Hvad dronningen ikke blev vidne til denne salige onsdag aften på Det Kongelige Teater, da Hamborg Balletten med Døden i Venedig og stor fortælleglæde dansede bukserne af selv de mest homofobiske publikummer i John Neumeiers 2003 fortolkning af Thomas Mann klassikeren i Venedig fra 1912!

af Nanna Vinter (cand.mag.)

 

Tod 1
Døden i Venedig af John Neumeier. Hamborg Balletten. Foto: Holger Badekow


70er minimalisme og mimeteater møder ballet
Døden i Venedig starter i stilhed. Både musikalsk og bevægelsesmæssigt. Kulissen er helt ren og enkel, og der er ikke meget, der forstyrrer bevægelsens sprog. Hr. Aschenbach, stykkets hovedperson, er iført en sort rullekravebluse og sorte bukser og lider tilsyneladende af en kunstnerisk skaberkrise. Vi mærker følelsen af tomhed i denne stillestående intro. Først bliver der benyttet mime. Derefter danser Aschenbach rundt med stive og firkantede bevægelser i en stil, der minder om Yvonne Rainer og Trisha Browns minimalistiske eksperimenter i 70ernes New York, og selv Hr. Aschenbacks kostume kunne være taget ud af disse damers klædeskabe. Lidt senere går dansen over i nogle traditionelle ballettrin, som passer fint til Hr. Aschenbachs stive og kontrollerede persona.

Forfriskende tematik
Hvad der virkelig er effektfuldt ved denne forestilling, er valget af tema. Forestillingen handler kort fortalt om Hr. Aschenbach, som har en kunstnerisk krise, der går over i en kønsrelateret krise, idet han forelsker sig hovedkulds i en ung og smuk mand på en rejse til Venedig. At portrættere erotisk tiltrækning eller kærlighed mellem mænd åbner op for usete kombinationer af en anderledes skønhed end den klassiske mand/kvinde konstellation, som den fasttømrede norm.

De obligatoriske pas de deuxer, som kan være umådeligt smukke, kan også have svært ved at overraske. Det gjorde til gengæld samtlige pas de deuxer i denne forestilling, måske fordi kvinden ofte var byttet ud med en mand. Når de forskellige partnere (lettere anstrengt) kastede rundt med hinanden i diverse figurer, opstod der anderledes billeder og lyde. Illusionen om vægtløshed, blev afløst af en bevidstgørelse om tyngdekraften, som en ustyrlig og besværlig dansepartner, hvilket fik understreget balletmændenes evige rolle: at bære, løfte og slide og slæbe! Man forstår pludselig bedre, hvorfor det er så smart, at kvinden er let som en fjer og manden stærk som en okse.


Tod hoj tekst
Store penselstrøg

Man kunne have forestillet sig, at man havde holdt sig til den pæne antydningens kunst med et utraditionelt tema som homoerotisk kærlighed på Det Kongelige Teater. Det var befriende, at det ikke var tilfældet. Danserne stod ved deres lidenskab, og de brændte igennem, så ingen var tvivl om, hvilket følelsesmæssigt dilemma Hr. Aschenbach befandt sig i gennem stykkets 2 ½ time. Og der var god energi fra publikum, der kom med tilråb til de smukke mænd af tilbedende karakter.

Dronningen viste også anerkendende smilende nik mod danserne, en selvfølge, men alligevel ikke, hvis vi sammenligner med eksempelvis den spanske dronning, som offentligt har udtalt, at den slags kærlighed er unaturlig. Uden at være royalist må jeg indrømme, at Det Kongelige Teaters kransekagefigur gør en smuk og værdig rolle, når hun sætter sig til rette i sin loge i ballettens tjeneste.


Glitrende og vimsende mænd
Utallige gange i løbet af stykket blev Hr. Aschenbach forført og omsværmet af forskellige homoseksuelle par. Et af de mest charmerende kom vimsende ind i en scene på en tangosalon i Venedig. Med deres boheme-stil og verdensmandslook skulle man næsten tro, at de lige var stukket af fra Café Intime. Deres lethed og hvilen i sig selv og deres seksualitet stod i stor kontrast til vores hovedpersons moralske skrubler, og deres ynde kunne i den grad konkurrere med ballerinaernes. Deres duet var i øvrigt den eneste mand og mand imellem, som ikke virkede som en kraftanstrengelse, men nærmere som en legende vals mellem to dansende snefnug.


