En ny uge på CPH Stage skydes i gang!

af Maja Holtze

 

”Et Latterligt Menneskes Drøm” + ”Det Ny Kgl. Teater”
6. juni / Kulturcentret ASSISTENS & Skuespilhuset

 

8 Et latterligt menneskes drm

”Et Latterligt Menneskes Drøm”
Den 6. juni kl. 21, under en ulmende himmel, fandt en håndfuld teaterentusiaster vej til et af Nørrebros grønne åndehuller. Assistens Kirkegård. Heri ligger Kulturcentret ASSISTENS, som er en overset perle. I hvert fald har centret – uden det store festival-palaver – flere år i træk genopsat aftenens trækplaster, som da også fik fuldt hus: ”Et Latterligt Menneskes Drøm” af Teaterkompagniet TELL to JOY.

I en rørende dialog mellem skuespiller Viktor Melnikov og en harmonikas melankolske underlægningsmusik af Adam Ørvad, bringes Fjodor Dostojevskijs ”latterlige menneske” til live. Melnikovs stemme er hjertegribende smuk og formår at indeholde smerte, apati, nysgerrighed og kærlighed på én og samme tid. Hans hjerteskærende blik holder publikum tryllebundet i det intime rum, hvor scenen ikke måler meget mere end en dagligstue, og scenografien udgøres af simple træmøbler, som man – af naturlige årsager – ville finde i et kapel.

I løbet af en time fortæller han historien om at ville dø, indtil genopdagelsen af kærligheden til sine medmennesker sker. Afslutningsvis åbnede han døren fra kulturcentret til kirkegården og slap ud i den våde sommeraften, hvor regndråberne havde valgt den helt rigtige timing at falde på.

 

9 Det ny Kgl teater

”Det Ny Kgl. Teater”
Forestilling ”Det Ny Kgl. Teater”, der spillede senere på aftenen, kl. 22.30, bidrog til en noget anderledes, livsglad stemning. Fire spritnye skuespillere, importeret direkte fra Scenekunstskolen sammen med nyligt udklækkede scenograf, lyd- og lysdesignere, gav publikum frit valg på alle hylder fra Det (”rigtige”) Kgl. Teaters skuespilrepertoire for den kommende sæson 17/18.

Vi oplevede blandt andet meget frie fortolkninger af ”Tove! Tove! Tove!”, ”Riget”, ”Monster” og ”Den Kroniske Uskyld”. Førstnævnte bød på barnlig opera-efterligning af Sort Samvittigheds ellers så smukke kompositioner, da skuespillerne Nanna Cecilie Bang og Katrine Leth Nielsen gik i kast med den moderne klassiker. Og sidstnævnte fik alle i publikum op af stolene og skråle med på Oasis’ ”Wonderwall”, fordi hvad ellers, når man ser tilbage på sin ungdom (som barn af 90’erne…), end lejrbålsstemning og britpop?

Publikum trak på smilebåndet fra start til slut, og den unge skuespillerstab har uden tvivl skabt sig en gedigen fanbase for fremtiden.

 

”Freak Out” + ”True Story”
7. juni / Teater SORT/HVID

Onsdag den 7. juni stod i Sort/Hvid teatrets tegn. Deres nyetablerede lokaler i Kødbyen, Vesterbro, lagde ramme til to særprægede performances: ”Freak Out” og ”True Story”.

 

10 Freak Out

"Freadk Out"
”Freak Out” var et moderne freakshow med exhibitionisme, drag queen og spastiker. ”True Story” var et moderne one-woman show om at føle sig grim, smuk, ensom, elsket, udnyttet og udnyttende i én og samme person. Fælles for dem var en kredsen omkring spørgsmålet om identitet og norm, forventninger og indfrielse af forventninger. Men for nu at give hovedrolleindehaver i og ophavskvinden bag ”True Story”, Nanna Cecilie Bang, den rette cadeau, må jeg også pege på en væsentlig forskel: skuespilkunsten og niveauet af professionalisme.

