Seminaret den 4.-5. september på Statens Scenekunstskole med den på én gang præcise og porøse titel Choreo-drift var en cocktail af koreografien og koreografens væsen. Intentionen var at fortsætte de afsøgninger og undersøgelser af, hvad koreografien kan og vil i en politiseret og en alt for ofte verbal debatterende kultur, hvor vi sidder med hænderne i skødet og passivt tilkendegiver vores holdning. Seminaret vil, at der må findes en anden måde at udtrykke sig kritisk på. Mere engageret. Mere energisk. Mere bevægende og bevægeligt. Men hvilken stemme har bevægelsens sprog, og hvem skal den tale til. Og fra.

af Betina Rex (stud.mag.)

 

Choreo-drift

anika

Christina Caprioli, svensk koreograf og kompagnileder, er kvinden bag initiativet til Choreo-drift. En petit kvinde med en potent gennemslagskraft. En kunstner, der ikke ønsker at være et alternativ til de tunge drenge, men at være noget helt andet end dem. At gøre tingene på sin egen måde. Viljen til at gennemføre det mærkes tydeligt, når man møder hende, og må samtidig siges at være en absolut nødvendighed, hvis man vil gennemføre et så omsiggribende projekt som Choreo-drift.

Helt kort fortalt så var seminaret i begyndelsen af september et led i en lang række verdensomspændende aktiviteter, under Choreo-drift parolen. Hvoraf nogle allerede har fundet sted, og andre vil spænde af i løbet af de kommende år. 

Frem for slavisk at beskrive begivenhedernes gang, hvilket alligevel vil resultere i udeladelser og forglemmelser, vil jeg i stedet lave bevidst udvalgte nedslag i seminarets program og fremhæve de tre forelæsninger, der i særdeleshed vakte min interesse og skærpede mit fokus. 

 

Det rygløse program

Fredag middag indledes seminarets anden del ved, at der blev delt programmer ud til deltagerne. Vanligvis en relativt uinspirerende, men ikke desto mindre ret nødvendig omstændighed ved sammenrend af den slags. Den oplevelse blev radikalt forandret, da Christina Caprioli gav sig til at hive stakkevis af programmer op af en kasse og dele dem ud. Her var kælet for detaljen og tænkt over den større sammenhæng med selve seminarets intention.

Derfor var programmet vakuumpakket, således at man, når man fik det i hænderne, sad med et utilgængeligt og ubøjeligt stykke papirmateriale i hænderne. Så snart man, yderst nysgerrig, rev hul på plastikpakken, forvandlede indholdet sig til nøjagtigt, hvad det var.
En rygløs, uhæftet samling foldede A4 ark. Tæt beskrevet med idéer, både tidligere og kommende Choreo-drift programmer. En smuk, og i ordets bogstaveligste betydning, håndgribelig måde at angribe den evindelige form/indholds dialektik. Som en to-go danser var programmet med sin ledløse bøjelighed lige til at stikke i tasken og granske nærmere hjemme i sofaen.

 

Hip hoppens baggrund

Første oplæg. “French Moves: the cultural politics of ‘le hip hop”  stod amerikanske Felicia McCarren for.  For en som undertegnede relativ newbee ud i hip hoppens kulturelle indflydelse og udbredelse var det et særdeles oplysende punkt på programmet. McCarrens fik sat spot på, hvordan modkultur i en kunstnerisk kontekst kan blive til en del af en strategi til inklusion og opløsning af forskellige former for kulturelle skel. Uden herved at påstå at præsentere en mirakelkur mod diskrimination, hvilket brugen af ordet integration i den efterfølgende Q&A session fx kom til at illustrere. Når nogen integreres, anerkendes og bibeholdes i en eller anden grad den oprindelige forskel mellem den, der integreres og det, vedkommende integreres i. Der er stadig en “rigtig” og “forkert” side af kulturen, og det handler stadig i en eller anden grad om at bevæge sig over på “den rette side”.

