Et overdådigt og imponerende flot fyrværkeri blev aftenens festlige afslutning, efter at Tivoli den 15. august dagen igennem havde fejret sin 175 års fødselsdag. Nattehimlen blev igen og igen oplyst af kaskader af gigantiske krysantemumbomber og andet farverigt skyts. Præcist affyret fra Koncertsalens tag skød raketterne op i linjer, formationer og mønstre. Akkurat ligesom dansen kort forinden, inde i Koncertsalen, havde udfoldet sig i flotte linjer, formationer og mønstre i et overdådigt og imponerende festfyrværkeri af trin.

af Susanne Trudsø (konservator; kulturskribent)


Tivolis 175 års jubilæum fejres sæsonen igennem under overskriften ’Hele verden mødes i Tivoli’, og fra New York kom på selve fødselsdagen et af verdens absolut førende balletkompagnier; nemlig New York City Ballet til Tivoli på gæsteoptræden. Det er tiende gang, at kompagniet gæster Tivoli, og det er ti år siden, at kompagniet sidst dansede i Tivolis Koncertsal. Og hvilket skønt gensyn med tindrende tåspidsteknik, som på gallaaftenen blev markeret med tre af de helt essentielle Balanchine-værker Serenade, The Four Temperaments og Symphony in C.

 

Tivoli New York City Ballet 28737
Serenade. Koreografi: George Balanchine. New York City Ballet. Foto: Paul Kolnik

 

Et centralt signaturværk for NYCB
Serenade var den første ballet, som George Balanchine skabte i Amerika tilbage i 1934, da han ville skabe et værk, der kunne give hans elever erfaring i sceneoptræden, og det, som kunne ligne kalkulerede effekter – at en danserinde falder, da de øvrige løber ud af scenen og en sen ankomst, da de øvrige allerede har linet op – beror egentligt på hændelser, der rent faktisk skete ved prøverne i sin tid. I åbningsscenen er der 17 kvinder – også dette beror på den tilfældighed, at der på dagen for den oprindelige prøve kun var mødt kvinder og netop dette antal.

Idet det harlekinternede tæppe på fødselsdagsgallaaftenen glider til side i Koncertsalen, åbenbares ganske som ventet 17 ballerinaer. De står i diagonale linjer med den ene arm løftet og håndleddet vinklet, som skærmer de sig mod solens lys. De er som fastfrosne i isblå, halvlange kjoler, men reagerer efterhånden på musikken. En arm sænkes, snart flere, og fødderne tourneres. Stive præcise ryk i bevægelserne afløses snart af feminin ynde med høje benløft og strakte arme med knækkede håndled. Grupper dannes, og mønstre skabes. En enkelt danser alene, drejer og springer. De andre følger hende i skiftende grupper; i bølger af dans, energisk flow i bevægelserne og kaskader af trin.

Dansen lyser af smil og trinleg, og armene er som vinger. Springenergien er konstant, og der hvirvles på tå. Skarpt og præcist på musikken, som pludselig stopper og åbningsscenen gentages. Én kommer dog for sent, finder sin plads i opstillingen og en mand kommer ind. Han finder den sentankomne, mens de øvrige løber ud. Dansen glider over i næste sats; en yndefuld vals, men snart hvirvler de øvrige ind. Han løfter sin ballerina højt foran de øvrige, og valsen ender langsomt og blidt.

I den russiske sats glider fem ballerinaer ned i spagat, sætter sig på gulvet, armene bevæges blidt, hænder rækkes til hinanden, og ballerinaer rejser sig atter. Højt på trippende tå snor de sig om hinanden i sirlige mønstre og kæder, inden energien atter løssættes og de florlette kjoler hvirvler om de smukke danserinder. Parret vender tilbage i en energisk duet, hvor tyngdekraften synes ophævet. De andre slutter sig til, og begyndelsesbilledet gentages. Da alle forlader scenerummet, er der dog én, som falder – og bliver liggende. I værkets sidste sats, elegy, føres en mand ind til ballerinaen, der fortsat ligger på gulvet. På vejen ind holdes han for øjnene, og fremme ved den liggende hjælper han hende op. Han danser med dem begge. Senere med flere kvinder, som også er stødt til.

Til sidst må han vælge, og ballerinaen, som først førte ham ind, bliver den udvalgte, som også fører ham ud fra scenen. Den forsmåede falder sammen, men løftes op af tre mænd, der bærer hende højt frem i en procession mod lyset. En offerscene fornemmes, stemningen er intens og sorgfuld, mens det harlekinternede tæppe langsomt glider for. Og klapsalverne brager mod scenen efter en sublim oplevelse af isblå neoklassisk elegance i et af de absolutte hovedværker fra Balanchines hånd.

 

Tivoli New York City Ballet 28739
Serenade. Koreografi: George Balanchine. Dansere: Teresa Reichlen, Sterling Hyltin. New York City Ballet. Foto: Paul Kolnik

 

Fire temperamenter
Balanchine bad i 1940 Paul Hildesmidt om at kreere et musikstykke, som skulle afspejle et dansemæssigt og musisk udtryk for antikkens forestilling om, at den menneskelige organisme består af fire forskellige stemninger eller temperamenter. Som menneske besidder vi alle disse fire temperamenter, men i varieret grad, og det er den respektive overvægt af en enkelt af disse temperamenter, der er bestemmende for de fire fysiske og psykologiske typer: melankolikeren, sangvinikeren, flegmatikeren og kolerikeren, hvilket er udtrykt i introduktion og de fire efterfølgende variationer.

