En festlig premiereaften på Don Quixote, der er koreograferet af Nikolaj Hübbe efter Marius Petipas værk fra 1869. I anden akt har Nikolaj Hübbe lånt Mikhail Baryshnikovs variation til Basil. Hübbe har givet sine dansere noget at arbejde med, som de så får lov til at divertere med, og alle viser et absolut højt niveau.

af Pia Stilling (cand.mag.)

 

07
Don Quixote. Den Kgl. Ballet. Foto: Henrik Stenberg


Ballettens litterære forlæg er Miguel de Cervantes bog fra 1605 om ridderen Don Quixote og hans tjener Sancho Panza. Hovedpersonerne er den smukke Kitri og hendes elskede Basil. De er hovedkulds forelskede i hinanden, men hendes far Lorenzo ser hende hellere gift med den rige, men totalt håbløse Gamache. For at slippe ud af kniben aftaler Kitri, at Basil skal foregive at begå selvmord, hvilket får Don Quixote til at true Lorenzo til at give samtykke til, at de unge gifter sig. Mirakuløst vågner Basil op, og det unge par flygter. Det er ikke den mest logiske handling, og man når ikke tilnærmelsesvist at blive nervøs for, om den unge mand vågner op. Det er så heller ikke ideindholdet, der er det bærende i dette værk. Det hele er en rigtig god undskyldning for at give publikum masser af skøn dans.


Det er russisk bravur, når det er bedst
Jáime Crandall dansede hovedpartiet som Kitri ved premieren og gjorde det gnistrende flot. Man behøver ikke frygte for, om hun klarer de store spring, og de 32 snurreture, for det gør hun. Hendes partner Jon Axel Fransson var lige så brillant, så det var ren nydelse. Tredje aktens grand pas de deux bød på ekstremt høje løft, der i den grad lykkedes, men også toreadoren Espada, danset af Ulrik Birkkjær, og Mercedes, danset af Amy Watson, imponerede.

Det er Sebastian Kloborg, der giver den som den komiske bejler, der stiver sig selv af med overpyntet tøj, sminke og stor paryk. Han gør det godt, og det er lidt af en bedrift for en balletdanser at agere fuldstændig umulig til at danse.

Mogens Boesen og Poul-Erik Hesselkilde dansede Don Quixote og Sancho Panza, og de var et herligt par. Sjovt er det, når Don Quixotes hjelm afsløres som barberfad, og Sancho Panzas bekymring, da hans herre får et ildebefindende og drømmer sig væk til dryadernes verden, er sjov.  

Jens Jacob Worsøs scenografi er overdådig og lidt dekadent, og kostumerne er en drøm.


Aftenens overraskelse
Det var en festlig premiere, og aftenen sluttede med en overraskelse fra Annie & Ottto Johs Detlefs Fond til Benita Bünger, der modtog en udviklingspris, Elisabeth Dam, der modtog en kollegapris og Jean Lucien Massot, der modtog en udviklingspris som instruktør.

 

10
Don Quixote. Den Kgl. Ballet. Foto: Henrik Stenberg

 

 

FAKTA

Don Quixote
Det Kongelige Teaters Gamle scene

Spilleperiode: 30. april - 25. maj

Koreografi: Nikolaj Hübbe, efter Marius Petipa (Basils variation i anden akt af Mikhail Baryshnikov
Musik: Ludwig Minkus (Don Quixote, 1869)
Scenografi og kostumer; Jens-Jacob Worsaae
Lysdesign: Thomas Bek Jensen
Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe assisteret af Lynne Charles, Stephane Dalle, Elisabeth Dam og Claire Still
Dirigent: Graham Bond
Koncertmester: Emma Steele

Info: Det Kgl. Teater

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top