Det kan mærkes, at der tryk på. Både i og uden for prøvesalen er der tusinde ting, som skal nå at falde på plads, før I FØLING bliver klar til opførelse i Skuespilhuset den 22. maj. Forestillingen er et samarbejde mellem skuespilinstruktør Christian Lollike og Corpus’ to koreografer Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis. Der er – helt i Corpus’ ånd – ikke tale om en almindelig danseforestilling, men en danseperformance, som bliver til i et samarbejde mellem Den Kongelige Ballet og tre veteraner fra Afghanistan.

af Bernadette Alster (stud.mag.)

I FØLING er tænkt som en iscenesættelse af krigen på mange niveauer – symbolsk i form af dans, der fortolker tilværelsen under og efter krigen, men også helt konkret, når ekssoldaterne på scenen fortæller om de oplevelser, der gjorde, at de kom hjem med skader på krop og sjæl. Men hvordan får man to så forskellige verdener til at hænge sammen i en forestilling? Terpsichores udsendte mødte Christian Lollike, Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis til en snak efter en lang dag i prøvesalen.

 

i foling A 2ai foling A 2b
I FØLING. Foto: Lene Riggelsen


Oprindeligt var tanken, at Christian Lollike skulle omarbejde Corpus’ forestilling We’re Not Waving ...We’re Drowning fra sidste år, men så blev I enige om, at I hellere ville lave noget helt nyt. Hvem fandt på temaet krig?
Tim: Christian kom med idéen til krig og Afghanistan.  
Esther: Det er sådan, at en af pigerne fra korpset sammen med en anden pilatesinstruktør har startet projektet Danish Wounded Warriors, som er et genoptræningssystem gennem pilates for amputerede soldater. På den måde havde vi en oplagt kanal til at få nogle rigtige mennesker med, der har været med i Afghanistan, og at få det fysiske element med i forhold til perfekte danserkroppe og ’broken soldiers’. Sådan formede det sig fra vores side.
Tim: Jeg syntes umiddelbart, det var fedt at få en ambitiøs udmelding. Esther var lidt mere skeptisk, så vi skrev en hel masse mails frem og tilbage med Christian: Hvilken form skal det så have? Krig – hvad taler vi om? For der er jo mange muligheder med det tema. Det tog os vel cirka en måned eller halvanden at finde det spor, vi kører på nu. Og så havde vi nogle møder i december. Det var der, vi begyndte at snakke om selve forestillingen, og det var også der, soldaterne kom på banen. Vi begyndte også at opsøge masser af mennesker, som havde været i krig. Så det var mødet med veteranerne, men det var også for eksempel møder med folk, som har skrevet om krigsrelateret stress. Vi lavede en indsamling af fakta. For mig personligt var det nok det hårdeste. Emnet er hårdt. Det handler om menneskers liv. Det er ikke bare en kulturel begivenhed.


i foling A 6



Som sådan er det jo en ret utraditionel blanding. Jeg kan huske, at da jeg læste om forestillingen, tænkte jeg: Hold da op – dette her kan blive fedt, men det kan også blive to verdener, der slet ikke kan hænge sammen. Er det en fare for jer?
Esther: Det var jo netop den blanding, Christian syntes var fed. Kontrasten.
Tim: Og i Corpus syntes vi, det er vigtigt ikke at låse os fast. Vi forsøger at bryde grænserne for, hvad man forventer af en danseforestilling. Fra starten har vi prøvet ikke at gå den slagne vej, som ville være at lade en koreograf lave en danseforestilling. I stedet vil vi gerne prøve at finde frem til, hvad der sker, når man ikke gør det. Og så var det, Christian kom med en idé, som var ret fjern for os. At man kunne forsøge at skabe en socialt relevant forestilling på Det Kongelige Teater, som ikke bare er smuk kunst, men hvor man forholder sig til det, som sker i dag. Så jeg tror, at Christian kunne kigge på dansen udefra og se, hvad dans kan tilføre hans måde at sætte tingene sammen på, og hvordan vi kan præsentere et utroligt relevant emne, som krig er, igennem dans. Så må vi se, hvor det ender.