”Freak Out” bestod af en samling individer uden skuespilerfaring. En gruppe ”normale mennesker” i en skuespildiskurs – men som af samfundet alligevel ikke helt kan iklæde sig den beskrivelse. Gæstespillet af Århus Teater søgte at påminde os om den vidunderlige diversitet vi finder iblandt os, og hvordan normerne ikke kan diktere lykkefølelse og glæde ved livet, når det ikke leves ”rigtigt”. Jeg anerkender formålet, men savnede alligevel at opleve noget kvalitet på scenen, der ofte er en udfordring at få ud af projekter, der i højere grad er socialt fremmende og politisk provokerende, frem for af høj skuespil- og danseteknisk kvalitet.

 

11 True Story


"True Story"

”True Story” derimod… Var vældig imponerende. Nanna Cecilie Bang tryllebandt publikum med sin komiske mimik og intrikate fortællinger om one night stands og kæresteforhold, der gik udover den sædvanlige ”så så man lige mig”-humor. På en time formåede hun at vise en kompleks kvindekarakter frem, som Ditte og Louise ellers bruger en fuld sæson på godt hjulpet på vej af filmiske virkemidler.

Hendes måde at inddrage publikum på, uden at overtræde grænsen i den relativt intime stemning, som rummets størrelse og publikumsbelægning ellers lagde op til, var intelligent. Nanna Cecilie Bang henvendte sig til enkelte mandlige gæster og pådrog dem rollen som hendes (ex)kæreste i fortællingerne, og gjorde det på den måde almengyldigt for alle tilstedeværende, der primært udgjordes af en målgruppe på 20-30 årige københavnere. Vi var alle i samme båd denne aften, og grinede og græd i sympati og forståelse for det liv, der sgu ikke altid er lige til at hitte rede i.  


Pop-up program + Teknologiske eksperimenter
8. juni / Husets Teater & Skuespilhuset

Pop-up program
Husets Teater har under CPH Stage inviteret ind i foyeren til et eksperimenterende pop-up program, der bød på iscenesættelser og readings. Torsdagens program bød på nyskrevet dansk dramatik af William Lippert, Lin Melkane og Trine Godt Hansen. Poetisk melankoli om alt fra naturkatastrofer og kærlighedsforhold fandt vej i de nye dramatikerskuds materiale, som morede det fremmødte publikum, der saligt nød deres øl til tonerne af dramatikernes oplæsning. Det bliver spændende at se materiale fra deres hænder optræde med rum og krop i fremtiden.

 

12 The Shared Individual

"The Shared Individual"
Fra Vesterbro til Nyhavn. Skuespilhuset havde udlånt Lille Scene til teknologiske eksperimenter. Kollektivet Makropol udgøres af kunstnere, entreprenører, filmskabere og designere, som sammen med den svenske performancegruppe BOMBINA BOMBAST tog os med ind i fremtiden med VR-forestillingen ”The Shared Individual”.

Armeret med hovedtelefoner og VR-briller, var vi vidne til en miniforestilling, der udspillede sig foran os, delvist optaget med 30 sekunders forspring og på andre af døgnets tidspunkter. Her kunne vi se os selv med forsinkelse og agere med, såvel som læne os tilbage og forsøge ikke at lade sig fysisk overvælde af den nye teknologi. En sand, virtuel virkelighedshistorie.

”Grounded” + ”The Society of Lost Souls” + ”MAND – KVINDE – HUND”
9. juni / Teater Grob, Gamle Scene (A-salen) & Husets Teater


14 Grounded

”Grounded”

Teater Grob havde ”fjernstyret krigsdrama” på programmet fredag den 9. juni, da de viste ”Grounded”. Den amerikanske dramatiker George Brant stod bag manuskriptet, som skuespiller Kaja Kamuk gav en dansk fortolkning i forestillingen produceret af Teater Svalegangen.

Ene kvinde spiller hun sig gennem 95 minutter på en grå, skrå scenekonstruktion, der ligner et forkrøblet landkort med et grid på, som man kender det fra computerspil og Google Maps. En simpel og intelligent løsning, som dog får et lidt ensidigt udtryk i længden. Protagonisten er jagerpilot – en af de bedste, og hun jagter altid ”det blå”, indtil hun bliver gravid, får en datter, og oplever en radikal kulturændring inden for krigsførelse, når hun kommer tilbage fra orlov. Nu mærker piloterne ikke længere g-kraften fra flygangen over Afghanistan, men tuner derimod i højere grad deres spilkonsol-egenskaber, når de fjernstyrer overvågende droner fra Nevadas ørken.