Levis moment
En helt særlig scene fortjener en lille bemærkning: stykkets Levis moment. To veldrejede mænd (i øvrigt danset af de samme som i tangosalonen) kom dansende ind på scenen i bar overkrop, cowboybukser og solbriller i en pas de deux, hvor de var koblet symbolsk sammen af en gigantisk strandtaske. Scenen var som taget ud af et reklameunivers og virkede helt komisk midt i den tunge alvor om skaber- og identitetskrise. Hr. Aschenbach bliver på symbolsk vis også viklet ind tasken, og vi ser nogle af de første antydninger af hans seksuelle forvirring, som kun er tiltagende. Det er både morsomt og kitschet, og overgås kun af et af stykkets sidste scener, hvor selvsamme dansere får lov til at vride sig rundt i mimet guitarsolo. Og lige dér mistede jeg tråden et øjeblik.


Statueske frisørfyre kønstransformerer hovedperson
Ud af det blå kommer i anden akt endnu et mandligt par: En frisør, der kommer rullende med en anden frisør stående som en statuette oven på en frisørstol. Dette skal blive Hr. Aschenbach´s redning for et stykke tid. Ved at forandre sit køn kan han igen forlenes med sin identitet, og indgå i en traditionel form for kønsligt samvær med en mand, nu bare som kvinde. Parykken og læbestiften bløder hans ansigt op i det lyseste smil, og hans øjne stråler for første gang af lykke.


Tigerunger vælter strandtelt i sexorgie
En af stykkets mest interessante scener er et meget svulstigt tableau, hvor Hr. Aschenbach i sin strandliggestol bliver forført af to spændstige mænd (igen er det danserne Otto Bubenicek og Carsten Jung, som gør det fantastisk i deres forskellige transformationer). De er i deres kødelige drifters vold. Den ene kaster sig dionysisk over Hr. Aschenbach med en kæmpe klase vindruer i sin mund. Rundt omkring kravler en hær af tigerklædte dansere. De starter et orgie, som bevæger sig længere og længere ned i et hjørne af scenen, til de når et strandtelt, som væltes omkuld af deres vilde dyriske begær. Det mærkværdige scenebillede virker fint, selvom jeg gætter på, at danserne måske ikke skulle forestille små bløde tigerunger, men mere nogle vildere og farligere dyr af slagsen.


Tod 4 hoj
Uskyldig drengeleg med flad fodbold

En af de dansere, der brændte mest igennem, var uden tvivl den unge Tadzio, som fordrejer Hr. Aschenbachs liv i en katastrofal retning. Med stor naturlighed og befriet for overdreven dramatik forløste Alexandr Trusch rollen som den ungdommelige uskyld med et smil, der nåede langt ud over de bagerste stolerækker. Han forførte både publikum og Hr. Aschenbach i et væk, blandt andet på stranden hvor han i flere omgange spillede bold med sine venner, alle iført tætsiddende badeshort eller badedragt.

Tadzios naturlighed, kontrasteret med den måske intenderede stivhed og det overdramatiserede spil, som Lloyed Riggins tillagde rollen som Hr. Aschenbach, gav anledning til nogle af stykkes smukkeste øjeblikke, nemlig de meget intime pas de deuxer i stykkets slutning. De var ømme, og det gjorde ondt at se en så desperat situation, som Hr. Aschenbach befandt sig i. Han er på så forbudte omveje, at han bevæger sig på en sikker selvdestruktiv kurs. Han har ikke bare forelsket sig i en af sit eget køn, han er tilmed en del år ældre end den unge mand. Ladzios medfølelse med sin beundrer forstærker det triste billede, og de indgår i en smuk og umage symbiose, som kun forstærkes af situationens afmagt. Den sidste omfavnelse er stærk i sit udtryk.   


Umulig at ryste af
Døden i Venedig er et meget fint portræt af en mand, der kæmper imod sin seksualitet. Nogle scener bevæger sig på grænsen af kitsch, mens andre opnår store øjeblikke af skønhed. Da aftenens stående applaus stilner af, står man tilbage med følelsen af, at nogle har hvisket sin allerinderste hemmelighed i øret i så stor fortrolighed og så blottet, at det er umuligt at ryste af.

 

FAKTA:

Døden i Venedig af John Neumeier

Gæstespil af Hamborg Balletten

Spilledatoer: 9.-12. sept.

Info: Det Kgl. Teater

 

Alle fotos: Døden i Venedig af John Neumeier, Hamborg Balletten. Foto: Holger Badekow

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top