En regnvåd lørdag blev Terpsichore inviteret ind på Københavns nye åbne scene HAUT for at se forestillingen Then I Was Like; en forestilling der blev skabt live lige for øjnene af os i et samspil mellem fire dramatikere, fire jazzmusikere og 24 publikummer. Bogstaveligt talt med øjnene på publikum. Then I Was Like af Liv Kasstrup Vesterskov er ny musikforestilling, der iscenesætter publikums egne historier – lige her og lige nu.

af Maria Grosz (cand.mag.)

 

Alle fotos: Asbjørn Kristensen Høgsbro

then I 1then I 2

 

Uvidende om hvad vi skal forvente, bliver vi i grupper af fire ført ind i forestillingssalen, hvor vi sætter os på tomandshånd med en af forestillingens fire  dramatikere og bare taler. De stiller os alle et forskelligt og tilsyneladende enkelt spørgsmål – i mit tilfælde: ”Hvornår var sidste gang, du flyttede?”. Af en eller anden grund føles det en smule grænseoverskridende at få stillet sådan et spørgsmål. Man sidder foran et menneske, man aldrig har mødt før, og hun stiller et spørgsmål, som egentligt kan være ganske personligt, hvis man giver et meget ærligt svar. Det burde ikke være noget særligt, men efterhånden som hun spørger ind til svarene, ender det næsten med at blive en mini sjælerejse, hvilket er uventet.

Efterhånden som vi bliver færdige med vores mini interviews, går vi ud og sætter os i forhallen på HAUT, hvor vi skal opleve en sanseperformance, før hovedforestillingen går i gang, da de skal bruge et rummål tid til at forberede sig.


Sanseforestilling
Denne aften er den oprindelige forestilling blevet aflyst på grund af sygdom, så i stedet for stod danseren og koreografen Sanna Blennow fra kompagniet Mr. Peanuts and Rice for at lede publikum kyndigt igennem en sanseperformance.

Vi bliver bedt om at finde en behagelig stilling, hvor vi kan sidde med lukkede øjne. I et samspil af tale, fornemmet bevægelse og elektroniske lyde guider hun os igennem en forestilling, som udelukkende er baseret på sanserne; hvad mærker man, når de to dansere bevæger sig forbi os, hvordan trækker de vejret, hvordan ændrer rytmen i deres trin sig, hvordan lyder det, når en plasticpose rasler, og hvordan påvirker det os, når vi ikke kan se, hvad der foregår. De lægger lag på lag med lyde og fornemmelser, og trangen til at åbne øjnene og se, hvad der foregår, er stærk, men alligevel virker det, som om de fleste holder stand, for der går nogle øjeblikke fra de beder os om at åbne øjnene til, at alle rent faktisk gør det.

 

then I 3
Alle fotos: Asbjørn Kristensen Høgsbro


Vores fortællinger
Efter den veloverståede og anderledes sanseforestilling bevæger vi os fra forhallen ind til selve scenen, hvor Then I Was Like skal foregå. I en jazzet sang bliver første historie om en bedstefar og barndomsminder om ham sunget for os. Det er på én og samme tid en morsom og meget personlig historie, hvor man får et intimt indblik i et andet menneskes erindringer.

Akkompagnementet skifter til en klaver- og basduet, som fuldendes af den næste sang om en specialskole, og hvordan det at gå dér var en fantastisk oplevelse. For hver ny fortælling skifter akkompagnementet fra en frisk klaversolo, til jazzet klang og videre til en ekko-maskine, der gentager de lyde, der indspilles på den. Med store blå høretelefoner får de fire musikere en monolog leveret fra en af dramatikerne som en sufflør til en teaterforestilling, og der er noget magisk ved at vide, at disse historier på ingen måde er indstuderede, men bliver skabt for øjnene af os.

then I 4Den ene historie glider næsten ubemærket ind i den næste, fordi de fire musikere sørger for at holde historierne i live, indtil akkompagnementet skifter, og de små anekdoter ændrer næsten karakter og bliver til små digte, der formidler en masse følelser og sjæl, samtidig med at humoren er underliggende hele vejen igennem forestillingen.

Vi griner af nogle af historierne, nikker genkendende til andre, mens vi spændt venter på, at vores egen historie skal blive præsenteret. Det føles næsten lidt grænseoverskridende at skulle dele af sig selv med mennesker, man ikke kender. I hvert fald hvis man synes, at den lille uskyldige samtale blev mere intens, end man havde regnet med.