 

i foling A 4



Christian, du har ikke arbejdet med dans før, vel?
Christian: Nej, det har jeg ikke. Men jeg har set en del danseforestillinger og interesseret mig på et vist niveau for dans. Jeg syntes, det var vildt ved Corpus’ første forestilling, at der var en vilje til at ville tage ufatteligt mange former og genrer ind på én gang: Der var rockband, der var foredrag, og der var interview med en kulturminister. Det virkede, som om alting kunne lade sig gøre i danseforestillingen, og det er jo i virkeligheden udgangspunktet for min egen scenekunst: At teatret skal kunne indoptage ufatteligt mange udtryk. Og så handler det om at finde en form, der kan give det tema, man har, tilstrækkelig stor modstand og på en eller anden måde få komprimeret eller radikaliseret det så meget, at det bliver et interessant kunstnerisk udtryk.
Jeg kendte jo godt Corpus, men for mig var det mere denne her idé om ballet og Den Kongelige Ballet og at udfordre den. For hvad nu hvis den skal være national samvittighed på en eller anden måde i forhold til krigsspørgsmålet? Jeg har nok desværre mest klichéforestillinger om, hvad ballet er. For mig har det altid været noget, der handlede om de eviggyldige spørgsmål og sjældent tog udgangspunkt i en konkret realitet. Så for mig er det interessant at gå ind og spørge, hvordan ballet eller dans kan handle specifikt om krig og tilbyde en eller anden form for erfaring gennem dansens udtryk.


i foling A 1

Hvor frie hænder har I i en politisk forestilling som denne her?
Tim: Jeg synes, vi har haft meget frie hænder. Det eneste er, at jeg tror, vi selv føler, at vi bør være lidt forsigtige, fordi vi har tre krigsveteraner med. Jeg selv kom ind i det her og vidste ikke så meget om krig og havde måske mest en moralsk forestilling om, hvad krig er. Efter alle dem, vi har mødt, og alt det, vi har hørt, er min mening til dels ændret. For mig er det vigtigt, at personerne, som har deltaget i krigen, ikke eksponeres eller gøres til dårlige mennesker. For det er mennesker, der bare har gjort det arbejde, de er blevet sat til. Så det var lidt en diskussion fra starten, hvor politisk forestillingen skulle være. Og det er den alligevel blevet, men ikke igennem at udstille soldaterne.
Esther: Hvis man skulle udstille nogen eller stille spørgsmålstegn ved noget, så er det vel det større maskineri bag. Det er der, vi også er kritiske, ligesom soldaterne selv er det. Hvordan fungerer denne her krig, som vi fører, egentlig? Fungerer krige overhovedet? For soldaterne gør jo bare, hvad de bliver beordret til.  
Tim: Jeg havde måske en slags forestilling om, hvilken slags personer, mennesker der går i krig, er. Men de er alle forskellige og har hver deres grund til at tage afsted. Det var ikke en tanke, der var faldet mig ind før, og det er vel også det, vi forsøger at vise.


Der var kun dansere til prøven i dag. Har I særskilte prøver med soldaterne?
Christian: Vi har masser af prøver med soldaterne, som handler om, hvad de skal fortælle. Og så skal vi selvfølgelig også gøre dem i stand til at fortælle det fra scenen.
Esther: De skal også være med i nogle danse.
Tim: Fra starten var tanken, at de skulle være så meget med i dansen som overhovedet muligt. Så kom tidsrammen til at se sådan her ud. Vi gør, hvad vi kan, for at få dem med i dansesektionen. Men det afhænger helt af, hvor hurtigt de kan optage information, og hvor hurtige vi er til at lære fra os. Hvis vi havde seks måneder, kunne de sagtens komme til at lave en solo. Den tid har vi bare ikke rigtig nu. Så det må blive en blanding.


i foling A 8



Meget af koreografien er ikke lavet endnu. Vidste I, at I ville have så kort tid fra starten?
Tim: Altså tre uger i sal, og så har vi tid på scenen…
Esther: Vi har altid kort tid. Desværre. Med Corpus er det altid småt med tid og penge. Men vi får det bedste ud af det. Og det er jo skønt at prøve at bevise, at det kan lade sig gøre.
Tim: Jeg tror, det koreografiske element i forestillingen kommer til at vare 30-40 minutter. Og måske det samme med tekst. Så en del af processen er, at Esther kan arbejde på nogle sektioner for sig selv, jeg kan arbejde på noget for mig selv, og det kan Christian også. Så kan vi samle alle sektionerne, og forhåbentlig kommer det til at se ud som én forestilling.
Det spændende er jo også, at Christian kommer med nogle idéer, man som koreograf måske aldrig tænker på. Det er faktisk meget befriende at lave en forestilling, hvor koreografien ikke tager udgangspunkt i én selv. Her er der ikke nogen erfaring at tage udgangspunkt i, for jeg ved jo ikke, hvordan det er at være i krig. Derfor er man nødt til at forholde sig mere objektivt til formen. Og jeg tror, det kan være utroligt sundt. På den måde bliver det ikke så emotionelt. Det er en objektivisering af et tema, og så skal det bare fremstilles på bedste vis gennem dans, gennem tekst og på scenen.

