Min søndag blev pludselig invaderet. Hyggen blev til angst, solen blev sort, og kroppen blev paralyseret af, hvad den så. Der er krig i København. Godt nok begrænset til en ”slagmark” der ligger på Skuespilhusets Store Scene, hvor krigsballetten I Føling i disse dage erobrer scenen og rusker op i vores hjemlige sommerunivers, men stadig skræmmende tæt på.

af Betina Rex (stud. mag.)

 

foling 4foling 4a
I Føling. Corpus, kompagniet i kompagniet; Den Kgl. Ballet. Foto: Christian Radil

 

En solrig søndag i København – byen summer på den der helt særlige måde, hvor folk og fæ vælter ud på gaderne iført sommerens one hit wonder: minimal beklædning – maksimal blomstermønster. Der bliver fortæret is, kolde øl, jordbær og vandmelon i et væk. Pøblen slænger sig i Kongens Have. Hist og her lyder vrælende udbrud fra fornærmede småfolk. Der er jo aldrig is nok. Men alt i alt ånder det fred og idyl fra ende til anden. Ingen har travlt. Nogensinde igen.

Sceneskift – byen overhældes med mortergranater, børn snubler over vejsidebomber, afrevede lemmer fylder gaderne. Kvinder fanges og voldtages. Mænd bortføres og vender aldrig hjem. Skrig, gråd og livets sidste suk udgør lydcollagen.


foling 6

 

I Føling. Corpus, kompagniet i kompagniet; Den Kgl. Ballet. Foto: Christian Radil


Kroppen

At skabe en forestilling, hvori man lader tre afghanske krigsveteraner danse sammen med Det Kgl. Teaters kompagni i kompagniet, Corpus, er en simpel, men gribende smuk idé, og netop hvad I Føling er og gør. På trods af hvad der synes at være den størst mulige forskel imellem erhverv –  krigsførelse og kunstskabelse – så komplimenterer soldater og dansere hinanden; og pludselig synes lighederne ikke så usynlige. To af soldaterne mangler henholdsvis et og to underben, sprængt væk i krigen. En fysisk kontrast til de langlemmede, ynde- og kraftfulde balletdansere, hvis profession om noget også er betinget af en fuld funktionsdygtig krop.

Energien i det enorme Corpus kompagni udnyttes på bedste vis forestillingen igennem, og særligt når de alle står på scenen som fx burkaklædte afghanere eller døende soldater, trækker jeg vejret lidt langsommere, meget betaget og lidt bange. Sammenkoblet med soldaternes personlige beretninger fungerer kompagniet som én stor samlet krop, der lever og ånder uafhængigt af, men dog tæt forbundet med, disse krigens repræsentanter. Alle får krop på scenen: afghanerne, soldaterne, kæresterne og konerne, fobierne og angsten, alt og alle bliver fastholdt og fremlagt i en eller anden form for menneskelig skikkelse. Et greb, der for mig står som forestillingens stærkeste. Det handler om mennesker. Om menneskelige valg, og i særdeleshed om konsekvenserne af disse. For os alle. Én mands brød, en andens død.  


Presserende spørgsmål
Forestillingen bliver aldrig hverken kynisk eller moraliserende. Den stiller derimod særdeles presserende spørgsmålstegn ved den måde verdens (vestens) forhold til krig og krigsførelse har udviklet sig – og fortsat udvikler sig. På scene står tre soldater, der har mærket konsekvenserne af en krig, både fysisk og psykisk. Benene er sprængt væk, men hvilken en protese kan dække over en amputeret ro? Sammen med dem springer balletdanserne, der nok aldrig har set en krigszone, højere og højere, i desperation; vejsidebombe, vejsidebombe, vejsidebombe. Soldaternes psykiske sår, bliver tydelig i danserens fysiske udmattelse. Hvornår holder det op?

Særligt bevægende bliver det, når de hjemvendte soldater giver sig i kast med en dødsdømt Pas de deux med de yndige ballerinaer. Uden ben går det ikke, ikke som det plejer i hvert tilfælde, hvilket det krops-komplette balletpar i baggrunden til fulde understreger, når de svinger hinanden elegant rundt og op på tå. Vi sender soldater bort til en krig, der lemlæster dem og udleverer stadig tåspidssko som tak for indsatsen, når de kommer hjem. I kørestol. Tillykke.

Alternativet er ikke mindre skræmmende: to droner flyver frem på scenen, og filmer publikum, så vi simultant kan betragte de flyvende spionøjne – og os selv – projekteret op på storskærm i værste infrarøde stil. Som mål for det varmsøgende missil, som en kærlig far, der lige har smidt sønnike af til baseball, for så vidt kunne være rede til at affyre fra et sted i Arizonas ørken. Homerun til afkommet, og home-ruin til farmand. En krig uden krop, en krig uden blod, en krig uden ende.

 

foling 2
I Føling. Corpus, kompagniet i kompagniet; Den Kgl. Ballet. Foto: Christian Radil


Krigens janushoved
Sammenstillingen og -smeltningen af soldater og balletdansere, lemlæstede kroppe, og toptrænede ditto, giver forestillingen et komplekst udryk; både fysisk, verbalt og tematisk bliver krigens janushoved synligt. Vi kan ikke slippe af med den, men bliver den mindre grim og grum af, at vi forsøger at ”humanisere” den, at gemme den væk, at gøre den klinisk?

Dét spørgsmål hænger stadig i luften, når den sidste danser er landet, når alle ben igen er fastmonteret, og den københavnske sommerscene på ny blænder med sin idyl.

I Føling er en af den slags forestillinger, hvor dét, der ligger mig mest på sinde efterfølgende, egentlig er at opfordre alle til at gå ind og se den. Hvilket hermed er gjort.

 

foling 1
I Føling. Corpus, kompagniet i kompagniet; Den Kgl. Ballet. Foto: Christian Radil

 

 

foling 400

 

FAKTA:

I FØLING
med Corpus


Spiller endnu følgende dage: 27., 28., 30., 31. maj samt 1. og 3. juni

Spillested: Skuespilhuset, Store Scene

LÆS også Bernadette Alsters reportage fra den første prøve på I FØLING: Fra Afghanistan til danseteater

LÆS også Bernadette Alsters interview med koreograferne på forestillingen Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis samt instruktøren Christian Lollike: Kaos og krydsild  

 
Bagom I FØLING
I FØLING – en krigsballet koreograferet af Corpus' kunstneriske ledere Esther Lee Wilkinson og Tim Matiakis, og udover dansere fra Den Kongelige Ballet har der også været en casting for at finde de soldater, der skal medvirke i forestillingen.

 

I Føling. Corpus, kompagniet i kompagniet; Den Kgl. Ballet. Foto: Søren Solkær Starbird

Corpus, Den Kgl. Ballets kompagni i kompagniet
Instruktion: Christian Lollike

Info: Det Kgl. Teater

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top