Tilbage i 1990 og mere præcist den 7. juli blev der i Rom afholdt en koncert i Caracallas Termer. De tre verdenskendte tenorer José Carreras, Plácido Domingo og Luciano Pavarotti havde fundet sammen i anledning af finalekampen i verdensmesterskabet i fodbold, der skulle spilles senere samme aften. Koncerten blev på alle måder legendarisk. Mange fik øjnene – og selvfølgelig ørerne – op for opera. Opera blev alment populært, og hvem husker egentlig fodboldkampen i dag, mens de fleste husker koncerten. Den blev på alle måder epokegørende og skelsættende. Koncerten blev en katalysator og igangsatte en trend med udendørs koncerter, opera- og danseforestillinger i unikke og helt særlige fysiske rammer.
(Copenhagen Summer Dance 2016)

af Susanne Trudsø (konservator; kulturskribent)

 

I Rom er der fortsat hver sommer opera- og balletforestillinger i de smukke, kolossale og ruinerede badeanlæg fra antikkens tid, hvor netop ruinerne udgør kulissen for forestillingen. Samtidig er der den lune sommeraften, de smukke rammer, solens sidste lyserøde strejf henover himlen samt mursejlere, der i stor hast glider gennem luften i jagten på endnu en mundfuld insekter.


Copenhagen Summer Dance 2016
Politigårdens åbne og søljebårne, runde gårdrum udgør også de smukkeste, men dog ikke ruinerede kulisser, og mursejlere er der også. Konceptet læner sig således op ad den legendariske tenorkoncert og har i mere end et tiår været et hjemligt bud på en lignende forestilling, hvor omdrejningspunktet ikke er opera, men dans og så i øvrigt i tilsvarende stil.

Den blå himmel og de lyserøde solnedgangsstriber udeblev i år på premiereaftenen for Copenhagen Summerdance 2016. I stedet kom der en lille byge kort før danseforestillingens start, og det betød flittig brug af gulvsvaberne, således at scenegulvet kunne blive helt tørt. Og åbenbart har Tim Rushton en hotline til vejrguderne, for resten af aftenen var det tørvejr, og forestillingen startede til tiden under aftenhimmelens flotte, drivende skyer på en lidt blå baggrund.


Velkommen
Efter velkomsttale af tidligere kulturborgmester og nuværende børn- og ungeborgmester Pia Allerslev, der pointerer, at København er en by, der tør satse på dans, og at Copenhagen Summer Dance er kultur i international klasse, der forstår at udnytte netop byens historiske og arkitektoniske rammer til fulde, bliver to af Dansk Danseteaters nye dansere præsenteret, nemlig Jessica Lyall fra Sydney og Lukas Hartvig-Møller fra Amager.

Aftenens første programpunkt er blokfløjtenisten Michala Petri og hendes egen, nye komposition; en fortryllende solo kaldet "Tonekædedans", der henleder tankerne på traditionel færøsk kædedans, og samtidig rummer både munterhed, virtuositet og festlighed i sig.

michaela Petri dansk danseteater
Michala Petri. Cophenhagen Summer Dance 2016. Foto: Søren Meisner

 

Dansen bliver igangsat af Stefanos Bizas, der er danser hos Dansk Danseteater, men også koreograf, og til sig selv og skønne Alba Nadal fra Den Kongelige Ballet har han skabt duetten "A Naked Feeling". Et stringent værk formet af kærlighed mellem to mennesker; en lind strøm af bevægelse i underfundig leg med kroppene med intern ping-pong og flow af benløft, kropsvrid og bevægelser til celloens dybe klange. Hun vil gå, han vil fastholde. Tvivlen nager og atter søger de to hinanden. I stemningsmættede greb efter hinanden bortfejes tvivlen; de to vil det fælles på trods.


Gæsteoptræden fra Hamburg
Også i aftenens næste værk, "Mahl 3" er der også først en kvinde og en mand, der drages mod hinanden i en flirt og en samtidig kredsen omkring en bænk. Endnu en mand kommer til, og en magtkamp fornemmes i den ekspressive og skulpturelt underfundige dans. Den hollandske koreograf Wubkje Kuindersmaa, der er skaber af værket til dansere fra Hamburg Ballettens juniorkompagni, har valgt Mahlers klaverkvartet hertil, og hun beskriver selv sit værk med ordene: "En fortælling om tre mennesker, der definerer sig selv i forhold til hinanden i håbet om at opnå indre harmoni." Derved mærkes både samhørighed de tre unge, dygtige dansere imellem og indre konflikt med kløende lår omkring bænken, der både fungerer som skærm, mødested, podie, skjulested og bærestol. Spændende dans og dygtige, unge dansetalenter.

