En forestilling af Camila Sarrazin om rodløsheden og om at finde tryghed i sine minder.

af Anneli Olesen (kulturformidler; kunstner)


rootless intro
Jeg følger min vej, mens jeg lærer, hvem jeg er, og hvem jeg gerne vil være.

Jeg følger min skæbne og ved ikke, hvordan jeg
skal holde mig fra den evige rejse, jeg kommer fra.

Jeg ved ikke, hvornår eller hvordan mine fødder begyndte
at forlægge sig og drikke af vandet fra dette land.

De har gravet sig ned i den kolde jord, og jeg troede ikke, at de ville overleve.

Men min hud er måske mere hårdfør, end jeg troede.

Og varmen fra min krop og mine lyster
gør, at mine fødder graver dybere i fjerne lande.

Jeg er ikke her fra, men jeg kan ikke flytte mig.

Jeg vil gro nedad og begrave mig så dybt, at vinden ikke kan blæse mig væk
– og lade mine drømme gro opad.

 

Camila Sarrazin
Et gigantisk hæklet cremefarvet tæppe hænger ned i scenerummet. Det minder om hjørnesnippen af en dug, der falder tungt faldt ned over et gammelt bord.

Camilla Sarrazin kommer ind på scenen. Hun har en hæklet cremefarvet kjole på og en stor hæklet taske over skulderen. Hun betragter os med øjne, der næsten ser os for første gang. Og går så baglæns – langsomt. Langsomt som et langt tøvende tilbageblik. Tilbage til det hun kom fra, til minderne, til det hun forlod, dét hun gemte i sit hjerte, gled væk fra og rejste bort fra. Og allievel. Det hun søger tilbage mod, når længslen ikke kan tøjles, og rodløsheden bliver for stor.

Det er bedstemors trygge favn, vi ser i det store hæklede tæppe. Bedstemor med det hæklede sjal over skuldrene og som lærte hende håndarbejde og at hækle. Det er den trygge favn, Camila Sarrazin skaber i det store tæppe. Det minde er stort.


Minder i masker
Hun kravler ind i tæppet. Favner det, griber det, vikler sig ind i det. Som er det bedstemoren, hun kryber ind i, som det trygge favntag hun mindes som barn. På tæppet projekteres en mosaik af billeder fra hendes liv, steder, ting og familie. Et poetisk familieminde, kalejdoskopisk. Det ser ud som om, hun kikker på sit liv igennem maskehullerne, mens hun hænger i det.


At tabe masken
Når vi hækler, holder vi på masken, masken må ikke løbe, ellers trævles det op igen, og håndværket ødelægges, bliver halt. Det går i stykker og kan hænge sammen. Det kan måske symbolsk pege hen på Camila Sarrazin, som et lidt splittet menneske som har forladt noget og gået ind i noget andet. Trevlet op med rod. Så begynder hun at trevle tæppet op. Hun bryder sit liv op. Træder ud af sit trygge favntag, går ud, søger væk, træder ud. Søger nye horisonter, væk fra bedstemors tryghed.


Tæppet falder til jorden
Er alt tabt. Hun trækker rundt med det tunge tæppe, som var det et tyngende åg. Eller er minderne noget, vi bringer med os som en tryg kappe; noget, vi tager over os og med i livet, hvor end vi er. Og som giver os trøst og støtte om det trygge liv, og det vi vender tilbage til, når livets bane føles for tung.


En tryghedshule
Hun hænger tæppet op, så det danner en hule eller en trækrone over scenen. Desværre sprang et af rebene, så det blev mere en væg på scenen. Hun tager en hæklet lygte op af tasken og et hækletøj (en miniudgave af det store) og begynder at hækle. Ind på scenen kommer en lille pige. Også i en hæklet kjole. Hun kryber ind i Camilas favn og hun svøber varsomt sjalet over pigen, som hun vugger blidt i sine arme.

Forestillingen slutter med dette smukke mindebillede af hende selv som barn og bedste-moderen ved sit elskede hækletøj.


En nycirkus performance i masker af snørebånd
Det unikke i performance og nycirkus scenekunst er ofte de visuelt stærke billeder og objekter, som på mange måder drejer virkeligheden og giver objektet et andet rum og funktion. Et tørklæde er noget, man bærer over sine skuldre. Noget der giver varme, har en æstetisk funktion, et klædestykke. Camilas “sjal” er et bjerg, en mur, et net. Det er så stort, at man mærker, hvor stort det er, og hvordan det fylder Camilas hjerte og krop.

Egentlig var der ikke noget unikt ved Camilas “klatren” rundt i maskerne. Men det billede af hende, som varsomt betræder maskehullerne og kærtegner det, det var en følsom gestus overfor objektet og mindet, og personligt var det den scene, jeg var mest vild med i forestillingen.

Forestillingen blev bundet sanseligt og poetisk sammen musikalsk af komponist Martin Pedersens musik, som forenede det gamle med det nye og på den måde skabte billedet af Camilas gamle og nye liv. Tobias Ståls fotocollage gav tæppet en ny form og trak os som turister med på Camilas minderejse på en nysgerrigt skabende måde.

Forestillingen sætter tanker i gang – om hvad det er, man mindes, når man mindes dem, man forlader eller som forlader os.

Jeg vil sætte mig ned og mindes min afdøde mosters hæklende hænder, mens jeg stryger min hånd over mit sengetæppe.

 

FAKTA:

Rootless
af Camila Sarrazin

Spillede på Københavns Musikteater fra den 20.-25. maj 2014


LÆS også Signe Ravns interview med Camila Sarrazin: Camila Sarrazin tager rejsen fra rodløs til rodfæstet

 

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top