Dans og musikdramatik i magisk forening. Udødelig musikdramatik om kærlighed som ikke vil dø sat i en nutidig og moderne opsætning, som gør den vedkommende her og nu.
Kalliope sørger. Hendes søn Orfeus begik selvmord, da det mislykkedes for ham at hente sin kæreste Eurydike tilbage fra Underverdenen. Kalliope fortæller Orfeus og Eurydikes kærlighedshistorie gennem moderens smerter og sorg, og sin vrede mod guderne for at lade hendes søn dø.

af Carmen Medina

 

meridiano orfeus ANC5515 web
Skuespiller Elise Müller (Kalliope). Foto: Mathias Foley

 

Scene I

Eksistensielle kriser

Denne sorg er anderledes end Jomfru Marias sorg (Lamentation eller Pietá, som nok er mest kendt gennem Martha Graham inden for dansehistorien). Ifølge eksistentiel psykologi deles mennesker om at kæmpe med eksistentielle kriser, heriblandt dødelighed og meningsløshed. Hvor man i kristendommen tror på den alvidende Guds meningsfulde planer bag selv de mest uforståelige begivenheder (bare tænk på Jobs Bog), så giver den græske polyteisme ikke den samme trøst. Guderne og gudinderne er tit impulsive, forfængelige og selviske, der skaber smerter og tristhed uden nogen højere mening.

Det ved Kalliope (skuespiller Elise Müller)  godt, som selv er gudinde, men trods sine bedste intentioner kan hun ikke redde Orfeus (danser Mark Philip) fra døden. Som mor kunne hun ikke beskytte sin søn fra en anden kvindens magt over ham.

Kærligheden fik Orfeus til at skrive digte. Kærligheden fik ham til at lede efter sin elskede gennem de mørkeste steder, og den fik ham til sidst til at tage sit eget liv. Kærlighed, kunst og vanvid er ens om, at de alle sammen tager os væk fra den ordinære. De viser os landskaberne – fantastiske og frygtelige – under virkelighedens hud. De bringer os i en tilstand af hypertilstedeværelse, hvor teksturer, farver, lys og følelser forstærkes.Til gengæld reduceres synsfaldet til en lille boble af virkelighed, en mikrokosmos.

 

meridiano orfeus ANC6072 web
Fra v. Danser Mark Philip (Orfeus), Mezzosopran Josefine Andersson (Orfeus), Sopran Berit Barfred Jensen (Eurydike), Danser Noora Hannula (Eurydike). Foto: Mathias Foley

 

Det handler ikke om at imitere virkeligheden

Kalliopes fortælling starter med Orfeus og Eurydikes bryllup. Amor (sopran Lea Quortrup) er repræsenteret som en gravid kvinde i rød rustning og store sorte vinger, i modsætning til den klassiske repræsentation som en lille fjollet baby med hvide vinger. Denne her Amor er mægtig, frodig og skræmmende med sine store, tragiske vinger. Hun er et mere ærligt symbol for kærlighedens intensitet med alt dens passion, smerte og skyggesider.

Danserne antager en stille position, mens Amor synger, lige som på et klassicist maleri om Antikken: harmonisk, velkomponeret, afbalanceret. Det passer med Glucks oprindelige musik, som netop er fra klassicismen. I denne idyl får parret varslet om døden – en skæbne, de ikke kan flygte fra.

Orfeus er repræsenteret på scenen både igennem en mandlig danser (Mark Philip) og en kvindelig operasangerinde (Josefine Andersson). I modsætning til film, handler teatret nemlig ikke om at imitere virkeligheden, men om publikums evne til at forestille sig og lege med. En tryllekunst, vi alle sammen ved, er falsk, og vi vil faktisk føle os mere bedraget, hvis det lod, som om det var ægte. Tim Crouch (engelsk teaterinstruktør) kritiserede engang et teaterstykke om tvillinger, som blev spillet af et rigtigt tvillingepar, for ikke at stole på publikums evne til at forstå og forestille. Det er ikke tilfældigt, at impressionismen, ekspressionismen, og lidt senere abstrakt kunst, udsprang ved udvikling af fotografiet. Gengivelse af virkeligheden behøvede ikke længere være et kunstnerisk formål.

