I Rammer giver tre ekstraordinære dansere liv til tre ”ordinære” karakterer, der forsøger at navigere i det 21. århundrede: En tid som er domineret af relations-kaos, der hverken er til at finde hoved, hale eller fodfæste i.

af Maja Holtze

 

rammer 2rammer 4
Rammer. Foto: Lars Horn / Baghuset


Ifølge programteksten befinder vi os pt. i et indtryksbombardement, hvor digitalisering og globalisering har medført et regelsæt så avanceret, at vi nærmest ikke kan følge med i det. Det er udgangspunktet for forestillingen Rammer, der er iscenesat af Lars Lindegaard Gregersen, med Liv Mikaela Sanz, Bo Madvig og John Simon Wiborn på rollelisten. Gennem underspillet fysisk teater, eksplosive nycirkustricks og fine moderne dans-fraser bliver vi introduceret til en verden, der starter på et nulpunkt og bevæger sig fremad i eksponentiel fart.

Kamp om bevidsthed

I åbningsscenen ser vi Simon Wiborn i nøgen skrædderstilling, kæmpe med kroppens forvredne og ufrivillige krampetrækninger, der i sin groteskhed ser smuk og rørende ud – som en simpel organisme der stiger i kompleksitet. Ind træder Bo Madvig med sokker i sandalerne og hele fem kuglepenne i brystlommen. Der er heller ikke umiddelbart megen kompleksitet i ham, men han formår dog at holde sig oprejst (og påklædt) som en fuldtudviklet homo sapiens. I fællesskab med Sanz får de klædt Wiborn på, og gradvist lært ham at forblive i en opretrejst stilling og besidde menneskelige kompetencer, som at give hånd, kindkys og folde et klap-sammen bord ud – hvilket kan være en udfordring nok i sig selv.

Og herefter tager ”menneskeliggørelsen” ellers fart. Wiborns uskyld og naivitet bliver hurtigt udfordret af omgivelserne, når de to andre inddrager ham i daglige trivialiteter og trekantsdramaer, som giver publikum anledning til at spejle sig i store såvel som små følelser. Den eviggyldige kærlighed, der er ufravigelig, når den først tromler ind over os. Følelsen af at være udelukket fra et fællesskab, som vi gerne vil være med i. Og så det altid problematiske behov for at have ret, som i Rammer så fint vises i en sekvens, hvor Sanz og Wiborn på skift træder ind og ud af scenografien og på deres vej henholdsvis tænder og slukker lyset. Det skal være tændt. Nej, det skal være slukket. Nej, det skal være…

rammer 1rammer 5
Rammer. Foto: Lars Horn / Baghuset

 

Bevægende vægge

Og hvilken scenografi de ellers bevæger sig i! Store, tilnærmelsesvis post-apokalyptiske vægge danner et rum, som kan udskiftes ved at dreje dem rundt og udnytte bagsiden, som præsenterer et nyt scenarie. Væggene er grove og multifunktionelle. Der er kroge og huller, der kan bære både simple rekvisitter og de dansende kroppe. Særligt rørende er sekvensen, hvor Sanz bliver løftet og båret af mændenes hænder, fødder, arme og ben, der stritter frem gennem et kunstværk, der pryder væggen. Det er et genialt scenografisk element, det er simpelt og effektivt. Det antropomorfe kunstværk bliver en tryghedsfaktor i den ellers næsten melankolske setting, der med den simple lyssætning og instrumentale musik giver ”Palle alene i verden”-konnotationer, hvor tre mennesker udgør civilisationen. Kunsten kan de dog heldigvis finde tryghed i og føle sig omfavnet af.

Uvis fremtid

Det er svært at fortolke forestillingens endegyldige dom over nutidens udvikling af sociale regler og relationer. På den ene side tegner scenografi, lys og lyd – og mange scener – et skeptisk og negativt billede af, at vi snart ikke kan finde og mærke hinanden længere. Jovist kan man (bogstavelig talt) kaste sig i armene på sine nærmeste, men når de næste gang vender ryggen til, er det svært at vide, hvor man så står. Omvendt gestalter forestillingens slutbillede en samlet front uden grænser, da performerne piller scenografien fuldstændig fra hinanden og ned til den inderste metalkonstruktion.

Sikkert er vel, som de sad dér øverst under loftet på hver deres barre med udsigt over salen, at der er noget i sigte. Hvad det helt præcist er, er dog ikke til at forudse.

 

 

LÆS også interviewet med Bo Madvig i forbindelse med hans 40 års jubilæum:
Colamandens søn fejrer 40 år på scenen

 

 

FAKTA om Rammer

(en co-produktion mellem GLiMT, Limfjordsteatret og Vendsyssel Teater)

Rammer spillede i perioden 10. jan. - 2. marts rundt om i landet.

Forestilling er skabt af det kunstneriske hold

Koncept og iscenesættelse: Lars Lindegaard Gregersen
Optrædende: Liv Mikaela Sanz, Bo Madvig, John Simon Wiborn
Dramaturg:Simon Boberg
Kunstnerisk sparring:Gitta Malling
Musik og lyd:Johan Segerberg
Scenograf, konstruktør og bygger:Kristian Knudsen

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top