Udskriv

I LIBERTAD af flamencodanserinden Selene Muñoz bringes en samhørighed af visuelle og auditive udtryksformer til live. En sammensmeltning der bryder de kasseformede retningslinjer for æstetiske udtryk. I LIBERTAD bliver din krop et instrument og dit instrument en krop. Forskellene og lighederne mellem måden at være på og måden at sige noget på ryddes af bordet, og der lægges en ny strategi. En strategi der tager låget af din egen lille kasse og fylder den med verdenen omkring dig. En strategi hvor guldet for enden af regnbuen er besiddelsen af din egen løsrivende frihed.

af Amalie Mathilde Jacobsen (danseskribent)


LIBERTAD er en forestilling skabt af den dansk-spanske moderne flamencodanserinde Selene Muñoz. Forestillingen karakteriseres som en passioneret fortælling om det moderne menneskes søgen efter frihed – en rejse i musik og dans på tværs af kulturer, traditioner og stilarter. I en verdenspremiere mødte denne fortælling sit publikum på Bora Bora den 11. oktober og drager videre til Dansehallerne den 22.-25. oktober.

 

libertad 1
LIBERTAD af Selene Muñoz. Foto: Flemming Gernyx


At leve i en kasse
Da forestillingen tager sin begyndelse, bringes vi på nærmest klaustrofobisk vis ind i et univers, hvor enkeltheden regerer. På scenen kastes et lys fra oven og danner en yderst symbolsk kvadrat på dansevinylen. Denne indtages af en lidende skikkelse, der med sine moderne dans bevægelser giver kvadraten en fortælling og en betydning. Samtidig bliver dansens bevægelser indskrænket af lyskvadraten, men lyset lader sig udvide i takt med, at dansens bevægelser forøges. Lyset og bevægelserne smelter sammen i én udtryksform og giver os en klaustrofobisk fornemmelse af at leve i en kasse. 

Måden at kommunikere igennem lys på og måden at kommunikere med den dansende krop på udfordrer og supplerer hinanden i denne sekvens. Det bliver en udfordrende øjenåbner for publikum at se, hvordan disse udtryksformer kan indtage lige store roller i en fortælling. Det bryder med de vante forventninger, vi sidder inde med til en danseforestilling, hvor kroppens bevægelser har hovedrollen og lyset fungerer som ensemble.


Se min kjole
På samme måde som lyset, får kostumets rolle indtaget en væsentligt større plads i vores betydningsdannelse af budskabet i LIBERTAD. Som supplement til den tidligere sammensmeltning mellem dans og lys imellem bevæger Selene Muñoz sig frem på scenen iført en bemærkelsesværdig papkjole, der nærmest får karaktér af at være en rekvisit frem for en beklædningsgenstand. Med et vrængende ansigt og affejende armbevægelser fra Selene Muñoz tilføres kjolen en rolle af kvælende karakter. Kjolen som kostume bliver en figur, der indgår i interaktion med kroppen. Kostumets fremtoning får en stemme, på samme måde som den bevægende krop gives talerør i en danseforestilling.

Der puffes endnu en gang til vores forudindtagede retningslinjer i mødet med en danseforestilling – og måder, hvorpå man kan fortælle, opdages på ny. LIBERTAD bliver en inspirationskilde til dét at gribe fat i og udforske andre æstetiske udtryksformer, når man som fortæller vil videregive et budskab til sit publikum. Det handler om at turde lukke låget på sin kasse op og indsnuse det ukendte og fremmede med modtagelige øjne, næse og ører.

 

libertad 3LIBERTAD af Selene Muñoz. Foto: Flemming Gernyx

 

Lyt til mine fødder
LIBERTAD bevæger sig i en rejse fra en indskrænkende fastlåsthed til en løsrivende frihed, hvor spillet mellem de æstetiske udtryksformer bevæger sig længere og længere ind mellem hinanden i en symbiose af sammenspil. Sammenspil der bliver øjenåbnere og prikker til vores hverdagsvaner. Dog indtages gulvet af en genkendelig sammensætning af live musik og dans imellem som et velkendt fotografi fra mindealbummet. Men alligevel bliver mødet dragende.

På scenen finder vi Selene Muñoz i en befriende flamencodans med to kontrabassister som en omsluttende ramme. De kvindeformede instrumenter lader det visuelle i scenen få større opmærksomhed, og man bliver som publikum draget på ny af Selene Muñoz’ fortællende fødder, der med stor kvindelighed bevæger sig over gulvet. Samtidig bliver føddernes flamencotrin en lyd og et stykke musik, der stille sniger sig ind og lader lyd og krop smelte sammen i et udtryk.


Vi taler på tværs
Normalt finder man lyset, musikken og kostumerne som underbyggende stemningsmarkører for dansens budskaber i en danseforestilling, men i LIBERTAD gøres der op med de traditionelle retningslinjer, og den typiske rollefordeling imellem udtryksformerne ryddes af bordet. Grænserne mellem de rene og enkle æstetiske kommunikationsformer udviskes, og der sættes spørgsmålstegn ved, hvordan man kan fortælle en historie.

LIBERTAD bliver en inspiration til at møde dansen på en ny måde – og på samme tid en inspiration til at lade dansen indgå i møder med andre historiefortællende udtryksformer. Hvordan kan vi lade dansen gribe dets modpolsudtryk i en udvidelse af dets eget udtryk? Hvordan kan dansen blive en bedre historiefortæller?


At tale i munden på hinanden
LIBERTAD bliver et spændende eksperiment, men på samme tid kan budskabet blive for klart og tydeligt, når alle benyttede udtryksformer i forestillingen får lige meget taletid. Forestillingen bliver let spiselig, og den subjektive fortolkning af kroppens nonverbale sprog kan gå tabt, hvilket er det, jeg ellers normalt finder dragende i en danseforestilling. Man sidder som publikum ikke tilbage med en undren over det fortalte, og hvad der er fortalt. Man risikerer ikke at tage forestillingen med sig ud af salen og ind i sit hverdagsliv, fordi budskabet fra forestillingen netop er løst og kastet i hovedet på os, inden vi rejser os fra publikumssædet. På den anden side giver det fortællingen liv, når den fortælles på flere måder. Derudover er det befriende at se, hvordan de rene og enkle udtryksformer bryder normen og fortæller på kryds og tværs. Jeg er på en og samme tid draget og forarget over LIBERTADs måde at være forestilling på.

 

libertad 2
LIBERTAD af Selene Muñoz. Foto: Flemming Gernyx

 

FAKTA:

LIBERTAD spillede på Bora Bora i Århus den 11.-15. okt.

Spiller på Dansehallerne i København den 22.-25. okt.

SE også Lene Riggelsens fotoserie fra prøvesalen

 

{vimeo}109435926{/vimeo} 


Bag om LIBERTAD

KOREOGRAFI: Selene Muñoz
DANS: Alexandre Bourdat, Benjamin Skop, Selene Muñoz
BASSISTER: Yasser Pino, Miguel Rodrígañez
KOMPONISTER: Jesper Mechlenburg, Yasser Pino, Miguel Rodrígañez
KOSTUMER: Charlotte Østergaard, Selene Muñoz
LYSDESIGN: Michael Breiner
LYD: Weronika Andersen
LYSAFVIKLING: Frederik Hougs