I dette værk er alle stemmer kvindelige. Det afbalancerer kvindernes kvantitative (og hermed kvalitative) repræsentation i den kunstneriske kanon og i magtpositioner generelt, hvor vores stemme oftest ikke får lov til at fylde og blive hørt. Samtidig gør de kvindelige sangere værket mere universelt: Historien og følelserne er noget, vi alle sammen kan relatere til, uanset køn eller seksuel orientation.

 

meridiano orfeus ANC5925 web
Danser Noora Hannula (Eurydike), Danser Alexander Skjold (Aristæus). Foto: Mathias Foley

 

Nødt til at se virkeligheden i øjnene

En dag prøver Orfeus’ halvbror Aristæus (danser Alexander Skjold) – som er tiltrukket af Eurydike (danser Noora Hannula) – at fange hende i skoven for at få hende for sig selv. De har en voldsom slåskamp, fortolket med elementer fra kontaktimprovisation mellem danserne. Selvom det lykkes for Eurydike at flygte fra Aristæus, bliver hun bidt af en giftig slange, mens hun gemmer sig.

Scenen er delt op af to gennemsigtige tæpper, og ved Orfeus’ ankom, hæves det forreste tæppe og gør scenen mere synlig. Tæppets beskyttende drømmeeffekt ophæves, og vi er nødt til at se virkeligheden i øjnene i dens blothed og intensitet.

Orfeus’ sorgprocess er langt mere subtil, end vi generelt er vant til i kunstværkerne: Der er ikke nogen skrig eller overdrevet bevægelser. Orfeus er i shock. Han prøver at vække sin elskede. Døden er for pludselig til at forstå.

Hans dans graviterer mod jorden, som om smerten trækker ham ned hele tiden. Hans runde bevægelser folder ud fra kroppens centrum som en spiral, men bliver igen trukket tilbage i en sammentrukket position, som om hjertet er for såret for de åbne stillinger. Han stryger blidt på Eurydike, hendes hår, ansigt; fine bevægelser fuld af kærlighed. Men Eurydike vågner ikke. Orfeus prøver at danse med hende: kontaktimprovisation med en livløs krop. Nogle gang bevæger Eurydike sig uden Orfeus’ berøring, men det er blot tyngdekraften, der vækker et momentant håb i Orfeus’ desperate hjerte.

 

meridiano orfeus ANC6194 web
Sopran Berit Barfred Jensen (Eurydike), Danser Noora Hannula (Eurydike). Foto: Mathias Foley

 

Mod Underverdenen

To ansigtsløse hvide væsner kommer med et langt rødt tæppe for at bære Eurydike til Underverdenen. Bevægelserne er langsomme, næsten stille. Orfeus lægger selv Eurydike på tæppet, men så holder han på det, da det langsomt bliver trukket bort. Han har stadigvæk svært ved at forstå det. Han skifter mellem at holde fast og give slip, til han endelig giver op.
Han begynder at forstå Eurydikes død, og hans dans bliver derved mere extrovert og dynamisk, men stadigvæk jordnær. Hans ansigtsudtryk er dyriske, han ligner et vildt dyr, som blev sindsygt af fangenskab: forvirret, rundtosset, selvskadelig (hænderne på ansigtet). Han prøver at bryde ud, at søge opad. Han holder sine ankler med hovedet nedad og maver sig henad jorden.

I modsætning til det bevæger Orfeus-sangerinden sig næsten ikke, men hendes rige ansigtsudtryk fortæller om det samme. Så bytter de rolle, hvor danseren bevæger sig minimalt, mens sangerinden gør det mere ekspressivt. Nogle gange mødes deres bevægelser, og de spejler hinanden, nogle gange på forskellige niveauer.
Deres dans og sang smelter gudernes hjerte, og Orfeus får lov til at hente Eurydike fra Underverdenen. Hans bevægelser er lette og bløde, som om han bliver høj af nyhederne. Men der er et krav, han skal leve op til, hvis han vil have sin elskede tilbage: Han må ikke kigge hende i øjnene trods alle hendes forsøg, for så forsvinder hun tilbage til Underverdenen.

