Senest var det teaterinstruktør Christian Lollike, som er kendt for at gå helt til grænsen med sine vilde teateropsætninger, som kastede sig ud i en leg med dansekunstarten i sin samfundsdebatterende krigsballet ”I føling”. Nu er en anden provokatør på banen, nemlig den kontroversielle kunstner Marco Evaristti, som er kendt for at putte guldfisk i blendere og kaste rød maling ud over Mont Blanc, som har givet sig i kast med at udfordre dansens væsen.

af Nanna Vinter (cand.mag.)


Det er forfriskende med denne udveksling af kunstnere på tværs af kunstarternes nogle gange stærkt optrukne grænser. Derfor kan man sagtens tilgive det snert af Bambi på glatis, som også følger med, når man bevæger sig ud i uprøvet land.

 

evaristti

 


Street-ballet af Marco Evaristti
Marco Evaristti har i stykket ”Nine by Seven” sat seks flex-dansere, en punk-ballerina, en avantgarde rock cellist og en hiphop-producerer til gensidigt at inspirere hinanden. Værket kalder de en street-ballet. Selv står Marco Evaristti for instruktion, musikkomposition i samarbejde med de andre medvirkende, manuskript, scenografi og er medskaber af koreografien på gaden i Brooklyn.

Historien bag projektet er, at Chris Lancaster, stykkets cellist og komponist, opdagede en gruppe dansere i det østlige New York, hvor de optrådte med en inspirerende ny stilart kaldet ´Flex´. Han så det som et oplagt match at lade sin elektro-akustiske cellomusik gå i samspil med flex-dansestilen og undersøge, hvilket kunstnerisk udtryk der ville opstå i dette møde. De begyndte at lave live-optræden sammen. Undervejs blev Alison Clancy, en ´rock-stjerne´ inden for punkballet også tilknyttet projektet, og det er denne gruppe kunstnere, vi har fået lov til at opleve på Bremen i stykket ”Nine by Seven”, og som nu også har fået et dansk islæt via en sangerinde og en rapper fra Tåstrup.


Et blink med øjnene
Aftenen starter ganske underholdende med Marco Evaristti, som går på scenen for at introducere stykket, og også for – som han fortæller – at trække tiden, mens danserne drikker energidrikke backstage for at få energi til aftenens show.

Det er både sympatisk og vedkommende, at instruktøren er synlig og træder op på scenen inden forestillingen. Det vækker interesse for det, vi skal til at se. Desuden formår han at indflette adskillige absurde sætninger i sin tale, som får salen til at genlyde af latter. ”This is a dick and this is a cunt – we all lick, we lick the politicians” messer han for publikum. Og så er vi i gang!

Herudover bliver vi også lige mindet om, at vi skal huske at få det bedste ud af livet, som ikke er andet end et blink med øjnene.


Nine-by-Seven
Scenetæppet går op, og vi præsenteres for seks ligposer og en slagtet gris, som hænger ned fra loftet. Ud af ligposerne hopper seks flexdansere, som er iført masker og sort-hvide dragter. De begynder at danse rundt i en scene, som umiddelbart sender mange tanker i retningen af musikvideoernes typiske æstetik (minus den hængte gris).

Den dystre stemning, som sættes an i startscenen, går igen igennem hele værket. Det er et hårdt miljø, vi præsenteres for. En af danserne pakker en tom sort dragt ud af en ligpose og danser derefter sørgende rundt med den i en måske lidt for symbolmættet scene. Derimod virker en koreograferet gruppevoldtægt i anden akt enormt stærkt, hvor den kvindelige sangerinde pludselig er omringet af en flok sultne mænd. Hovedvoldtægtsmanden holdes i fødder og arme af de andre dansere, der bevæger ham i takt til musikken ned over kvinden. Dette ikke specielt rare billede sætter sig fast på nethinden og går perfekt op i en højere enhed med cellistens rytmiske klange.

En fascinerende solo leveres af et muskelbundt af en mand, A J the Animal, som med sin muskelmasse ligeså godt kunne være deltager i en vægtløfterkonkurrence. Med løvebrøl og minutiøst udførte bevægelser betager han med en mandekrop så muskuløs, at den faktisk er et sjældent syn på den danske dansescene.     


Blandingsmusik
Den musikalske lydside fungerer rigtig godt. Med meget små virkemidler spænder musikken fra det blideste klassiskprægede cellospil til hårdtpumpet punk. Men den er også en sjov absurd blanding af førnævnte musikvideo-atmosfære, som da en eminemsk rapper træder ind på scenen. Derudover er der smalle avantgardistiske udfoldelser. Uinteressant er det ikke.   


Hvad er en punkballerina?
Jeg havde set meget frem til at finde ud af, hvad en punkballerina er. Det viste sig at være en udfordrende klædt ballettrænet punksangerinde, hvis bevægelser klart stammer fra ballettens rene linjer, men som udfoldede sig gulvnært, og som virkede som en fin kontrast til flex-dansernes popping-agtige attitude.


Flexdance med popping, waving, gliding…
Flex-dance har ikke, som man skulle tro, sin oprindelse i hiphoppen, men derimod i den jamaicanske ”bruk up”, som er en reggae-udgave af popping. Dens særligste karakteristika, i ”Nine by Seven”, var nogle uhyggeligt fleksible bagovervendte slangemenneskevrid med armene. Resten af dansen var meget popping-inspireret blandt andet med elementer fra waving og gliding. Herudover var der mange dyreimitationer og kraftig brug af mimik.


Når indpakningen dækker for det bedste
Hver danser står for deres egen fortolkning af dansen og tilfører den en personlig stil. Eksempelvis beskrives danseren Jay Donn som en ”crazy artistic dancer”, Mikey har en ”pauzing style which consist of stop motions and anti-lock”s og Lazy er en ”all-round dancer capable of anything”.   

Det var især, når danserne sprang ud af det traditionelle scenerum, hang i loftet ved siden af scenelamperne eller hoppede op på en ansats uden for scenen, at der skete noget interessant.

Meget af tiden var de iført løstsiddende plastik-dragter, hvilket faktisk var lidt ærgerligt, for inden under disse gemte der sig nogle meget smukke kroppe, og mange af bevægelserne, som kunne have været interessante at betragte på nært kropshold, gik lidt tabt i indpakningen. Derfor var et af de mest charmerende indslag faktisk, da danserne til sidst blev kaldt ind på scenen efter forestillingen og var sig selv. Her var det, som om de var i deres rette element, og deres spontane improvisationer blev tydeligere og mere fantasifulde.      


Improviseret dans
”Nine by Seven” er et interessant projekt og et frisk pust til dansescenen. Der er mange elementer, som fungerer godt, men også nogle steder, hvor koreografien godt kunne blive strammet lidt op. Det skal dog siges, at meget af dansen er improviseret, hvilket jo netop gør det endelige sceniske udtryk meget svært at styre!  

I forbindelse med forestillingen optages en dokumentarfilm, som jeg glæder mig meget til at se, da den kommer til at give et dybere indblik ind i disse superdygtige flex-danseartisters verden.  

 

FAKTA:

Nine-by-Seven

Spillede på Bremen Teater den 27. august.

Info: Bremen Teater

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top