Da den endelig kommer, bliver jeg næsten lidt chokeret, fordi der går et stykke tid, inden jeg opdager, at det faktisk er min historie. Den er sørgmodig og bevægende på en og samme tid, fordi musikken skaber en næsten andægtig stemning. Måske fordi det netop er min egen fortælling, bliver jeg også ganske bevæget, fordi musikfortolkningen på perfekt vis formår at genskabe en følelse, der i virkeligheden indtil nu kun eksisterede i mit hoved.

Samtidig er det næsten skræmmende at mærke, hvor stor en indflydelse musikken har på, hvordan vi opfatter en historie. Den skaber stemningen, og det kunne være interessant at høre den samme historie i to forskellige akkompagnementer for at demonstrere, hvordan fortolkningen ændrer sig.  

 

 

then I 5
Alle fotos: Asbjørn Kristensen Høgsbro


Publikum på scenen
Det bliver også en forestilling, hvor vi som publikum tager stor del i udformningen. Både gennem vores delte historier, men også helt grundlæggende fordi vi bliver bedt om at deltage aktivt – enten som kortholder, sanger eller som musiker. Og alle de ting, vi bidrager med, bliver til et centralt punkt i netop den enkelte lille fortælling.

I den sidste historie bliver tre publikummer ved navn kaldt frem til selve scenen, hvor de af musikerne instrueres i at spille hver sit instrument. Personligt bliver jeg sat til at spille bas, hvor min ’musik’ derefter optages og loopes sammen med de andres sekvenser til en melodi, som musikerne derefter spiller ind over. Alle reagerer vi meget forskelligt på at skulle stå foran andre: nogle synes, at det er sjovt, mens andre gerne ville undgå det, men det er i hvert fald helt sikkert grænseoverskridende for os alle, da vi er ude af vores rette element som publikum. Men samtidig er det sjovt at høre, hvordan netop dit lille bidrag er med til at skabe denne sidste afsluttende historie, på samme måde som din personlige anekdote har haft en indflydelse på udformningen af aftenens forestilling.

Da den sidste fortælling klinger af, mødes musikerne med et bifald fra et begejstret publikum, som har moret sig, taget del i og medvirket til at skabe en personlig forestilling for os alle. En forestilling som en lang stund fik os til at glemme, at det stadig regner udenfor.


 
then I 5FAKTA:

THEN I WAS LIKE
af Liv Kaastrup Vesterskov

Et eksperiment med tid, musik og tekst, hvor end ikke performerne kender aftenens fortælling. Dugfrisk dramatik, top aktuelt, helt reelt. Dig, mig og livet på scenen.
Livet er fuld af gentagelser og første gange.

THEN I WAS LIKE væver et spind af publikums personlige minder og erindringer.

Minder fra barndommen, fra voksenlivet, fra i dag. Vi vikles ind i det og udvikles af det, imens vi spejler os selv i de musikalske fortællinger; ser os selv og hinanden og måske ser noget nyt. Med følsom hånd og bankende hjerte bliver dugfrisk dramatik fortolkes af fire legende og nysgerrige musikere, fire dramatikere og 24 publikummer.  

THEN I WAS LIKE er et samarbejde mellem 4 musikere, 4 dramatikere og 24 publikummer, som hver aften er med til at skabe en fælles historie, baseret på personlige minder og erindringer.  

I forbindelse med THEN I WAS LIKE præsenteres nye nordiske bands og kunstnere som opvarmning før forestillingen.


MEDVIRKENDE:
Koncept udvikling: Liv Kaastrup Vesterskov
Dramatikere: Emma Bexell, Stefan Stanisic, Thor Wissing Lange, Cris van der Weide
Musikere/performere: Gustaf Rosenberg, Jonas Nilsson, Lise Kroner, Liv Kaastrup Vesterskov
Scenografi, kostume og grafik: Katrine Hoffmann
PR: Ida Fredericia


OM Liv Kaastrup Vesterskov
Liv Kaastrup Vesterskov studerer på sit 3. år på Teaterskolen i Malmö. Liv har tidligere studeret sang og klaver på MGK og har medvirket i forskellige musikalske forestillinger. THEN I WAS LIKE er hendes første selvskabte værk.

”Inspirationen til THEN I WAS LIKE kom fra alt; lige fra Mads og Monopolet, musikken i hverdagssproget, min mors godnathistorier og den lyd som findes mellem alle ordene. Jeg sad med et ønske om at gøre musikteatret jordnært. I en tid hvor musikteatret, bogstavelig talt flyver rundt i loftet over os, og lytte til hvad det er vi rent faktisk siger.”
– Liv Kaastrup Vesterskov

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top