Koreograf i en campingvogn

Som en del af Københavns Musikteaters kulturprojekt ”I København har jeg hjemme” har koreograf og danser Pernille Garde kastet sig ud i en arbejdsform, hun ikke tidligere har stiftet bekendtskab med. Hver uge opsummerer Pernille Garde ugens oplevelser i en dagbog til Dans ONlines læsere. Læs den her.


”I København har jeg hjemme” er kulturcamping, der fra den 12. august til den 21. september sender en række kunstnere ud i campingvogne i forskellige dele af København. Her skal de i seks uger indsamle de lokale københavneres historier – høre om deres hemmeligheder, drømme og hverdagstrivialiteter – og med afsæt i fortællingerne skabe et kulturelt output, der kan opleves gratis i byrummet.
Mere info: Københavns Musikteater, www.kobenhavnsmusikteater.dk

Koreograf Pernille Garde
Pernille Garde er uddannet fra Skolen for Moderne Dans fra 1995-1999 med koreografi som linjefag. Siden har hun skabt adskillige forestillinger – senest Circus of Life i 2012. I april 2014 er hun aktuel med Lost Memories, der bevæger sig gennem erindringens kringelkroge, på Københavns Musikteater.
Mere info om Pernille Garde: www.pernillegarde.dk

Resten af august står campingvognen på Litauens Plads lige ved Saxogade, hvor ludere, lommetyve og børnefamilier lever side om side.
Den 29. og 30. august 2013 skifter Pernille Garde de gammelkendte prøvelokaler ud med Vesterbros asfalt, når hun i samarbejde med sin projekt-makker musiker og komponist Martin Pedersen har to gange seks timer til at skabe en danseperformance. Her følges publikum gruppevis rundt til en række små tableauer på Litauens Plads på Vesterbro i København, hvor man kan opleve optrædenen fredag den 30. august kl. 17.  
I september rykker Pernille Garde og Martin Pedersen campingvognen til Stærevej 74 i København NV.
Hver uge opsummerer Pernille Garde ugens oplevelser i en dagbog til Dans ONlines læsere. Læs den her.

 

 

 

Dagbog Pernille Garde. Foto: Sven Berggren

Dagbog uge 1, den 12.-19. august

af Pernille Garde (koreograf og danser)


Det har været en række fantastiske møder med mennesker, jeg aldrig har mødt før. Møder med mennesker, som åbner sig op og fortæller mig ting om deres liv, som er almenmenneskelige på en eller anden måde.

 

Pernille Garde deler campingvogn med musiker Martin Pedersen under projektet ”I København har jeg hjemme”. Han skaber lyddesignet til hendes koreografi, der afslutter ugerne på Vesterbro den 30. august. Foto: Sven Berggren

 

Folk udviser en stor generøsitet i forhold til at ville dele ud af deres historier. Scenekunsten og dét at skulle skabe noget og skulle skabe en rolle og bevægelser, det er lagt til side for lige nu. Nu handler det om mødet mellem mennesker, og her er det lige meget, at jeg er koreograf, og hvad de laver, men i campingvognen kan vi skabe et intimt rum.

Det, der har overrasket mig mest, er den naturlighed, hvormed historierne er kommet, at der ikke er den barriere, der kan være i andre sammenhænge, for eksempel på arbejdet eller i byen og alle mulige andre steder, hvor man gebærder sig. Campingvognen bliver et helle, som ikke er iscenesat på nogen måde. Dér bliver der plads til bare at være mennesker.

Der er mange mænd, der er kommet. Jeg må have lidt flere historier fra kvinder. Jeg har tænkt over, hvorfor kvinderne mangler? Jeg har tænkt lidt over det, og jeg tror, at det er, fordi kvinder er vant til at snakke om ting. Men for eksempel en mand, der brød sammen, sagde til sidst, at det at tale med os havde været bedre end at være hos en psykolog. Bare at blive lyttet til, ikke blive analyseret, men bare at blive rummet uanset hvilken historie, du fortæller.

Når du sidder overfor et menneske, der er dybt ulykkelig, så tager du det ind, det gør jeg i hvert fald, for at jeg kan lytte ordentligt. I den situation er du nødt til at være meget nærværende. Der var en meget heftig historie, og bagefter så var både Martin og jeg helt færdige. Det er svært at sætte ord på helt konkret, hvordan vi håndterer det. Vi gør os vores erfaringer undervejs.  

Når jeg hører en historie, kan jeg mærke, hvor der er noget, der inspirerer mig. Men det er først bagefter, at jeg begynder at bearbejde det kunstnerisk. De øjeblikke er, når de kommer ind på noget, der er vigtigt. Noget, som jeg oplever som vigtigt. Og noget, der er vigtigt for dem. Om identitet, hvad de drømmer om. Noget modstand, de har haft i livet. Sjove ting.

