To kvinder på scenen med deres hår som omdrejningspunkt – i bogstavelig forstand. Forestillingen Capilotractées udgøres af finsk galskab i sin fineste form med hårhængning, 50’er æstetik og punk attitude.

af Maja Holtze (danseskribent)

 

Capilotracteües 2

 


På teatret ZeBu er det første man ser på scenen en stor metalkonstruktion, der ligner et torturapparat. Og den funktion vil det for nogen, som hiver sig i håret af bar medfølelse, også have. Vi er vidne til en nycirkusforestilling, hvor den sagnomspundne kinesiske disciplin, hårhængning, er håndværket.


Komiske talenter
Helt konkret går det ud på, at man fletter sit lange, fugtede hår, snurrer det om en metalring og dernæst binder et bånd omkring. Du er nu en menneskelig krog, der ved hjælp af karabinhager kan fæstes til diverse ophæng, der gør dig fri som en fugl til at sprede dine vinger og flyve, eller dingler dig som en pin-up model til skue for publikum.

Netop disse to aspekter ved Capilotractées synes centrale. De to kvinder, Sanja Kosonen og Elice Abonce Muhonen, er bomstærke, benhårde og besidder et komisk talent ud over det sædvanlige. Og de gestalter begge lige vildt fastlåste og begrænsede, som emanciperede og egenrådige karakterer.


Bundet og fri
De optræder indledningsvist i to yndige silkekjoler med et afdæmpet mønster og 50’er snit. Uden at trække på smilebåndet tripper de rundt på scenen med mukkende teenageudtryk, som en Kategorina-lignende tv-model. Taadaa til den ene side, taadaa til den anden. Uden det store palaver. Som hjemmegående husmødre, der er begyndt at kede sig, viser de nonchalant deres imponerende evner frem, når de hænger sig op i hårpragten.

Og pludselig tager fanden ved dem. På elguitar og bas smadrer de derudaf og indtager en magtposition. De er vilde og vovede med en ironisk distance til verdenen, som de er hævet over. De starter selv musik og kører grebene op og ned; rykker rundt på scenografi og styrer loopmaskinens rytmer. De er ’self-made’ kvinder, der kan bære sig selv i håret og bære hinanden på ryggen med tåspidssko på – hverken det lange hårs symbolske, påkrævede femininitet eller ballettens torturistiske fodtøj skal hæmme dem i at gøre lige, hvad de vil.


Slå håret ud
Til slut beder de alligevel en tekniker tænde deres musik og bryder dermed den egenrådighed, de har brugt forestillingen på at oparbejde. De smiler skævende til hinanden og lader publikum få et indblik i personerne Kosonen og Muhonen bag facaden. Hujende hylder vi deres mange facetter og imponerende hårkundskaber og går opløftede fra ZeBu med tryghed i viden om, at der ingen begrænsning er for, hvordan man bruger sine aktiver: Med skønhed eller styrke – eller lidt af det hele.

 

Capilotracteües 1

 


FAKTA

Capilotractées vises som en del af Københavns Internationale Teaters Ny Circus Festival d. 17., 18. og 19. august kl. 19 på ZeBu.

Læs mere på Københavns Internationale Teater


CAPILOTRACTÉES
ELICE ABONCE MUHONEN & SANJA KOSONEN / GALAPIAT CIRQUE
Finland/Frankrig

Af og med: Sanja Kosonen & Elice Abonce Muhonen  
Outside eyes: Tsirihaka Harrivel & Vimala Pons  
Sceneteknik, konstruktion & lysdesign: Jérémie Bruyère
Design, konstruktion af struktur: Michel Carpentier  
Musik & arrangementer: Sébastien Wojdan, Tsirihaka Harrivel & Vimala Pons  
Kostumer & parykker: Sanja Kosonen & Elice Abonce Muhonen
Produktionsledelse: Mathilde Menand  
Turné: Louise-Michèle You  
Kontor: Emmanuelle Nonet  
Produktion: Association des clous  
Administration & organisation: Galapiat Cirque

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top