Selve historien er lidt tyndbenet, men musikken klinger vidunderligt, kostumerne er smukke, og dansen er veludført, så egentligt er Den Kgl. Ballets nyeste satsning Raymonda en lang nydelse.

af Susanne Trudsø (konservator; kulturskribent)


Da den store koreograf Marius Petipa, som i første halvdel af 1890’erne skabte sine store balletter Tornerose, Nøddeknækkeren og Svanesøen til musik komponeret af Pjotr Tjajkovskij, i slutningen af 1890’erne ønskede at skabe endnu en stor balletforestilling, måtte han gå nye veje. Tjajkovskij var død, og i stedet bad Petipa den unge Aleksandr Glazunov om at komponere et værk til sig. Det fantasifulde partitur formåede at bringe ny inspiration til den aldrende balletmester og koreograf, og i januar 1898 fik Raymonda premiere på Mariinskij Teateret i Sankt Petersborg. Og først nu – 119 år senere – er balletten i sin helhed nået frem til Det Kgl. Teaters Gamle Scene og i balletmester Nikolaj Hübbes fortolkning af Marius Petipas oprindelige koreografi.

 

 HSP0236
Raymonda. Den Kgl. Ballet (sæson 2017-2018). Foto: Henrik Stenberg

 

Kort fortalt er handlingen den, at den unge Raymonda i det sydlige Frankrig venter på sin forlovede Otto, men den unge greve er forsinket, og Raymonda fordriver ventetiden med dans sammen med sine veninder, deres kærester og husets øvrige hoffolk. Pludselig ankommer den spansk-mauriske prins Abderam fra Granada. Han har hørt om Raymondas skønhed, hvorfor prinsen også forsøger at gøre tilnærmelser til den smukke hovedperson. Hun afviser ham høfligt, men i nattens efterfølgende søvn drømmer hun om både grev Otto og prins Abderam, hvor hun i drømmen danser med dem begge.

Næste morgen har Abderam pyntet op i slotshaven med farverige tæpper, eksotiske gaver og medbragt både dansende odalisker og dansende toreadorer. Raymonda er ikke upåvirket af sceneriet og det stormende kurmageri, hvorfor hun igen og igen danser med Abderam trods venindernes advarsler og tantens snerpede blikke. Pludselig ankommer grev Otto og bliver selvsagt noget pikeret over situationen. En kamp med sværd og krumsabel udvikler sig, men Raymonda lægger sig imellem de to kamphaner, og striden bilægges. Pludselig står Raymonda i sit livs dilemma mellem to bejlere og må vælge den, der skal være hendes hjertes udkårne. Det bliver grev Otto, hvorfor den eksotiske fremmede prins må luske af igen. I tredje og sidste akt fejres brylluppet hjemme hos grev Otto i Ungarn med en stribe af folkloristiske og klassiske danse.

 

 HSP0579
Raymonda. Den Kgl. Ballet (sæson 2017-2018). Foto: Henrik Stenberg

 

Musikken underbygger og former dansen

Musikken er absolut meget velskrevet, varieret, velklingende og farverig. Ligeledes har musikken til de tre akter hvert sit musikalske tema, hvor første akt rummer inspiration fra den franske lyriske musiktradition og er samtidig pompøs og lidenskabelig. Musikken til anden akt er derimod orientalsk i sin inspiration og med tråde til den russiske folkemusik, mens musikken i tredje akt er præget af divertissementer med slavisk kolorit såsom czardas og mazurka. Således er musikken igennem hele balletten en lang, velklingende nydelse, men også uden det store voldsomme drama, hvor der kunne lægges op til de helt store følelser, tvivl og valg.

