At køre fra København til Baltoppen var trods alt mindre anstrengende end at tilbringe 8 timer sammenkrøllet i en bus til Berlin, og det var absolut turen værd. De to forestillinger TANGRAM og REMAIN RESTLESS, der kunne opleves i slutningen af april, havde både kombinationen af dans, teater og nycirkus samt en hel del humor og poesi til fælles.

af Iben Maria Hammer (underviser; kulturskribent)

 


tangram
TANGRAM


I det parforhold, som TANGRAM beskriver på godt og ondt, er begge parter både meget afhængige af hinanden og utroligt selvoptagne. Scenen opdeles i rum af en lang række hvide bolde lidt større end tennisbolde, næsten som i filmen Manderlay af Lars von Trier, hvor stregerne på gulvet adskiller de forskellige scener. Boldene er tilsyneladende skabt til at blive håndteret af en professionel jonglør som Stefan Sing. Han viser, at når han befinder sig i det ene rum, har han magten over den anden. Hver bevægelse han laver med boldene skaber en lignende bevægelse hos kæresten. Når han får bolden til at hoppe i gulvet flere gange i træk, medfører det, at hendes krop som en marionetdukke klasker mod gulvet med samme frekvens. Det er både barskt, morsomt og meget dygtigt udført.

TANGRAM blev til i Katakomben, der er en kunstnerdrevet cutting edge platform i Berlin, i 2011. Forestillingen illustrerer på fantasifuld vis et parforholds op- og nedture. Ballerinaen Cristiana Casadio og cirkusartisten Stefan Sing tryllebinder publikum, mens de udforsker grænsen mellem dans, nycirkus og fysisk teater.

Boldene bliver både brugt til at isolere sig med, som når de danner en aftegning omkring den ene part, og til forskellige lege, der begynder uskyldigt men ender i uvenskab, eller til at fange den andens opmærksomhed med, til flirt men også til de mest utrolige egotrips. De mange hvide bolde bliver alle de ”issues”, der findes i forholdet, og det er ikke så få – en del af dem desværre ret genkendelige. TANGRAM spørger, hvad det vil sige at overgive sig til kærligheden og undersøger, hvem der egentlig har kontrollen. Hvad mon en parterapeut ville stille op her? Fjerne alle boldene tænkte jeg, og det var præcis, hvad der skete. Og så fik kærligheden med dens passion og skønhed lov til at folde sig ud – hvert fald for en stund!


FAKTA:

Tangram spillede på Baltoppen den 23.-23. april

Af og med: Stefan Sing & Cristiana Casadio
Outside eye: Julia Christ, Sabine Rieke og Iris Zordia
Kostumedesign: Intrika
Musik: Nikolaus Herdiekenhof aka ›cellolitis‹, venetian snares, bajanescu quartett og Stefan Sing
Lyddesign og stage management: Citronella Antholz
Creation space: Katakomben in Berlin

YouTube
kort version
lang version

 


remain restless - Kopi
REMAIN RESTLESS

Den Berlin-baserede performance-platform CIE 4 kombinerer dans, teater og nycirkus i en ordløs forestilling, hvor drømmelignende billeder illuderer barndommens uskyldige opdagelser og legesyge udforskning af verden. Det kæmpe stormaskede net, der hænger ned fra loftet bruges på så fantasifulde måder, at det mere opleves som performance og teater end nycirkus.

I begyndelsen ligger nettet i en bunke på gulvet og ligner orme, som den lange arm, der stikker op af bunken, hakker i som en anden struds. I bunken ligger der også en masse ben, der får det hele til at se morsomt og grotesk ud. Bunken filtres ud, og der er fire piger på scenen i luftige balletskørter, der både kan gynge og klatre i nettet samt jonglere med snor og reb.

REMAIN RESTLESS fra 2012 handler om vores frygt for og længsel efter at blive rørt ved og viste sig at ramme lige ned i et lillepigeunivers og være så oprigtig i sin fremstilling, at de mindste blandt publikum lod sig rive helt med. Julia Christ, Anke van Engelshoven, Lena Ries og Romy Seibt, der er uddannet fra cirkusskoler i Berlin, Bruxelles og Montreal kombinerer i REMAIN RESTLESS den artistiske kunnen og erfaring, de hver især har fra internationale produktioner.

Det man nyder er, at de evindeligt rastløse artister ikke lader deres smarte aeriale teknikker indenfor disciplinerne snor, reb og net helt overtage men faktisk for en stor del af tiden lykkes med at bevare eller fastholde en fortælling om barndommens land, der får publikum til at føle sig forløste.

 

FAKTA:

Remain Restless spillede på Baltoppen den 24.-25. april

Af og med: Julia Christ, Anke van Engelshoven, Lena Ries og Romy Seibt

Lyddesign: Benjamin Spencer
Kunstnerisk samarbejde: Wolfgang Hoffmann


YouTube
Trailer 1
Trailer 2


Info: Baltoppen

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top