 

meridiano orfeus ANC5586 web
Skuespiller Lars Begtrup (Nefas). Foto: Mathias Foley

 

Hades og dæmonerne

Orfeus tager chancen og rejser ned i Underverdenen, som er repræsenteret gennem edderkoppelignende figurer i projektionsværket. Orfeus kommer frem med bølgeagtige (successive) hip hop bevægelser, hvor han holder benet op i luften, som giver en svævende effekt. Når han ankommer, kan man se Hades i baggrunden, bag det bageste gennemsigtige tæppe. Opdelingen med tæpperne skaber dybde og perspektiv på scenen. Hades har en fugleagtig maske på og spiller på elektriske trommer. Der er noget ret magtfuldt og skræmmende ved dette billede: På den ene side handler det nok om associationen til heavy metal musik og -kultur. På den anden side er der visuelt og symbolsk noget mægtigt ved den stabile, robuste stilling trommespilleren antager og sin evne til at holde styr på alle de forskellige slagtøj. Han udviser kontrol som en marionetdukkefører.

Hades forsvinder midlertidigt, og dæmonerne kommer frem. De ligner edderkopper med deres lange arme, som ender i skarpe pinde. Edderkopperne kan associeres til Moirer/Parcer, de tre gudiner, som væver vores skæbne; også til de røde tråde, de døde har efter sig selv lidt senere i forestillingen. Dæmonerne er skræmmende på en anden måde end Hades er. De forlængede arme får dem til at  ligne et firbenet uhyre; det er umenneskeligt, er tit afbildet med den slags kropsstilling, med pukkel eller rundet ryg, i hvert fald med sammentrukket stilling, som søger nedad mod jorden (se fx på Quasimodo). Hades til gengæld ligner mere en fugl med rank ryg, som søger opad mod himlen. Dæmonerne er dyriske, instinktive, kropslige, lige som vores under-jeg, hvor Hades er overkontrollerende og intellektuel, lige som vores over-jeg.

Orfeus kæmper med en af dæmonerne og undgår at blive dræbt af dens skarpe pindarm. Det er sangerinden, der holder dæmonerne væk ved at holde sin hånd op mod dem, en enkelt men direkte gestus. Orfeus prøver at overbevise dæmonerne om at lade ham gå videre. Han danser. Dæmonerne slår deres pindarme sammen som en ritual, som knælere.

Dæmonernes stemme er det klassiske græske kor, men koret høres kun gennem optagelse frem for at være på scenen. Hver gang dæmonerne afviser Orfeus, falder han. Til sidst lykkes det for ham at komme videre. De to gange Orfeus (sangeren og danseren) forlader scenen. Sangerinden kigger tilbage for at foregribe det, der senere skal ske. Denne strategi er tit knyttet til fænomenet Tjekhovs pistol, dvs. at hvis der ses en pistol på scenen på et tidspunkt, så er det en antydning af, at der senere skal skydes.

 

meridiano orfeus ANC6266 web
Danser Noora Hannula (Eurydike), Danser Mark Philip (Orfeus). Foto: Mathias Foley

 


Scene II


Næste scene åbner også med Kalliope. Hun advarer sin søn mod at kigge på Eurydike og giver en lang, detaljeret beskrivelse af den terror, der vil følge, hvis han gør det. På den måde forøges presset og spændingerne senere, da Orfeus prøver at føre Eurydike ud af Underverdenen.

Alt bliver glemt i Underverdenen, selv smerten, ifølge Eurydikes sang. Eurydike-sangerinden (sopran Berit Barfred Jensen) bevæger sig let, rundet og graciøs som en svane. Hendes tøj er også blødt, raffineret og håret friseret i bølger. Til gengæld er Orfeus-sangerindens tøj og bevægelser mere lineære, enkelte og direkte. Eurydike-danserens bevægelser er også mere kraftfuldte og direkte. Hun går langsomt fra væg til væg i siksak, tættere og tættere på publikum. Der er et langt rød stof bundet til hende, som svæver i luften som lavastrømme. Da hun forlader scenen, forsvinder stofstykkerne pludselig én efter én i zigzag.

