Wubkje Kuindersma og Didy Weldman har i dobbeltforestillingen Don’t leave me alone skabt to intense og gribende værker, hvor stærke følelser kommer til udtryk fysisk på utrolig raffineret vis. Begge forestillinger er aldeles opfindsomme og medrivende og har længslen efter kærlighed som omdrejningspunkt.

af Iben Maria Hammer

 

Frame of a View og Tales of a Nordic mind
Fælles for Wubkje Kuindersma og Didy Weldman er de menneskelige følelser, der kommer til udtryk i den mest originale koreografi. Didy Weldman er optaget af den megen ensomhed, der findes i samfundet i dag og af, hvordan vi kan dele vores følelser og overvinde den. Wubkje Kuindersma arbejder med den modsætning, der er mellem behovet for afstand, men også det universelle ønske om at være tæt på nogen. Lidt forenklet sagt er Tales of a Nordic mind poetisk og melankolsk, mens Frame of a View fremstår sprudlende og tragi-komisk.

 

Frame foto soeren meisner WEB
Don't leave me alone: Frame of a View. Koreografi af Didy Weldman. Dansk Danseteater. Foto: Søren Meisner

 

Breakfast at Tiffanys
Nina Simone, der synger Ne me quitte pas på fransk med en kraftig amerikansk accent, latinorytmer og The door is still Open af Chuck Willis er med til at skabe lyduniverset i Frame of a View, der består af en samling virkelig morsomme og eminent koreograferede sketches, hvor danserne havner i skænderier, konflikter, flirter eller får knust deres hjerte.

Der er tre hvide døre i en black box, som danserne flyver ind og ud af. Farverne, der dominerer på de korte kjoler, er gul, bordeaux, pistache, sort og hvid, så jeg bliver mindet om om polaroid fotos af mine forældre som unge eller Breakfast at Tiffanys, hvor Audrey Hepburn, der er lidt ensom, ind i mellem kommer sent hjem, forstyrrer folk i opgangen og bliver råbt ad af Mickey Rooney.


Slagsmål i slowmotion
Dansk Danseteaters Luca Marazia er oplagt som en lille italiensk macho-type i wifebeater og med tynd moustache, der er i et korporligt slagsmål med sin hustru i slowmotion. Fabio Liberti er hjerteskærende som kejtet type, der ensom lytter ved døren, mens de andre fester hysterisk på den anden side. Her er piger, der fjanter og fryser i deres opstillinger eller ruller ind i rampelyset og illuderer Tinder profil med hånden under hagen. Dørene smækker, og der er en trafik ind og ud som i en ren farce.

Ind imellem gives der plads til en solo. Emily Nicolaou danser legende og drillende, mens en stribe af mænd prøver at kigge gennem døren, men da hun åbner døren – eller vågner af drømmen – er de alle væk.  Konturerne af en krop, der presser sig mod dørens vindue af stof anes. Det er lidt farligt men lokkende, og hun drages og forsvinder over dørens kant.

Frame of View foto soeren meisner WEB
Don't leave me alone: Frame of a View. Koreografi af Didy Weldman. Dansk Danseteater. Foto: Søren Meisner

 

Sorbet til ganen
De to værker supplerer hinanden godt, og Stephen Shropshires smukke og sanselige Lamento della Ninfa fungerer, som Tim Rushton selv udtrykker det, som sorbet til ganen mellem de to forestillinger. Ud over selve kærlighedstemaet og frygten for at blive ladt alene, som titlen refererer til, er danseren Jessica Lyall også en slags rød tråd igennem alle tre værker, hvor hun får lov til at lyse op på scenen.

Jeg er vild med Wubkje Kuindersma, både som danser i Labyrint i sin tid og som koreograf til værket Mahl3 med dansere fra National Youth Ballet of Germany, der blev vist på Copenhagen Summerdance i 2016. Alle danserne i Tales of a Nordic mind er fantastiske, og ungarske Csongor, der martret af ensomhed eller længsel, alene vrider sig ved, på, over og under et bord, krydser armene og skjuler ansigtet bag spredte fingre, får mig til at tænke på DV8 Physical Theatre.

 

nordic foto soeren meisner WEB
Don't leave me alone: Tales of a Nordic mind. Koreografi af Wubkje Kuindersma. Dansk Danseteater. Foto: Søren Meisner

 

”Reflecting, mirroring transparency”
Store mandshøje ruder på hjul udgør scenografien i Wubkje Kuindersmas Tales of a Nordic mind. De syv dansere bruger dem på den mest raffinerede måde. De fungerer både som visuelle kompositioner og en elegant metafor for det nordiske landskab med søer, is og frost og den nordiske sindsstemning, hvor vi forskanset bag lag af glas længes efter nærhed og kærlighed men måske aldrig kommer ind bag den coole facade – eller opnår ægte nærhed via de skærme, vi i timevis forskanser os bag på de sociale medier.

Danserne er beskyttede gennem lag af glas, og de kommunikerer gennem glasset med bevægelser, der ind imellem er skønt pantomimeagtige. Men hvor man i pantomime ville kunne klare sig uden de store ruder og illudere dem med håndfladerne i luften, så har ruderne her en visuel funktion, hvor danserne kan røre ved glasset, trykke ansigtet mod ruden, bevæge sig omkring ruden og blive reflekteret i glasset.


Kærtegn og kys
Musikken er varieret og til tider dramatisk, og de nordiske komponister som Jóhann Jóhannsson er med til at skabe det nordiske landskab og den stemning, som ellers kun kan fanges på film. Der er utallige fine scener. Fx én, hvor alle danserne er på række bag hver sin rude og Csongor Szabó, der har front mod dem, synkront styrer alle deres bevægelser bag glasset. Det, jeg tager med mig hjem, er de mange langstrakte, smukke eller intense og agiterede bevægelser, det sårbare ved danserne, når de står på hovedet og tøjet glider ned, så den bare hud ses, berøringer, der skaber dominoeffekter, og den dybe cello, da to omsider finder hinanden og udveksler kærtegn og kys …

 

nordic foto soeren meisner WEB
Don't leave me alone: Tales of a Nordic mind. Koreografi af Wubkje Kuindersma. Dansk Danseteater. Foto: Søren Meisner

 

 

FAKTA

Don't leave me alone med Dansk Danseteater

Spillede i København den 20.-28. januar.

Turneplan se her

 

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top