 

Skriften på væggen

Således grublende over de svært omgængelige dilemmaer ved integration, (e)migration og inklusion, fortsatte programmet med et af de for mig mest bemærkelsesværdige og inspirerende punkter. Den interaktive “forelæsning” med en tekst af Andre Lepecki. Frem for en regulær stillesiddende forelæsning blev deltagerne bedt om, i par, sammen at læse den omdelte forelæsning. Men på en ganske særlig måde. Kort fortalt skulle den ene simultant med, at den anden læste op, skrive talen ned. Uden at kigge på hvad vedkommende skrev. Men ikke på et almindeligt stykke papir. Nej. Det skulle skrives på de tre sammenhængende plastikbedækkede vægge i den sal, hvor seminaret fandt sted. Og ikke nok med det. Alle skulle gøre det samtidig. Hvilket betød, at den der læste, også skulle holde øje med, at den der skrev ikke skrev noget, der allerede stod der i forvejen.

Det var en vanskelig øvelse. Men endnu mere umulig at forklare med ord. Ud over den rent kropslige udfordring, der lå i øvelsen, så afstedkom den også vældig mange overvejelser i forhold til forholdet mellem kopi og original, dét at bevæge og bevæges, og at gøre noget alene kontra i fællesskab. Samt ikke mindst spørgsmålet om, hvad mening er. Lepeckis tekst var bestemt ikke af den lette slags, men derimod en ret vanskelig akademisk størrelse, der behandlet på denne måde blev modtaget og bearbejdet på en markant anderledes måde, end den formentlig sædvanligvis bliver. Noget deltagerne på seminaret, på en noget ustabil skypeforbindelse til Lepecki i Stockholm, fik mulighed for at diskutere med ham efterfølgende. 

 

Ship to Gaza

Seminarets sidste oplæg var af svenske Mattias Gardell og hed brutalt ærligt: “Beyond Victim and Terrorist: Ship to Gaza/Freedom Flotilla and the Choreography of Life and Death”. Modsat Lepecki var Gardells oplæg mere som en reel forelæsning, og så alligevel overhovedet ikke. Som McCarren inviterede Gardell deltagerne til at forlade de trygge stolerækker og placere sig på gulvet rundt om ham, og tættere på bagvæggen, hvorpå uddrag af optagelserne af Ship To Gaza blev projekteret. Et greb, som ved begge oplæg skabte en langt mere afslappet, intens og samhørig oplevelse af rent faktisk at deltage i noget i fællesskab, og ikke bare som en gruppe af enkelte individer, afsondret placeret på hver sin stol.

Gardell er en skarp formuleret akademiker, der formår at tale i et sprog, så selv en kompleks ting som Israel-Palæstina konflikten momentvis virker lidt mere forståelig. Muligvis mest fordi jeg deler hans synspunkter. Gardell var selv en del af aktionen Ship to Gaza, en omfattende aktion, hvori alle hånde aktivister, ved helt konkret at forsøge at sejle til Gaza, gav udtryk for deres holdning til belejringen af palæstinenserne. Båden nåede aldrig Gazas kyst, men det gjorde budskabet, hvilket var en væsentlig pointe i oplægget.

Gardells pointe heri: at en intention også kan gøre en forskel, hvad end den resulterer i gennemførelsen af det intenderede, eller noget helt andet, blev på den led for mig en wrap up af hele seminaret. Viljen til at gøre noget har en værdi. Igen med tanke på at bevæge og blive bevæget. Det afsluttende glas Crement i skolens gårdhave, under en blå septemberhimmel var en kærkommen lejlighed til at snakke videre, og i fællesskab fordøje de foregående dages mange input. Og måske blev der sat noget i bevægelse her, som vil udfolde sig i fremtiden. Det kan man kun håbe på.

 

FAKTA:

Choreo-drift på Statens Scenekunstskole

 

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top