De døde trisser frem i lange, løse hvide kjole og hvide masker. De er formløse, ansigtsløse, tomme indeni. Uden liv og følelser i deres gang. I absolut opgivelse og en dødlignende søvn. Eurydike viser sig i den samme udklædning og gang. Orfeus genkender hende og griber hendes hånd for at føre hende ud, uden at kigge på hende.

Eurydike mærker undersøgende på Orfeus og lysner op ved at se sin elskede igen. Men Orfeus kan ikke gengælde det. Angsten er for stor, det overtager helt hans opmærksomhed.

Vejen til Underverdenen var udfordrende, men vejen ud af Underverdenen er endnu sværere. I starten søger Orfeus kontakt til Eurydike. Han kysser hende igennem det røde stof som et bedre Magritte-maleri, og stoffet bliver del af deres farlige jagt for kontakt.

 

meridiano orfeus ANC6282 web
Danser Noora Hannula (Eurydike), Danser Mark Philip (Orfeus)

 

Spændingen vokser, og kommunikationen bliver mere og mere besværligt. Orfeus’ syn bliver begrænset, han kan kun tænke på at komme ud af Underverdenen uden at kigge på Eurydike. Hans empati er derved svækket, og han taler hårdt til Eurydike. Eurydike er i kærlighedens makrokosmos, hvor hele universet kan udfolde sig ved berøring af den elskedes hår, men hvor den mindste gnidning ryster hele dette skrøbelige rige. Hun bliver vred og såret og nægter at følge Orfeus. Hendes tillid er svækket, hun kan ikke engang være sikker på, at det er hendes elskede, hans handlinger virker mistænkelige. Han burde have ladet hende være i fred, uden smerter, i Underverdenen. Hvad er meningen med livet, hvis det er så smertefuldt? Orfeus er ikke i stand til at bekræfte hende om sin kærlighed, han er alt for optaget af sit mål til at kunne give et enkelt kærligt ord, som kunne gøre hele processen nemmere. Han kan ikke tænke rationelt, han kan ikke se det større billede, hans bekymring fylder alt sin tilstedeværelse.

Sangerinderne synger i forgrunden uden at kigge på hinanden, mens danserne bevæger sig fuld af lidelse – lidt Martha Graham-agtigt – i baggrunden. De danser ikke med hinanden, men deres bevægelser synkroniseres nogle gange. Det er som om, de repræsenterer hver deres indre kamp, hvor sangerinderne repræsenterer den ydre handling.

Herefter skiftes parterne: Orfeus-sangerinden danser med Eurydike-danseren og Eurydike-sangerinden med Orfeus-danseren. Det udvisker grænserne mellem den verbale og det nonverbale selv af Orfeus og Eurydike. Sangerindernes bevægelser er stærke, hvor dansernes er bløde.

Orfeus’ viljestyrke bliver svagere og svagere. Kan vi bebrejde Eurydike for at være mistænkelig? Hvornår bør man hengive sig til det ukendte, og hvornår bør man forholde sig kritisk? Orfeus’ mor prøver at minde sin søn om de tragiske konsekvenser, hvis han mister selvkontrollen. Men Orfeus har svært ved at holde Eurydikes lidelse ud og føler sig magtesløs. Til sidst har han ikke anden mulighed end at ende Eurydikes smerte: Han kigger på hende. Eurydike dør med det samme.

Det er klimaxet i handlingen: Eurydikes første død havde en let, langsom kvalitet, da slangen bed hende. Rejsen ud fra Underverdenen havde en retningsløs (indirekte) og hektisk (pludselig) kvalitet. Eurydikes anden død var pludselig, kraftig og direkte. Brat stilhed efter langvarig støj. Herefter er alle handlinger pinefuldt langsomme og direkte, automatiserede, sterile.