 

i foling A 5

 

Jeg ville gerne spørge jer om det her med proces, som er en vigtig del af Corpus. Skal man kunne se processen på scenen? For netop med soldaterne på scenen har man vel også et ansvar for, at det bliver andet end en kunstnerisk leg.
Esther: Det, Corpus gør, er, at vi prøver at gøre processerne anderledes og gå nye veje for at se, om resultatet bliver det samme, eller om der kommer noget nyt ud af det. For mig er det ikke sådan, at processen er lige så vigtig som det endelige resultat. Men der er også en åbenhed, der går ud på, at hvis én af soldaterne ikke kan huske sin tekst, så er det okay at vise publikum, at så skal han have papiret frem. Danserne skal kunne deres trin, og på den måde skal det selvfølgelig være en færdig forestilling. Så det er ikke sådan, at vi skal vise prøverne på scenen. Det er ikke det, vi mener, når vi siger, at processen er vigtig.   
Tim: Det er mere processen inden. Vi har for eksempel valgt at bede danserne selv melde ud, om det var en forestilling, de ville være med i, for så ved man, at de, der er med, er villige til at eksperimentere. Vi ville gerne have, at det skulle være en super åben, kreativ – og til tider kaotisk periode – som forhåbentlig resulterer i en rigtig sjov og anderledes forestilling. Så er det nødvendigt at have folk, der har meldt ud, at det er en proces, de har lyst til at være en del af. Ellers bliver det bare for svært at håndtere, tror jeg.
Christian: Jeg er for så vidt ligeglad med processen. Det eneste, der tæller, er, at man får lavet noget, der er superinteressant. Nogle gange kan man godt tage processen ind, fordi en del af processen kan give en form for autenticitet til den endelige forestilling, så den næsten får en større skrøbelighed, men stadigvæk i det endelige resultats navn. Når det er sagt, så tror jeg også, at Tim og Ester har en anden agenda. Måske ikke specielt med det her projekt, for der er det et samarbejde, hvor vi sammen finder ud af, hvad vi vil. Men de har helt sikker en agenda, som jeg synes er super fornuftig, som handler om, at vi kan bruge danserne endnu mere som en ressource i forhold til udviklingen af det endelige resultat, i stedet for at de bare skal lære en koreografi, som de ikke har et personligt forhold til. Og det, synes jeg, er et prisværdigt og rigtigt godt projekt. Men det er klart, at når jeg kommer udefra, så har jeg en anden tilgang. Jeg kommer kun for lave noget, jeg synes, er så relevant og så fedt som muligt.

 

i foling A 7i foling A 3


Hvad med soldaterne – det er vel noget helt andet at arbejde med dem?
Christian: Egentlig har jeg ikke så meget erfaring med at instruere nogen, som ikke er skuespillere. Der kan man tale om at være på udebane for os alle sammen. Men vi må forsøge at lave de enkelte dele så godt som muligt og så se, hvor vi står om 14 dage. Jeg kan egentlig heller ikke vurdere koreografi. Jeg kan godt se, at noget kan blive flot, men hvor vi samlet set er henne, og hvad det kommer til at betyde, når det bliver sat sammen i en bestemt rækkefølge, det ved jeg ikke. Der ville jeg hurtigere kunne orientere mig, hvis det var en tekstforestilling eller et skuespil. Men jeg synes, det skelet, vi har lavet, er ret tjekket. Det bliver hurtigt fremstillet, som om alting skal opfindes, men der er faktisk et storyboard, som er ret klart.
Tim: Der er et stykke, hvor vi stadig er ude på dybt vand, men jeg tror, at i sidste ende bliver man alligevel lidt stolt af forestillingen, uanset om den er lykkedes eller ej. Man har alligevel vovet et forsøg ved at lave en forestilling, hvor resultatet ikke er givet. Jeg håber også, vi kommer til at være stolte over denne her forestilling.

 

FAKTA:

I FØLING
med Corpus

Spiller: 22., 24., 25., 27, 28., 30., 31. maj samt 1. og 3. juni

Spillested: Skuespilhuset, Store Scene

LÆS også Bernadette Alsters reportage fra den første prøve på I FØLING: Fra Afghanistan til danseteater

 
Bagom I FØLING
I FØLING – en krigsballet koreograferet af Corpus' kunstneriske ledere Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis, og udover dansere fra Den Kongelige Ballet har der også været en casting for at finde de soldater, der skal medvirke i forestillingen.

Corpus, Den Kgl. Ballets kompagni i kompagniet
Instruktion: Christian Lollike


Info: Det Kgl. Teater

 

I FØLING. Foto: Lene Riggelsen

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top