Danseforestillingen Tobi, arrangeret af streetdancekompagniet Freestyle Phanatix og koreograferet af Anja Gaardbo, kalder sig en kropskrimi frit efter romanen Dr. Jekyll & Mr. Hyde. Den spillede på Teatret Zeppelin 5.-10. maj 2014. Forestillingen genopsættes den 24.-30. november 2014.

af Maja Holtze (stud mag.)

Efter at have gået op af hvad der føles som uendelig mange trapper, og ned igen til sæderækkerne i scenerummet, er entréen til TOBI-universet på Teatret Zeppelin gjort på en regnfuld onsdag morgen.

Her i det varme, mørklagte lokale, på en stille sidegade til det ellers livlige Vesterbro, bliver vi budt ind i en verden, hvor alting føles lidt anderledes. Røde kufferter i alle størrelser og afskygninger pryder scenografien, som ellers består af en lang, smal, sort bænk. Musikken er fortryllende; en dør der knirker, en nøgle som skramler i et nøglehul, små elektroniske impulser… Det er udefinerbare lyde, som medvirker til en følelse af at være lukket ind i en parallel virkelighed, som da Alice faldt ned i kaninhullet.

Da salen er fyldt til randen med skolebørn, lyder en dyb bas, som indikerer, at showet skal til at starte. Fem dansere entrerer. Posering. Spotlight. Ny posering. ”Is anybody out there?” lyder lyrikken. De vil fortælle os en historie.

 



Excentricitet
Danserne, to kvinder og tre mænd, gør sig klar og hilser på hinanden. En enkelt tager en hat på. Med en paraply i den ene hånd og tre venner under armene vugger en anden i en glædesrus. Hun slipper ud på publikumsopbygningen og hilser på tilskuerne, men bliver kaldt ned på scenen igen. De er excentriske karakterer med store bevægelser i flamboyante kostumer af overdimensionerede jakker, hatte og tørklæder. Beskrivelsen af forestillingen peger os mod 1800-tallets England, men det hele er med et twist. Kæmpe pufærmer. Perlekæder. Runde solbriller. Og en del mere bramfrihed i udtryk og de hiphoppede bevægelser.


Ude af kontrol
Hovedpersonen Tobi, som i dag danses af Philip Stilling, gør sig bemærket, da hans hånd kommer ud af kontrol. Den klistrer fast til bænken, og han må have hjælp af en meddanser til at få den tilbage igen. Med ét danser alle en fællessekvens på bænken, der primært involverer brug af arme og overkrop, og som spreder sig til benene i en gulvsekvens, som publikum må ranke ryggen for at se.

Et ulvehyl blander sig med musikken. Deres dyriske sider vælter op i dem; en ukontrollerbarhed, som får kvinderne til at vælte og lade sig støtte af mændene. Kønsrollerne som de var for 200 år siden, afspejles ikke i koreografien, hvor kvinderne træder mere i karakter her end de afmålte mænd.


Forandring
Programmet forklarer, at TOBI er et nik til hovedpersonens TOdelte, BIpolære natur – en fri fabulering efter Robert Luis Stevensons roman Dr. Jekyll & Mr. Hyde. Og den kommer mere og mere til syne i Tobis kamp med sig selv.

Musikken hviskes pludseligt ud. Der er kun støj og effekter. Helikopterlyd og ovenlys. Publikum bliver blændet, og spot’en finder Tobi igen. Han åbner en hemmelig kuffert, der hidtil har været særlig fokus på, uden at indholdet er blevet afsløret. Hans fingre finder ind i dybet og ud igen – han tværer sig selv i hovedet og tegner tydelige streger med sort maling. Det var dét han tørstede efter at få lov at gøre. Herefter støtter han sig til en stok, som ryster usikkert under ham. Har stokken sit eget liv, eller løber Tobis forestillingsevne af med ham? Har malingen forandret ham?

 

tobi
Tobi. Freestyle Phanatix. Foto: Jon Lind

 

Hypnose
Med stokken i hånden bliver han efterhånden en regulær sprechstallmeister. Kæk. De andre er faldet hen, men han vækker dem. Lyset dæmpes. De bryder ud i spejlvendte bevægelser på bænken – og Tobi er centrum.

Kort efter har han igen ingen kontrol over sine hænder, som tager fat om halsen på ham. I sandheden en todelt, bipolær natur. De øvrige dansere lever videre. Med bind for øjnene lader den ene sig føre af den anden. De udfordres til at stole på hinanden, og Tobi er ikke med i legen.

Han genvinder i stedet kontrollen og sætter sig og trommer fingrespidserne mod hinanden. Han brygger på en plan. Musikken risler. Orientalske rytmer. En didgeridoo? Endnu udefinerbare lyde som skaber en hypnotisk fornemmelse i scenerummet. Som om han kan kontrollere sine dansere...

Der bliver poppet på bænken. Floorwork på gulvet. Vi får det hele med og alligevel ikke. Der er for mange indtryk til at overskue dem alle. Tobi hopper ind og afbryder deres dans, og ryger pludselig ud af den igen: Han tager sig til hovedet i stor smerte. Musikken hylder og understøtter hans hovedpinde. Danserne vender sig fra ham. En enkelt gemmer kassen med malingen. De er bange for ham – og for hans tilstand. Ryster af skræk under stofparaplyen.


