I juli måned fejrede danseren og koreografen Anders Christiansen 50-års fødselsdag. Terpsichore mødte ham i Dansehallerne for at tale om hans liv og virke i dansens verden.

af Maria Grosz (cand.mag.)

 

anders 1Foto: Lene Riggelsen


Solomesteren Anders Christiansen er aktuel med en ny forestilling MULD, der får premiere i Dansehallerne den 20. august og spiller her til og med den 30. august. MULD drager derefter til Århus, hvor den spiller på Bora Bora den 16.-18. september. MULD handler om fortiden som en underliggende energi, der rumler under overfladen.

Fortæl om hvordan du kom ind i dansen?
Nu var jeg selvfølgelig lidt ældre end de fleste, da jeg begyndte at danse, en 20-21 år, og det var egentligt ret tilfældigt, må jeg sige. Det var nogle år, hvor der var meget ungdomsarbejdsløshed, og der var rigtig mange kreative projekter for unge mennesker. Flere af dem, jeg kendte, havde været med i drama- eller danseprojekter, og nogle af mine venner læste til skuespillere, men det lå egentlig ikke lige for, at jeg skulle være danser.

Så mødte jeg én, der skulle undervise en lille workshop, og jeg tænkte, ’nå, jamen, det kan jeg da lige så godt prøve’. Før det havde jeg gået til tai chi, som jeg syntes var meget fedt. Og så var det, at jeg begyndte at gå til jazzballet sammen med nogle veninder, og det synes jeg var ret sjovt.

Men noget, der virkelig fik indflydelse på mig, var en workshop med koreografen Anita Saij, der arbejder med Butoh dans. Det var ret intensivt, midt om vinteren, i Nordjylland. Vi lærte virkelig meget og hele tiden i Butoh stilen, og det åbnede mine øjne for, at dans kunne være noget andet end det, jeg troede. På en måde faldt det i hak for mig som udtryksform. Det var jo ikke lyserød dans med små tylskørter – det var noget andet...! At det passede meget godt til mig hænger nok også sammen med, hvad man har lavet som ung. Hvis man har hørt punk eller rock, så er det mærkeligt lige pludselig at skulle sidde og se på små tylskørter. Så det betød meget for mig at møde Anita på den workshop, fordi hun repræsenterede noget helt anderledes end det ’normale’.

Efter det begyndte jeg at træne med amerikaneren Ralf Grant, som underviste i ballet, og som tidligere havde haft med Pina Bausch at gøre. Han talte ofte om hende og hendes arbejde i klasserne. Det var det helt store fra Tyskland. Ralf lavede en del forestillinger, der tydeligt var inspireret af hendes stil. Hans elever deltog i forestillingerne, og der var jeg så også med. For mig var Ralfs klasser enormt gode, for man havde fornemmelsen af, at man lavede kunst. Det var ikke bare ballet som træning for at opbygge teknikken. Når man lavede en adagio i hans klasser, følte man, at man havde lavet kunst, fordi måden han tilgik dansen på var meget ekspressiv. Ralf åbnede mine øjne for balletten som kunstart – og for, at der er en masse store historier dér.


anders 2a
Hvordan kan det være, at det var den moderne dans og performancegenren, der fangede dig?

På et tidspunkt blev jeg optaget på Folkwang Hochschule nede midt i Tyskland, som dengang var ledet af Pina Bausch. Skolen var egentlig meget traditionel i undervisningsstilen med balletklasser som grundtræning og moderne klasser undervist af dansere fra Pina Bauschs eget kompagni og så også folkloredans, musikteori osv. Jeg blev sorteret fra efter et halvt år, så jeg var der ikke så længe. Men det vigtigste var, at jeg fik mulighed for at se hendes forestillinger, for dem så man jo ikke i Danmark. Det har betydet meget for mig.

Selvom det var et nederlag at blive sorteret fra, så ville jeg stadig give dansen en chance. Jeg ville ind på en anden skole og have en formel uddannelse som danser. Det er jeg også glad for, at jeg gjorde, for det gav mig noget, at jeg var væk og blev uddannet i udlandet; jeg blev formet, og jeg kunne komme hjem til København og sige ”ta da, her er jeg”.