 

meridiano orfeus ANC6340 web
Mezzosopran Josefine Andersson (Orfeus), Danser Mark Philip (Orfeus). Foto: Mathias Foley

 

Dét der kunne have været

Tæppet går langsomt op. Væsnerne i hvide kjoler er tilbage med det røde tæppe. Eurydike rulles op på tæppet af usynlige hænder. Orfeus er i shock. Han kan ikke gøre andet end at se på, hvordan sin elskede bliver båret væk fra ham, langsomt, rutineret. Inden Eurydike helt forsvinder, kigger sangerinden tilbage, ligesom Orfeus-sangerinden gjorde i begyndelsen.

Han kunne have reddet hende. Han kunne have haft hende i sine arme, kunne have strøget hendes hår kærligt, kigget hende i øjnene. Men nu har han tabt hende for evigt, og han kan kun bebrejde sig selv. Stemningen og musikken er samtidig fredfyldt, hvilket gør tragedien mere kompleks. Var Orfeus’ rejse til Underverdenen et udtryk for sin dybde kærlighed eller handlede det om egne selviske interesser? De døde lider ikke. Det er os, der er tilbage, som lider.

Orfeus bliver alene. Han kan ikke være i sin krop. Han er revet itu indeni. Han danser igen tæt på jorden, og hans dans varierer mellem accelererende, ekspressive former – såsom at dreje rundt i breakdance-stil på gulvet – og mere introverte, men stadigvæk intensive former, fx at krybe som en snegl eller breakdance freeze, som afspejler hans indre shock og handelsesløshed. Hans lidelse er langsom og dyb.

På et tidspunkt begynder han at ryste på jorden. Kalliope finder ham og opdager, at Orfeus har besluttet sig til at følge sin elskede: Han begår selvmord.

 

meridiano orfeus ANC6520 web
Forrest: Danser Mark Philip (Orfeus). Foto: Mathias Foley

 

Spørgsmålene lever videre

Forestillingen slutter her, men spørgsmålene lever videre i os : Ville Orfeus og Eurydike have elsket hinanden for evigt, hvis Eurydike var blevet reddet? Eksisterer livslang kærlighed? Kunne Orfeus være blevet forelsket igen? Var det forelskelse eller blot en fin historie, de begge to fortalte sig selv? Kan man blive forelsket uden at blive afhængig?

I vores nutidige kultur, som hylder individualismen, er der mulighed for denne grad af sammensmeltning?

Hvornår er der plads til blind tillid? Og hvornår må man hellere stå ved sig selv?

 Meridiano Orfeus 02 web
Danser: Mark Philip (Orfeus). Foto: Martin Mydtskov Rønne

 


FAKTA

Orfeus og Eurydike
- Udødelig musikdramatik om kærlighed som ikke vil dø
- Vedkommende her og nu
- En nutidig, moderne opsætning

Spiller: Den Fynske Opera, den 20. februar til 3. marts 2018

Tirs, ons og fre kl. 19.30, lør kl. 16.00

Info: Den Fynske Opera

Premiere på Dansekapellet den 25. januar; spillede på Dansekapellet til den 11. februar 2018

Se trailer for forestillingen: Trailer


OM FORESTILLINGEN

Myten om Orfeus’ magiske rejse til dødsriget for at hente sin elskede Eurydike tilbage til livet rammer ind i centrum af vores forhold til tab, død, længsel og glemsel.

Det er historien om følelser, der er så stærke, at de udfordrer døden og derved udløser kræfter, der ikke kan kontrolleres.

Orfeus og Eurydike er en co-produktion af Meridiano Teatret, NordicOpera, Den Fynske Opera, og Uppercut Danseteater


MEDVIRKENDE: Mark Philip, Alexander Skjold, Noora Hannula, Josefine Andersson, Berit Barfred Jensen, Lea Quortrup, Elise Müller, Lars Begtrup
INSTRUKTØR, DRAMATIKER: Giacomo Ravicchio
DRAMATURG, DRAMATIKER: Bent Holm
KOREOGRAFI: Noora Hannula og Mark Philip
LYSDESIGNER: Mikkel Jensen
LYSTEKNIKER OG PROGRAMMØR: Miki Skjold
VIDEODESIGNER: Mark O. Viktov
KOMPONISTER: Jérôme Baur, Christoph Willibald Gluck

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top