Samspillet mellem dansen og omgivelserne gør ballet under åben himmel til en hel særlig oplevelse, men netop sommervejrets luner kan også være såvel et medspil som et modspil. Og sådan blev det, da Verdensballetten for første gang gæstede Københavnsområdet med en forestilling i haven ved Sølyst.

af Susanne Trudsø (konservator; kulturskribent)

 

Verdensballetten 1Verdensballetten, 2015. Foto: Esben Zøllner Olesen


Haven ved Sølyst er højt beliggende i terrænet og med et par gravhøje anbragt på kanten ned mod Øresund. På højene vokser store linde- og bøgetræer, der dermed indrammer Øresunds vandspejl og giver den smukkeste og foranderlige sceniske baggrund for danserne. Blandt publikum har mange valgt at købe den fulde pakke, hvilket indebærer spisning før forestillingen. Borde med knitrende hvide damaskduge er opstillet i en del af haven, dog hovedsagligt under en kæmpestor blodbøg, og ved disse borde skal buffetens lækkerier spises. Men regnen siler ned, og det, som kunne have været den romantiske danske sommeraften, ligner et arrangement, som vejrmæssigt får for meget modspil og er på vej til at gå i vasken. Men publikum og arrangørerne tror optimistisk på projektet, scenegulvet er pakket væk under store plastikpresenninger, og buffetens pølser, salater og oste indtages i læ under blodbøgen eller under paraplyer. Og det forunderlige indtræffer. Vejret bliver to minutter før forestillingsstart til en medspiller. Regnen stopper, det klarer op, scenegulvet pakkes ud, og publikum tørrer stole af, inden de sætter sig til rette. Og borgmester Hans Toft byder velkommen.

 

Verdensballetten 3
Verdensballetten, 2015. Foto: Esben Zøllner Olesen


Highlights fra ballettens og operaens verden
Aftenens første programpunkt er den sorte svanes pas-de-deux fra 3. akt i klassikeren Svanesøen. Handlingsmæssigt har prinsen natten forinden svoret evig troskab til den hvide svane, og derfor netop afvist en lang række af potentielle ægteskabsmuligheder. Men da den sorte svane, der til forveksling ligner den hvide svane, ankommer, er prinsen helt og anderledes modtagelig overfor flirt, besnærende smil og æggende bevægelser. I rollen som den sorte svane er Francesca Hayward absolut forførende, og som prinsen lader Marcelino Sambé sig forblænde. Drømmende og længselsfuld overbeviser han sig selv om, at hun er den rette, én og samme kvinde, som han allerede natten forinden har forelsket sig i, hvorfor han ikke bemærker, hvor meget Thomas Whitehead, der som hendes far har behov for at hviske hende i øret af taktiske luskerier.

Verdensballettens program er ikke kun ballet, men så sandelig også opera og her i 2015 har Verdensballetten allieret sig med tenor Peter Lodahl. Hans første arie, som synges med stor følelsesladet indlevelse og smerte, er digteren Rodolphes arie fra første akt fra Puccinis La Bohème. Han har netop mødt Mimi, og i arien fortæller han om sit liv og sine drømme. Smukt, men dog lettere forstyrret af et lavtgående fly under indflyvning til landing i Kastrup, men sådan er det jo med forestillinger i det fri.

 

Verdensballetten 6
Verdensballetten, 2015. Foto: Esben Zøllner Olesen


Det tænksomme og det forrygende
I 2010 skabte Liam Scarlett balletten Asphodel Meadows til The Royal Ballet. Titlen refererer til den antikke græske underverden, og balletten består af tre duetter, hvor smagsprøven i det danske lunefulde sommervejr er pas-de-deux II. Melissa Hamilton og Xander Parish er som to svajende planter på en dødsseng længelsfulde efter hinanden. Trinsproget er klassisk og med et moderne twist, hvor de to dansere er afklaret om en snarlig afsked. Dansen er synkron, fra indestængt til ekspressiv, hvor hun kaster sig i hans favn, men samtidig også to resignerende mennesker næsten uden øjenkontakt og dog. Følelser antydes i smuk, stram dans.

Ganske anderledes er det, da Verdensballettens kunstneriske leder Steven McRae kommer på scenen. I en herlig czardas stepper og danser han sig, som en anden gadedreng iført hvid T-shirt og cowboybukser, gennem nummeret med vrikkende hofter og ikke bare snurrende, men hvirvlende pirouetter. En absolut forrygende entré på scenen.

Siden 2010 har violinisten Charlie Siem været en fast del af Verdenballetten, og han fortsætter i samme spor. Musikken er igen en czardas, og også han er forrygende i sit spil; men han må dog holde sig lidt i ro stående under en stor parasol, for at der ikke skal komme enkelte regndråber ned på hans Guarneri del Gesu-violin, der er forsikret for den nette sum af 80 millioner kroner.

