Fire nydelige mænd i jakkesæt og fem pertentligt ordnede trækonstruktioner. Og så går der ellers dyrenes planet i den. I forestillingen La Cosa af Claudio Stellato kaster, danser, hakker, svinger og stabler performerne med bunkevis af brænde. Mændene veksler mellem at være skiftevis tænkende væsener og ren og skær instinkt.

af Maja Holtze (danseskribent)

 


La Cosa Claudio Steallato

La Cosa. Foto: Claudio Stellato

 

Og de fire herrers instinkt fortæller dem her, at de skal kæmpe, lege og eksperimentere med brændebunkerne, fordi… jamen, hvorfor ikke? I La Cosa reduceres – i den bedst tænkelige betydning af ordet – performerne til intuitive bearbejdere af materialet. Det gælder helt fra første færd af forestillingen. Her er de hver en del af en trækonstruktion – stående inde i en hule af brænde, liggende som en fakir på en seng af brænde, begravet i en bunke – som de lynhurtigt ryster af sig. Både i overensstemmelse med publikums forventning, og samtidig i stor overraskelse.


Mændenes verden

Når et højt tårn vælter, er det nemlig ikke til at vide, om det var meningen på netop dette tidspunkt. Og det er La Cosas stærkeste side: Det uventede, det ukuraterede – man kunne kalde det dét naturlige. For bedst som man synes, man har lært at afkode nycirkusgenrens overraskelseselement, møder man et værk, der bryder med bruddet. Her er smukke partnering sekvenser koreograferet af multiartisten Claudio Stellato, som de fire mænd udfører til perfektion i form af timing, men med en konsekvent kluntethed og råstyrke, som virker mere befriende ukontrolleret end sjusket. En fod snitter torsoen på en anden, en hånd gribes først ordentligt på andet forsøg, og der skvattes i et stykke brænde. Det er jo bare fire mænd – ikke dansere, ikke skuespillere, ikke cirkusartister – der har lært en rækkefølge af trin udenad. Sådan føles det.

Splintrende fornemmelser
Denne illusion understøttes i hvert fald af materialet, de omgiver sig med: Træ. Det er groft og upoleret. Man kan kun gisne om, hvor mange splinter de erhverver sig under forestillingen. Men det kan manipuleres til at danne figurer og flyvende meddansere, men det lader sig ikke tæmme.

I en herlig scene, hvor de fire mænd kæmper med hver deres stub og deres økse, følger vi ihærdigt hver deres bevægelser. Også selvom der ikke altid er fremdrift i processen. For én går det hurtigt at flække den på tværs. For andre skal der forsøg på forsøg på forsøg – og en ny økse – til, før det lykkes. Det kan ikke planlægges. Det sker bare. Og så må det tage den tid, det tager. Men vi er med dem hele vejen.

La Cosa er en herlig uformel fortælling om råstyrke, humor og opfindsomhed, som morer os, og er dybt relatérbar i sin umiddelbarhed. Jeg får helt lyst til at gå ud og hugge noget brænde, og bygge en…

 

FAKTA:

La Cosa kan endnu opleves den 16. august kl. 19. Mødestedet er Refshaleøen 173A, København K.

Spiller under Ny Cirkus Festival arrangeret af Københavns Internationale Teater

Læs mereKøbenhavns Internationale Teater

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top