Martin og jeg snakker meget om de oplevelser, vi har. Det er fantastisk, at vi er to. Det skal man være i forhold til at håndtere og lave et output til sidst. At man er i den dialog hele tiden.

Vi taler om, hvad det er for dialog, vi skal bruge, hvilke stemninger. Det er udfordringen for os, for jo mere konkret det bliver, jo mindre svævende skal Martin være og kun koncentrere sig om lyddesignet, og hvor han synes, at vi skal arbejde hen lydmæssigt.

Jeg er meget vant til at vide, hvad jeg gerne vil, når jeg laver en forestilling. Men her under ”I København har jeg hjemme” – i hele processen – både når du lytter og selv fortæller, der ved vi ikke noget. Det er meget anderledes for mig. Det, at vi ikke ved noget, gør måske, der kommer nye idéer og nye måder at anskue tingene på. Livet på den ene side, og hvordan output/resultatet bliver på den anden side.

Lige nu får vi bare indtrykkene, og i den proces er output ligegyldigt. Det er sekundært lige nu. Det primære er, at vi skal lade os inspirere. Fra starten har det ligget i mig: Hvordan formidler jeg de her indtryk på en vedkommende måde? Hvad kan scenekunsten i forhold til et nyt publikum, der ikke er vant til at gå i teatret? Hvad kan de få ud af det? Kan det, jeg gerne vil have, leve op til det output, vi har til sidst?

Men jeg er meget spændt på det output. Ikke nervøs, men tænker mere over, hvad det kan – kan vi nå det? Vi har to dage til at skabe scener med danserne, og kan vi på den tid nå at skabe noget, der er vedkommende?   

Jeg er ikke nervøs for at være i campingvognen. Måske lidt, når vi skal sidde der fra kl. 21-03 på lørdag. Sidde der om natten på Vesterbro – hvad sker der mon der? Men jeg er ikke bange for det.

Den første dag kom der fire mænd, nogle typer, der havde været i byen, de var fulde, de var glade, de lavede total meget sjov og sagde: Der står fixelancen, vi skal derind.

Jeg måtte sige til dem, at det altså ikke var sådan et fix, de kunne få. Men at de måske kunne få et lille historiefix i stedet.  

Samme dag, eller dagen efter, sidder to fyre på en trappesten. Jeg hiver fat i den ene af dem, en rødhåret, og spørger, om han har lyst til at fortælle, fordi vi gerne vil høre fra dem på Vesterbro. De sad og drak en øl. Jeg fik ham med ind i vognen, hvor jeg først fortalte en historie, og der havde jeg en 5-øre og en 10-øre som rekvisitting, og så begyndte han at fortælle.

Campingvognen står i nærheden af Cafe Sonja. En af dagene kom jeg ud af Cafe Sonja, falder over dørtrinnet og vælter ud på gaden. Alle kigger. Jeg ender ved et bord og får lige løftet mig op ved en stamkunde. Så får jeg vendt situationen og spørger: Har du en historie at fortælle?

Der er både folk, der kommer af sig selv, og så har der også været nogle elever fra Oehlenschlægergade Skole. Der har været kastet bær på campingvognen, banket på og så løbet grinende væk. Så kom de et par dage efter og spurgte, hvad det var for noget, vi lavede?

Der var én, der fortalte mig om sit tidligere misbrug af øl og hash. ”Hvis jeg boede tæt på, kunne jeg bare lige gå ned på et bordel, hvis jeg fik lyst, men det skal jeg ikke”. Han var misbruger, og han har det et eller andet sted i sig, at han ikke skal bo på Vesterbro, hvor han ville gøre det, hvis det var.

En anden fortalte om sin kammerat: ”Det er gået mere ned ad bakke for ham. Han er halvt hjemløs. Han har et hjem derhjemme, men han vil ikke hjem”.

Det giver mig nogle billeder og nogle tanker om livet.

Som der var en af dem, der fortalte en historie, der sagde: ”Det er for epileptisk sindssygt”.

Du kan også følge Pernille Garde og Martin Pedersens dagligdag på http://hjemmeikbh.dk/vesterbro

 

FAKTA

LÆS hele dagbogsserien:

Processen op til forestillingen - Dagbog. Uge 6

Musikken bliver til - Dagbog. Uge 5

Koreograf i campingvogn i København NV - Dagbog. Uge 4

2x6 timer til prøver - Dagbog. Uge 3

Vandreforestilling - Dagbog. Uge 2

Fantastiske møder - Dagbog. Uge 1

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top