon området til dagens sidste solstråler, inden aftenens åbningsnummer. Her kan man tage en tur på de syngende gynger, eller træde op på et lille podie mellem søjler med bevægelsessensorer. Kæresten min hopper rundt på en hånd og genererer elektroniske rytmer, mens Tatjana Vang filmer det hele – og inden for meget få sekunder er vi både facebook-venner og har delt opslaget imellem os. Musicon er i særdeleshed en legeplads for folk i alle aldre, som byder op til sjov og gode idéer.

Vi går tilbage til Laboratoriet, som under vores musikalske ekspedition er blevet godt fyldt med gæster. Her byder aftenen på åbningsnummeret O Snap. Da vi kommer ind i salen, står to mænd og en kvinde på scenen og danser til knitrende, elektronisk musik. Med glidende bevægelser med arme, ben og kroppe kredser de om hinanden, men hele tiden uden at røre. Under deres fødder er der et stykke pap, som indeslutter deres bevægelser.

Det er en setting, som vi kender det bedst fra den klassiske film Flashdance, hvor vi ser breakdansere bruge pap som scenegulv på asfalten udenfor. Bag danserne i salen står sågar en boombox, og op ad bagvæggen læner sig en Eastpack-rygsæk. Det er en street-setting, der tilstræbes, som også understreges af dansernes hættetrøjer.

Thomas Eisenhardt byder velkommen, mens danserne fortsætter i baggrunden.
SWOP-koordinator Pernille MØller Taasinge og Aaben Dans’ teaterleder Lisbeth Klixbüll byder ind; forklarer om konceptet og takker de involverede. Med ét løber de alle tre ud, og danserne tager stykket til nye højder.


O Snap
I en lang række sekvenser leger danserne med hinanden. Der skubbes, grines, pustes og danses rundt i fællesskab og soli; det ene overtager det andet, og der er høje temperamenter på spil. Det er som at være vidne til tre unge teenagers fritidsliv, hvor venner – og en lille smule kæresteri, synes at være det vigtigste i verden. Det gælder om at være inde i varmen, og ikke ude i kulden, men det er svært at navigere rundt i sfærerne, når man også gerne vil vise, hvad man kan.

Kvinden bryder ud af gruppen og med det lyse hår, som flyver rundt, hamrer hun en abekno i gulvet for at markere sin rolle. Hun har ligeså meget at skulle have sagt som mændene. Hun finder frem til en fin, usynlig tråd og klipper den over – ikke noget med at være en marionetdukke her. Der er én, der er ved at dø af grin hele tiden. Hvad er det, der er så sjovt? Han er en rigtig Rasmus-modsat og viser sine skills – med benløft og handstands og i det hele taget en masse energi – for så at sænke niveauet igen og kigge afventende op. Hvad kan han finde på? Ikke noget, så han sætter sig og surmuler. Men de andre får ham med igen.

Deres bevægelser er en blanding af hårde hiphop inspirerede trin og moderne dans’ evne til at smelte dem sammen i flydende sekvenser. Derudover leger de også som helt almindelige børn – med trivielle, dog udfordrende trin, som alle kan være med på. De danner en cirkel ved at holde fast om deres ene fod og hoppe igennem den med en anden. Threading, hedder dette, og trækker associationerne videre ved endnu en leg med usynlige tråde. Væver de et billede? Deres særlige fællesskab skal måske slås fast én gang for alle, som man gør med knyttede hjerteveninde-armbånd og blodsbrødre-ritualer.

De stiller sig bag hinanden og laver slange-arme ud til siden i bedste guru-stil. De leger kongens efterfølgere. De slås. De rækker fuck. Går amok i Kung-Fu. Krigsleg. Bruger boombox’en som et åbenlyst fallossymbol ved at placere den mellem benene.

Det hele er sjov og ballade, indtil grænselandet mellem leg og alvor nås, når de bliver grove mod hinanden. Og så bliver de gode venner igen. Det er tilfredsstillende, når dette sker, for det betyder som regel, at der går rigtig dans i den – særligt mellem mændene er der en stærk synergi, når de danser sammen. Resten af tiden, er der mere tale om fjol.

