Den 20. september fandt ccc:pre-selection 2014 sted på Dansekapellet – en udvælgelseskonkurrence til årets store koreografikonkurrence for unge talenter med store drømme. Vinderen af ccc:pre-selection 2014 får direkte adgang til Copenhagen Choreographer’s Competition – Danmarks største urbane koreografikonkurrence, der afholdes i Tivolis Koncertsal den 3. oktober. Her kan du læse interviews med nogle af ccc:pre-selection deltagerne fra pressemødet den 16. september.

af Maja Holtze og Josefin Bjerkensjø Canfield (CCC)

 

ccc 1
Foto: Frederik Kastrupsen


Til Copenhagen Choreographer’s Competition (CCC) dyster nogle af Danmarks dygtigste, urbane dansekunstnere i en højspændt konkurrence. Her giver de deltagende deres bud på, hvad ny dansk koreografi er. Man kan se stilarter som hiphop, house, vougeing, electric boogie, moderne dans og mange flere, der alle konkurrerer på lige fod.
Hvert år vurderer et kompetent dommerpanel deltagergruppernes optræden og tildeler vinderne førstepræmien på 20.000 kroner. Deltagerne bliver dømt på deres evne til at indtage salen med den historie, koreografen ønsker at fortælle.


MIZZ UNDERSTOOD

Hvad tror I, folk forventer af jer til CCC 2014?

Niels Justesen: Jeg tror, folk forventer af os, at de skal se noget nyt. Et nyt koncept. Noget der ikke er set før. Jeg tror, der er mange, der tænker: okay, et nyt crew, vi kender dem ikke rigtigt; vi ved måske lidt om, hvem de er – så skal de også give os noget. Så jeg tror, folk forventer, at vi stiller op og bidrager med et eller andet anderledes og noget, som de ikke har set før.

Simon Glæsel: Jeg tror også, at dem, der ikke kender os, måske ikke har tænkt så meget over det; måske er de skide ligeglade… Dem der ikke ved, hvem vi er, har måske ikke de største forventninger til os, og det er så netop også derfor, at vi går all in denne her gang og har en masse overraskelser oppe i ærmet i forhold til at imponere ekstra meget – og få folk til at tale om det bagefter.

Niels Justesen: Vores forventning er også at blive husket, og at der vil blive snakket om det, vi bidrager med.


ROBOT BOYS

Hvordan føles det at stå side om side i en konkurrence med stilarter, som I ikke selv danser?

Jeppe Thybo: Jeg synes kun, det er fedt og spændende. At der er alt muligt. Både for publikums skyld, men også for vores egen skyld. At hver ting bliver unik på en eller anden måde. Vi har jo altid godt kunnet lide at stå så meget ud, som man overhovedet kan.

Nick Johnsen: Det synes jeg kun er fedt. Det er fedt at få følelsen omkring selve konkurrenceelementet i det – i stedet for at der nu stod 10 robot-crews, som der skulle battle i ”hvem er mest robot af alle os?”, så kan man her få lov at repræsentere hver sin genre, og man kan være stolt af at være med i en konkurrence, hvor der er nogle super dygtige… hvad ved jeg… tangodansere, hiphoppere, balletdansere… at man har en følelse af, at det er fedt, I kommer og repræsenterer det, I kan. Og så er det så op til dommerne, hvad de bedst kan lide, og hvad de synes, der er bedst lavet. Men jeg kan rigtig godt lide, at folk bag scenen ikke skal have den der individuelle konkurrencefølelse om, at ”Vi laver bedre robot end jer”. Vi laver vores. I laver jeres.

Vinder I igen?

Jeppe Thybo: Det må dommerne på en eller anden måde afgøre… I vores øjne har vi tænkt os at lave et bedre show end i 2012, så på den måde... hvis det går godt og som planlagt, så har vi i hvert fald vundet over os selv, og så må dommerne afgøre det andet…

Nick Johnsen: Det er svært for os omkring hele det der vinder-element i det… det første år hvor vi deltog, der vandt vi ikke, men gik meget op i at få et rigtigt fedt YouYube-klip ud af det. Det gjorde vi sådan set også året efter, hvor vi vandt, og når man ser på de to YouTube klip inde på nettet, så har det år, vi ikke vandt, 10 gange så mange views, som det år vi vandt. Og det er jo lidt spøjst. Derfor kan man stille sig selv det spørgsmål: Hvilket år vandt vi egentlig? For vi lever jo af at lægge YouTube klip ud og få så mange views på dem, som overhovedet muligt. Så det er svært at finde ud af det der med, hvorvidt vi kommer til at vinde eller ej. Vi pleaser jo ikke dommerne. For det første ved vi jo ikke, hvad de gerne vil have. For det andet selvom vi vidste det, så går vi stadig op i at lave det her fede YouTube klip, som vi selv synes er rigtig fedt.

Jeppe Thybo: Vi vil hellere vinde folket, end vi vil vinde… 3-4 menneskers stemmer. Vi prøver i virkeligheden bare at please os selv. Og så YouTube.

ccc 2
Robotdrengene. Foto: Frederik Kastrupsen

 

I er scenevante dansere, som optræder for en bred skare af publikum. Alligevel er det ikke for tit, man ser urban dans på større teaterscener, fx som Tivolis Koncertsal eller Gamle Scene, der hvor I vandt i 2012. Har urban dans sin berettigelse på de større, mere klassiske og etablerede scener?

