Kim Brandstrups lille forestilling, Ceremony of Innocence, der havde dansk premiere i Glassalen i Tivoli, den 15. september, er et værk inspireret af Thomas Manns ”Døden i Venedig”, sat til musik af komponisten Benjamin Britten. To tunge drenge at give sig i kast med at behandle i ballettens sprog. En mission som Ceremony of Innocence forløser med en intens og indestængt energi, der giver nyt liv til fortællingen om den ældre mands fascination og skæbnesvangre forelskelse i den unge dreng.

af Betina Rex (cand.mag.)

 

innoncence 1
Ceremony of Innoncence. Dancers: Mara Galeazzi, Edward Watson. Choreography by Kim Brandstrup. Photo: Rob Marrison


At give associationerne frit løb efter både at have interviewet Kim Brandstrup samt set hans forestilling Ceremony of Innoncence, gør mig opmærksom på, hvor stemt jeg er blevet af historien om den tabte ungdom og den hårde accept og erkendelse af, at størstedelen af ens eget liv sandsynligvis er levet. Den kødelige del af kærligheden i fortællingen er bestemt også interessant, men jeg må indrømme, at det er det dødelige aspekt, som jeg allerede inden, jeg så forestillingen, var blevet introduceret for, der fortsat rumsterer i mine tanker. Den dødelighed, der bliver desto tydeligere, når livsspektret bliver kridtet op – og favner hele vejen fra ung til olding.

I særdeleshed var den afsluttende scene, hvor danseren Edward Watson, som den ældre mand, med ryggen mod publikum, gik ud i det brusende hav, der på smukkeste vis via Leo Warners videoprojektion tilsynekom på bagtæppet, dragende. Det bagtæppe, der i parentes bemærket hidtil havde set ud, som var det bygget af mursten, åbnede nu op for det uendeligheden. Her bristede Glassalen momentant af lutter melankoli, da teknisk snilde og den graciøse danser tilsammen opløste de visuelle hårde menneskeskabte sten i havets altopslugende urkraft.

 

innoncence 2Der er noget ved tiden og livet, som jeg aldrig rigtig har fået hold på. Livet er på godt og ondt spændt op på tiden. Og tiden og livet går, hvad end vi vil det eller ej. For slet ikke at tale om, hvordan begge dele kan føles langt eller kort, alt afhængig af omstændighederne. Tiden kan forklejnes og ignoreres, eller gøres altoverskyggende relevant. Begge dele virker konstrueret, når jeg forsøger. Livet såvel som tiden ér. Hvad end jeg vil det eller ej. Men er samtidig en kontinuerlig konstruktion.  Konstant, men uhåndgribelig. Jeg må på sin vis forsøge at bruge og forvalte begge dele. Man har ikke egenrådig indflydelse på, hvordan livet med tiden udfolder sig.

På tærsklen til 30 har jeg selvsagt ingen idé om, hvordan det føles at stå i livets sidste halvdel og se tilbage. Naturligvis kan jeg se tilbage. Naturligvis kan jeg føle mig ældre end dem, der er yngre. Men endnu ikke med følelsen af, at jeg har tilbagelagt størstedelen af livets landevej. Vide det kan jeg jo ikke. Men leve i den ungdommelige optimisme gør jeg trods alt.

Det er den slags tankerækker, der glider gennem mit sind, efter at have set Ceremony of Innocence. Der er noget på samme tid stærkt og skrøbeligt ved at opleve overvejelser som disse filtreret og formidlet gennem dansen. Netop fordi kroppen, vores fysiske verdensforankring, er den del af os, som synligt mærkes af tidens gang. Hvis vi vil bevare smidighed og styrke, kræver det en hvis indsats. Samtidig skal vores sind også trænes, så det kan vokse og udvide sig, og opfatte og udtrykke stadigt mere komplekse sammenhænge, som tiden går. At ældes er derfor et udtryk med mange muligheder. Det er ikke entydigt lig med forfald. Det kan også være forfinelse. Eller forbedring. Men uundgåeligt forandring.

Sat på tåspidsen i en ballet, bliver alder og tid en relativ, men reel størrelse. De stærke smidige kroppe røber ingenting om deres tilbagelagte tid. Hvad den ældre mand beundrer, måske begærer i den yngre, det er ikke nødvendigvis det yngre i sig selv, eller i sit fysiske udtryk, men des mere potentialet i ungdommen. Muligheden for at stå på kanten af livet, frem for ved afgrunden af ens skæbne. Som jeg ser det, handler det om, at livet er en lang undersøgelse af og med tiden. Med angsten for, at man, når man en dag når frem til et tilnærmelsesvis resultat eller et mønster til forfølgelse, forsøgsvist retter ryggen, for at erfare, at den måske er blevet kronisk krum, og at tiden – den næsten allerede er gået.

 


Ceremony of Innoncence. Dancers: Alexander Campbell, Itziar Medizabal. Choreography by Kim Brandstrup. Photo: Rob Marrison

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top