Svanesøen. Et tronskifte pågår. Kongen er død, stemningen er forstemt sorg, og forude venter en ny tid. Kongens søn, den unge prins Siegfried skal overtage landets styre. Men sorgen over tabet af kongen skal samtidig også gerne vendes til glæde. Kærligheden skal helst blomstre. Enken, landets dronning ønsker, at prinsen finder sig en brud. Med dette anslag kan dansen, og den nok mest legendariske af de store, romantiske russiske balletter tage sin begyndelse.

af Susanne Trudsø (konservator; kulturskribent)

 

20160910 2240
Svanesøen. Den Kgl. Ballet (2016-2017). Foto: Costin Radu


Eminente og kraftfulde Alban Lendorf, som heldigvis for en periode er hjemvendt fra New York for at danse partiet som prins Siegfried, er i rollen tynget af sorg, men har samtidigt et melankolsk sind og er derfor let at manipulere. Han lytter til sine rådgivere – Von Rothbart og et fakultet, som er en noget underlig størrelse, og som næppe vil prinsen det specielt godt – og forstår, hvad der forventes af ham. Sorgen må vendes til glæde. Munter og yndefuld dans udfoldes omkring prinsen, som dog mest vælger at se på fremfor at deltage, og dansen er desuden krydret med en flok balletbørns fine, glade trinvariationer som et herligt intermezzo.

Prinsens gode ven er der også, nemlig Benno og ligeledes narren, der som de ledende figurer skal sørge for underholdningen og munterheden. Koreografien er efter den oprindelige, som blev skabt af Marius Petipa i 1895 og er på alle måder flot, traditionel og festlig. Dansen, hvor den ene smukke solo afløser den næste, afbrydes dog ved dronningens ankomst, og hun overrækker en armbrøst til prinsen, som symbol på hans nye værdighed som myndig voksen og som landets regent. Danseopvisningerne fortsætter, prinsen underholdes, og efter en march lades prinsen alene.

 

CR 20160910 0043
Svanesøen. Den Kgl. Ballet (2016-2017). Foto: Costin Radu


Erik Bruhns fingeraftryk
Alene danser prinsen en umådelig smuk solo, skabt af den legendariske danske verdensdanser Erik Bruhn, og denne krævende solo med hundesvære og langsomme adagiobalancer behersker Alban Lendorf til ug med kryds og slange, som den helt igennem eminente danser han på få år har udviklet sig til at være. Men prinsen trykkes fortsat også af sørgmodighed og tænksomhed. At soloen er indlagt i denne version af Svanesøen skal ifølge iscenesætterne ses som en hyldest til en af de smukkeste og mest noble prinser, som dansk ballet har fostret. Og så kan Erik Bruhns koreografi for sjældent ses i Danmark, hvorfor en hyldest er fuld berettiget.

 

CR 20160910 0956
Svanesøen. Den Kgl. Ballet (2016-2017). Foto: Costin Radu


I nattens mørke lyser kærligheden
Da fakultetet vender tilbage, får prinsen atter armbrysten overbragt som tegn på sin nye værdighed, og straks fristes han sammen med Benno og de øvrige venner til at jage ude i natten ved en sø. Ved søen ser prinsen en svane, og netop, som han lægger an til at skyde, sker et mirakel. Svanen er alligevel ikke en svane, men en kvinde, der som de øvrige svaner er forheksede, således at de om dagen er svaner, og om natten er kvinder. Prinsen forelsker sig hovedkulds i den smukke, men også lettere skræmte Odette. Som Odette er J'aime Crandall sart og fin i sit udtryk, skælvende angst. J'aime Crandall er en teknisk stærk danserinde, som i sit udtryk vækker mindelser om en af kompagniets tidligere helt store danserinder, nemlig Heidi Ryom, som desværre døde for nogle år siden og alt, alt for tidligt.

