Seks forskellige forestillinger præsenteret på to timer. Det var intet mindre, end hvad Dansekapellet bød på under overskriften subURBAN STORIES, der spillede som en del af husets nye initiativ, subURBAN dance festival. Glemt var kulden og blæsten udenfor, for fra højtalerne flød de lækreste beats, og på scenen havde de vildeste moves og de sprødeste attituder klart overtaget. Hej, hej dansk forår.

af Betina Rex (cand.mag. og dramaturg)

 

2.3

 


Alle de seks forestillinger havde naturligt nok deres udspring i den såkaldte urbane dans, men var ganske forskellige både i tematik og i udtryk, hvilket gjorde aftenen desto mere interessant.

 

2.1


Det oser af kvindelighed
Myself UK Company (UK) kom med et værk, der osede af kvindelighed på den mest menneskelige facon. Det var kroppen og dens imponerende formåen, der var i centrum. I alle dens forskellige udgaver. Vildt herligt at se på. På scenen stod alle de medvirkende kvindelige dansere i hver deres pangfarvede lycra heldragt og gav den gas i en energisk koreografi, hvor lemmerne blev rystet, uden at det nogensinde blev hverken plat eller uvedkommende. Det var bare intenst som ind i et vist sted. Stor respekt.

 

2.5


Frankrig
In the Middle af Compagnie Swaggers (FR) havde som kontrast den smukkeste start, jeg længe har set – en krop alene på scenen, udsat for så hurtige skift i belysningen, at det for mig først var umuligt at se, hvorvidt der faktisk stod flere dansere, helt tæt sammen. Og forestillingen fortsatte med at brillere med en virkelig skarp og sjov lyssætning, som man ikke kunne andet end at tage hatten af for, hvilket danserne på scenen i bogstaveligste forstand også selv gjorde.  

 

2.6


Ants
Ants af Anastasija Olescuka (DK/LV) var et forfriskende indspark. Dansernes kamp med myre bevægelserne og deres underholdende unaturlighed var både latter- og tankevækkende, og som aftenens eneste forestilling med både mandlige og kvindelige medvirkende var det befriende at opdage, at det var irrelevant. En myre er en myre.

 

2.4


Det danske bud
I Strange Reality af Equals Ent. (DK) og Supremacy of God af Familia Loca (DK) var det mændene, der var på banen. I to meget forskellige koreografier, der begge osede af en voldsom kropslig styrke, der på fin vis blev brugt til at vise dens modstykke – svagheden – ikke mindste når den største styrke ligger i at turde være den svageste.

 

2.7

 

Crash
Slutteligt gik Uppercut Danseteater (DK) og DF Zulu Breakers (BR) på scenen med forestillingen Crash koreograferet af Stephanie Thomasen. Med mit kendskab til Uppercut in mente, så løber jeg alligevel risikoen for at lyde partisk, og tilslutter mig min ledsagers anglificerede udsagn, der faldt promte efter tæppefald: ”Ja, ok – så steppede det hele ligesom bare op”. For, ja – det gjorde det vitterligt.

Energien og intensiteten i de to gruppers forestilling om mødet med hinanden og den medfølgende kulturelle bagage var både smittende og insisterende. At lade skoene danne fortællermæssig krog for forestillingens måske banale, og netop derfor desto vigtigere pointe om at lytte til hinanden, uanset sprog, er noget nær genial. For når der er kludder i jordforbindelsen, så har den øverste del af kroppen det også med at ryge sig en tur. Heldigvis endte alle mand smukt og stærkt i egne sko, klogere på både inder- og underside af egne og andres fodtøj.

Det er forhåbentlig ikke sidste gang, at Dansekapellet lægger hus til en festival af den art. Og næste gang skal jeg helt sikkert have tid til at se noget mere.

 


Fakta:

SubURBAN stories

Spillede d. 19-21. april i Dansekapellet som en del af SubURBAN DANCE FESTIVAL (19-23. april)

Info: Dansekapellet

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top