Det er en sensommeraften af de skønneste, en flok Tivoli-gardister spiller, fotografer fra Billed-bladet og Se & Hør knipser løs hver gang et kendis-par skrider op af den røde løber, og forventningen om eminent dans er høj. Alvin Ailey American Dance Theater er tilbage i Tivoli for 14. gang.

af Susanne Trudsø (konservator; kulturskribent)


Tivoli satser stort på dansen. I år ikke blot med ét gæstespil men med hele to gæstespil, og derved tilsammen en balletfestival. Først kompagni er New York-baserede Alvin Ailey American Dance Theater, og fra den 15. september er det Royal Ballet fra London, der kommer på visit i tre dage. Men som sagt først Alvin Ailey med hele 11 forestillinger og tre forskellige programmer.

 

Ailey-trin til Ellington bigband-jazz
I løbet af sin karriere skabte Aivin Ailey 79 værker, men hans intention var ikke, at hans kompagni udelukkende skulle være udstillingsvindue for egne værker. Der skulle også være rum for andre koreografer. Derfor også spændvidde i de aktuelle tre programmer, som besøget i Tivoli rummer. Dog er A-programmet, som er premiereprogrammet udelukkende trin skabt af den gamle mester. Fire værker, hvoraf de tre første alle er til musik af jazzlegenden Duke Ellington, og hvor Tivolis Big Band sidder med på scenen i baggrunden og leverer de svingende rytmer.


Night Creature
Hænderne vibrerer, hofterne vrikker, musikken er svingende og munter og dansen ligeså. Mellem Linda C. Sims og Vernard J. Gilmore er flirten som en uforpligtende ping-pong mellem kvinde og mand. Hun, lille og væver, nyder hans beundrende blikke og høje, flotte statur. Og ligeledes hos parrene omkring dem. Spring og løft, kattekælen trinleg med skuldervrik og knækkede håndled. Dansen flyder gennemmusikalsk gennem de veltrænede kroppe, mens musikken antyder mystik og fare i luften i 20’er stil. Ballettens trin og æstetik forenes med den jazzede showdans med synkrone tårnhøje benløft, armstræk og glade fingerstrit, inden danserne samles i trekantsformation, hvorfra den enkelte siver væk med farvelkys, farvelvrik, farvelvink og farvelspring. Et indledende værk, der viser et kompagni i topform og fyldt med underholdende danseglæde, men også med tydelige referencer til showdansen på Broadway.


Pas de Duke
Jacqueline Green er i sorte bukser, top og jakke, mens Antonio Douthit-Boyd er i ditto hvid. Som to modsætninger, hvis blikke pludselig mødes, og de tændes på flirt. Benløftene er strakte og eminent høje, der er smut i øjnene, og smilene er glade. Han, høj og flot, er absolut attraktiv, mens hun er sensuel og samtidig reserveret med kokette bevægelser. På skift udfordrer de på springserier, men udstråler også livsglæde, jazzet munterhed og pardans.

 

ailey 1
Alvin Ailey American Dance Theater



The River
I det douche lys og til de melodramatiske toner fra fløjte, klarinet og saxofon folder dansen sig efterhånden ud med løft, vrid og elegante positurer, mens frontfiguren udlever sin egen opvågnen og opdagelsen af kroppens mulighed for bevægelse. En kvinde nyder to mænd omkring hende og deres beundrende blikke. Hun er elegant, chick, sikker og stålsat i sin udstråling. Armene er som flyvende vinger, mens de to mænd er hendes sikre støtter og partnere. Det er herlig munter showdans, rytmisk glad til lyden fra basun og klarinet og med en snert af østens mystik. Men samtidig fornemmes også referencer til flere af ballettens ikoner; nemlig den sorgmuntre Petrusjka, de elegante formationer og linjer i Etudes og cirkelformationen omkring den udvalgte og tilbedte i Le Sacre de Printemps. Mænd bærer kvinder højt. Mænd hvirvler tempofyldte i pirouetter, flyvende og med armene som piskeris. Kvinderne ligeledes, mens også abstrakte og ekspressive i deres dans.