 

Mahl3 copenhagen summer dance
Mahl 3, Hamburg Ballettens juniorkompagni. Koreografi: Wubkje Kuindersmaa. Copenhagen Summer Dance 2016. Foto: Søren Meisner

 

Drums og Ildfuglen
Endelig i sidste programpunkt inden pausen kommer Dansk Danseteaters egne dansere på scenegulvet i Tim Rushtons helt nye værk "Drums" skabt netop til Copenhagen Summer Dance 2016. Et rytmisk, markant værk, hvor de 11 dansere, der udfører såvel fodstamp som kropsrytmer, akkompagneres live af den chilenske slagtøjsspiller Paulo Villegas. Danserne præsenteres flot, rytmerne strømmer gennem deres smidige kroppe, og fremadrettet kan der forventes meget af både de nye dansere samt de, som har været i kompagniet i en årrække.

Efter pausen fylder værtskompagniet atter dansegulvet med egne dansere med et medley fra forestillingen "Ildfuglen"; en verdensberømt ballet til Stravinskijs ligeså kendte komposition over et gammelt russisk eventyr, som Tim Rushton har genfortolket til netop egne dansere. Den unge mand vil befri den unge pige, således at de sammen kan besejre tyrannen. Et ekspressivt magtspil, hvor lille vævre Maxim-Jo Beck McGosh er kvinden, Alessandro Sousa Pereira er tyrannen, og Joe George er den unge mand.

 

drums dansk danseteater
Drums. Dansk Danseteater. Koreografi: Tim Rushton. Copenhagen Summer Dance 2016. Foto: Søren Meisner

 

Gæster fra Taiwan
Sidste år vandt koreografen Po-Cheng Tsai den internationale konkurrence Copenhagen International Choreography Competition, og meget velvalgt er han nu inviteret tilbage til København. Po-Cheng Tsai er kendt for sine følelsesfulde og mytologiske værker med inspiration fra tai-chi og kampsport, og det viste værk i Politigården er "Innermost" med to supersmidige mandsdansere fra det taiwanesiske B. Dance Company. Støttet til en rød stav vakler den ene danser ind, mens den anden danser synker sammen. Stemningen er skæbnesvanger, staven lægges, og danserne genvinder ungdommens kraft. Synkront vrider danserne sig i underfundige snurreture omkring den røde stav i et akrobatisk bevægelsessprog med en snert af break og kampsport, mens musikken er sagte, stemningsmættet klaverspil af Arvo Pärt, mens de røde stofbaner mellem Politigårdens søjler blafrer i vinden. Danserne spejler sig i hinanden i let og legende bevægelse i en gensidig jagt på balance og harmoni.

 

innermost copenhagen summer dance
Innermost, B. Dance Company. Koreografi: Po-Cheng Tsai. Copenhagen Summer Dance 2016. Foto: Søren Meisner

 

Poesi og rå kropsvrid
Heldigvis vender Michala Petri tilbage til scenegulvet med en smukt fraseret fortolkning af Albionis Opus 9, no. 2. Og hertil har Tim Rushton sammen med de to dansere Joe George og Fabio Liberti skabt et helt nyt værk; "Kindred Spirits", som er fyldt med humor, vrik og bevægelsesflow. En underskøn duet så smuk og stemningsmættet.

I en ganske anden genre er aftenens sidste værk skabt i 2015 af Alessandro Sousa Pereira til syv dansere fra Den Kgl. Ballet. "Krash" er energiske kropsvrid, voldsomme kropsrytmer, ekstatisk fodstamp og arme i aggressive svingninger. En rå og brutal energi, hvor særligt den unge, dygtige danser Sebastian Haynes Kristensen er i fokus.

 

krash dansk danseteater
Krash. Dansk Danseteater. Koreografi: Alessandro Sousa Pereira. Copenhagen Summer Dance 2016. Foto: Søren Meisner

 

Copenhagen Summer Dance 2016 er således igen en vellykket oplevelse i en smuk ramme af unik arkitektur, under åben til dels blå himmel og med et potpourri af dans, der netop på fineste vis afspejler mangfoldigheden i den moderne dans. Og ikke mindst – som i Rom for årtier siden – med en bred appel, hvor et bredt publikum nås og begejstres.

 

 


FAKTA

Copenhagen Summer Dance 2016

Københavns Politigård, 8. - 14. august.

Info: Copenhagen Summer Dance 2016

 

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top