I Svanesøen understøtter musikken i den grad prinsens fejltagelse, da han forveksler den sorte svane med den hvide, men sådan er det ikke i Raymonda. Ganske kortvarigt er situationen farlig, da der opstår tumult mellem de to bejlere og Raymonda har fået dem til at lægge deres våben. Hun står lige midt imellem dem; til den ene side den noble, klassiske greve, som er hendes forlovede og til den anden side den fremmede eksotiske prins, der i drømmen har pirret hendes følelser, fået hende til at flirte ivrigt med ham og ham til at kaste sig næsegrus for hendes fødder og erklære sin fuldkomne kærlighed. Man skulle synes, at her måtte tanker og følelser gøre knuder på sig selv i Raymundas sind, hoved og hjerte – hvordan vil det ene liv og det andet liv forme sig alt efter valgets udfald – men vupti efter tre sekunders omtanke træffer hun sin beslutning, stille og roligt og meddeler sin beslutning til begge de herrer. Det er lidt tamt, men musikken lægger ikke op til mere, hvilket er lidt ærgerligt. Og ellers er musikken bare en lang nydelse af sofistikerede og melodiøse toner.

 

 HSP0741
Raymonda. Den Kgl. Ballet (sæson 2017-2018). Foto: Henrik Stenberg

 

Forfinede, klassiske trin krydres med det eksotiske og folkloristiske

Dansen og trinnene er som musikken også tematiske fra akt til akt, hvor hver akt får sit eget kropsudtryk og trinsprog. Således er første akts dansestil præget af romantikken og den franske, klassiske skole, og hvor det hvide og overnaturlige veksler med det jordiske liv. Således mødes Raymonda i sin drøm af den hvide, tilslørede dame, der udfordrer hendes kærlighed ved at lade hende møde grev Otto, med hvem hun danser en stor pas-de-deux. Også veninderne er der, og de danser hver især fine soli. Men den hvide, tilslørede dame lader også Raymonda møde prins Abderam, og akkurat som Golfo i balletten Napoli er Abderam så tiltrækkende og magtfuld, at Raymonda ikke kan undgå at lade sig friste og give efter for hans stormkur mod hende. Hun er i sine følelsers vold og fuldstændigt hengiven i hans magt. Men det er jo kun en drøm!

 

 HSP9969
Raymonda. Den Kgl. Ballet (sæson 2017-2018). Foto: Henrik Stenberg

 

I anden akt er trinsproget præget af det eksotiske, hvor der flirtes og udfordres. I prinsens følge er to åleslanke odalisker, der slanger sig i forførende dans, mens den spanske trup med toreadorer er temperamentsfulde, hælstampende til kastagnetternes karakteristiske rytmiske klap. Raymonda er betaget, og da Abderam lægger turbanen og kaster sig ud i en solo, hvor han i den grad oser af maskulinitet, lokker og pirrer hende, tiltrækkes hun af det eksotiske for alvor. Endelig dominerer det ungarske i tredje akt, hvor brudeparret, veninder og deres kærester danser på skift med øvrige hoffolk samt en flok børn på skift i soli, pas-de-deux’er og en stor pas-de-dix. Ganske enkelt en perlerække af danseoptrin, hvor dansernes færdigheder præsenteres på fineste vis, men samtidig er denne danseopvisning også samtidig blot én lang fest i en noget tynd historie.

Til premieren dansede J’aime Crandall titelpartiet med flot og sikker teknik, mens Jón Axel Fransson som Abderam var eminent, fokuseret og med en helt igennem maskulin, forførende tiltrækningskraft. Som Otto var Alexander Bozinoff, den ganske anderledes noble, lidt stive klassiske frier; den perfekte partner, der præsenterede sin udkårne korrekt.

Raymonda er en stor satsning hos Den Kgl. Ballet, og det er en yderst vellykket opsætning, hvor musik og dans er i fineste samklang, men hvor den enkle handling og mangel på de helt store dramatiske følelser er et savn, som ganske enkelt ikke kan udløses indenfor historiens rammer. Nydelsen bliver derfor dansernes kunnen og orkesterets forløsning af partituret.

 

Raymonda 1303 v5
Raymonda. Den Kgl. Ballet (sæson 2017-2018). Foto: Klaus Vedfeldt

 

 

FAKTA:

Raymonda

Spilles på Det Kgl. Teaters Gamle Scene

For mere info: Raymonda

 

 HSP9880
Raymonda. Den Kgl. Ballet (sæson 2017-2018). Foto: Henrik Stenberg 

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top