Toogtyve skikkelser på rad og række hen over Store Scene i Skuespilhuset. Langsomt, uendeligt, næsten ulideligt, langsomt bevæger de sig frem mod os, publikum – og skal det vise sig ikke bare hen imod, men bogstavelig talt også ud over scenekanten, i frie fald, elegante hop og spring eller helt forfjamskede snublende bevægelser. Velkommen til Horisonten.

af Betina Rex (dramaturg)

 

horisonter 4
Horisonten. Det Kgl. Teater, sæson 2015-2016. Foto: Mats Bäcker


En teaterforestilling, hvor selve verden spiller hovedrollen, lyder måske umiddelbart som en floskel, men faktisk lykkedes det tilnærmelsesvist i Horisonten. I hvert tilfælde i den snævre forstand at scenen og scenografien i min optik løber med det meste af opmærksomheden, samtidig med at det ubetinget er rummets komposition og scenografiske elementer, der rent faktisk er genstand for en egentlig handlingsmæssig udvikling.

horisonter
Horisonten. Det Kgl. Teater, sæson 2015-2016. Foto: Mats Bäcker

 

Kunstarternes styrker
De medvirkende dansere, sangere og skuespillere er så afgjort af bedste klasse og gør hver især og tilsammen alt for at lade de forskellige kunstarter mødes i et sammensmeltet udtryk, der tilgodeser dem alle. Og når operasangerne får hele holdet til at lege tagfat, alt imens de tilsyneladende ubesværet synger af deres lungers fulde kraft, om den sang, der blev deres levevej, så smelter jeg også lidt ned i sædet. På sammen måde som når skuespillerne, inden de kaster sig selv ud over scenekanten og ned i intetheden, sætter ord på lige præcis den følelse af afmagt og utilstrækkelighed, der også rammer mig i S-toget en onsdag morgen, hvor jeg bare synes, at vi alle sammen burde gøre noget mere. Burde tale mere sammen. Burde leve mere. Burde elske mere. Sammensmeltningen bliver aldrig rigtig komplet for mig, men som enkelt komponenter, står de forskellige kunstarter stærkt og smukt.

horisonter 5
Horisonten. Det Kgl. Teater, sæson 2015-2016. Foto: Mats Bäcker

 

Scenen er 1. violinen
Momenterne, hvor forestillingen for alvor griber mig, er dog alle centreret omkring de scener, hvor de medvirkende spiller anden violin, og scenen bogstavelig talt folder sig ud. Når de gamle, smukke bagtæpper svæver ned fra loftet med sus og brus, og falder hele vejen ned i scenegraven. Eller når nye tæpper med kæmpe træer spirer op ad gulvet og strækker deres broderede kroner helt op mod den usynlige himmel. For ikke at nævne, hvordan det sænkede gulv kan udhule hele scenerummet, så tre mennesker, helt ude på den yderste kant må stimle tæt, tæt sammen og skue ud over det forsvundne område, de for et øjeblik siden med selvfølgelighed betrådte og beherskede. Jo tak –  Horisonten er uden tvivl en forestilling med hjerte og hjerne, der ganske subtilt og visuelt forførende får stillet skarpt på nogle af de tragiske begivenheder, som lige nu finder sted i vores egen lille danske virkelighed.

horisonter 1
Horisonten. Det Kgl. Teater, sæson 2015-2016. Foto: Mats Bäcker

Leg og udforskning
Bevægelsesmæssigt er det ikke svært at se, at koreografien har en afgørende placering i forestillingen. De mange kroppe på scenen virker ubesværede og organiske i forhold til hinanden. Særligt i de scener, hvor koreografien får et element af leg og udforskning, og kroppene i rummet bevæger og bevæges af og med hinanden, er det en fryd at se på. Som når Tammi Øst med røven i vejret møffer sig tværs over gulvet, i en hjemmekomponeret vraltende udgave af et hundestræk.

Ny horisont
Forestillingens virkelige interessante, meget poetiske, men måske knap så originale afslutning, giver samtidig fornyet liv til titlen. Med uforstyrret kig til hele bagscenen får ordet Horisont pludselig en ny dimension. Hvor er nu, hvilken horisont for hvem, hvis ikke det hele i stedet bliver til et eller flere spørgsmål om perspektiv?

 

horisonter 2
Horisonten. Det Kgl. Teater, sæson 2015-2016. Foto: Mats Bäcker

 

FAKTA:

Horisonten
Det Kgl. Teaters tre kunstarter mødes i en hyldest til vores skønne og grusomme verden i sæsonens åbningsforestilling, der er en co-produktion med Aaben Dans i Roskilde.

Spiller til og med den 10. okt.

Info: Det Kgl. Teater


Bagom:

Koncept og idé: Catherine Poher
Iscenesættelse/koreografi: Catherine Poher
Koreografi/iscenesættelse: Thomas Eisenhardt
Scenografi og kostumer: Rikke Juellund
Lysdesign: Carina Persson
Hjemmelavede skygger: Paolo Cardona
Komponist: Jens Bjørnkjær
Lyddesign: Jonas Vest og: Karsten Wolstad
Tekster: De medvirkende, C.Poh: Salim Abdali

 

horisonter 3
Horisonten. Det Kgl. Teater, sæson 2015-2016. Foto: Mats Bäcker

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top