De har publikum med sig. Både voksne og børn skraldgriner af deres eskapader, og stemningen er høj, omend en tand for langtrukkent. Danserne er utrolig sympatiske – særlig i en sekvens hvor der slet ikke danses, og musikken er slukket: De holder en lille pause hvor de drikker en Cola Light og bøvser og spilder og sprutter. Men desværre trækker deres tekniske evner det aldrig op på et niveau igen, der er ventetiden værd.

Hen mod slutningen (som man tror, man allerede er nået) spiller musikken en mere central rolle. Buddy Holly’s stemme gentager sætningen om og om igen, som lyder ”You know my lovin’ won’t fade away”. De laver voksendans, som man kender det bedst fra nytårsaften; med hoftevrid og pegende fingre. Og griner af sig selv. Det trækker et smil fra alles læber, som kan identificere sig med at befinde sig i rigtig godt selskab på dansegulvet, til en intern yndlingssang.

De ender inde på pappet, som har fundet vej til midten af gulvet, efter at have været ude i det meste af forestillingen, og mærker rummet om hinanden igen. De rører ikke hinanden til at starte med, men begynder så gradvist. Først ved et tilfælde. Så i kram. Så med ægte kærlighed bag deres kærtegn. Som går over i en noget upassende gramse-sekvens, som tager kegler hos publikum. Det er en konstant vekslen mellem det seriøse, og det useriøse. Mellem den blide, elskværdige kontakt, de sammenhængende dansesekvenser, og så det vi alle kan være med på: plukke-æble dans og raveing på et diskotek.

Det er imponerende, som danserne kan holde til det. Vi slutter helt på toppen i klub-dans og fællesklap.

Grin. Snak. Fodtrin. Løb. Knævren. Alle stimler ud fra scenen og ind i spisesalen, hvor der er linet op med fornem champagne og jordbær, og alt hjertet ellers måtte begære, efter en medlevende forestilling. Nogle tager en håndfuld chips med hjem i bilen, andre et glas med ud i baghaven, for at få den sidste oplevelse med sig fra førstedagen på SWOP-festivalen, nemlig ilddansen.


En dans med ild: aBlaze
Fire hætteklædte figurer går i en stor bue rundt om pladsen, der er henlagt i mørke. Den første mand stopper lidt ufrivilligt i sin gang, hvilket resulterer i et komisk harmonikasammenstød med de øvrige, meget alvorlige, gadekunstnere.
Vi skal til at se aBlaze af tjekkiske Teater Kvelb – en dans med ild.

Lederen forsøger at sætte ild til, hvad der ligner et tilfældigt metalskrammel – men flammen går hele tiden ude. Tredje gang er lykkens gang – og lykken er en hel masse tændstikker! Nu kom der gang i ilden, som antændes til metallets ramme, der danner en dragefigur. Figuren bliver levende i hænderne på Teater Kvelb og danser rundt i ring.

Vi introduceres efterfølgende til en mand og en kvinde, under buldrende bongotrommer. Så kommer et stort ansigt efter os – dannet af en simpel oval og to firkanter, som udgør mund og øjne, der har fået ekstra skræmmeeffekt som følge af en raslende jernkasse i hjulakslet.

Vi møder manden igen, som ved simple effekter transformeres til abe, som vist udstiller hans dyriske drifter…? Han har i hvert fald en tydelig penis af jern hængende mellem benene, og bestiger damen et øjeblik efter. Det er ikke umiddelbart for børn, men det gør ikke noget, for vi er sent oppe og sipper champagne, og ilden er smuk og rød, og det har været en lang og oplevelsesrig dag, så hvorfor ikke?


Sluk og slut
SWOP er for alle – store som små, nysgerrige og eksperter, folk som er villige til at eksperimentere med græs, og dem som kan se dans i ilden. SWOP er et fællesskab af frivillige og besøgende, dansende og beskuende. SWOP varede fra den 26. april til den 3. maj og er bestemt et besøg værdigt til 2016.

Tilbage i Laboratoriets baghave antændes et kæmpe hjerte, som lægges på jorden. Vi står alle helt hypnotiseret af flammerne og ser det brænde ud.

 

FAKTA

SWOP festival 2014
-    arrangør: Aaben Dans

SWOP festivalen er tilbage igen i 2016.

Info:  SWOP festival 2014  

 

LÆS også artiklen Lyset Vandet Dyrene Mennesket om Åben Dans' forestilling HANe og HUNd

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top