Et par; han byder op til dans, og hun accepterer. Bevægelse bliver til drej, vrid og kast med benet. Ballettens positioner og træningsalens øvelser sammensættes til elegance og raffinerede trinkombinationer. Et andet par tager over med friske, kvikke og energiske trin, inden et tredje par tager over med høje langsomme løft og svævende arme.

Soloherren i den melankolske variation er fortvivlet i sit sind, hvilket udløser kraftfulde, nærmest gymnastiske og voldsomme udfald med spring og rygvrid, og da to energiske ballerinaer hvirvler ind højt på tå og med strakte arme og fleksede hænder, bliver han indespærret og må bryde ud. Da flere ballerinaer med høje spark, mandhaftig kølighed og stolthed spankulerer ind, bliver magtkampen endnu stærkere, så han må bane sig vej frem i et forsøg på frihed, inden han lukker sig inde i sig selv med en ekspressiv dans med rygkrumninger og fortvivlet sammenkrybning.

I den sangvinske variation mødes et par, som sammen valser ud i dansen med store bevægelser; skiftevis skarpe og glidende, kantede og yndefulde. Høje og ranke øvelser omsættes til en perlerække af positioner i et konstant, naturligt flow, hvor herren fornemt præsenterer sin ballerina. Endnu fire ballerinaer kommer ind, og energisk kaster parret sig hver for sig og sammen ud i piruetter, raffinerede og ekspressive trinkombinationer samt ømme, lave løft.

Trist til mode vandrer en herre ind på scenegulvet. Han er fordybet i sit eget univers, men åbner sig alligevel langsomt op i en undersøgelse af sig selv og kroppens muligheder for udfoldelse. Fire ballerinaer kommer ind, danser højt på tå omkring ham, hvorefter han gennembryder sin egen boble. Med hinanden i hånden danner de kæder, der vikler sig sammen og ud igen, hvorefter de sammen danser i sørgmodige, men elegante mønstre med stor patos og gratie.

I den koleriske variation kaster en energisk ballerina sig ud i en vred solo med høje benspark, spring og afvisende attituder. Dog lader hun fire herrer byde sig op, inden hun omsluttes af fire ballerinaer, der slår sig løs i raffinerede, ekspressive trinserier. Mens den koleriske hvirvler videre, danser fire par forskudt og synkront i pas-de-deux’er med smukke løft, balancer og arabesquer.

I den afsluttede finale er alle danserne på gulvet, sammen kaster de sig ud i et stort bevægelsesbillede med høje benspark og fine krydsende svævende løft. Så skøn en oplevelse af et Balanchine-værk, som er et af de helt centrale i hans store produktion; et rigtigt New York City Ballet-værk og et skønt varemærke for kompagniet.

 

Tivoli New York City Ballet 28732
The Four Temperaments. Koreografi: George Balanchine. Dansere: Sara Mearns, Jared Angle. New York City Ballet. Foto: Paul Kolnik

 

Symfoni i C
Georges Bizet’s musik er ganske enkelt helt vidunderlig smuk. Og tænk, at Bizet komponerede sit værk i midten af 1850’erne, da han var blot 17 år gammel. Men værket blev aldrig opført, og partituret blev glemt og gemt i Pariserkonservatoriets arkiver. Først i 1933 dukkede det op igen, og da Balanchine i 1947 for første gang hørte musikken, var han blot to uger om at omsætte musikken til et overflødighedshorn af dans.

Musikken, som er i fire satser, er så dansant; glad, frisk, legende, underholdende og med mere følsomme passager, og da Balanchines koreografi i den grad tager udgangspunkt i musikken, bliver også den glad, frisk og energisk. Ballerinaerne er i glitrende tutu’er, og straks er åbningsbilledets to grupper højt på tå i yndefulde, skiftende positioner og med højt løftede arme. En solist støder til, og elegance, skarpheden i linjer og de kokette piruetter fortsætter så indlysende naturligt til den velklingende musik. Og ditto da også tre herrer kommer til; det er en sand nydelse at opleve.

Anden satsen er en adagio, som præger solistparrets ømme pas-de-deux, som vækker mindelser om den helt store hengivenhed og kærlighedserklæring fra Svanesøen mellem prinsen og svanen. Det er elegance på meget højt niveau; wauw. Og igen fordi musik og trin også her passer som fod i hose – særlig skøn er oboens sprøde toner.

Kåde spring og boblende, virtuos trinudfoldelse afløser i den mere energiske tredje sats, hvor scenen igen fyldes af korpsets ballerinaer, der danner den yndefulde baggrund for solistparrene med elegante linjer og grupperinger. I den store finale gentages flere af de tidligere sekvenser, og energien bliver ikke mindre. Danserne pisker over scenegulvet i formationer, tindrende tåspidsdans og hvirvlende piruetter. Et sandt overflødighedshorn og festfyrværkeri, som absolut gør Tivolis 175 års fødselsdag til en skøn, festlig og fornøjelig oplevelse.

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top