Porøset – tvinger dig i knæ – ubehøvlet kort – så nært at alt mærkes – som et peepshow – du aner ikke hvad der skal ske – alle dine sanser er på – din hud for eksempel – som når du splitter en petit four, hvis navn du ikke kan udtale – hvis smag du dog nyder med lidenskab – og gemmer et sted i dig.

af Betina Rex (cand.mag. i dramaturgi)


Jeg ledes af en af lille kvinde ind gennem de snirklede gange og mørke bagtrapper på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Hende, der leder mig er Louise Alenius, kvinden bag Porøset, der i løbet af 2014 i korte og ultra intense perioder har indtaget den gamle bygning på Kgs. Nytorv, og for dem der er så heldige at opleve det, nok har vendt lidt op og ned på, hvad det vil sige at ”gå i teatret”. At gå her, bag Louise, på ballettens højborgs bagtrappe forplanter sig i min krop, som en intens energi, lige under hudens overflade. Jeg er aldeles uvidende om, hvad der venter mig, Det eneste, jeg har fået at vide, er, at det er en prøve, jeg skal overvære, og der mangler en af de medvirkende, hvilket jeg må forsøge at kompensere for med min egen forestillingsevne. Men jeg er klar på det meste. Tror jeg.

Komponist og lydkunstneren Louise Alenius har med Porøset skabt, udforsket og udfordret rum, relationer og scenekunst. I en intim, sensorisk og stemningsmættet stil møder publikum, én for én, et tableau, der ufolder sig kun for dem i 15 intense minutter. De første omgange fandt sted i løbet af foråret 2014, de tre næste vil udspille sig i løbet af efteråret, næste gang allerede den 4. & 5. oktober. Jeg mødte Louise en solbeskinnet junidag på Kongens Nytorv for at finde ud af, hvad hendes motivation for at skabe Porøset er, og hvilken styrke et forestillingsformat som dét, hun her har kreeret, besidder – og ikke mindst hvilket et publikum Porøset henvender sig til.

Louise åbner en dør og træder ind af den. Jeg følger efter. Rummet er bælgmørkt på nær en enkelt lyskilde langt bort, i hvad der føles som en anden verden. Vi bevæger os mod lyset. Gulvet knirker. Rummet er gigantisk, fornemmer jeg. Se det kan jeg jo ikke. Lyskilden, der på nærmere hold viser sig at være en gammel standerlampe, står mageligt lænet over en dyb, blød lænestol. Jeg synker ned i den. Og synker dybt i takt med mit åndedrag. Hvad nu?

Velplaceret ved et bord i solen, med den gamle smukke teaterbygning majestætisk tronende i baggrunden, forklarer Louise, hvordan Porøset opstod som en idé, som hun luftede for Det Kgl. Teater og efterfølgende fra deres side fik frie hænder til at udforme. Et kæmpe frirum for sin kunstneriske udfoldelse, som Louise udtrykker al respekt og taknemmelighed for. Et projekt af Porøsets karakter operer nok i det delikate og nære, men kræver både rum, tid og frihed for at nå derhen, hvor dets ambitionsniveau leder det.

 

poroeset 1poroeset 2poroeset 3  Fotos: Klaus Birkenfeldt

 

Et brag. En skælven og en rysten. Jeg sidder som forstenet i lænestolen. Rummet forandres. Væggen ved siden af mig forsvinder langsomt. Op i loftet. Rummet ekspanderes. Jeg sidder midt på gamle scene. I det kongelige teater. Skuer ud over de tomme tilskuerrækker.

At det netop er teatret og balletten Louise samarbejder med, er ikke så sært, i kraft af hendes virke som komponist, hvor hun blandt andet har komponeret musik til Nikolaj Hübbes Napoli og Elefantmanden i samarbejde med Alexander Kølpin, for hvilket hun modtog Carl Prisens Særlige Talentpris i 2014. Arbejdet med balletten ligger så at sige lige for, det er hendes hjemmebane, og dermed også den kunstart i Det Kgl. Teaters regi, hvor hun først udfordrer grænserne. Fordi hun kender processerne, menneskene og forventningerne. Samtidig er balletten i Louises optik den af de tre kunstarter – teater, opera og ballet – der er mest abstrakt, og netop dét skaber en meget interessant mulighed for at arbejde meget konkret med publikums forventning til værket.

En forsigtig bevægelse i højre side af salen. Jeg misser med øjnene for at få ordentlig øje på, hvad det dog er. Fokus. En kæmpe krop smyger sig gennem stolerækkerne. En danser (Byron Mildwater; red.). Han danser kun for mig. Eller, sidder jeg i stolen på scenen, kun for ham? Stadig dybt nedsunket i lænestolen suger jeg begærligt hans yndefulde bevægelser til mig. Og så hurtigt som han er dukket op, forsvinder han igen.

Den leg med forventninger, som brugen af balletten lægger op til, præger generelt arbejdet med Porøset. Forventninger til hvad en ballet er, men også forventningerne til, hvordan man påvirkes af et kunstnerisk udtryk. Hvor meget kan man udrette med hvor lidt? Legen med kontraster og skalaer bliver på den måde en essentiel del af Porøsets univers. Det er i det helt tætte, det helt porøse, det helt intime, at de store reaktioner, overraskelser og oplevelser skal findes. Måske fordi det er det, der ofte undervurderes i en grandios og historisk overdådig kunstart som balletten. Med Porøset piller Louise Alenius på sin vis tut-tut’en af balletten og lader publikum berøres af det nøgne og det skrøbelige. Menneskeligt såvel som kunstnerisk.

