Flagrende, feminin uskyldighed og firkantet, maskulin håndboldspil bliver fortolket i en dobbeltforestilling af Black Box Dance Company.

af Julie Eleanor Andersen (stud.comm. i journalistik)

 

push 1-1
Dansere fra Black Box Dance Company i koreografi af Edhem Jesenkovic i værket RUSH. Foto: Michael With

 

PUSH

Benhårdt håndboldspil og uskyldig kærlighed. Det er de to vidt forskellige inspirationskilder, der ligger til grund for det kun halvandet år gamle Black Box Dance Companys nye dobbeltforestilling. Forestillingen går under navnet ’PUSH’ og byder både på uskyld og ophidselse. Humor og seriøsitet. Adrenalin og stilhed. Dobbeltforestillingen består af to værker, som den 37-årige koreograf Edhem Jesenkovic og den prisbelønnede koreograf Tim Rushton står bag; Edhem Jesenkovic med forestillingens første værk ’RUSH’, og Tim Rushton med forestillingens andet værk ’EVAs DILEMMA’.

 

RUSH : Der er kamp til stregen

Edhem Jesenkovic’ ’RUSH’ er en original fortolkning af den barske håndboldverden, hvor kæft, trit og retning-kulturen stortrives. En ”træner” forsøger at få ”spillerne” til at forstå sin taktik ved at råbe dem ind i hovedet, og der er et stort pres på ”spillernes” skuldre, både fysisk og psykisk. Der bliver trænet målmandsøvelser med smidige bevægelser og hårde skud. Ingen forbier er accepteret. Danserne løber rundt på scenen med sveden piblende af dem, og det kan minde om en kampscene fra en militærøvelse.

push 2-1

 

Dansere fra Black Box Dance Company i koreografi af Edhem Jesenkovic i værket RUSH. Foto: Michael With

 

 

 

Den firkantede scene er indrammet af selvlysende, hvidt tape, og det er ikke svært at drage klare paralleller til en klassisk, firkantet håndboldbane. Ligesom i dansens verden, foregår det meste af håndboldspilleres træning indendørs, indrammet af hallens fire vægge. En dunkel belysning på scenen står i stærk kontrast til den klare, lysende tape, og det skaber en stemning af indelukkethed, som løb danserne panisk rundt i en fængselscelle. Men indelukketheden er alligevel rarere end det tomrum, der opstår, når danserne til sidst i forestillingen fjerner noget af tapen. Tapen giver lys, og uden dén er der bare mørke, ligesom det mørke tomrum der kan opstå, når en professionel håndboldspiller er færdig med en kamp og forlader sit rette element blandt håndboldhallens fire vægge. Denne følelse kendes også fra andre situationer. For eksempel i dansens verden, hvor en danser kan opleve virkelighedens verden som et tomrum i kontrast til de euforiserende øjeblikke på scenen under en forestilling. Når der er et sted og handling, der giver et kick, kan det være svært at undvære, uanset stedet og handlingens barskhed.

Edhem Jesenkovic har selv komponeret både lyden og bevægelserne i værket. Taget i betragtning af, at han ikke selv har direkte erfaring som håndboldspiller, er det imponerende let at genkende håndboldens bevægelser i koreografien. Værket er hverken abstrakt eller konkret, men det er tydeligt, at Edhem Jesenkovic har brugt tid på at nærstudere både håndboldspillere og håndboldspillet. Han har brugt tid i Holstebros håndboldarena, hvor han har optaget lyde, der kan høres under forestillingen i en kombination med dybe vejrtrækninger og elektronisk musik. Han har også suget til sig af inspiration fra ligaherrerne fra Team Tvis Holstebros bevægelser. Det er da også blevet arrangeret, at alle ligaspillerne i Team Tvis Holstebro skal se forestillingen, der jo netop tager udgangspunkt i deres hverdag.

Dansernes energiske bevægelser giver publikum adrenalin i kroppen, og derfor er det ikke så mærkeligt, at værket netop hedder ’RUSH’. De otte unge dansere fra Black Box Dance Company, der alle er i starten af deres karriere, viser, at de behersker både det teatralske og den fysiske kontrol. Dog er danserne meget forskellige, både i deres udtryk og kunnen, og det virker som om, at de alle danser i deres egen verden, uafhængigt af hinanden og på trods af deres fysiske kontakt. I virkelighedens verden ville et håndboldhold udelukkende bestående af solospillere næppe kunne vinde en kamp. Dansernes udstråler hverken samarbejde eller holdfælleskab, og det kan virke en anelse utroværdigt.

 

EVAs DILEMMA : En ung fortolkning af et gammelt værk

En helt anderledes løssluppen, humoristisk stemning finder man i forestillingens anden del, hvor den berømte Tim Rushtons nye værk, ’EVAs DILEMMA’, bliver vist. Værket er ikke ligeså originalt som ’RUSH’, da Tim Rushtons koreografi bygger på et af hans tidligere opsætninger, ’ADAMs DILEMMA’, der er helt tilbage fra 2009. Lyden er tonerne til Vivaldis ’De fire årstider’, ligesom det også var i ’ADAMs DILEMMA’, og temaet er det samme; den forårskåde uskyld og søgen efter identitet og kærlighed.

Den manglende originalitet gør dog ikke værket mindre fængende, og de unge dansere fra Black Box Dance Company forstår at gøre koreografien til deres egen med et feminint strejf af bløde bevægelser. Særligt iøjnefaldende er danseren David Cornelius Price, der i 2014 modtog Reumert Talentprisen for sin medvirken i Black Box Dance Companys første forestilling, Viva, Vive!. Også Annika Krusensten er fremtrædende med sine yndefulde bevægelser, der passer godt til temaet om ungdommens uskyld.

På humoristisk vis formår Tim Rushton og de otte dansere fra Black Box Dance Company at vise begæret og lysten, der har været mellem mennesker, ifølge den bibelske historie, lige siden Eva tog en bid af æblet i Paradisets Have. I værkets begyndelse er det Annika Krusensten, der tager den forbudte bid af æblet, hvorefter lysten til de søde æbler og til hinanden smitter af på de andre dansere. De formår også at vise den dertilhørende blufærdighed og usikkerhed, der kan være en følge af det forbudte begær. Blandt andet tager de alle mere tøj på efter Annika Krusenstens bid af æblet for at skjule deres halvnøgne kroppe. Men blufærdigheden er ikke så gennemtrængende, at der ikke falder et par kys af i svinget, og en af danserne, Sophie Høeg, lader sin lynlås i sine bukser stå åben.

 

push 3-1
David Cornelius Price og Annika Krusensten fra Black Box Dance Company i koreografi af Tim Rushton i værket EVAs DILEMMA. Foto: Michael With

 

 

FAKTA:

Der var premiere på ’PUSH’ i Black Box i Holstebro den 4. februar 2015. Herefter er ’PUSH’ sendt på Danmarksturné, og den er netop blevet vist i Dansehallerne i København. Det er den tredje opsætning fra dansekompagniet Black Box Dance Company, der har hjemsted i Holstebro og ledes af Marie Brolin-Tani. Kompagniet er Danmarks eneste for dansere i starten af deres karriere.

Spiller den 23.02.15 og 24.02.15 kl. 19.30 hos Den Fynske Opera, Odense - læs mere

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top