Jeppe Thybo: Det synes jeg helt klart, og så har det jo med tiden efterhånden udviklet sig til forskellige ting. Nu har Nick og jeg jo været med i hiphopversionen af Nøddeknækkeren, som har kørt i Tivolis Koncertsal i mange år og været en kæmpe succes, så på den måde vil jeg sige, at allerede nu har urban dance været en del af teaterkulturen i lang tid. Så ja.

Nick Johnsen: Enig. Det er jo svært… “Urban dance” det er sådan et navn, det får, og så bliver det sat ind i en bås, at det her er urban dance, og det her er ikke urban dance – og hvad så? Er det godt nok, eller er det ikke godt nok… Man bliver også nødt til at sige, at det hele er dans. Og det er et spørgsmål om at underholde folk. Og det der underholder bedst, må være det, der er mest relevant. Og så kan man så diskutere, hvad der underholder bedst, og det er en smagssag. Men jeg synes til enhver tid – altid hellere se noget urban dance end noget klassisk dans. Det er en smagssag, og det er også noget med generationerne, der kommer, ikke? At de ældre mennesker måske er vokset op med mere klassisk dans. Og derfor så synes de, at det er det fedeste, hvor os unge mennesker, og den generation der kommer, er ved at blive voksne, er vokset op med urban dance, break dance, hiphop og alle de der ting, så det bliver bare mere og mere etableret med tiden.

Jeppe Thybo: Man kan forestille sig, at det i hvert fald kommer til at bytte plads, på en eller anden måde, fordi netop når vores generation vokser op, er det dét, der er det ”klassiske” lige pludselig. Og så kan det være, det er ballet, der bliver en sidegenre…

Hvad er konceptet/idéen bag jeres show?

Nick: Uha, det er jo lidt hemmeligt i virkeligheden… hehe.

Hvorfor stiller I op til CCC?

Nick Johnsen: Vi stiller op til CCC, fordi vi gerne vil gøre opmærksom på vores teaterstykke, som har premiere den 30. januar 2015 på Aveny-T, og det publikum der kommer til CCC, er meget det publikum, vi gerne vil have, der skal komme og se vores teaterforestillinger også. Vi ser det som en oplagt mulighed for at lave et reklamespot.

Hvad er konceptet bag den forestilling?

Nick Johnsen: Forestil dig, at teatret er en teatermaskine, der står og producerer teaterunderholdning af denne her skøre videnskabsteaterdirektør, der for længst er blevet helt mærkelig oven i hovedet. Og han laver to kloner hver eneste aften, som er mig og Jeppe, og vi bliver udsat for en masse forskellige ting i teatermaskinen. Og det ender altid med, at helten dør til sidst, for ellers ville der ikke være noget spændende ved det, så han smadrer os altid og bygger os på ny igen og kører denne cyklus…

Hvad kan vi forvente af jer i år?

Jeppe Thybo: I år kan I forvente, at vi prøver at overgå os selv, som vi plejer. For det andet så har vi en førstegangsting med: at vi har flere dansere med end kun mig og Nick. Vi er 8 i alt.

Nick Johnsen: Og det bliver selvfølgelig en udfordring for os at skulle koreografere et helt hold, for vi er vant til bare at være os to. Men jeg tror da helt klart, at her kan man forvente at se noget ud over ”det normale” i forhold til, hvad vi normalt laver. Nu har vi jo pludselig en kæmpe gruppe. Der kommer noget størrelse på…


SELENE MUÑOZ

Hvad glæder du dig til som dommer?

Jeg glæder mig til at nyde alle de nye navne. Også de gamle – men det er jo altid nyt materiale, de kommer med. Nu er det andet år, jeg er med, men jeg glæder mig enormt meget til at se nye formidlinger af koreografi og nye historier. Og så selvfølgelig at gense gamle ansigter.

Hvorfor synes du almindelige danskere, der ikke har noget med dans at gøre, skal tage ind og se CCC?

For mit vedkommende – og der hvor jeg også meget gerne vil rykke dans hen: at det får den samme respekt og anerkendelse som skuespilverdenen og musikbranchen – og sport fx – så derfor er konkurrencen enorm vigtig. CCC bliver jo større og større for hvert år og får mere og mere anerkendelse. Så det er en god ting at komme ind og opleve denne konkurrence, og se hvordan dét, som du måske er vant til at se i fjernsynet eller som backgroundsdans andre steder, står som en stærk, selvstændig historie og koreografi.
Så det er ikke bare, at du kommer ind og får en underholdende aften, men at du virkelig får noget ud af det, du kan bruge det i dit eget liv, og det kan inspirere dig til, hvad du nu end laver. Det er noget, du tager med dig. Og ikke bare er noget underholdning, som du tænder og slukker for.


FAKTA:

COPENHAGEN CHOREOGRAPHER’S COMPETITION 2014
3. OKTOBER I TIVOLIS KONCERTSAL

Se mere på CCC’s Facebookside, hvor man også kan se billeder og videoer fra årene der er gået.
Eller læs mere på arrangørernes hjemmeside Copenhagen Dance Space.

Billetter fås på billetten.dk


Dommerpanel 2014
Alexander Kølpin, Selene Muñoz, Anne Middelboe-Christensen, Kimberley Taylor (UK – koreograf for bl.a. Jessie J), Sisco Gomez (UK – koreograf for bl.a. Kylie Minogue), Jian Pierre-Louise og Lee Daniel (US – dansere og koreografer for bl.a. Usher, Britney Spears, Ne-yo og Jennifer Lopez).

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top