Universet i Alice i Eventyrland er præget af engelske traditioner med en engelsk koreograf, der har omsat en ultraengelsk børnebog til ballet. Christopher Wheeldon skabte balletten til Royal Ballet i London i 2011, og nu er balletten omplantet til Kongens Nytorv og er teatrets juleballet i 2016, hvor Nøddeknækkeren danser i Tivoli.

af Pia Stilling (cand.mag.)

 

20161126 4987
Alice i Eventyrland. Det Kgl. Teater, sæson 2016-2017. Foto: Costin Radu

 

Hold da nu op for en premiereaften, Den Kongelige Ballet havde stablet på benene, da Danmarkspremieren på Christopher Wheeldons Alice i Eventyrland dansede over gamle scene.
Der er ganske vist ikke meget jul i Alice i Eventyrland. Til gengæld er børn og barnlige sjæle inviteret ind i en magisk og absurd verden med en hvid kanin, en skrupskør og humørsyg Hjerter Dronning, en skør hattemager og mange flere.

Historien opleves gennem Alices øjne. Hun er i balletudgaven 14 år, på kanten til voksenlivet i modsætning til bogens 7-årige Alice. Historien blander bogens handling sammen med Alices og Lewis Carolls virkelige liv og bogens fantasiverden.

 

CR 1640
Alice i Eventyrland. Det Kgl. Teater, sæson 2016-2017. Foto: Costin Radu


Alice, Jack, Hjerter Dronning og alle de andre
På premiereaftenen var Ida Praetorius Alice, og hun udstrålede barnlig uskyld over for Jack, gartnerens dreng, som hun har et godt øje til. Han forvandler sig hurtigt til Hjerter knægt, og Andreas Kaas er skøn som den purunge dreng, der beskyldes for at have stjålet en tærte. Kizzy Matiakis er Hjerter Dronning, klædt i rødt. Hun er en besk blomme, når hun bliver kørt ind på scenen i et kæmpemæssigt rødt metalhjerte. Hvis folk omkring hende ikke arter sig, skal de have knoppen af, og hun skeler ikke til, om det er berettiget eller ej – en helt igennem herlig kvinde. Heroverfor står Hjerter Konge, Morten Eggert, der er noget af et pjok og ikke kan stå imod sin kones luner. Lewis Caroll aka Den hvide kanin blev danset af Marcin Kupinski. Han er elegant som få og både farlig og kærlig over for den lille Alice. Dertil kommer tryllekunstneren/Den gale hattemaget, Rajah/Kålormen, Hertuginden, præst/vårharen, kirketjener/syvsovermusen, kokken, lakaj/fisk, lakaj/frø, Alices søstre og hushovmester/bøddel og endelig Cheshire Katten.

De er alle ustyrligt morsomme og genkendelige figurer. Alba Nadal som kokken er meget langt fremme med sin slagterøkse. Hun er arrig og morderisk på én gang. Hun er ekstremt sjov og hendes samspil med Cedric Lambrette, den grimme hertuginde, får i fuld overensstemmelse med den engelske pantomimetradition for mænd i store kjoler, lattermusklerne til at gå amok hos publikum.

 

ALI2 2011 57 300
Alice i Eventyrland. Det Kgl. Teater, sæson 2016-2017. Foto: Costin Radu


Overdådig musik og scenografi
Ballettens musik er komponeret af Joby Talbot, og den er filmisk og melodisk. Temaer går igen og følger de forskellige personer, og man kan næsten lukke øjnene og følge handlingen ved at lytte til den – imponerende.

Bob Crowley har kreeret ikke mindre end 300 kostumer, 80 parykker og den overdådige scenografi. Det er et farvehav, hvor spillekort har en dominerende del, så rødt, sort og hvidt er meget brugt. Det er fascinerende at se tutuer, der er hjerter, klør, spar og ruder. Pink flamingoer og små pindsvin er søde, kage- og pølseuniverset er voldsomt og en anelse skræmmende, men på den sjove måde. Crowley har haft hjælp til at skabe videodesign, der hvirvler Alice gennem kaninhullet og til at designe dukker, der hvirvler med.

Wheeldons koreografi er på en gang klassisk og traditionel, men benytter sig af stepdans, når den gale hattemager inviterer på te, og af black theatre, når Cheshire katten konstrueres og dekonstrueres, med hele seks sortklædte dansere, der får den til at bevæge sig. Han har en fortælleevne, så der tilnærmelsesvis er en mening med de absurde personager, publikum møder.

 

CR 0325
Alice i Eventyrland. Det Kgl. Teater, sæson 2016-2017. Foto: Costin Radu


For børn og barnlige sjæle
Ud over en forrygende og veldanset forestilling er der masser at opleve for børn og barnlige sjæle. I foyéren i stueetagen er der opstillet det store pressebillede fra forestillingen, hvor man har mulighed for at blive fotograferet som Alice, den skøre hattemager eller andre af de sjove figurer. Rundt omkring i teatret er der en udstilling med diverse illustrationer fra Alice i Eventyrland, man kan dykke ned i.

Endelig er programmet til forestillingen fantastisk. Det er i A4 format med smukke fotografier og flere interessante artikler om både Lewis Caroll, forbilledet til Alice, og om selve bogens mærkelige idéindhold. Det er dejligt, at publikum ikke skal nøjes med de mere skrabede programmer, der har været tilgængelige de seneste sæsoner – så køb det endelig.

Det er en på alle måder skøn forestilling, og den henvender sig for så vidt til både børn og voksne. Den eneste udfordring er, at Alice i Eventyrland nok er mere inde under huden hos englændere, end den er hos det danske publikum. Så især hvis man skal have små børn med til den næsten tre timer lange ballet, er det en god idé at opfriske historien, inden man haster ind i Alices eventyrland.

 


CR 1353
FAKTA

Alice i Eventyrland

Det Kgl. Teaters juleforestilling. Spiller indtil 22. december 2016 – for info om spilledatoer

Alle tiders mest syrede klassiker, der tager små og store balletopdagere ind i hjertet af eventyrland. Mere info om Alice i Eventyrland

NB: Få en gratis introduktion til forestillingen. Mød op i Balkonfoyeren 45 minutter før forestillingens start.

 

BAGOM FORESTILLINGEN
Koreografi: Christopher Wheeldon
Musik: Joby Talbot
Scenografi og kostumer: Bob Crowley
Lysdesign: Natasha Katz
Dirigent: David Briskin
Videodesign: Jon Driscoll
Videodesign: Gemma Carrington

 

 

 
Alice i Eventyrland. Det Kgl. Teater, sæson 2016-2017. Foto: Costin Radu

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top