Kan man sætte Den Kongelige Ballets dansere og tre krigsveteraner sammen i en eksperimenterende forestilling, så det kommer til at give mening? Kan man gøre det på tre uger? Terpsichores udsendte var med ved de indledende prøver til Corpus’ og Christian Lollikes nye forestilling I FØLING.

af Bernadette Alster (stud.mag.)

 

i foling 1
I FØLING. Corpus. Foto: Lene Riggelsen


14. april 2014
Prøvesal A, Gamle Scene. Aktiviteten er spredt, men koncentreret før dagens prøve, som er den første ud over et par indledende workshops. En stor stabel militærstøvler køres ind til resten af kostumerne i hjørnet, mens forestillingens koreografer Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis diskuterer, hvordan man sætter løsrevne lemmer fra mannequindukker fast på dansernes kroppe på en hensigtsmæssig måde. Væggene i den store sal er beklædt med mørkt stof, og der står rækker af stole rundt om det tilsvarende mørke gulv, som danserne sætter sig på og strækker ud, efterhånden som de dukker op. Nogle småsludrer – måske om dagens program. For i dag skal de møde forestillingens tre krigsveteraner for første gang. Folk, som har sat lemmer og helbred til i Afghanistan, og som har sagt ja til at medvirke i Christian Lollike og Corpus’ forestilling I FØLING, der har premiere den 22. maj i Skuespilhuset.

i foling 9


Koreografi og soldater

Temaet er ikke overraskende krig. Men hvordan Christian, Esther og Tim har tænkt sig, at dans og krigsveteraner skal spille sammen, er endnu ikke helt klart. Der er kun i alt tre ugers prøver, før forestillingen skal være færdig, men meget afhænger af, hvordan tingene virker i praksis, og selvom et program for forestillingen bliver gennemgået senere på dagen, kan det meste stadig nå at ændre sig.

Da Tim kalder danserne sammen, starter han da også med at sige, at forløbet nok vil blive lidt kaotisk. For Corpus er et danseeksperimentarium, hvor koreografien ikke er fastlagt på forhånd. Det skulle gerne give Den Kongelige Ballets dansere, der er vant til at indøve nøje fastlagte koreografier, en helt anden fornemmelse af medbestemmelse – og måske derfor også et andet udtryk.

Dagens første del går med kostumeprøver og eksperimenter med de ben og arme fra mannequindukkerne, der ligger rundt omkring. Før frokost skal man også lige nå at indøve en kortere dansefrekvens: et masseoptrin, der viser den rituelle vask før den muslimske fredagsbøn. Tim og Esther supplerer hinandens instruktioner, og danserne lærer hurtigt. Man kan gå fra det rene kaos til en nogenlunde sammenhængende frekvens på en halv time. Og lader man fantasien vandre, mens man kigger på, er det nemt at forestille sig den mørke sal forvandlet til en sandørken med livgivende og rensende vand mellem hænderne på danserne. Det må dog nok forblive i fantasien, eftersom det ikke bliver muligt at få vand og sand op på scenen til forestillingen. Ud over det kunstneriske er der også mange praktiske ting, der skal falde på plads.

 

i foling 0
Krigsveteraner: Martin, Henrik og Jesper. Foto: Lene Riggelsen

 

Efter frokost er stemningen forventningsfuld. De tre krigsveteraner er mødt op og bliver sammen med Christian placeret foran danserne, så man kan præsentere sig og se hinanden lidt an. Martin har proteser på begge ben og mangler det meste af sin højre hånd. Henrik mangler sit ene ben, og Jesper lider af posttraumatisk stress på 10. år. De fortæller deres historier. Deres grunde til at tage i krig var lige så forskellige, som deres personligheder synes at være, men resultatet for alle er, at de er blevet mærket for livet. Martin og Henrik har begge skader, de fik i en krig, som er fortid for dem, hvorimod Jespers krig bliver ved og ved inde i hans hoved. Der skulle ni år, hjemløshed og selvmordstanker til, før han endelig fik hjælp. Det skal dog ikke forstås, som at nogen af dem fortryder, at de valgte at tage derned. Det var jo deres eget valg, siger de, og de vidste udmærket, at det var farligt.

i foling 2i foling 4

 

Kroppen som udgangspunkt
Mødet er interessant at overvære. At være professionel danser og at være soldat har fysisk træning og disciplin til fælles, men så hører lighederne også op. Kulturforskellen er der – og så alligevel ikke. Da den første forundring har lagt sig, bliver nysgerrigheden tydelig. Soldaterne får flere spørgsmål om, hvordan fornemmelsen af kroppen ændrer sig, når man må leve med, at noget af den mangler. En af soldaterne forklarer, at noget af det værste er ikke længere at vide, hvor meget man kan klare fysisk, når man skal vænne sig til at gå med proteser. Så man må starte forfra med at lære sig selv at kende. Sådan bliver kroppen det fælles udgangspunkt for samarbejdet om en forestilling, der skal være en kroppenes fortælling om, hvordan mennesker oplever krigen både fysisk og mentalt.

Egentlig er det meningen, at soldaterne skal danse med under forestillingen, men eftersom prøverne først lige er startet, er der ingen, der rigtig ved, hvor meget der kan lade sig gøre. Mere vilde idéer er også under udvikling. Droner i salen, der skal filme publikum på et tidspunkt under forestillingen, er en idé, alle er enige om er fed, men man ved ikke, om økonomi og sikkerhedshensyn tillader det.

 

i foling 7i foling 6

 

Man skulle måske tro, at det er forvirrende med alt det, der skal nå at falde på plads, men de 30 medvirkende dansere har alle selv meldt sig og er indforståede med, at det uforudsete er en del af projektet. Soldaterne har selvfølgelig også selv sagt ja til at medvirke, men deres grunde til at være med er næppe så meget det kunstnerisk eksperimenterende, som at de gerne vil fortælle deres historier til offentligheden.

Efter mødet mellem dansere og soldater virker det, som om folk er blevet endnu mere interesserede i projektet. Der er virkelig tale om en meget anderledes forestilling, som både kommer til at udfordre deltagernes og publikums forventninger til, hvad en danseforestilling kan være. Det lader også til, at alle kan nå at blive overraskede, for lige nu ser det ud, som om det meste ligger åbent.

 


i foling 3

FAKTA:

I FØLING
med Corpus, koreografi af Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis

Spiller: 22., 24., 25., 27, 28., 30., 31. maj samt 1. og 3. juni

Spillested: Skuespilhuset, Store Scene

LÆS også Bernadette Alsters interview med koreograferne på forestillingen Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis samt instruktøren Christian Lollike: Kaos og krydsild  


Bagom I FØLING

I FØLING – en krigsballet koreograferet af Corpus' kunstneriske ledere Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis, og udover dansere fra Den Kongelige Ballet har der også været en casting for at finde de soldater, der skal medvirke i forestillingen.

Corpus: Den Kgl. Ballets kompagni i kompagniet
Instruktion: Christian Lollike


Info: Det Kgl. Teater

 

 

 

Fotos: Lene Riggelsen

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top