 

Verdensballetten 2aVerdensballetten 2bVerdensballetten 2c
Verdensballetten, 2015. Foto: Esben Zøllner Olesen

 

Côte à côte; en repremiere
I højtaleren høres prinsgemalens stemme: I dine øjne plukker jeg himlens blå og sætter en flig i mit knaphul som pant; så drømmer jeg, at du lukker mig ind i pupillernes nætter. På din læbe samler jeg små røde kys, som jeg lægger tilbage i dit smilehul ganske forsigtigt; så trækker jeg dem på strå som forråd til ensomme dage. Digtet Ved din side er på fransk og fortsætter med endnu to vers, som er en sand kærlighedserklæring fra en mand til hans kvinde. Dansen er koreograferet af Kristen McNally, og danses af Francesca Hayward og Thomas Whitehead. Værket havde urpremiere sidste år med Verdensballetten og tåler absolut et gensyn. Tiden kunne meget vel være sat et århundred baglæns, hvor han er i et soldaterlignende kostume, mens hendes kjole er sart beige. De er to mennesker, der længes, de søger, de forsøger at favne, de mødes og griber hinanden. Men da de finder hinanden, er der en undertone af tristesse, og de går hver sin vej, mens prinsgemalen læser de sidste strofer af sit eget digt Côte à côte.


Fynsk Forår og en solsorts sommersang
Carl Nielsens 150 års fødselsdag skal selvfølgelig også markeres, og fra kantaten Fynsk Forår synger Peter Lodahl den dejlige sang Den milde dag er lys og lang. Helt alene om sangen er Peter Lodahl dog ikke, da en solsort samtidig synger sin aftenssang efter en lang dag.

Jens-Christian Wandt, som lige siden starten i 2008 har været ankermanden bag Verdensballetten, lader også sin røst lyde med sangen Tonight fra Bernsteins musical West Side Story, og snart er han omgivet af Charlie Siem på violin – og igen under parasol – samt danserne Roberta Marquez og Steven McRae, der valser yndefuldt over scenen, mens skyerne på himmelen atter trækker sig sammen og lægger op til mere regn.

 

Verdensballetten 4
Verdensballetten, 2015. Foto: Esben Zøllner Olesen


Fra medspil til modspil
Længe så det ud til, at forestillingen netop kan gennemføres, uden at vejret bliver en udfordring, men mens Melissa Hamilton og Xander Parish danser den hvide svanes pas-de-deux fra Svanesøens 2. akt, begynder det atter at dryppe. I historien er hun, svaneprinsessen, netop forvandlet fra svane til kvinde og er netop ved at lade sig tiltrække af hans forsigtige tilnærmelser. Hun stadig skælvende, sart og angst, mens han må holde igen på sin stormkur for ikke at skræmme hende. Teknisk er både Melissa Hamilton og Xander Parish sublime, og hun er angstfuld, men desværre nok mest angst – hvad man jo godt forstår – for scenen, der grundet regn bliver mere og mere våd og glat af den begyndende regn.

Aftenens sidste balletsekvens bliver pas-de-deux’en, sovekammerscenen, fra Manon i Kenneth MacMillan geniale koreografi og til Jules Massenets vidunderlige musik. Lille vævre Roberta Marquez er glad og forførende som Manon, mens Steven McRae er tænksom over et brev. Men snart er de to, som kun har øje for hinanden, fuldstændig forelskede. De bare må kaste sig i hinandens arme; helt øre af elskovslyst. Sublimt.

Aftenens afrunding bliver på fineste vis varetaget af Peter Lodahl og Jens-Christian Wandt, der sammen synger duetten Au fond du temple saint fra Georges Bizets Perlefiskerne, og de bliver akkompagneret af aftenens gennemgående pianist; Caroline Jaya-Ratnam.

Aftenens program blev lidt anderledes end oprindeligt tænkt. En ændret rækkefølge, ingen pause, og et enkelt nummer måtte udgå, da scenen til sidst er for våd. Det nummer, der måtte udgå er en ny pas de deux til de to mandlige dansere, Marcelino Sambé og Thomas Whitehead, inspireret af Wes Andersons film Grand Budapest Hotel. Håbet er, at sommervejret arter sig bedre på Møllerup gods ved Århus og ved Den Tilsandede Kirke på Skagen, således at Kristen McNallys nye koreografi kan få lov til at få sin urpremiere hos Verdensballetten.

 

Verdensballetten 7

 

 

 

 

FAKTA:

Verdensballetten

Denne reportage er fra Sølyst, København, som Verdensballetten gæstede den 7. juli. Gæstede Møllerup Gods ved Århus den 10. juli og spiller sidste gang i Skagen ved Den Tilsandede Kirke den 13. juli.

Info: Verdensballetten – en oplevelse i særklasse

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top