Når GLiMT fra den 20. april til den 11. maj 2017 spiller forestillingen ”Det der er tilbage” i det gamle kirkerum på Hans Bogbinders Allé 3 på Amager, er det en helt uvant spilleperiode for danser, koreograf og instruktør Camila Sarrazin. Hun er nemlig ikke selv med på scenen!


af Signe Ravn (cand.mag. i Teatervidenskab)



GLiMT beskriver selv ”Det der er tilbage” som en anderledes teateroplevelse, der via dans, operasang og fysisk poesi giver et bud på, hvordan man taler om det allersværeste; det at miste nogen og den sorg, der følger i kølvandet på tabet, og de minder, man står alene tilbage med.  

Hvor Camila Sarrazin som oftest medvirker i de forestillinger, hun selv instruerer og laver kostumer til, så har hun denne gang valgt en, i forhold til den direkte publikumskontakt, mere tilbagetrukket rolle, idet hun udelukkende instruerer og står for kostumer og scenografi.

I stedet er dansen og de elementer af luftakrobatik, som GLiMT er kendt for, lagt i hænderne på den tyske danser Annika Kompart. Hun bakkes op af operasangerinde Johanne Højlund, der udover at lade sin kraftfulde, smukke stemme fylde det murstenshvælvede rum, endda også selv leverer fysisk optræden.

 

2.2

Det der er tilbage af GLiMT. Foto: Andreas Bergmann Steen


Personlig udveksling skaber forestillingen
”Det er nyt for mig, at jeg ikke selv er med. Denne gang ville jeg gerne være de klare øjne, der ser det hele udefra. Vi er længere nu, end jeg regnede med, at vi ville være på dette tidspunkt (her små  2 uger før premieren, red.). Det er mere konkret, men det er fint. Jeg arbejder meget med at give en opgave til danseren og så se, hvad der kommer ud af hendes krop. Derefter kan man trække fra og lægge til, så det bliver et samarbejde. Jeg kan godt lide, at det er rettet til den person, der medvirker, så det personlige i processen styrer arbejdet,” forklarer Camila Sarrazin.

”Det er rart, at du er mine øjne,” indskyder Annika Kompart.

”Kan du mærke, at du er mig?” spørger Camila Sarrazin og henviser til, at hun jo er vant til at instruere sig selv.    

”Ja,” bekræfter Kompart med et lille grin.

”Det er rart [ikke selv at være på scenen], men det er samtidig svært ikke at blande sig. Men jeg er jo ikke danseren denne gang, så jeg venter på, at Annika gør noget. Normalt, når jeg selv medvirker, ville jeg springe ind og improvisere noget frem, men her prøver jeg ikke at sige for meget eller gøre for meget, for så ville Annika ligesom bare være mig, og det er ikke meningen,” fortæller Camila Sarrazin.

Men trods det, at det kan føles som en ny udfordring at stå på sidelinjen, så virker det til, at de to har fundet en god balance i prøveforløbet.

”Camila er meget klar i mælet. Når jeg har givet mine bud, ser jeg hendes bud på bevægelser, så det er et godt samarbejde, og jeg føler mig tryg i den her proces, hvor der er så mange ting, der skal kombineres,” fortæller Annika Kompart og fortsætter:

”Der er nogle akrobatiske elementer, og jeg skal finde de rette måder at bevæge mig på, så det ikke bliver bevægelse for bevægelsens skyld, men at det i stedet opstår ud af den scenografi, der er. Det giver nogle begrænsninger, men det er samtidig en ny åbning, og det er en god udfordring. Jeg laver for eksempel ikke en tendu for at lave en tendu, men for at prikke til hjørnet af en kjole, så jeg skaber en dialog mellem mig og den.”

”Vi skaber ikke nye bevægelser som sådan, men bruger i stedet bevægelse som et sprog til at kommunikere følelsen af minder,” supplerer Camila Sarrazin.


Publikum er helt tæt på
Sarrazin bruger komponist Hanne Raffnsøes nye soundscape og operasangerinde Johanne Højlunds livesang til at forme rummet ud fra en idé om, at alt i verden vibrerer og har en lyd, også minderne.