Så jeg tog til Holland. Jeg havde kigget på skolen i Amsterdam og syntes, at det var lidt for udflippet for mig: det var lidt for meget release, hvor folk lå og stønnede på gulvet og mærkede efter, og jeg tænkte ”nej, det er ikke dét, jeg vil”. Heldigvis viste det sig, at en del af lederstaben dér brød ud og lavede deres egen skole i Arnhem. Det var stadigvæk med release teknik som grundlag. Men det føltes meget mere frisk på en eller anden måde, så det gav jeg en chance og blev så optaget dér i Arnhem på European Dance Development Center, som skolen hed. Det var faktisk det første år, skolen eksisterede, at jeg kom ind, så alt var helt nyt.

Skolen vendte op og ned på alting. Vi havde fx anatomi, hvor vi sad på gulvet og så på nogle plancher og så dansede os frem til det. De brød alle grænser ned. Store dele af tiden havde man ikke den der skelnen mellem workshops og teknikklasser, det blev lidt rodet sammen. I stedet for teknik opererede man fx med opvarmning eller practise.

Der var lagt meget vægt på den kreative danser, altså danseren som selv laver sit materiale. Det byggede de rigtig fint op, og jeg synes, at jeg fik nogle gode redskaber til selv at skabe værker og materiale… Men efterfølgende har jeg tænkt, at hvis man skulle have haft en karriere som underviser, så skulle man faktisk have specialiseret sig indenfor en eller anden teknik oveni, fx Alexander-teknik eller lignende. Ellers blev det hele lidt vagt, for hvad var det egentligt, man kunne? Og det var nok svagheden med skolen, synes jeg.


Det lyder som om, de prøvede at bryde med den traditionelle danseuddannelse?
De prøvede at bryde med de forventninger til, hvordan de som skole skulle opføre sig, tror jeg. Selvfølgelig var der nogen af eleverne, der startede med mere erfaring end andre og bare tog alt det eksperimenterende som en overbygning til den uddannelse, de havde i forvejen. Men for størstedelen af eleverne var det den første rigtige danseuddannelse, de gik i gang med, og vi blev jo derfor på godt og ondt et produkt af lærernes eksperimenter. Mange af lærerne, der underviste, havde jo også deres egen baggrund i den traditionelle dans og var blevet formet deraf. En baggrund som de prøvede at bryde med og starte lidt forfra, men det lå jo i den krop, de havde fået gennem deres dans, og som jo også havde indflydelse på, hvordan de kunne danse.

Men man prøvede virkelig at bryde med den ’normale’ struktur på en danseuddannelse. Og så blev der lagt megen vægt på, at vi skulle lave vores egne forestillinger, men det var IKKE en koreografisk uddannelse, som jeg ved, at man får andre steder i dag.


anders 2bHvad skete der så, da du var færdig?
For det første fandt jeg ud af allerede før skolen, at jeg godt kunne finde ud af at optræde og stå på en scene, at det var komfortabelt for mig. Og i løbet af skoleforløbet lavede jeg forskellige soloer og var med i projekter, så da jeg var færdig med skolen, havde jeg mit eget materiale med hjem. Da jeg så kom hjem til Danmark, fik jeg arbejde som danser hos koreografen Nanna Nilson. Men jeg viste også mine egne ting. Det var det fede ved at have været på en skole og have været væk – jeg havde bygget noget op, så jeg havde noget materiale, som måske ikke var helt færdigt, men i hvert fald havde jeg noget at vise. 

Der skete jo det, at jeg ret hurtigt begyndte at vise mine soloer på forskellige mindre steder, og dengang blev sådan noget anmeldt. Det betød, at hvis man fik en god lille notits, kunne man søge penge på det, fordi man blev set.


Ja, for det gik relativt hurtigt med at få støttekroner?
Jeg begyndte at søge penge, efter at jeg havde fået nogle gode anmeldelser og fik ret hurtigt støtte til en forestilling fra det, der dengang hed Teaterrådet. Det var i 1995-96, så det var ret hurtigt. Og det var den første ansøgning, jeg sendte ind, der gik igennem.
Det var lidt som om, det var et år, hvor der var flere nye navne, der fik støtte, fx Tim Feldmann og jeg selv – og så var der andre, der så blev skåret væk. Det var et lidt hårdt generationsskifte, tror jeg. Men jeg fik nogle bevillinger flere år i træk, så jeg kunne lave forestillinger, hvilket var dejligt. Det fortsatte faktisk helt frem til 2010, hvor jeg pludselig ikke fik støtte. Siden har jeg igen fået bevilget støtte til et par forestillingsprojekter, blandt andet til den aktuelle forestilling MULD.