Louise dukker stille op af mørket og gør tegn til mig om at følge med. Ord er overflødige. Og forstyrrende. Tavsheden tillader mig at fordøje. Det eneste, der stilfærdigt bliver sagt, er, at det er nu, at den manglende medvirkende, en lille pige (Mona Alenius Kaniewski; red.), skal træde frem i logen på balkonen og synge en sang. Jeg har ikke svært ved at forestille mig, hvor stærkt det kommer til at virke dér i det mørke tomme scenerum. Louise fører mig op ad trapperne til en loge bag ved selvsamme balkon. Stopper inden vi når selve logen. Jeg tager plads i en stol anbragt i den trange gang bagved logen. Louise stiller sig bag mig. Afventende.

På den måde er der også en direkte sammenhæng imellem måden, hvorpå Louise skaber Porøset og det udtryk, forestillingen skaber i mødet med publikummet, i ental, på teatret. I begge tilfælde er der tale om at undersøge. At skubbe til de forventninger, der knytter sig til kunst, til relationer, til hvad, der er vigtigt, og hvad man kan iscenesætte.

Døren åbner sig på klem. Forsigtigt, forsøgsvist. En arm og et ben listes ind af dørsprækken. Roligt, afprøvende. Nøgne. Langsomt klemmer den fuldvoksne danser fra før sig ind gennem døren. Kun iført en skridtbeskytter. Han klæber sig til væggen. Med lange, smidige, kraftfulde bevægelser. Så stor. Så stærk. Så sårbar. Jeg trykker mig tilbage i stolen. Ikke af frygt. Ikke af blufærdighed. Af ømhed. Af respekt. Igen denne følelse af at dele et ganske intimt moment. Han danser kun for mig. Jeg sidder, kun for ham. Ganske langsomt forsvinder han ud på balkonen. Jeg hører kun mit eget åndedrag. Og Louise bag mig.

Når Louise taler om Porøset, og når jeg tænker på min egen oplevelse af den prøve, jeg overværede, så er der specielt én omstændighed, jeg bider mærke i. På trods af de indtil videre opførte forestillingers forskellige grænsesøgende karakter; en dødsyg mand i en seng på loftet af Det Kgl. Teater, en så godt som nøgen fuldvoksen balletdanser og en lille pige skubbet tæt sammen i en loge på balkonen, så fremstår det for mig ikke som en provokation, eller et rebelsk ønske om at træde ud over rammen for anstændighed. Tværdigmod ser jeg det som et blidt løft, og et elegant skub fremad, af selvsamme ramme. Med tåspidsen placeret just på tærsklen. Delikat, skrøbeligt, åbent og ærligt. Porøst. Igen en leg med skalaer. Louise formår at bruge antydningens kunst. Meget; faktisk er det meste det op til tilskueren selv at få hold på. Og det er bevægende på et meget dybt og subtilt niveau.

Porøset prøven er forbi. Jeg står igen ude foran Det Kgl. Teater. Misser med øjnene mod den solbeskinnede blå himmel. Bygningen bag mig er ikke helt den samme, som den jeg gik ind i for ca. 15 min. siden. Eller måske mere sandsynligt – mit blik på den er lidt forandret. Sådan kan den altså også opleves. Og sådan kan ballet også være.

Men hvem går så ind og ser Porøset? Min nysgerrighed efter at få det mysterium opklaret er kun vokset i takt med, at Louise har talt sig varm. Og det er faktisk ikke dem, som man måske umiddelbart kunne tro. Eller, det er det også. For spændvidden er ret stor, helt fra de 20 til de 65 årige. Mange i 30’erne, og rigtig mange mænd. Den diversitet i publikum synes Louise giver en fed spredning, og ikke mindst kommer det væk fra hendes egne cirkler og ud til et mere broget publikum, der får fuld effekt med meget få virkemidler så at sige. Og det, synes hun, er fantastisk. At se hvordan hendes projekt vandrer videre til nogle, der helt sikkert ikke er vant til at gå i teatret – og at opleve hvordan de mennesker føler, at værket er lavet specielt til dem. Det er her, hun mener, Porøset kan sammenlignes med en espresso. Det er fortættet, intenst, og hurtigt forbi. Men smagen og effekten sidder forhåbentlig i kroppen længe efter.

 

 

poroeset 0

 

 

Fakta:

Porøset 4
af Louise Alenius

Spillested: Det Kgl. Teater, Gamle Scene
Spilleperiode: den 4.-5. oktober

OM Porøset
Tre små petit-forestillinger

Idé og instruktion: komponist og lydkunstner Louise Alenius
Porøsets mentorer: Malou Tüxen, Niels Rønsholdt
Producent: Sofie Rask Andersen
Protektor for Porøset: Bent Fabricius-Bjerre

 

Info: Det Kgl. Teater

Info: Porøset på Facebook


Portrætfoto: Sascha Oda

 

 


Henover 2014 opføres i alt 6 værker:
Porøset 4 opføres d. 4. og 5. oktober fra kl 11.00 – kl 21.00 (hvert 15. minut)
Porøset 5 opføres d. 1. og 2. november fra kl 11.00 – kl 21.00 (hvert 15. minut)
Porøset 6 opføres d. 13. og 14. december fra kl 11.00 – kl 21.00 (hvert 15. minut)

Varighed fra ankomst til exit cirka 15 min. Præcist fremmøde påkrævet!

 

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top