Annika Kompart ser ”Det der er tilbage” som en god mulighed for at gentænke de mennesker, man har mistet, i en kunstnerisk ramme. Her leverer Johanne Højlund helt fysisk en stemme, som det er Komparts opgave at give en krop – at danse ud.  

”Når operasangerinden synger, så vibrerer hele hendes krop. Det er meget smukt. Jeg kan mærke det,” lyder det fra Annika Kompart, der trækker på den energi i forestillingen, hvor hun blandt andet leder publikum igennem en tunnel, og derfor har tilskuerne helt tæt på undervejs.

På den måde bliver der heller ikke tale om 1-til-1-reproduktion fra aften til aften. Selvom den overordnede plan ligger fast, så vil der naturligt være et element af improvisation, som tilføjer noget specielt, en ny atmosfære, til hver enkelt opførelse.

Hvis publikum fordeler sig på en måde, der giver mere plads, kan Kompart have større bevægelser, men sidder der en aften en publikummer med lange ben netop der, hvor hun forestillingen forinden bevægede sig, ja, så ændres planen en smule.

”Men det er hele tiden under kontrol. Jeg ved, hvor bevægelserne går hen, så publikum kan være helt rolige,” understreger Annika Kompart, der tidligere har medvirket i flere intim- og stedspecifikke forestillinger og derfor er vant til den særlige, næsten familiære forbindelse, der opstår mellem publikum og performer undervejs.

Fremfor at internalisere og selv føle bevægelserne, skal hun dele dem, og hun er nysgerrig efter at opleve publikums reaktioner undervejs.


Mindet bliver et smil i hjertet
”Publikum er så tæt på danser og sanger, at de næsten kan røre ved dem. Det kan åbne op for følelser på en anden måde, end hvis de sidder i sikker afstand på et sæde i en traditionel teatersal. Her vil man kunne føle Annikas åndedræt, så man opnår et bånd. Det er noget personligt, når en performer tager dig ved hånden og placerer dig på en plads. Der har de to et øjebliks forbindelse. Det håber jeg, at folk mærker. Det gør publikum til en aktiv part i forestillingen,” konstaterer Camila Sarrazin og tilføjer:

”Det er ikke så meget teater, vi skaber, som det er en atmosfære til at stimulere til at huske. Vi håber, at publikum med forestillingen bliver i stand til at knytte minderne om en person… at knytte dem mere til livet end til døden, sådan at mindet bliver et smil i dit hjerte i stedet for noget, der trækker dig ned.”

 


PRAKTISK INFORMATION

På billedet: Annika Kompart, Camila Sarrazin. Foto: Signe Ravn

glimt 1

 

”Det der er tilbage”

Spilleperiode: 20. april til 11. maj 2017

Spilletider: Tirsdag-lørdag kl. 18 og kl. 20

Spillested: Psykiatrisk Center Amager (tidl. Skt. Elisabeths Hospital), Hans Bogbinders Allé 3, Indgang 3, 2300 København S. i det gamle kirkerum.

Billetter: Teaterbilletter

Vær opmærksom på: Der er trapper op til spillestedet, og der er ikke publikumssæder til forestillingen – publikum går gennem dele af forestillingen, og man får mulighed for at sætte sig periodisk.

Aldersgrænse: Fra 10 år


Forestillingen tager på turne i efteråret 2017. Foreløbig turneliste:

12. august: Aalborg Operafestival (gennem Teater Nordkraft), 2 forestillinger
14. september: Vesthimmerlands Teaterforening, 2 forestillinger
16. september: Den Fynske Opera, 3 forestillinger
28. september: Kulturhus Kappelborg, 2 forestillinger

 

 

 

 

Der vil derudover være forestillinger i Brønshøj Kirke, på Samsø, i Tårnby samt et antal kirker, hvor dato og sted endnu ikke ligger fast. Hold øje med GLiMT for opdateringer af datoer.  

 

BAGOM:

”Det der er tilbage”: Ide, instruktion og scenografi: Camila Sarrazin. Komponist: Hanne Raffnsøe. Danser: Annika Kompart. Operasanger: Johanne Højlund. Tekniker og performer: Karl Sørensen. Lysdesign-konsulent: Mogens Kjempff. Kunstnerisk konsulent: Lars Lindegaard Gregersen. Konstruktør: Kristian Knudsen. Produceret med støtte fra: Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst.

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top