Vanvid
Tobi tager jakken af og leder efter genstanden for sin afhængighed. Han finder den. Intensiteten i musikken stiger til techno-højder. Vanviddet kommer frem. Flere publikummer rejser sig for at se, hvad han har i kassen.

Han tværer maling ud på kroppen. Det er hans stoffer. Hans afhængighed. Det gør ham energisk, og han hopper rundt i store kraftspring.

Imens bygger de andre et tårn af kufferter. Vil de ikke lege med ham mere? Er det et fort, de kan gemme sig bag? Kvinderne viser sig stærke. Frygtindgydende. Hårde. De leger med deres karakterer: Som fnisende, halvfulde Harajuko-piger det ene øjeblik og powerkvinder det næste. Deres excentriske fremtræden er overvældende. Sker deres forvandling i virkeligheden i takt med Tobis misbrug? De vender sig nemlig fra ham det ene øjeblik, men leger og skråler med på operasange det næste.


Ren
Legen kammer over. Tobi vælter deres tårn og kaster med kufferter. Hyletonen vender tilbage. Alle holder sig for ørerne denne gang. Tobi formår stadig at lede efter sin særlige kuffert med den ene hånd. Det hele er kaotisk. En fantastisk sekvens mellem Tobi og en kvindelig danser står som lyspunktet i kaosset. Hun har smidt sin jakke, og det tillader, at man tydelig kan se hendes sarte, men stærke bevægelser. Ikke længere gemt og dækket ind af lag, på lag, på lag.

Men dansen er ikke nok til at få ham til at se virkeligheden i øjnene, og Tobi vil hellere male sig igen… De vender ryggen til ham og skal til at gå væk, men vælger alligevel at værne om ham, som han ligger der i tvivlen mellem rusen og realiteten. Berører den sammenkrøllede figur let på skulderen. Henter et vandbad. Vasker ham ren. Han er jo bare en lille dreng under alt det maling… De krammer. Det er slut.

 

tobi 1
Tobi. Freestyle Phanatix. Foto: Jon Lind


Efter-snak
Efter forestillingen står danser Philip Stilling frem på scenen som sig selv – uden indre dæmoner. ”Kunne I lide det?” spørger han publikum. Ja, råber de fleste. ”Forstod I det?” spørger han så. Nej, erkender stort set alle. ”Har I nogle spørgsmål?”. Stilhed.

En enkelt spørger hvad det handler om, og det glæder danserne, som velvilligt forklarer: ”Kufferten repræsenterer dét, den er for jer. Det er en afhængighed – ikke nødvendigvis i form af maling, som i mit tilfælde, men noget der får jer væk fra virkeligheden. Jeg endte til sidst med at vælge mine venner, i stedet for kufferten, fordi de var der og viste omsorg.”

På bedste pædagogisk vis bliver moralen slået fast: ”Lad være med at gøre ting, som får jer væk fra virkeligheden. Om det er ting i en kasse – eller mobilen, eller internettet. Og vis omsorg for hinanden.”


Efter-efter-snak
Danserne inviterer mig med ind i det lille omklædningsrum, til en post-publikumssnak-snak om deres forståelse af forestillingen og processen, den er blevet til under. De ræsonnerer sig frem til, at den nok egner sig bedst til skolebørn i kraft af moralen, selvom den dansemæssigt kan være svær at forstå. ”Forestillingen føler vi lidt som en Disney-film. Vi befinder os i et univers, ikke som sådan i en historie med et helt fastlagt handlingsforløb, men i en oplevelse – som kan tolkes forskelligt,” siger Tone Reumert.

Under arbejdsprocessen har alle været med til at sætte deres præg og komme med koreografiske input, mens Anja Gaardbo har haft det store overblik. ”Vi blev stukket nogle retningslinjer, dvs. en slags stikord som vi opererer med i hver scene, hvor vi repræsenterer en udvikling i Tobis historie, og arbejdede i fællesskab ud fra dem.”

Da jeg spørger til dansegenren, er svaret mere vævende, men Phillip Stilling ender med at svare: ”Moderne dans – ikke i genrens bogstavelige forstand, men i forhold til, at der ikke rigtigt er nogle regler.” Olivia Anselmo supplerer: ”Det hele er meget eksperimenterende. En art blanding af hiphop, break dans, electric boogie og popping…” Bare dans, konkluderer de.

For Tobi var det svært at vælge, hvilken virkelighed han ville befinde sig i, men for danserne under kostumerne og bag sminken, er det scenegulvet som trækker. At være en del af underholdning med mening og plads til fortolkning må være svaret på spørgsmålet.

 

FAKTA:

Tobi
med Freestyle Phanatix

De fem dansere; Philip Stilling (21), Rico Coker (22), Bobby Ateidu (22), Tone Reumert (22) og Olivia Alselmo (19) er alle professionelle dansere med rødder i det urbane dansemiljø.

Forestillingen spillede i perioden 5.-10. maj 2014 på Teatret Zeppelin og genopsættes den 24.-30. november 2014.

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top