”Skrub nu ned fra den scene, bessemor!” Er dette, hvad Wendy Houstoun forestiller sig publikum vil råbe til hende? Sært nok, for vi sidder velvilligt og kigger på hende, følger hendes mindste bevægelse. 50 Acts er et oprør mod fordommene og de spydige bemærkninger, mod de kræfter, der vil holde kunstnere som Houstoun på plads.

af Agnethe Poulsen (cand.mag)

 

50 acts
50 Acts af Wendy Houston. Foto: Chris Nash

 

Men vi vil ikke have, at hun skal skrubbe af, selv hvis vi kunne trodse den ydmyge høflighed, der kendetegner os som dansk teaterpublikum. Her skal meget til at overvinde vores tendens til at stikke hovedet i busken – tillært eller medfødt, den er der. Kære læser, hvornår har du selv buh’et eller blot undladt at klappe under en forestilling, selvom du kedede dig noget så gudsjammerligt? Nej vel? Vi vil helst ikke træde nogen over tæerne, ikke såre nogens følelser.

Act your age!
Men én ting er det pligtskyldige bifald, en anden ting er hvisken i krogene, de ætsende kommentarer. Er hun ikke for gammel? Er hun ikke lidt tyk i det – skal hun forestille at være danser? 50 Acts er et oprør mod fordommene og de spydige bemærkninger, mod de kræfter, der vil holde kunstnere som Houston på plads. Danseverdenen er ubarmhjertig, når det gælder alder. Men er aldersdiskriminationen her ikke blot et udtryk for en underliggende tendens i et samfund, hvor vendinger som ’det grå guld’ reelt er en joke, hvor ungdom stadig er lig skønhed, hvor især kvinder gradvist bliver mere og mere usynlige, jo ældre de bliver?

Wendy Houstoun vil ikke skrubbe af. I stedet stiller hun sig på bagbenene, stædigt, med gakkede indfald og metakommentarer om sin egen optræden, hvor hun fortæller, hvad hun gør, kort før hun gør det, med gamle filmklip, tikkende ure og en puls, der til stadighed må tjekkes – er den der endnu? Hendes mormorkrop stilles til skue i jeans og en t-shirt, der er kort nok til, at en streg af maveskindet fra tid til andet bliver synlig. En helt almindelig kvindekrop, der bevæger sig blødt, ekspressivt, men uden at gøre væsen af sig selv.

Alligevel skydes hun ned, flere gange. Beskeden er klar. Du er for gammel, du hører ikke til her. Men hvor meget hun end prøver, kan hun ikke få sig selv til at forsvinde. Heldigvis. For vi har brug for det, hun har at sige. Vi har brug for at få bugt med fordommene, brug for den erfaring og det perspektiv, som alderen medfører. Kan man forestille sig en ung kunstner, der opstiller et spørgeskema om døden? Ikke den bratte, tidlige død, men den uafvendelige, alderdomsbetingede død. Havde du en god død? Hvor værdig vil du betegne din egen død, hvis A er meget værdig, B er værdig, C er uværdig, D er meget uværdig, og F er ved ikke?

Desværre er Houstoun ikke knivskarp hele vejen igennem. Undervejs går hun i tomgang i en grad, så det som tilskuer er svært at fastholde fokus på hende. Fra start til slut stiller 50 Acts væsentlige spørgsmål om alderdommens vilkår i en ungdomsfikseret kultur. At råbe ”Act your age” til Houstoun giver ingen mening, for det er netop det, hun gør. Skør, ironisk, forvirret, forvildet, men lige så sårbar og usikker som en 15-års pige. For hvem siger, at alderdommen automatisk er lig med værdig og visdom?

 

FAKTA:

50 Acts
Manuskript, koreografi og performance: Wendy Houstoun (UK)

Spillede den 16. maj 2014

Spillested: Dansehallerne, som en del af konceptet THOUSAND THREADS – A SPECIAL BUNDLE, i perioden 7.-31. maj

Bagom Thousand Threads og 50 Acts
Thousand Threads er en række særligt udvalgte forestillinger, der skal udfordre vores forståelse af, hvad dans og koreografi kan være. Forestillingerne er karakteriseret ved deres innovative og eksperimenterende udtryk. 50 Acts er en del af temaet Silver Thread, der promoverer forestillinger med dansere og performere i alderen 50 år og opefter. 50 Acts blev uropført i marts 2011 som en del af Nott Dance Festival i Nottingham.

Bagom Wendy Houstoun
Wendy Houstoun er en britisk koreograf og performer. Siden 1980 har Houston arbejdet både solo og i samarbejde med virksomheder og kunstnere, hvis arbejde udfordrer, beriger og udvider grænserne for dans og teater. Hun er kendt for i udpræget grad at blande film og tekst sammen med fysiske bevægelser i et humoristisk og legende mix.

Trailer: http://www.youtube.com/watch?v=uEURnGk40wc


Info: Dansehallerne

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top