Får man tvivlstanker, når man ikke opnår støtte?
Ja, bestemt. Jeg har haft mine tvivl, da jeg et par år ikke længere fik nogle bevillinger til at lave forestillinger for. Så begyndte jeg da at tænke på, om jeg skulle lave noget andet – og for et år siden begyndte jeg at studere teologi sideløbende med dansen. Det føles dejligt at ”bruge hovedet” igen, selvom nogle af de andre studerende er lidt unge. Heldigvis fik jeg igen i år en bevilling til en kommende forestilling, så indtil videre kombinerer jeg studierne og dansen.


Hvordan føles det så at være ’tilbage’?
Altså, det er lettere at være i flowet, når man laver forestillinger løbende… Det kan være rart at få afstand, men nogle ting er lettere, når man er i flowet, fordi man stoler mere på sig selv. Der er rigtig mange ting, man skal lave på forhånd i forbindelse med en forestilling, og så er det jo rart at have tiltro til, at man stadigvæk evner at indfri alle forventningerne. Hvis man så har været væk og føler, at man er kommet lidt ud af rytmen, tænker man et kort øjeblik… ’jeg håber stadig, jeg kan finde ud af det’.


Du definerer dit arbejde som et sted mellem dans, performance og installationskunst?
Det, jeg laver, er jo ikke dans på den der klassiske balletagtige måde... Jeg opbygger nogle sceniske billeder, og så er der noget dans ind imellem, og så er der nogle aktioner…

Selve det der med installationskunsten: Det er jo ikke sådan, at jeg har sat mig ned fra starten og formuleret et koncept for min stil. Det er mere efterhånden, som jeg og mine kunstneriske samarbejdspartnere har lavet en række forestillinger – at vi har fundet ud af, at det er en kombination af dans, performance og installationskunst, vi laver.  

 

anders 2cFoto: Lene Riggelsen


Har du nogle særlige tematiske interesser?

Jeg har tidligere arbejdet med den personlige fortid, men nu i forestillingen MULD fokuserer jeg på at arbejde med fortiden mere generelt. Hvis man står et sted, kan man så fornemme, at det her sted har en historie…? Jeg har altid været interesseret i levn – gamle kirker, huse og sådan noget – og jeg har øje for dem. Hvis man har øje for de historier, byen fortæller os, så ser man verden på en anden måde end én, der overhovedet ikke ser historierne.

Har man øje for de historier, der har præget os?

Kan man mærke på stranden i Normandiet, at det ikke bare er en normal strand, at der er sket noget her? Dén der fornemmelse…
Og så har jeg haft mest fokus på at lave solo-arbejde, selvom jeg også har lavet forestillinger med flere dansere. Men de seneste år har jeg mest fokuseret på soloer – det har passet mig godt.


Hvor er vores plads i al den fortid?
Ja, vi er noget, der selv en gang bliver fortid…
Jeg arbejder jo ikke med emnet ”fortid” på det personlige plan på den måde, som jeg har gjort tidligere i en anden forestilling (Land Lost, 2008; red.), men i processen kommer jeg alligevel til at tænke på det personlige. Nu er jeg jo selv lige blevet 50 og det sætter jo tingene lidt i perspektiv for mig. Fortiden har jo ikke lignet en sort-hvid film, men det var rigtigt levende mennesker, der levede rigtige liv og har tænkt levende tanker. Der var noget, der var moderne, og noget der var gammeldags; også dengang.

Jeg tænker også på, at vi på mange måder i vores nutid lever i en tid, hvor vi klæder os mere og mere på, når vi går ud i verden. Ud over at man har taget tøj på i en bestemt personlig stil, har man måske også dækket kroppen med tatoveringer og har klædt sig på med sin egen lyd i ørerne, når man bevæger sig ud i byen. Man har sin smartphone med og er hele tiden gennem den i kontakt med mailboksen, de sociale medier og nyhederne. Alt sammen ting der distancerer og laver nogle lag mellem en selv og verden. Det er måske vores aftryk på den fremtidige historie.