Det giver anledning til en helt ny type posttraumatisk stress, der relaterer sig til frygten for at blive overvåget. En frygt der i virkeligheden er ganske aktuel. ”Grounded” er et interessant tag på en genre, der primært formidles i eksplosive krigsfilm med mænd i hovedrollen. Der er befriende lidt fokus på det faktum, at kønsrollerne er byttet om. Faktisk omtaler Kamuks karakter blot sin elskede mand Erik med affektion, uden at gøre en større dyd ud af hans tålmodighed, elskende, husfader-kønsrolle. Det gør fortællingen som forbillede på kvinder i typiske mandeerhverv langt stærkere. Men det gør den ikke mindre propagandistisk og klichefyldt som amerikansk krigsfortælling, uagtet mediet og landet den fortælles i.

 

15 The Society of Lost Souls 2

”The Society of Lost Souls”
”The Society of Lost Souls” er den norske koreograf Jo Strømgrens første samarbejde med CORPUS – Den Kongelige Ballets eksperimenterende laboratorium. Fredag aften levede kompagniet op til dets navn, da de bød indenfor i A-salen med dans fra de dødes rige.

Med mit begrænsede kendskab til Jo Strømgren – til trods for koregrafens massive bagkatalog med over 150 forestillinger – havde scenografien et klassisk Strømgren’sk udtryk ved de støvede grå og grønlige toner, som lagde farve til husfacaderne i et underligt glædesløst og melankolsk univers, der dog hverken manglede sjæl eller energi.

I forestillingen leger koregrafen med tankerne om livet efter døden. I et parallelt balletunivers bor mænd og kvinder, hvis skæbne led en tragisk død, side om side med hinanden. Leveregler og principper efterligner det, vi kender fra vores samfund – om end det går voldsommere til. De slås, slår hinanden ihjel og skændes, på lige fod med at dyrke sex, opleve kærlighed og ty til religion, når intet andet slår til. Til gengæld tilgiver de hinanden uden nærmere eftertanke, for intet kan se ud til at gøre dem fortræd… igen.

Moderne balletfraser samstemmer smukt med fortællingen, der udspiller sig i en uspecificeret europæisk by. Folkemusik fra adskillige lande spilles undervejs i forestilling, og yndige balletbevægelser får et skævt og jordnært folkedans-agtigt udtryk deraf. Dog synes der at være for mange kroppe presset sammen på relativt lidt gulvplads, når husfacaderne pryder begge sider af scenen. De forreste rækker hører sågar enhver fodsål, der trækkes over scenens vinyl-forladte overflade. Det giver et lidt rodet helhedsbillede. I virkeligheden kunne kompagniet sagtens have fyldt Gamle Scene eller Skuespilhusets Store scene ud. Det ville også have klædt gestikulationer og ansigtsudtryk, der tæt på kan blive overkarikerede, når fortællingen også vidner om dødsscenarier og de voldsomme handlinger.

 

16 MAND KVINDE HUND

”MAND – KVINDE – HUND”
En anden slags grøn scenografi sprang os i øjnene i Husets Teater – nemlig synet af mintgrøn satin. Kl. 22.30 opførtes ”MAND – KVINDE – HUND” i Husets Teaters barscene, og her var satinen draperet op og ned af bagvæggen med et stort ”Wow!”-neonskilt påsat.

Natcabareten med Morten Burian i fokus (samt musiker Jaleh Negari i lidt mindre fokus) var et syret samsurium af sange, digtoplæsninger, brændehugning, hysterisk gråd, græske attituder, sketches og en udstoppet hund. Burian granskede den moderne manderolle i alle dets afkroge – som rockstjerne, fortabt barn, liderbuks og intellektuel.

Musikken af Jaleh Negari var skøn og eksperimenterende og supplerede Morten Burians musikalske egenskaber godt. Cabareten var både forståelig og absurd i en sådan grad, at genkendelse og total forvirring gav lige dele genlyd, når vi tænkte ”wow”, en vild performance.

En festlig og løssluppen afslutning på undertegnedes CPH Stage festival. For: Så alvorlig behøver scenekunst alligevel ikke at være, før det giver mening.

 

LÆS også Maja Holtzes første beretning fra CPH Stage: LIVE I KØBENHAVN! I

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top