Michael McBride er munter, hoftevrikkende og energisk imellem de øvrige dansere, der fire og fire danser i parallelle rækker. Dansen udstråler i den grad show, charme og munterhed med lårsvingende og benløftende herrehints til Moulin Rouge. Elegance og balance går hånd-i-hånd med drej, vrid, fleksede hænder og bølgende kroppe. Afslutningsvis snor og smyger Jacqueline Green sin krop om Antonio Douthit-Boyd i deres duet, inden kompagniets dansere samles i en gruppe og deler parret i en afsluttende hilsen.

 

Ingen Ailey-aften uden Revelations
Traditionen tro sluttes aftenen af med mesterværket Revelation. Det er kostumer i jordfarver, håndflader vendt mod publikum, trekantet formation, arme der krummer som fuglevinger og gospelsang. Dansen udføres med fuldstændig præcision og sikkerhed, det er genkendeligt og ikonet på kompagniet. Og publikum er straks begejstret. Da kvinderne kommer vuggende ind i store hvide kjoler og med parasol, kan man ikke lade være med at fascineres over den måde, hvorpå Ailey-danserne kan gå. Rytmer bølger gennem deres kroppe og ud i hvert eneste skridt. Til sangen ”Wade in the Water” gør blå stofbaner det ud for vand, mens hvidt stof hurtigt bliver til et lille alter. Danserne er som genfødte af floden og livsglæden stor. Til ”I wanna be ready” får Antonio Douthit-Boyd sig endeligt rejst, har det fysisk og mentalt svært og falder om igen, gang på gang og søger det religiøse. Til sangen ”Sinner man” jager de tre mænd afsted i hæsblæsende ekspressiv jag med hvirvlende, forrygende spring. Flugten synes forgæves, da deres synder ikke kan skjules.

I den forrygende finale kommer kvinderne ind på scenen iført store solgule kjoler, hatte og vifter. Og der viftes og viftes. Ivrigt og intenst, mens de langsomt sætter sig på de medbragte taburetter. Da mændene kommer ind, elegante i hvide skjorter med vest bryder dansen ud i en sand livsglæde og til tonerne af ”Rocka my soul in the bosom of Abraham”. Danseglæden kommer langt ud over scenekanten, og gentages efter publikums stående applaus, som er så berettiget grundet de eminent dygtige dansere.

Men der er ét lille men. Ét men, som nager i egen historieopfattelse. Revelations spejler en rejse fra håbløshed til glad frelse, tro og åndelig optimisme. Og der danses til traditionel gospel. Værket er fyldt med ægte varme, der kommer indefra og er et symbol på de sortes kamp og dybe religiøsitet i de amerikanske Sydstater. Og derfor virker det ikke indlysende, at hvide dansere fylder nogle af partierne ud. De hvide dansere er absolut dygtige; ja, det er umuligt at sætte en finger på deres tekniske kunnen, udstråling og deres energi. Men det virker bare ikke helt logisk, at hvide dansere skal udtrykke de sortes kamp for ligeværdighed, de sortes tro og religiøsitet samt de sortes helt naturlige rytmiske flow i kroppen. Revelations er arvesølvet for kompagniet og symbolet på den afroamerikanske befolkning i USA. Måske er det ikke politisk korrekt at bevare kompagniet som udelukkende afroamerikansk, men med netop dette ikonografiske værk burde det være et must, at det danses af udelukkende mørke dansere. Det vil være mest troværdigt, og det vil bevare værket langt mere oprindeligt og klart i sit udtryk. Autenticiteten bør bevares fra et historisk synspunkt.

 

ailey 2
Alvin Ailey American Dance Theater

 

FAKTA:

Alvin Ailey American Dance Theater

Spilleperiode: 5.-13. sept.

Spillested: Tivoli, Koncertsalen

Se programmet for de enkelte spilledage

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top