Årets Golden Days Festival handler om 1910’erne. Første Verdenskrig og tiden derefter. Men det tager kulturfestivalen ikke så bogstaveligt til åbningsfesten Hotel Extravaganza på Vega. Her flyder tiderne sammen, og et tjek ind på Hotel Extravaganza bliver ikke til en rejse 100 år tilbage i tiden, men mere som et ophold på et stilforvirret Hotel Scandic.

af Torben Kastrup (cand.mag., journalist)

Det er sådan noget old school, bliver et par teenagedrenge enige om, mens de passerer rækken af nypolerede veteranbiler, som står linet op foran Vega, hvor Golden Days Festival holder åbningsfesten Hotel Extravaganza.

extravaganza 1
FOTO: HASSE FERROLD

 

Store guvernanter og stærke mænd
Mens teenagerne kigger på automobiler med skinnende blankt krom, ankommer festgæsterne – udklædt efter hvordan de tror, moden var i 1910’erne. Elegante smokingklædte herrer med cylinderhatte og monokler. Mænd med seler og bowlerhatte. Soldater i diverse nationale uniformer – med og uden blodig bandage En stærk mand i sort trikot, og en kendt tv-journalist i jeans og hættetrøje.

De fleste af de kvindelige gæster har hentet inspiration i de brølende 1920’ere og har klædt sig ud i anakronistiske kostumer. Mange bærer korte, frynsede og ærmeløse kjoler med tilhørende lange handsker. Og de har smykket sig med lange perlekæder, der går dem ned til navlen, mens pailletbesatte pandebånd glitrer i deres hår, hvor også farverige fjer knejser som fest-antenner. Men der er også damer i mere tidsrigtige kostumer. Her er sygeplejere i lange skørter, hvor mandfolkene ikke kan se de sexede ankler, tilknappede guvernanter, der overlader det hele til fantasien, og hattedamer med parasol-store hatte, der matcher deres omfangsrige kjoler.
 
Hvis præmien for bedste og mest tidstypiske udklædning skulle uddeles, kunne den passende gå til en herre i en mørk pilotdragt, vindbriller i panden og et hvidt tørklæde om halsen. Præcist som en af de piloter, der var med til at afgøre udfaldet af Første Verdenskrig.

extravaganza 2
FOTO: HASSE FERROLD

 

Tak for kaffe
Gæsternes fortolkning af tiden kan man ikke stille så meget op imod. Men Golden Days Festival har åbenbart også selv tænkt, at det tidstypiske ikke er så vigtigt for åbningsfesten. Aftenens underholdning, der er piftet op med lidt burlesque pikanterier, fremmaler i al fald et diffust tidsbillede. Ræsonnementet synes at være: Vi leger bare ”de gode gamle dage”.

Hoteldirektøren – i skikkelse af Carsten Eskelund – ligner med sin cylinderhat mere en sprechtallmeister i et cirkus end en hoteldirektør. ”Krigen er slut” proklamerer han og sætter showet i gang med sange fra 1920’erne og 30’erne.

Men hvorfor synger kunstnerne sange som for eksempel Gå med i lunden, som Liva Weel sang i 1930’erne, Bye, Bye Blackbird fra 1926 og Just a Gigolo fra 1929? Og hvorfor har orkestret – under ledelse af Nicolai Kornerup – mange moderne, elektroniske instrumenter?  Og hvorfor siger Hoteldirektøren hele tiden: ”Tak for kaffe”? Hvorfor gøre en talemåde fra 1990’erne til en gentagende vending i et show, som skulle forestille at foregå i tiden umiddelbart efter Første Verdenskrig?

Men hit-sangen It’s a Long Way to Tipperary fra Første Verdenskrig får hotelgæsterne dog lov at høre. Endda garneret med skønne og frodige Tiller Girls – danserinder der danser på linje med synkrone benspjæt.

extravaganza 4
FOTO: HASSE FERROLD

 

Plastic à la Downton Abbey
Og når man så står med sit plastickrus i Vega-baren, med gullaschbaron-priser, går tankerne til Downton Abbey-pressebilledet, hvor en plasticflaske troner på pejsehylden bag tv-seriens personer. Og man erkender, at det er svært for det moderne menneske at bevæge sig tilbage i tiden. Det kræver megen omtanke og er temmelig besværligt. Men heldigvis serveres absinten i ægte glas.

Det burleske og futuristiske er bedst
Bedst er burlesque-kunstneren Michiel Tange van Leeuwen, der viser spektakulær akrobatik i røde stofbaner, der hænger elegant ned fra loftet i Store Vega. Men sjovt er det også at se og høre kunstnergruppen K-O-N-T-O, når de tager udgangspunkt i blandt andet den italienske futurist Luigi Russolos mærkelige klange og skaber en lyd-performance, som synes fuldt ud at leve op til Luigi Russolos manifest L'arte dei Rumori  (The Art of Noises) fra 1913.

Hotel Extravaganza er på ingen måde en troværdig tidslomme, som giver et sandfærdigt billede af 1910’erne, men er blot en omgang ”old school”, sådan som teenagerne konkluderede ved synet af veteranbilerne ude foran Vega. Vi må håbe, at resten af festivalen er mere præcis med tiden, ellers kunne man jo bare omdøbe den til ”De Gode Gamle Dage Festival” og køre det samme tema hvert år: ”Old School”.


FAKTA:

Hotel Extravaganza
Åbningsfest for årets Golden Days Festival, som i år omhandler 1. Verdenskrig og tiden derefter i 1910’erne, på Vega, den 6. september 2014.

Læs mere:
Golden Days
Florian Illies: 1913 (kulturhistorisk roman)

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top