Med en stribe godter i form af udvalgte pas-de-deux'er fortæller Den Kgl. Ballet klassisk ballethistorie i deres nye 'Ballet de Luxe'-aften, hvor der plukkes fra de bevarede danske romantiske handlingsballetter fra Bournonvilles hånd, fortsættes med både forførelse, falsk kærlighed, gensidig hengivenhed og den totale, fuldstændige her-og-nu-forelskelse vist via såvel tindrende bravourteknik som høje løft til ør-i-hovedet-kolbøtter og pjankede rul-hen-over-gulvet. Aftenen afsluttes flot med den rene neoklassiske, stilrene og raffinerede trinopvisning.

af Susanne Trudsø (konservator; kulturskribent)


"Ballet de Luxe" er et sammensat program, hvor første akt er helliget August Bournonville, som var dansk balletmester i årtier gennem 1800-tallet, og som koreograferede en mængde balletter og divertissementer. Adskillige balletter er fortsat bevaret og er Den Kgl. Ballets absolutte stolthed og arvesølv, og herfra er udvalgt den bevarede pas-de-deux fra "Blomsterfesten i Genzano", dernæst Bournonvilles dansedivertissement til Rossinis opera "Wilhelm Tell" samt den festlige ballabile fra "Napoli", som fortsat kendes og kan danses i sin fulde udstrækning.

 

Ballet de Luxe 2
Ballet de Luxe med Den Kgl. Ballet. Foto: Det Kgl. Teater


Bournonvilles romantik
I virkelighedens Genzano udenfor Rom fejres fortsat den årlige blomsterfest, så selvfølgelig har yndefulde Amy Watson blomster i håret og blomster på kjoleskørtet, når hun lader sig byde op til dans af spændstige og kraftfulde Sebastian Haynes. Dansens forfinede, hurtige variationer er fyldt med ømhed, smil, flirt og smukke balancer, og deres øjekast er kun opfordring til fortsættelse af yderligere romantiske trin, der ser legende lette ud, men er absolut krævende. For sådan er det nemlig med Bournonville.

Krævende er også den muntre og kække pas-de-deux fra "Wilhelm Tell”, hvor spilopmageren Jón Axel Fransson er helt nede i de dybe knæbøjninger for straks efter at springe op som en spændt fjeder. Sprudlende af energi er stolte Kizzy Matiakis også i den rappe og flirtende dans, hvor luftkys fyger de to imellem, mens der springes både højt og imponerende. Og enden på dansen er selvsagt glad med eftergivelse for hans charme og derfor et hurtigt kys på kinden.

Glade for hinanden er Amy Watson og Sebastian Haynes igen som Teresina og Gennaro i "Napoli", som er fyldt med ungdommens flirten og umiddelbare muntre danseglæde. Men når målet med aftenen er at præsentere ballethistorie og herunder 1800-tallets store danske koreograf, kan det undre, at kostumerne er fra den seneste, såkaldt opdaterede opsætning – et Fellini-univers anno 1950'erne med drenge i snavsede undertrøjer og piger med udslået hår – og ikke fra den forrige opsætning, hvor man var tro mod tiden og dens klædedragt.


Bravour og neoromantik
I anden akt er pigernes knælange skørter afløst af de vandrette tutu’er og dermed afløses også de rundede arme og ikke for benløft med udstrakt gestik i klassisk bravourstil med absolut strakte arme og tårnhøje benløft. Først er det kokette Silvia Selvini og elegante Andreas Kaas, der i en pas-de-deux fra Arthur Saint-Leon's” Coppélia” brillerer i de storladne balancer med eminent teknik og fornemt partnerarbejde. Elegant dans højt på tå og flotte, grandiose herrespring.

"Svanesøen" er en af de allerstørste klassikere, hvor prinsen forelsker sig i den hvide, forheksede svane, men lader sig fortrylle af den forførende sorte svane, der lader som om, at hun er den selvsamme hvide svane. Planen lykkes, prinsen bliver forvirret og tror mere og mere på, at de to svaner er én og samme. Som prinsen er Marcin Kupiñski suveræn i sine store spring og i første omgang tvivlende, inden han lader sig besnære af Ida Praetorius’ kølige, afvisende og samtidige tiltrækkende væsen. Et mimespil, som fordi pas-de-deu’en er løsreven fra sin sammenhæng, kan være svær at gennemskue, hvis handlingen ikke er umiddelbart bekendt, men som ikke desto mindre stadig er teknisk krævende og sand russisk bravourstil, hvor han slutteligt drages mod hende af hvirvlende fouettéer og fanges fatalt i den sorte svanes falske kærlighedsgarn.

"Svanesøen" er komponeret af Pjotr Tjajkovskij, og da en russisk primaballerina på egne vegne efter premieren i 1877, ønskede sig mere dans, komponerede Tjajkovskij yderligere en musiksekvens, som få år senere atter gled ud af balletten og gik i glemmebogen. Men musikken blev genfundet, og i 1960 skabte George Balanchine nye trin til sekvensen som et selvstændigt værk. Og i denne ækvilibristiske, flydende elegante og opfindsomme koreografi er Holly Jean Dorger og Alban Lendorf et poetisk og yndefuldt par. Hun: piget florlet, rap på fødderne og med spring lige i hans favn, og han: flot med høje, lette spring og imponerende, hurtige batteringer.

Afrundingen af anden akt er også af nyere dato, nemlig balkonscenen, hvor det er kærlighed for fuld udblæsning i en skøn pas-de-deux fra John Neumeiers version af "Romeo og Julie". I de to titelpartier er J'aime Crandall og Gregory Dean fuldstændigt tummelumske af forelskelse, og da deres blikke mødes, sættes både tid og sted i stå. De ser kun hinanden og kan kun kaste sig ud i den helt store følsomme, overrumplende hengivelse til hinanden. Det er bare ballet, når det er bedst.


Tema og variationer
Aftenen afsluttes med George Balanchines "Tema og variationer", som netop er tema og variationer over ballettens grundøvelser. En handlingsløs ballet båret af Balanchines russiske baggrund og opvækst samt af kærlighed til koreografen Marius Petipas klassiske værker og Tjajkovskijs storladne musik. Koreografien er samtidig præget af Balanchines amerikanske emigration, hvor hans særlige neoklassiske stil blev udfoldet. Trinene blev således mere rene og strømlinede, tempoet gik i vejret og det klassiske blev raffineret og anvendt i nye variationer.

Opbygningen i "Tema og variationer" er ligeledes klassisk med soloer, en central pas-de-deux, variationer og til sidst som klimaks en storslået finale med 26 dansere på scenen. Som hovedparret er Caroline Baldwin og Jonathan Chmelensky elegante, og korpset danser ligeledes flot; dog kan der godt strammes op, således at linjer og formationer bliver knivskarpe og ikke uldne som til premieren.

 


FAKTA

Ballet de Luxe

"Ballet de Luxe" er opfyldelsen af enhver balletfans' hedeste drømme og en chance for at få et vue over dansens historie

Spilleperiode: 22. marts – 12. april

Spilledatoer: tjek her

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top