Hvis vi nu skal fokusere på dig, hvem synes du har præget dig og dit virke som danser og koreograf?
Som tidlige nævnt – til en vis grad Butoh dansen – jeg vil aldrig se mig selv som Butoh danser, men det gav mig et andet syn på, at ”sådan kunne dans også være”

Rent danseteknisk set er jeg vel præget af den nyere amerikanske dansetradition med dem, der kom efter Cunningham, fordi det er den retning, jeg selv er uddannet indenfor. Da jeg blev uddannet på skolen i Arnhem, som vi har talt om tidligere, var danseuddannelserne måske mere isolerede i deres stilarter, som om man prøvede at lave noget ’rent’. Senere skete der en holdningsændring, så nye stilarter som kontaktimprovisation og lignende er blevet bragt ind på de mere traditionelle danseuddannelser, og jeg tror fx også, at det er derfor, at en skole, som den jeg gik på i Holland, ikke eksisterer mere som selvstændig skole. Den er blevet indoptaget i en anden uddannelse. Tiden er ikke til en så ekstrem tilgang.

Jeg synes jo heller ikke personligt, at der er grund til at bygge de der mure op. Jeg kan selv huske, hvordan der var en guru-gæstelærer, Steve Paxton, der lige pludselig stod og begyndte at undervise i pliéer i en af hans klasser, og så var nogle af de andre lærere, der deltog, der så helt forkerte ud, for den slags gjorde vi jo ikke dér. Det er godt, hvis de forskellige retninger kan inspirere hinanden, synes jeg.

anders 3
Hvis du selv kunne bestemme, hvordan ville du så gerne have, at dit eftermæle skulle være?

Det irriterer mig, når dansen bliver set som noget, der kun kan udøves af unge mennesker, eller at det skal være så virtuost, for jeg synes, at man begrænser udtrykket på denne måde. Jeg synes, at danseudtrykket – eller bevægelsesudtrykket – kan meget mere end det. At man godt kan rumme hele menneskelivet og fx beskrive den gamle dame, eller beskrive lidelse. Jeg synes, at man skal passe på, for der er en tendens til, at dansen bliver meget indsnævret og begrænset. Det har været vigtigt for mig at prøve at gøre op med det.

Der er kun få, der fortsætter med at danse efter 40-års alderen, så der kommer en naturlig udtynding, og det præger også synet på dansen; at det er noget, man gør i en periode og så hopper ud af igen. Eller for ballettens vedkommende, fordi det er så hårdt, så man skifter til at blive karakterdanser (en balletdanser pensioneres som 40-årig; red.).

Men der har det været vigtigt for mig – vel også på grund af den måde jeg selv er kommet ind i det på, fordi jeg selv skulle finde min vej – at dansen kan være noget for alle… Det ville jo være mærkeligt, hvis man sagde, at man kun kunne lave film om unge mennesker i god form. Det er lidt det samme. Og selvfølgelig er der visse begrænsninger, men der er stadigvæk muligheder i kroppen og i udtrykket udover ungdommens år.

Det er ikke kun set fra danserens synsvinkel, men det handler også om dans som kunstart – altså at man beskæftiger sig med hele mennesket i alle dets udfoldelser og stadier – i stedet for kun visse perioder og emner. Det er vigtigt for mig i min karriere at kunne prøve at rykke grænserne.

Men igen – jeg har tidligere haft en idé om, at jeg kunne blive ved med at danse til jeg bliver 70 eller 80, men nu kan jeg jo godt mærke, at der er en grund til, at folk holder op, for der kommer jo nogle ting med kroppen, som ikke bliver lettere. Det er jo ikke sikkert, at det er mig, der skal fortsætte, til jeg bliver 80, men jeg synes, det ville være dejligt, hvis der var nogen, der gjorde det.

At man får lov til at se, hvordan en ældet krop er.

 

FAKTA:

Læs også Betina Rex’ interview med Anders Christiansen om hans kommende forestilling MULD.

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top