Der er en stilhed og dybde i dansen, i samspillet og i tilstedeværelsen hos de medvirkende i danseforestillingen Circuit, som gør, at selve dette med alder, som forestillingen så fint reflekterer over, samtidigt transcenderes; det er simpelthen en gruppe dansere, der i tæt forbindelse med hinanden – og med den store, glitrende discokugle i midten – skaber en forestilling, der i al sin enkelhed manifesterer både en kraft, sårbarhed og skønhed, der er dybt bevægende.

af Guro Løvø (magister i dansevidenskab)

 

nonnesvalholm circuit 940x480
Circuit af Nønne Mai Svalholm. Foto: Caroline Jessen

 

Mørket sænker sig over publikum, og en dæmpet lyskegle ovenfra træffer en skikkelse på gulvet. Ved siden af, midt på scenen, hænger en gigantisk discokugle, der sender mystiske lysglimt ud i rummet, når lyset kastes tilbage.

Skikkelsen på gulvet ligger på maven, begynder at bevæge sig rykvist, næsten krampagtigt, man aner bare konturerne. Bevægelserne intensiveres, hun kryber hen ad gulvet, forsøger efterhånden at rejse sig, men der er modstand, som om hun sidder fast i gulvet. I glimt får jeg associationer til såvel fødsel som Stanley Kubricks ”2001 – en rumodyssé”. Og trangen til at stå op vinder – kvinden står til sidst i halvmørket, vendt mod publikum, nøgen – som et stærkt manifest: ”Her har I mig. Her har I os. Dette er, hvem vi er, lige nu.”

Om forestillingen Circuit, der spillede på Åben Scene på Godsbanen i Århus 24.-30. juni i år, siger koreografen Nønne Svalholm, at ”i værket Circuit (kredsløb) reflekterer jeg over begrebet aldring. Her medvirker mænd og kvinder over 60 år, ikke som tilskuere til livet, men som deltagere og rollemodeller,” og videre, at ”koreografien bygger på vekslende rotationer, drejninger, cirkler og spiraller, hvor forandring langsomt vokser frem.”

 

Tidens foranderlighed
Det engelske ord circuit betyder altså kredsløb, og efterhånden som forestillingen udviklede sig, forstærkedes en følelse af pulserende liv nedunder de nærmest stilfærdige bevægelser på scenen, med komponisten Thomas Wernbergs elektroniske og markante musik som intenst medskabende til forestillingens hjerteslag: Der var sekvenser, hvor musikken mindede om hjerteslag på dybt vand, og igen andre passager, hvor dens moderne, ”industrielle” klangbillede blev komplementeret af bløde, melankolske, men dog lyriske cellostrøg.

Sådan stod også danserne og den store discokugle, der udover den virkningsfulde lyssætning, udgjorde forestillingens scenografi, i et modsætningsforhold til hinanden. Det bløde, organiske, menneskelige, der skubbede og gav kraft til den glitrende kugle, der gennem energien udefra selv bevægede sig i rummet, og igen påvirkede aktørernes bevægelser – nogle gange stille, andre gange i store, dramatiske cirkler og svingninger. Samtidig skabte dette modsætningsforhold den enhed, der gjorde forestillingen så meget større end de enkelte enheder og gav den mening.

Den var flere sekvenser, der i høj grad formidlede samspillet mellem danserne og fællesskabet på scenen, så som dér hvor de holdt hinanden på skuldrene, mens de forreste skubbede til kuglen – så deres arme og kroppe rent fysisk dannede det netværk og fællesskab, der gav kuglen liv. Også hen imod slutningen af forestillingen, hvor de lige så stille står vendt ud mod salen og ser på os publikummere. Igen fornemmede man en ærlighed, der var med til at gøre Circuit til en meget smuk oplevelse.

Og discokuglen? Den kunne være mange ting og gav mange associationer undervejs, men ikke mindst var den pendulet, der svinger, ustoppeligt og uforanderligt, der som tiden forandrer os, uophørligt.

 

 

FAKTA

Circuit af Nønne Mai Svalholm

Spillede på Åben Scene, Godsbanen, Århus, den 24.-30. juni.

Spiller på Bora Bora, Århus, den 2.-3. november 2016.

Info: Bora Bora


KUNSTNERISK LEDER OG PRODUCENT: NØNNE MAI SVALHOLM
PRODUCENT OG IDÉUDVIKLING: SINE RIISAGER
KOMPONIST: THOMAS WERNBERG
CELLIST: ROSANNA LORENZEN
KUNSTNERISK SPARRING: JESPER DE NEERGAARD
DRAMATURG: BARBARA SIMONSEN
SCENOGRAFI: KONSULENT SIGNE KLEJS
KONSULENT: SIGGI OLI PALMASON
SOLODANSER: SISSE LUNØE
MEDVIRKENDE: EN GRUPPE ÆLDRE PÅ 60+
FOTOGRAF: CAROLINE JESSEN

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top