Mikki Kunttu har skabt lyset og scenografien til denne version af Svanesøen, og da mængder af forheksede kvinder med svanedunshårbånd og hvide brusende tutuer glider ind over scenegulvet i formationer, udfolder scenografien sig som en filigranagtig og meget smuk projektion, der på én gang understøtter de mørke kræfter, men også udtrykker stor sarthed, delikatesse og poetisk sårbarhed. Og som i vel alle opsætningerne af Svanesøen er de fire små svaners kække, muntre trinleg, der som svanedansen i øvrigt er koreograferet af Lev Ivanov tilbage i 1895, både skøn, præcis og klassisk. Dans og musik går bare op i en højere helhed med kække hovedvrik, krydsede arme og højt på tå.

Inden natten er omme, udvikler kærligheden sig gensidigt, mens de øvrige svaner hvirvler omkring. Da morgensolens stråler opsluger kvinderne, og de således atter bliver til svaner, hæver prinsen sin hånd og sværger evig troskab til den udvalgte Odette, den hvide svaneprinsesse. En troskabsaflæggelse som Von Rothbart overværer, idet han i det samme kommer hen til søen.

 

CR 20160910 1724
Svanesøen. Den Kgl. Ballet (2016-2017). Foto: Costin Radu


Fest på slottet
Tilbage på slottet fortsætter dronningen med sin plan. Hun holder hof, har inviteret en masse gæster og heriblandt fire unge prinsesser med hver deres følge. Tanken er enkel: prinsen skal gerne vise interesse for én af disse unge kvinder, men hans allerede forelskede tanker er selvsagt andetsteds og følelserne beherskede ved overværelsen af de fire prinsessers divertissementer.

På dronningens anmodning om et valg af brud afviser prinsen høfligt, men bestemt at indgå ægteskab med en af de fire prinsesser, og øjeblikket efter præsenterer Von Rothbart sin datter Odille. Og Odille ligner Odette til forveksling, hvilket bliver fatalt. Efter den klassiske og krævende flotte pas-de-deux er prinsen helt ør af forelskelse, han er gået helt og aldeles i fælden, hvorfor han sværger evigt troskab til Odille. Øjeblikket efter går fejltagelsen op for både prinsen og vennen Benno, slottet omdannes til skovens mørke, hvor de forheksede kvinder atter har forladt svanekroppen for igen at være sig selv i deres menneskekroppe. De lider, er mentalt vingeskudte, men da prinsen kommer styrtende, vendes trods kaos alt til kærlighed for en kort stund. Han finder den udvalgte, men hun er allerede sårbar og svag, og må ved daggry atter glide ud af hans arme og væk.

Tilbage på slottet udspilles en magtkamp, og prinsen må vedgå sit andet løfte!

 

CR 20160910 1832
Svanesøen. Den Kgl. Ballet (2016-2017). Foto: Costin Radu


Moderne, men stadig klassisk
Svanesøen er i Silja Schandorph og Nikolaj Hübbes fortolkning klassisk, men også med nye elementer. Musikken står yderst stærk og er på alle måder en vidunderlig bærer af dansen samt handlingen. Scenografien er ligeledes flot og moderne, men fylder ind imellem også ganske meget og undertrykker derved dansen. Og med hensyn til mængden af smukke stoffer har Mia Stengaard bestemt ikke sparret. De er overdådige, men også for enkelte kostumers vedkommende lige vel dominerende. Men dette er detaljer i en stor og herlig helhed, som gør Svanesøen absolut seværdig.

 

CR 20160910 1480
Svanesøen. Den Kgl. Ballet (2016-2017). Foto: Costin Radu

 

 


FAKTA

Svanesøen med Den Kgl. Ballet

Spiller indtil 4. november.

Se her for spilledatoer

Læs mere om Svanesøen

Info: Det Kgl. Teater


Bagom Svanesøen:

Iscenesættelse: Nikolaj Hübbe
Iscenesættelse: Silja Schandorff

Koreografi: Nikolaj Hübbe
Koreografi: Silja Schandorff
Koreografi: Gregory Dean
Koreografi: Oliver Marcus Starpov
Koreografi: Erik Bruhn

Musik: Pjotr Tjajkovskij
Scenografi, lys- og videodesign: Mikki Kunttu
Kostumer: Mia Stensgaard
Lys- og videoprogrammering: Mikki Kunttu

Dirigent: Jakob Hultberg
Dirigent: Alexander Prior

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top